Meget taler endda for, at de altid har været det. Også under Valdemar Atterdag opkrævedes årlige eller næsten årlige “beder”. Et fuldt færdigt skattesystem anes umiskendeligt bag Knud den Helliges gavebrev 1085 og er næppe indført af helgenkongen i hans korte, hektiske regeringstid. Et skattesystem er vel simpelthen definitionen på et civiliseret samfund.
Jagten på bøndernes indflydelse tog sig forgæves ud, skønt almuens samtykke tydeligt optrådte som et levende ideal ved festlige lejligheder. Reelt blev skatterne dikteret af konge og rigsråd, mens forfatningens smukke ord tilsyneladende kun figurerede til pynt. Og alligevel. Indirekte spillede frygten for skatteydernes reaktion en betydelig rolle, og bøndernes organiserede fællesskab var uundværligt under skatteopkrævningen, selv om det blot anes som dunkle bølgeslag under det politiske spil.
Summary: Danish Taxes in the Later Middle Ages: The Coronation Tax of 1524
Based upon the abundant archives of the Royal Chancery and the Council of the Realm in the Danish National Archives in Copenhagen (Rigsarkivet), the article concentrates on the extraordinary levies granted by the Council of the Realm and levied by the King and his officials. Financially, the great advantage to the Crown was that these levies were not only collected from the freeholders and royal peasants, but also from the tenants of the otherwise tax-free aristocracy. It is shown that these extraordinary levies were in fact imposed quite regularly and collected about every second year in the period under the first four kings of the Oldenborg dynasty (1448-1533), the intervening years being used to collect the arrears. In the decades immediately prior to the Danish Reformation of 1536 the rates were increased with a new tax every year, due to political crises as well as the start of the sixteenth-century economic boom. Constitutionally, the assent of the peasants was required, but evidently this was only a formality that was not taken seriously by the rulers. The actual influence of the peasants was brought to bear in other ways, however, such as denials or open rebellions. As a particularly well-documented example, King Frederik I’s coronation tax of 1524 is analysed from the negotiations between King and Council which led to the official acceptance of the tax by the Council and its imposition all over the realm. Correspondence and accounts show in detail the levying by tax collectors and the final payments to the King’s residence by the appointed officials. The coronation tax was unusual in the stipulation of an exact amount, 100,000 guilders, which the Council swore to provide before the Kieler Umschlag in January 1526. The amount included not only the taxation of the peasants, but also four other special taxes, i.e. of bishops, the holders of fiefs, the towns and the parish churches.
1 Om middelalderens skatter henvises generelt til Mikael Venge, Danmarks skatter i middelalderen indtil 1340, Dansk Skattehistorie, I, København 2002; Mikael Venge, Danmarks skatter i middelalderen 1340-1536, Dansk Skattehistorie, II, København 2004. Om Hallandslisten se Venge 2002, s. 106-112, 146-147. Lektor, cand.polit. Niels Geert Bolwig takkes for konstruktiv kritik af denne artikel.
2 NLR s. 377, 435.
3 RA, Egeskabene B 5 e, 1531 15-12, Frederik I til rigsrådet i København.
4 Kristian Erslev, Erik af Pommern, hans Kamp for Sønderjylland og Kalmarunionens Opløsning, København 1901, s. 141; Jens E. Olesen, “Kongemagt, birgittinere og Kalmarunion”, Birgitta, hendes værk og hendes klostre i Norden, red. Tore Nyberg, Odense 1991, s. 180.
5 Venge 2004, s. 31-39, 60-62.
6 DDR 2, s. 102. Jf. William Christensen, Dansk Statsforvaltning i det 15. Århundrede, København 1903, s. 531-536.
7 DDR 2, s. 151.
8 DM 2. rk. V, s. 149-152. Jf. Mikael Venge, “På falderebet”, Zise – Told- og Skattehistorisk Tidsskrift, 2001, s. 117-119.
9 Christensen 1903, s. 533.
10 Handlingar till Nordens historia, utg. Lars Sjödin, III, Stockholm 1979, s. 154-156; jf. Mikael Venge, Det gamle Aalborghus. Told og skatter på Christian II’s tid, København 1991, s. 62-63, 72-73.
11 RA, Danske Kancelli, Frederik I’s registranter, C pag. 352 verso. Jf. Venge 1991, s. 42; Frederik I’s håndfæstning i AKG II, s. 68.
12 RA, Danske Kancelli B 9 pag. 14. Jf. Lektor Povl Helgesens historiske optegnelsesbog sædvanlig kaldet Skibykrøniken, oversat af Arnold Heise, København 1890-1891, s. 86, samt Troels Dahlerup, “Ukritiske betragtninger over Christiern II’s rigslovgivning”, Middelalder, metode og medier. Festskrift til Niels Skyum-Nielsen, red. Karsten Fledelius, Niels Lund og Herluf Nielsen, København 1981, s. 271; Søren Balle, Statsfinanserne på Christian 3.s tid, Århus 1991, s. 83-84.
13 Venge 2004, s. 332, 361-362, 399-400.
14 “Hermed skulle I være fri for den landeskat, I er pligtige at give Os til Vor kroning”, hedder det indsmigrende i Frederik I’s brev om sølvskatten, givet i lejren for København den 13. juli 1523. RA, Danske Kancelli, kopibog maj-september 1523. Brevet er mærkværdigvis ikke medtaget i FFR, jf. Johan Hvidtfeldt, “Kanslere og kancelliembedsmænd under Frederik I”, Til Knud Fabricius, red. Hans H. Fussing, København 1945, s. 35.
15 RA, Rigens råds breve, Egeskabene K, 6. Rådets brev er trykt i DM 2. rk. I, s. 213-215. Brevet er gennemskåret og leveret tilbage som tegn på, at dets løfte om de 100.000 gylden var indfriet. Frederik I’s garanti i ‘herredagsprotokollens’ version er trykt DM 2. rk. V, s. 20-22. Dens gejstlige ophav ses af, at overskriften glemmer de verdslige lensmænd. Jf. generelt om kroningsskatten C.F. Allen, De tre nordiske Rigers Historie under Hans, Christiern den Anden, Frederik den Første, Gustav Vasa, Grevefeiden 1497-1536, 4, II, København 1870, s. 352-361 samt noten s. 571-572; Venge 2004, s. 361-380.
16 DM 2. rk. V, s. 8-13. Jf. rigsrådets svar s. 14 og 16.
17 I rådets proposition af 13. juli (RA, Egeskabene B 5 e), der må opfattes som et svar på et oplæg fra kongen, optræder først de to adelige kommissærer, som skulle ledsage de kongelige skatteopkrævere og “tilhjælpe”, at skatten blev opkrævet, hvilket vel må oversættes: lægge autoritet, indflydelse og magtmidler til opkrævningen. Dernæst de to rigsråder, der oppebar skatten i hvert stift fra de kongelige skatteopkrævere. Det er kun dem, der udtrykkeligt “tilskikkes”. Vel efter krav fra Frederik I, der herved fik navngivet de personer, der var ansvarlige for, at kroningsskatten blev indleveret på Koldinghus. Derimod nævnes de to kommissærer ikke senere under opkrævningen, og måske er ordningen blevet opgivet. Lidt påfaldende får det geografisk spredte Fyns stift hele fem beskikkede – en på Langeland og to på Lolland-Falster foruden de to på selve Fyn – mens alle
