skatteopkrævning befattede sig med. Der spores en umiskendelig registerangst hos det godsrige aristokrati, som under forhandlingerne forbeholdt sig muligheden af at betale skatten for deres undergivne gårdsæder og ugedagsmænd, “om de ville ikke have dem i vor kæreste nådige herres register”.21 Øjensynligt har dette punkt været genstand for nogen debat, for i et af de bevarede fragmenter fra forhandlingerne understreges netop, at skatten kun skulle omfatte de bønder, der havde ydet skat “af Arilds tid”. At man alligevel inddrog de små landmænd medvirkede velsagtens til, at de store 20-mands læg kom ind i billedet.
De nye magthavere efter 1523 udtrykte massive adelsinteresser som en reaktion mod Christian II’s revolutionære styre, om end modificeret af statsmagtens mere sociale og humane indstilling, der bød monarken at skærme borgere og bønder. Kroningsskatten var godsejervenlig i den forstand, at godsejerne i modsætning til året før faktisk gik fri. Dog måtte de forpligte sig til at betale skatten af de fæstebønder, der sad overhørige – et løfte, der ganske vist atter mildnedes af udsigten til at konfiskere de forhærdede bønders ejendele. Man forventede tydeligt, at skatteyderkorpset ville demonstrere en betydelig vrangvilje, som erfaringen fra sølvskatten det foregående år tilsagde. Det ser også ud til, at i hvert fald den skånske adel blev pålagt at stille med væbnede svende som reaktion mod truslen fra Søren Norby på Gotland. Godsejerne slap altså ikke ganske gratis.
Desuden ramtes aristokratiets medlemmer på andre måder i deres egenskaber af prælater og lensmænd. Det store slagnummer på herredagen ud over kroningsskatten var en revision af lensvæsenet i kongemagtens favør, hvor kroningen blev anledningen til, at man gik hele fordelingen af len og lensmændenes vilkår efter i sømmene. Rigsrådet accepterede, at kongen ikke var bundet af de forleninger, der lidt forhastet havde fundet sted i hans første regeringsår, hvor han “rigens belejlighed ikke vidste”. Senest den 6. august, dagen inden kroningen, skulle alle forleningsbreve være indleveret til fornyet overvejelse. Dog ikke i kancelliet, men hos hofmester Mogens Gøye eller marsken, Tyge Krabbe, mænd af aristokratiets egne rækker. Et skånsomt træk, der tjente til at mildne det statsfinansielle greb om de privilegerede.
Endelig måtte lensmændene finde sig i at yde et direkte bidrag til kroningsskatten. Mens bønderne sattes til en fast takst, om end korrigeret af den indbyrdes progression, pålagdes de privilegerede en brøkdel af indkomsten. Denne blev defineret som oppebørslen i smør, rug og byg, der var de traditionelle landgildeydelser. Her måtte lensmændene betale en trediedel, mens biskopperne mere skånsomt sattes til en fjerdedel. Beskatningen gjaldt naturligvis ikke kronens regnskabsfogeder, der afleverede hele udbyttet af lenet til kongen blot mod en beskeden løn, men udelukkende de aristokratiske lensmænd, der besad lenet i pant, på afgift eller tjeneste, som det udtrykkes i rådets skattebrev. Vi noterer os, at de syv stifter regnedes for en art fyrstelen eller jarledømmer under kronen.
Atter mildnes udskrabningen af et godsejervenligt træk. De privilegerede blev ikke som bønderne registreret som skatteydere, men fandt selv frem til, hvor meget de skulle betale. Man forlod sig altså på samfundssindet hos de mægtige. Friheden til at angive egen skat var dog ret illusorisk, da man i kancelliet havde et ganske godt overblik over indtægterne af lenene og utvivlsomt også kendte de enkelte stifters økonomiske formåen.
I kroningsskatten indgik endelig en dobbeltskat af købstæderne og en skat på 15 mark af hver sognekirke. Kirkerne sattes altså til det tidobbelte af en gård. Parallellen til skatten af bønderne er gennemført i den forstand, at skatten allernådigst “samtykkes” af bisper og prælater. Samtykket er dog tydeligt henvendt til kongen. Nået så vidt havde man glemt fiktionen om, at det var rigsrådet, der udskrev skatten.
Kirkeskatten må være besluttet i sidste øjeblik, for af de bevarede fragmenter ses, at man oprindeligt forhandlede om at overlade Frederik I årets kirketiende, som kongen egentlig havde forlangt. Under henvisning til de store ofre, kirkerne havde bragt året forud, ville biskopper og prælater dog kun bevilge halvdelen af tienden, og dette tilbud må kongen have afslået. Under forhandlingerne hedder det lidt spidst, at kongen selv måtte lade de halve tiender anamme “med hans nådes egne skrivere og visse bud”. Rådets imødekommenhed, hvad beskatningen af kirkerne angik, var åbenlyst minimal.
Biskopperne sad tungt på store dele af skatteforvaltningen, som det næppe undgik Frederik I’s og hans rådgiveres opmærksomhed. Reformationens uvejr buldrede allerede i det fjerne. Biskoppernes fængsling den 12. august 1536 kom som en stor overraskelse, men set i skattepolitisk belysning fornemmer man visse ouverturer. Skatten af kirkerne gav i hvert fald anledning til adskillige kontroverser mellem kongen og bisperne.
Der kendes et indigneret genmæle fra Odensebispen Jens Andersen Beldenak, hvori han forsvarer sig imod beskyldningen, “da skulle jeg have besværet mine kirker hver med 100 mark, somme mere og somme mindre!” Biskoppen bedyrede, at han ikke havde opkrævet en penning mere end de 15 mark, som kongen skulle have.22 Frederik I må endvidere have beklaget sig over, at biskoppen ikke havde levet op til forpligtelsen i rigsrådets skattebrev, at skatten skulle indleveres “i godt mønt, det yderste vi kunne”. Denne detalje må Jens Andersen have overset, for temmelig impertinent lod han nu Frederik I høre, at hvis skatten skulle veksles, måtte han virkelig “ramme derom til i tide”. Jens Andersen kunne under ingen omstændigheder veksle sin part af skatten, “uden tiden var længer”. Ligesom for at mildne det uforskammede svar tilbød biskoppen til gengæld sin hjælp til at forfatte et propagandaskrift mod Christian II.
Den sidste, lidt gratis gestus er nok ikke blevet synderlig apprecieret på Gottorp slot. Jens Andersens selvsikre reference til “sine” kirker ej heller. Bag kulisserne anes tydeligt, at Frederik I og hans rådgivere nærede en stærk utilfredshed med biskoppernes skatteopkrævning, som førte til, at man besluttede at sætte dem helt ud af spillet. I 1523 havde biskopperne i hvert stift været tilskikkede sammen med to verdslige til at opkræve godsejerskatten, men det følgende år undgik man at placere bisperne i skatteoppebørslen, selv om de i deres egenskab af stiftsherrer var svære at komme udenom.
Tilfældigt hører vi, at kongen – samtidig med, at Jens Andersen fra en af sine mange bispeborge, Alsø syd for Maribo, skrev sit indignerede gensvar – må have beordret sine lensmænd til at forbyde præster og kirkeværger at yde subsidium til biskoppen, som det fremgår af et brev fra lensmanden på Tranekær, Otte Krumpen.23 Desværre havde hr. Otte, der i 1520 som feltherre med stor succes forestod Sveriges erobring, i dette spil fundet sin overmand. Han måtte til sin ærgrelse konstatere, at bisp Jens havde “den største part alt ude”. Subsidiet var den faste skat af landsbykirkerne til stiftets overhoved, som altså her opkrævedes i konkurrence med kongeskatten. Af Otte Krumpens ytringer ses, at opkrævningen af kirkeskatten nu var overdraget lensmanden. Sandsynligvis er samme skridt taget i flere stifter. I hvert fald kendes en tilfældig ordre til marsken, Tyge Krabbe, “så han gør forbud over alt Skåne, så ærkebispen ikke får nogen skat af kirkerne, førend min herres nåde har udfanget den skat, hans nåde skal have”.24
Forbudet gjaldt dog ikke den noble Ove Bille, biskoppen af Århus, der var særdeles velanskreven i regeringen. Symbolsk anskues bispernes nærmest fyrstelige stilling kort før reformationen af, at de talte i pluralis majestatis, og at de ligesom kongen betegnedes hans nåde eller min herre. Biskopperne havde også som deres personlige departementschef en kansler. Det var Ove Billes kansler, hr. Peder Prip, som midt i december 1524 mødte på Koldinghus og pænt betalte 15 mark af hver sognekirke i stiftet, som biskoppen øjensynligt havde opkrævet. Samtidig erlagde Peder Prip biskoppens og domkapitlets egne bidrag: 25 % af stiftets indkomster og 33 % af de kongelige forleninger. Ove Bille havde været så beleven, at han under Frederik I’s ophold i Århus midt i oktober ydede monarken et klækkeligt forskud på kirkeskatten, en
