værnsforholdet var også en væsentlig del af magtudøvelsen over bondebefolkningen i øvrigt bundet til jordbesiddelse. At forstå besiddelsesforholdene er derfor en ikke uvæsentlig brik i forståelsen af magtforholdene i øvrigt.
Ingen kilder tillader umiddelbart en landsdækkende opgørelse over ejendomsforholdene i middelalderen. Forskellige historikere har søgt at skønne om dem. Kr. Erslev lagde for i Dronning Margrethe, hvor han anslog ejendomsfordelingen i senmiddelalderen til en tredjedel til adelen og det samme til kirken, mens krone og selvejere hver havde en sjettedel.1 I Danmarks Riges Historie ændrede Erslev skønnet til en ottendedel til kronen, en ottendedel til selvejerne, tre ottendedele til adelen og tre ottendedele til kirken.2 Siden har historikerne vaklet mellem at følge Erslevs sene skøn og at anslå det egentlige krongods højere.3
I dag må spørgsmålet siges at være rimeligt afklaret gennem en kombination af regionale undersøgelser og særlige studier af enkelte godsmasser. Med en enkelt undtagelse har de alle antallet af gårde som tællingsenhed, og det er reelt også eneste mulighed. Jeg har selv argumenteret for, at det egentlige krongods, altså de få kongelige ladegårde og især de fæstegårde, der havde kronen som ejer, i senmiddelalderen kan anslås til 10-15 % af landets gårde, og snarere 10 % end 15 %.4 Dette skøn må anses for bestyrket, efter at Erik Ulsig siden har udsendt en undersøgelse af forholdene i et antal sjællandske herreder, der samlet rummede 10 % krongods.5 I denne publikation tager Anders Bøgh atter selvejergodset under behandling og når for 79 herreder (halvdelen af riget) til en total selvejerandel på 14,5 %. Selvejergodset var helt overvejende under kronens værn og dermed en del af det kongelige domæne, hvis samlede omfang derfor kan anslås til omkring 25 %. Jeg har i anden sammenhæng argumenteret for, at den adelige andel udgjorde 37-40 % ved middelalderens slutning.6 Det efterlader en tilsvarende eller en smule mindre andel til kirken – 35-37 %. Vi er dermed groft taget tilbage ved Erslevs skøn fra Danmarks Riges Historie. Det er næppe muligt at rokke meget ved dette billede, og det er i øvrigt ikke så vigtigt, om skønnet skulle være et par procent galt for enkelte stænder. Umiddelbart har denne fordeling gyldighed ved middelalderens slutning. Den væsentligste forskydning efter 1412 havde bestået i, at adelen havde skænket og solgt gods til kirken. Korrigerer man for det, har vi en pæn fornemmelse af godsfordelingen senmiddelalderen igennem.
Den samlede landsdækkende balance mellem stænderne fortæller imidlertid langt fra hele sandheden. Mindst to centrale spørgsmål gemmer sig under den. Det ene er de lokale og regionale forhold. Der var klare regionale forskelle i stændernes godsandele, som må inddrages, for at man kan forstå lokale magtforhold og konflikter.7 Det andet spørgsmål går på, hvad samlebetegnelserne “kirke” og “adel” nærmere dækker over.
En nærmere forståelse kræver regionale og lokale undersøgelser. Der findes i dag en række. Den geografisk mest omfattende er Erland Porsmoses undersøgelse af ejendomsforholdene på Fyn.8 Poul Rasmussen har mere detaljeret undersøgt fire herreder omkring Århus, og endnu et herred på egnen er dækket af Niels Jørgen Andreasen.9 Erik Ulsig har efterhånden undersøgt otte sjællandske herreder.10 Forholdene på Langeland har Lütken for længst kortlagt, og Falsters ejendomsforhold er fastslået i forbindelse med Falsterundersøgelsen.11 Hertil kan føjes en undersøgelse dækkende Ulfborg herred i Vestjylland.12
Alle disse undersøgelser har frembragt en totalbalance mellem krone og selveje, adel og kirke i de undersøgte områder og dertil i hovedsagen også et billede af den helt lokale fordeling af stændernes dominans, og de har kunnet opgøre kirkegodsets fordeling på institutioner. Generelt kan de derimod ikke sige så meget om adelsgodsets interne fordeling. Det kan den rekonstruktion af ejendomsforholdene i 11 herreder i Midtjylland, som jeg gennemførte i min prisopgave fra 1985, derimod.13 Delresultater fra denne prisopgave er ad forskellige veje publiceret, men dens hovedresultater er aldrig tidligere fremlagt samlet.14 Det vil ske i det følgende med et blik på, hvad disse resultater siger om lokale og regionale forskelle i besiddelses- og magtforhold. Dele af kildematerialet fremlægges nedenfor, men den detaljerede dokumentation må findes i prisopgaven.15
Kort 1: Oversigt over de 11 midtjyske herreder, der er omfattet af undersøgelsen
Undersøgelsesområdet omfatter de sydvestlige to tredjedele af Viborg stift. Afgrænsningen er bestemt af, at netop disse 11 herreder er dækket af undersøgelsens hovedkilde. Området omfatter Sallings fire herreder Nørre, Harre, Rødding og Hindborg, de fire herreder omkring Viborg Fjends, Nørlyng, Sønderlyng og Middelsom, de to sydvesthimmerlandske herreder Rinds og Gislum og endelig Hindsted herred i det sydøstlige Himmerland langs nordkysten af Mariager fjord. Af de 11 herreder danner de ti førstnævnte et sammenhængende område, mens Hindsted herred kun akkurat er koblet på undersøgelsesområdet.
Metode
De foreliggende regional- og lokalundersøgelser bygger på såvel et forskelligartet kildemateriale som forskellige metoder. Eneste kilde, der giver direkte oplysning om ejendomsforholdene, er et register over antallet af gårde under forskellige godsejere sogn for sogn i Ringsted og Ramsø herreder fra ca. 1517. Registret er benyttet af Erik Ulsig.16
De øvrige lokale og regionale undersøgelser af ejendomsforholdene før reformationen bygger på variationer af den metode, Poul Rasmussen i 1962 skitserede i en artikel i Kulturhistorisk Leksikon for Nordisk Middelalder. Erik Ulsig har betegnet den som subtraktionsmetoden. Den går ud på at bestemme kron-, selvejer- og kirkegodset ved hjælp af en sammenstilling af det bevarede førreformatoriske materiale i form af adkomstbreve og eventuelt jordebøger med efterreformatoriske skøder, lensregnskaber, jordebøger mv. I sin mest grundige variant, der kan betegnes identifikationsmetoden, indbefatter metoden, at de enkelte gårde følges fra kilde til kilde op til matriklen 1664. De gårde i matriklen, der ikke kendes som tidligere kron-, selvejer- eller kirkegods, anses for at være gammelt adelsgods. Erik Ulsig har vist, at denne metode ville give et næsten retvisende billede for Ringsted og Ramsø herreders vedkommende, hvor resultatet kan holdes op mod listen fra omkring 1517.17 Poul Rasmussen har benyttet metoden i sine studier over østjyske herreder.18 Det er dog ikke givet, at den overalt kan benyttes med samme succes. Hvis meget gammelt kron- og kirkegods blev afhændet tidligt, hvis området var præget af egaliseringer, og hvis især kirkegodset ikke er godt dækket i kilderne, kan usikkerhederne være større, end Ulsig har fundet i Ringsted og Ramsø herreder.
Erland Porsmose har benyttet en enklere variant af samme metode.
