og en øde fæstegård. Tallene for skatteydere er identisk med antallet af besatte gårde i jordebogen i Rødding herred, mens jordebogen har to besatte gårde mere end skattelisten i Nørre herred og syv gårde mere i Hindborg herred, men til gengæld syv besatte gårde færre i Harre herred.
På sogneniveau er forskellen endnu noget større. Skattelistens oplysninger er tolket på den måde, at personer uden stedsbetegnelse forsøgsvis er henført til samme sogn som nærmest ovenstående person med stedsangivelse. 140 af skattelistens 238 skatteydere kan derpå genkendes ved navn i jordebogen i det sogn, hvor vi ventede at finde dem. Yderligere syv bønder genfindes ved navn, men i et andet sogn end det ventede. Vi har dermed i alt genfundet 62 % af skattebetalerne ved navn. Geografisk medfører vor nye viden om de syv bønders bopæl, at yderligere ti af skattelistens bønders bopæl må omtolkes ud fra rækkefølgen. De fleste knytter sig til nogle særlige “selvejergodser”, hvor én selvejer ejede gårde i flere byer. Stort set alle tilfælde knytter sig til ét herred: Nørre. Hypotesen om, at bønder uden stedsbetegnelse skal henføres til samme sogn som nærmest foranstående med stedsbetegnelse er altså ikke helt sikker, men holder dog i de fleste tilfælde. Den vil i det følgende blive brugt til at udfylde mindre huller, men ikke til at placere lange rækker af bønder uden stedsbetegnelse.
Efter denne ændrede tolkning af i alt 17 bønders bopæl i skattelisten, synes denne at have 14 bønder/gårde, der ikke findes i jordebogen, mens denne på sin side har 16, der mangler i skattelisten. Blandt de sidste er det mest entydige, at jordebogen rummer otte kongelige fæstegårde i den lille by Vinde tæt ved Skivehus. Disse er der intet spor af i skattelisten, og de synes friholdt for skatten, måske fordi de var besat med kongelige ugedagsmænd. Resten af uoverensstemmelserne er spredt over forskellige sogne, dog sådan at skattelisten generelt har lidt flere gårde i Harre herred, hvor jordebogen til gengæld omfatter en del øde selvejergårde. Nogle af disse synes at have været besat 1524/25.
For Nørlyng herreds vedkommende findes en jordebog svarende til Skivehusjordebogen i Claus Gjordsens samlinger, men til gengæld savnes et særligt afsnit om selvejere og kronfæstere i skattelisten, idet disse angives at stå blandt lensmanden, hr. Mogens Lauridsen (Løvenbalk)s egne bønder. Jordebogen viser imidlertid, at lenet Nørlyng herred kun omfattede otte selvejerbønder! Mindst seks af disse kan genkendes ved navn og bopæl blandt de bønder i herredet, der nævnes under hr. Mogens Lauridsens navn, og i de sidste to tilfælde synes der at være tale om forskellige navne på bønderne.
Alt i alt giver konfrontationen af skattelisten med de to jordebøger grund til at nære tillid til den. Skattelisten synes stort set at have alle bønder med, og de opstillede hypoteser til tolkning af dens geografi har vist sig at være stort set, om end ikke helt pålidelige.
For de øvrige herreder uden for Salling har vi ikke samtidige kilder vedrørende kron- og selvejergodset, hvor vi kan vente genkendelse af personnavne. Fjends og Rinds herred lagdes efter reformationen til Hald len, og det gamle kron- og selvejergods er dermed omfattet af de bevarede lensregnskaber fra årene 1541-1546.28 De rummer både lister over de gamle afgifter, disse bønder ydede, og såkaldte “forhøjelseslister” over den ekstra landgilde, de tidligere selvejere var pålagt efter Clementsfejden. Hald-regnskaberne rummer tilsvarende forhøjelseslister for Middelsom og Sønderlyng herreders vedkommende. For Hindsted og Gislum herreder er det relevante sammenligningsgrundlag Aalborghus lens jordebog 1562.29 I alle tilfælde må disse kilder suppleres med de kendte adkomstbreve på gods, kronen havde afstået eller erhvervet mellem 1524 og det tidspunkt, kilderne er fra.
Disse kilder opviser generelt en lidt dårligere overensstemmelse med skattelisten end de førreformatoriske jordebøger. Brutto finder vi i de senere kilder 59 (tidligere) selvejer- og krongårde i Fjends herred, 173 i Rinds herred, 36 i Middelsom, 46 i Sønderlyng, 68 i Gislum og 107 i Hindsted herred, hvor skattelisten i de samme herreder har henholdsvis 50, 182, 41, 49, 73 og 102 “bønder og krontjenere”. Går vi ned på sogneniveau, bliver bruttoafvigelsen noget større, men ikke meget. Ved den endelige opgørelse er det som hovedregel valgt at følge de sene kilder, fordi kun de giver oplysning om, hvad der var kron- og selvejergårde, og entydig oplysning om, hvor gårdene lå. Dertil lægges dog enkelte gårde fra skattelisten, der ikke kan modsvares af gårde i de senere kilder.
For hele undersøgelsesområdet kan vi ud fra jordebøger, lensregnskaber og skøder rekonstruere et krongods på 150-158 gårde og et selvejergods på 585-593 eller i alt 743 gårde i de ti herreder med særlige lister over kron- og selvejergods i skattelisten. Det står over for skattelistens tal på 737 gårde. Ganske vist dækker denne næsten totale samlede overensstemmelser over en række mindre afvigelser, der modsvarer hinanden, men konklusionen må være, at der nok er grund til at supplere skattelisten mest muligt, men omvendt er den ikke ringere som kilde, end at den langt er at foretrække for intet, hvor vi ellers ikke har kilder. Ydermere er det ikke givet, at det i alle tilfælde er skattelistens billede, der er det forkerte.
Skattelistens afsnit om “bønder og krontjenere” omfatter kun de bønder, der lå til hovedlenene, ja for Nørlyng herred end ikke disse. De to kendteste smålen var henholdsvis det såkaldte Skarpenbergs Gods i Salling og Fjends herred, der var pantsat til hr. Niels Høeg til Eskær, og Øster Velling birk i Middelsom herred, der var pantsat til Predbjørn Podebusk. Disse to len er specificeret i henholdsvis et lensbrev og et senere skøde, og der er så store sammenfald mellem disse kilders lokaliteter og de byer, hvor de to lensmænd angiveligt havde gods ifølge skattelisten, at det må være sikkert, at bønderne er opført blandt pantelensmændenes egne. De er her opgjort ud fra de øvrige kilder og så fratrukket i listen over lensmændenes egne bønder. Det samme gælder to ganske små len: Trevad mølle i Fjends herred og to gårde i Nørlyng herred, der var forlenet til fru Birgitte Thott på Skjern. Endelig har jeg identificeret endnu et smålen, “Odsgård-Vinkel-godset”, der ses nævnt blandt Skjerns gods. Hovedparten af dette len findes som en særlig godsmasse i Hald lens jordebog 1599/1600, og resten vides afstået i mellemtiden.30 Kronbønderne under smålenene synes således nok nævnt i skattelisten, men som lensmændenes “egne” bønder.
Af de specificerede kirkelige godsmasser i skattelisten var langt den vigtigste Viborg domkapitels. Der nævnes både en mængde gods i kapitlets navn og større eller mindre godsmasser i seks til otte prælaters og kannikkers. Skattelistens oplysninger kan sammenlignes med dels en jordebog fra 1625, dels kapitlets statutter fra 1440, der summarisk nævner godset til de enkelte præbender.31 Jordebogen er i princippet fuldstændig, men altså 100 år efter det tidspunkt, vi interesserer os for. Statutterne ligger ikke blot før i tid, de rummer alene en opremsning af de byer, præbenderne havde gods i, men dels ingen gårdtal, dels ingen omtale af fabricagodset og fællesbordets gods. Hvor jordebogens oplysninger stemmer med statutternes, må det imidlertid kunne antages, at godset var uforandret fra 1440 til 1625.
Sammenligningen muliggør for det første at fastslå, at det gods, der nævnes i ærkedegnen, mester Anders Skovgaards, kantoren, mester Niels Friis’, og de tre kannikker, mester Splid Fastis, Mester Jens’ og Keld Olufsens navne, var kapitelsgods, mens omvendt det gods, kapitlets provst, mester Knud Henriksen (Gyldenstjerne) betalte skat af, ikke var det. De to ganske små godsmængder under “Mester Henrik” og “hr. Jakob” kan ikke klart identificeres og var næppe kapitelsgods. For det andet viser sammenligningen, at kilderne stemmer særdeles godt overens uden for Salling. Af de 163 gårde i skattelisten, der her er tillagt kapitlet, modsvares de 145 af gårde i jordebogen, mens yderligere seks vides afstået efter reformationen.32 Kun 12 gårde mangler. Til gengæld rummer jordebogen 12 andre gårde, som ikke kendes fra skattelisten. Derimod stemmer jordebog og skatteliste dårligt i Salling. I Salling havde kapitlet ifølge skattelisten
