os til at tro. Marken, den foretrukne danske valuta, var udelukkende en regnemønt, der dækkede over myriader af småmønter. I tidens regnskaber refereres meget betegnende til vejede mark. Hvis vi ser bort fra bispers, lensmænds og købstæders bidrag, hvor optimismen måske var noget mere begrundet, blev hovedmassen af kroningsskatten, nemlig bøndernes bidrag på 24 skilling af hver mand, utvivlsomt ydet i småmønt og ikke i “godt mønt”, som skattebrevet egentlig lagde op til. En skilling svarede til 12 penninge eller tre hvide. Lad os blot konstatere, at kansleren og hans personale på Koldinghus måtte være forberedt på en sand invasion af mønter.
Oppebørslen af kroningsskatten satte i og for sig ind umiddelbart efter kroningen. Modsat bønderne var den skånske adel på forhånd dybt engageret i skattens udskrivning og stærkt opsat på med liv og sjæl at forsvare det nye regime. Internt udtrykte man også skattens essens mere råt og uforblommet, end det skete i skattebrevet til bønderne. I kancelliets opgørelse af de skånske lensmænds bidrag karakteriseres skatten “til 100.000 gyldens betaling til første omslag til Kiel”.38 For regeringens venner, der måske oven i købet øjnede en chance for at slå en handel af med de nye magthavere, gjaldt det om at gøre sig fordelagtigt bemærket. En af Skånes førende magnater, hr. Aksel Brahe, erlagde allerede 1. september midt under Malmømødet sit bidrag til lensmandsskatten, som han lynhurtigt havde gjort op til den runde sum af 100 mark.
Samtidig får vi anskueliggjort en anden side af den senmiddelalderlige beskatning. Trods alle gode intentioner skete der uundgåeligt fradrag i provenuet, når man nødtvunget måtte anvise beløb til udbetaling og dermed på forhånd forgreb sig på skatten. End ikke de forkætrede 100.000 gylden undgik denne skæbne, og under slutopgøret måtte man i stor udstrækning stille sig tilfreds med kvitteringer i stedet for kontanter, når skatteopkræverne allerede havde givet pengene ud.
Det tidligste eksempel, før skatten endnu officielt var udskrevet af bønderne, udgør Aksel Brahes mellemværende med regeringen. En stærkt medvirkende årsag til hans prompte betaling af lensmandsskatten tre måneder før den angivne frist, var, at han stod foran en diplomatisk mission til Gotland. For at fastholde grebet om den omstridte ø, som Malmømødet under Lübecks mægling til alt held havde tildelt Danmark, var det påkrævet at sørge for proviant til besætningen på Visborg, og hr. Aksel fik til opgave at medføre seks læster malt. Meget tjenstvilligt tilbød han selv at sørge for malten mod at få refunderet udgiften i den kommende skat af bønderne i sit len, som altså endnu ikke var udskrevet. Aftalen blev nedfældet på kongens personlige ordre, og måske var det den nøjeregnende Frederik I selv, der fik indføjet et krav om, at hr. Aksel aflagde regnskab for malten. Hvis der blev noget til overs, skulle det naturligvis ikke refunderes af skatten.
En stribe andre magnater sørgede på samme måde for at forstrække kongen med midler, som blev betalt tilbage af skatten. Den rigeste af dem alle, rigets hofmester Mogens Gøye, fik således på forhånd tildelt hele 2.000 mark af landehjælpen af Århus stift, som den senere kansler Johan Friis, dengang en stræbsom, ung kancellisekretær, var travlt beskæftiget med at inddrive.39 En rund sum, som den altid tjenstvillige Mogens Gøye chevaliersk havde forstrakt kongen med, men som altså allerede var anvendt, da skatteopkræverne begyndte at indfinde sig på Koldinghus. Det har været indgroet og uundgåeligt, at statens udgifter blev bestridt ved at tage på forskud af beskatningen.
Claus Gjordsen havde sandsynligvis fulgt kongen på en større turné i Nørrejylland i efteråret 1524, der sluttede sidst i november i Ribe, inden Frederik I vendte tilbage til sit elskede Gottorp. Lensmand på Riberhus var hr. Predbjørn Podebusk. Endnu den 7. december har kansleren i Ribe kvitteret for hr. Predbjørns lensmandsskat, men herefter må han være ilet til Kolding for at være rede til det store rykind af skatteopkrævere, som nu antoges at forestå. Senmiddelalderens statsadministration fungerede syv dage om ugen, og der var intet påfaldende i, at fristen for indbetalingen af kroningsskatten var sat til søndag den 11. december, 14 dage før jul.
Desværre lader det sig ikke konstatere, om en eneste skatteyder eller skatteopkræver overholdt fristen. Vi har allerede mødt et af dydsmønstrene, Århus bispestol, der pænt betalte sine bidrag i Kolding, men ulykkeligvis er notatet ikke dateret, blot anført under 1524. Vi husker, at bisp Ove og hans kapitel havde ydet Frederik I et klækkeligt forskud under monarkens besøg i Århus. Da biskoppens kansler, Peder Prip, afregnede med kansleren, indgik disse forskud i skatteprovenuet, som altså reelt har været 1.000 mark mindre, end det oplystes i den nye kvittering, som kansleren ifølge sine egne optegnelser gav biskoppen, men som ikke er bevaret. Af hans notater ses, at Peder Prip betalte 670 mark af sognekirkerne, “end der til 24 mark”, mens lensmands- og bispeskat beløb sig til 875 mark, 7 skilling og 1 hvid. Når forskuddet var trukket fra, blev der trods alt en rund sum til statskassen.
Kun en enkelt skatteindbetaling kan udtrykkeligt dateres. Den hidrører fra den omtalte fhv. feltherre, Otte Krumpen, nu lensmand på Tranekær, som lidt forsinket den 18. december i Kolding fik kvittering for sit bidrag til lensmandsskatten.40 Hr. Otte hørte til dydsmønstrene, der modsat Odensebispen havde bestræbt sig på at erlægge skatten i de gedigne mønter, der var gangbare på Kieler omslaget, selv om det ikke helt var lykkedes. Han erlagde i klingende mønter 55 mark i dobbeltskillinger, 65 mark i knap så klingende danske hvide og 6 mark lybsk i lybske hvide. Det ses, at han afsatte lenets overskud i hansestæderne, men de langelandske kronbønders bidrag i ringholdige danske mønter kom man ikke udenom. Som omtalt var Otte Krumpen rigsrådets tilskikkede skatteopkræver på Langeland, men vi hører intet om landeskatten af bønderne og de beløb, hr. Otte trods Jens Andersens sabotage fik fravristet kirkerne, som vi må formode, at han indbetalte ved samme lejlighed.
Jagten på kroningsskatten giver unægteligt et magert udbytte. Indtil videre står vi kun med de summer, som Peder Prip bevisligt “antvordede kansler i Kolding”, som det hedder i kancelliets optegnelse, samt Otte Krumpens lensmandsskat. Først midt i februar 1525 kan vi konstatere, som vi formodede, at Claus Gjordsen stadig modtog forsinkede skatteindbetalinger på Koldinghus, efterhånden som de indløb.
Således indfandt Otte Krumpens kollega, den tilskikkede på Lolland-Falster, Otte Holgersen (Rosenkrantz), sig på egne og sin kompagnon Johan Oxes vegne. Otte Holgersen, nyudnævnt lensmand på Ålholm, var broder til Koldinghus’ lensmand, Holger Holgersen, og en af Danmarks rigeste mænd i kraft af sine vidtstrakte norske besiddelser. Han var samtidig en af kronens store kreditorer ved de lån, han havde ydet Christian II. Det medførte den lidt kringlede situation, at han under Kieler omslaget havde “indmanet” flere af sine kolleger i rigsrådet, der havde kautioneret for gælden. Anders Bille og andre måtte således møde i Rendsborg til et mildt gældsfængsel, indtil Frederik I formåede hr. Otte til at lade dem slippe. Et meget bogstaveligt motiv til, at rigsrådet engagerede sig i kroningsskatten, som vi hidtil har undladt at berøre.
Otte Holgersens intime forhold til kronens gæld bidrog utvivlsomt til, at han og ikke hans kompagnon, Johan Oxe, påtog sig at overbringe kroningsskatten fra Lolland-Falster. Det samme intime forhold må forklare, at hr. Otte i følge kancelliets optegnelser ydede skatten på Gottorp, men fik kvitteringer på Koldinghus. Da han alligevel agtede at indfinde sig i hertugdømmerne under Kieler omslaget, har han vel simpelthen meget praktisk, men lidt irregulært ført kroningsskatten med sig direkte til Gottorp, hvor den utvivlsomt blev modtaget med åbne arme, mens selve skatteregnskabet blev ordnet bagefter hos kansleren på Koldinghus.
Otte Holgersen havde indtil magtskiftet været Christian II’s lensmand på Tørning, Koldinghus’ naboslot i hertugdømmerne, og var nært knyttet til det holstenske ridderskab. Han havde utvivlsomt mange interesser at pleje her, efter at han lidt brat under Frederik l’s fremrykning var blevet forflyttet til Ålholm. Ligesom på Koldinghus ønskede den nye konge åbenlyst at sikre sig fuld kontrol over grænseslottet Tørning, hvor han indsatte en holstensk
