februar i Kolding fik kvittering for hele 5.572 mark og 16 skilling i landehjælp af Lolland-Falster samt flere beløb fra lensmændene, således 140 mark fra hr. Oluf Holgersen (Ulfstand), 350 mark i egen lensmandsskat, mens han til kompagnonen Johan Oxe sikrede sig kvittering for 395 mark, “hvilke penninge hr. Otte Holgersen fik vor kæreste nådige herre på Gottorp”. Den omtalte Laurits Knob på Gedser ydede via hr. Otte med rund hånd 150 mark, mens Mikkel Brockenhus takserede sig selv til 81 mark og Niels Vincentsen (Lunge) til 38 mark, 1 skilling og 1 hvid i danske penge og “udi gode penninge” 47 gylden og 4 skilling, der atter betegnes “udi stæder penninge”. Den lolland-falsterske adel handlede naturligvis ligesom bønderne på hansestæderne. Derimod hører vi intet om biskoppens og kirkernes bidrag og kan kun formode, at Jens Andersen, som polemikken i efteråret antydede, har besørget denne del af kroningsskatten.
I disse juleuger fungerede Koldinghus som rigets nervecentrum, hvortil alle ængsteligt spejdede. Også kongen på Gottorp, der naturligvis i spænding afventede oppebørslen af de 100.000 gylden. Den 5. januar 1525, to dage før åbningen af det holstenske pengemarked, hvor gæld og renter forfaldt, kunne Frederik I ikke styre sig længere, og fra Gottorp blev der afsendt et formeligt nødråb til Koldinghus.41 Claus Gjordsen fik ordre til, “at I straks sender det allermeste, I har af skatten, som I på Vore vegne har forsamlet og oppebåret, så det er her inden otte dage” (Kieler omslaget sluttede den 13. januar). Der skulle medsendes en af de kongelige sekretærer, som kunne holde styr på skattebeløbene og forestå udbetalingerne til kongens kreditorer.
Samtidig får vi løst den lille gåde om de manglende bankrøverier, som vi antydede. Monarken understregede, at kansleren skulle beordre lensmanden til at lade tre eller fire af sine svende ledsage sekretæren og pengene til Gottorp, “så de bliver vel forvarede”. Også den fynske skatteopkræver Laurits Ølmand førte penge fra Kolding til Gottorp “selvsjette med hr. Holgers svende” og en lejet vogn. Efter tidens forhold en sikker pengetransport. I den anledning ophøjedes lensmanden til et respektfuldt hr. Holger Rosenkrantz, ridder. Vistnok første gang, at det fornemme slægtsnavn bliver ventileret, efter at utallige generationer af Rosenkrantz’er, lykkeligt uvidende om slægtsnavnet, som først senere historikere har påduttet dem, havde lydt skikkelige -sennavne. Et vidnesbyrd om, at nådens sol fra Gottorp skinnede på den nyudnævnte lensmand på Koldinghus.
En måned senere var monarken faldet lidt til ro. I vore øjne fremstår skattebetalingen fra Lolland-Falster ganske vist som en enlig svale, men mon ikke rigets øvrige dele har opført sig nogenlunde på samme måde. Den 1. februar 1525 fik Anders Bille kvittering for Stevns herreds bidrag på 950 nye mark, som det understreges. Skatten af bønderne, de 12 kirker og den enlige købstad Store Heddinge.42 Bag på kvitteringen har Anders Bille selv lidt forbavset noteret: “Der står intet igen!” Hele kroningsskatten på Stevns var opkrævet uden restancer.
Anders Billes arkiv er tidens mest velbevarede, men at der på samme tid har fundet en bunke andre indbetalinger sted, ses af det endelige regnskabsopgør. Claus Gjordsen må da også fra Koldinghus have forespurgt kongen, hvor længe han skulle forblive på sin post. Ordren fra Gottorp lød den 12. februar, “at I der ville fortøve, så længe som I kunne selv formærke og besinde, der alle penninge eller mesteparten, som der kan komme, er udkommen”. Et klart overblik over situationen havde man øjensynligt ikke. Claus Gjordsen må desuden have beklaget sig over den udeblevne skat fra de urolige egne i Jylland. At der langt fra var styr på indbetalingerne ses af kongens svar. Kansleren blev anmodet om at sende en fortegnelse til Mogens Gøye over de uvillige bønder, der ikke ville udgive skatten, “hvilke herreder de udi bo og bygge”, som man altså på Koldinghus antoges at have overblik over. Mogens Gøye var allerede tidligere blevet beordret til at straffe de “uhørsomme” på liv og gods.
Ti dage senere afgik endnu et nødråb fra Gottorp, men betydeligt mere afdæmpet. Kansleren blev på ny beordret til at sende rykkerskrivelser til Jylland “og andre små lande”, hvorfra skatten ikke var indløbet. Som pression henvistes til kautionisterne af rigsrådet, der lå indmanede i Rendsborg. Kansleren skulle på ny skrive til Mogens Gøye om “bagparten” af skatten, men at man trods alt var nået til restancerne antyder dog nogen fremgang. Kun om det skånske skatteprovenu hedder det ikke særlig optimistisk, “at det må og fremkomme af Skåne”, som det åbenlyst ikke var sket endnu.
Snart efter gav Søren Norbys skånske oprør Frederik I andet at tænke på. Lad os springe et år frem i tiden, hvor vi kan konstatere, at de 100.000 gylden vitterligt blev opkrævet, om end under svare vanskeligheder. I sit regnskab anfører Claus Gjordsen næsten 40.000 mark af Sjællands stift, 16.000 mark af Ribe stift og næsten 34.000 mark af Fyns stift, indbetalt på Koldinghus i vinteren 1524-1525. De øvrige stifter indbragte – når vi ser bort fra det oprørske Skåne – beløb i samme størrelsesorden, og regnskabet krydredes yderligere af mange udestående fordringer og restancer, der talte med. Det var store summer, der strømmede over Kongeåen på vejen til Gottorp slot og de griske, holstenske kreditorer, og det var ikke helt grundløst, når den stærkt nationale Poul Helgesen i Skibbykrøniken rasede over, at Danmark blev forvandlet til et skatteland af Holsten, og at samtlige skatter førtes til hertugdømmerne.43 Som klerk var Poul Helgesen personligt skattefri, men hans bemærkninger afspejler nok en stemning, der har været udbredt i tiden.
Rigsrådet havde klogeligt fastsat indfrielsen af løftet om de 100.000 gylden til Kieler omslaget i januar 1526. Det gav mulighed for det følgende efterår at udskrive endnu en landeskat af bønderne, der altså heller ikke i 1525 slap for en ekstraordinær skat. Denne gang dog til den normale takst på en mark af hver mand, og uden at husmænd, landarbejdere og møllere blev mobiliseret. Rådet lagde desuden fra starten stor vægt på, at en påtænkt norsk landeskat skulle regnes med.
Den norske landeskat opkrævedes virkelig,44 men gør ikke just regnestykket enklere. “Deslige uregnet, hvad hr. Vincents (Lunges) skriver på Bergenhus af Norge førte til Flensborg”, hedder det uformidlet midt i regnskabet, uden at vi bliver så meget klogere. Samlet nåede Claus Gjordsen op på den trods alt ret formidable sum af 118.643 mark, 5 skilling og 2 hvide alene af Jylland og øerne, hvortil han optimistisk tilføjede, at der var udgivet meget mere, som ikke indgik i regnskabet. Immervæk et stykke vej fra de 250.000 mark, men ad snørklede stier nåede man tilsyneladende den postulerede slutsum – eller måske druknede regnestykket i de følgende års finanspolitiske slagsmål. Det gennemskårne skattebrev, der ligger på Rigsarkivet, er dog et vægtigt indicium for, at operationen trods alle genvordigheder lykkedes.
Afslutning
Spandau-traktaten, som Valdemar Atterdag indgik med de holstenske grever i 1340, beskrev i knappe vendinger for første gang, hvorledes en dansk landeskat opkrævedes, “det være i korn, i flæsk, i smør”.45 Betragter man den overvældende rigdom af kildemateriale, der belyser kroningsskatten i 1524, er der unægtelig sket et skred. Spandau-traktaten nævner skrivere som et nyt indslag i skatteopkrævningen, men først 100 år senere holdt papiret sit indtog. I 1524 var papiret blevet til dynger.
Vi noterer tillige et andet skred. Kroningsskatten var i stærk kontrast til ældre skatter en ren pengeskat. Levnedsmidler indgik fortsat som vigtige bidrag til statsfinanserne, men det danske samfund i årtierne efter 1500 var så rigt, at det forholdsvis ubesværet præsterede skatter i hård valuta.
Kroningsskatten indeholder særpræg, men også dette var i og for sig typisk. Skatteopkrævningen afspejler den politiske situation og præges af mange nuancer og varianter. Til de typiske elementer hørte, at kroningsskatten i grunden var en ganske ordinær kongeskat
