de fire andre større regioner reglen. Kronen var om ikke lokalt så regionalt ret jævnt repræsenteret ud over riget, når man medregner det selvejergods, den havde i forsvar. Den mest markante forskel var, at broderparten af det af kronen beherskede gods i Jylland og på Fyn var selvejergods, mens det egentlige krongods vejede tungest på Sjælland og Falster.
Tabel 3: Ejendomsfordelingen i udvalgte områder af Danmark kort før 1536
Kilder: Midtjylland: Porskrog Rasmussen 1985 (med korrektioner). Østjylland: Rasmussen 1978-84; Andreasen 1981. Vestjylland: Warfvinge 2000. Fyn: Porsmose 1981, s. 301-327. Langeland: Lütken 1909. Sjælland: Ulsig 2006; Ulsig 2003 (Ods); Ulsig 2001 (Ringsted). Falster: Falsterundersøgelsen, 1989, bd. 1 s. 223-263 og bd. 2 s. 181-193.
Kirken rådede over en fjerdedel af godset på Fyn og Falster, omkring 40 % i Midtjylland, men over 50 % på Østsjælland og næsten lige så meget på Århusegnen, når man medregner det selvejergods, der lød under bispen. Det modsvares – bortset fra Falster – af en stort set omvendt fordeling af adelsgodset, så adelen på Østsjælland og Århusegnen kun rådede over mellem en fjerdedel og en tredjedel, i Midtjylland over 35-40 %, men på Fyn over mere end halvdelen. Der var således ret markante forskelle mellem kirke- og adelsdominerede regioner, men bortset fra Falster sad herrestænderne dog overalt på mindst to tredjedele af godset, i reglen tre fjerdedele.
Godsfordelingen på institutioner og personer i undersøgelsesområdet
Én ting er imidlertid, som sagt, den samlede fordeling mellem stænderne, noget andet hvad det konkret dækker over af godsfordeling. Kronen kan modsat alle andre godsejere i og for sig ikke lokaliseres. Man kan argumentere for, at kronen havde sit hjemsted i København, men i kraft af sine lensslotte var kronen i en vis forstand lokal overalt. Vi har også tidligere konstateret, at kronen som godsejer gjorde sig gældende (næsten) overalt i riget – med de få kirkeligt “ejede” herreder som formentlig eneste undtagelse.
Inden for de 11 herreder var kronen som godsejer i bogstavelig forstand kun på en tredjeplads med 216-224 fæstegårde og en enkelt herregård, Skivehus slot og ladegård. Imidlertid lå også de 593-601 selvejergårde under kronens myndighed og betalte afgifter til den, så kronen i alt var herre over 817 bønder i de 11 herreder. Det er 23-25 % af alle, afhængig af, om man benytter de positivt rekonstruerede tal eller tillægger adelen noget mere gods. Dette kunne ingen anden godsejer måle sig med. Af kronens gods udgjorde 60 kronfæstegårde og 160 selvejergårde i Salling slotslenet Skivehus. Det øvrige kron- og selvejergods var administreret som såkaldte “løse” herreder eller smålen, der alle var uden hovedgård eller andet administrationscentrum. Bortset fra det ubetydelige Nørlyng herred udgjorde de øvrige “løse” herreder fem len (Middelsom og Sønderlyng var ét len), der rummede fra 50-60 til ca. 172 kronfæstere og selvejere hver. Heraf var langt de fleste selvejerbønder. Derimod indgik en væsentlig del af det egentlige krongods i tre smålen: det såkaldte Skarpenbergs Gods i Salling og Fjends med 29 gårde og Odsgård-Vinkel-godset og Øster Velling birk med henholdsvis 18 og 16 gårde, begge i Middelsom herred.
Seks højgejstlige institutioner havde deres hjemsted i vort undersøgelsesområde. Da området rummer stiftsbyen Viborg, er både bisp og kapitel deriblandt. Det egentlige bispegods kan opgøres til 323 gårde, bol og møller og var dermed større end det egentlige krongods. Bispen rådede også over to slotte i området, Hald og Spøttrup, og yderligere en række hovedgårde. Hertil kommer så det sognekirke- og præstegods, som bispen havde herligheden af. I alt havde bispen dermed myndighed over ca. 528 bønder, hvilket gav ham en andenplads som godsherre, der var så stærk som kronens førsteplads.
Efter bispen var Viborg domkapitel vigtigste gejstlige godsbesidder i området og også den næststørste overhovedet eller tredjestørst, når man inddrager det gods, krone og bisp havde i forsvar. Kapitelsgodset omfattede i alt ca. 275 gårde i undersøgelsesområdet, men så vidt vides ingen hovedgårde, måske bortset fra den beskedne Lundøgård. Godt halvdelen af kapitelsgodset inden for området fandtes i to store koncentrationer: en omkring Viborg i Nørlyng herred, hvor kapitlet havde lige knap 90 gårde, og en på den helt ejede ø Fur, der omfattede 40-50 gårde. Den anden halvdel af kapitelsgodset i de 11 herreder bestod til gengæld af strøgods, der var ret jævnt fordelt.
Den største af alle Viborgbispens godskoncentrationer fandtes i Salling, hvor hele de to pænt store sogne Rødding og Krejbjerg var i bispens eje. Hovedparten af besiddelsen havde tilhørt Niels Bugge, men blev ligesom dennes hovedbesiddelse Hald konfiskeret under dronning Margrete og givet til bispestolen. Her lod biskop Jørgen Friis i årene op mod 1530 opføre én af rigets mest moderne fæstninger, Spøttrup. Borgen og de omgivende volde ses her på en gouache af Rasmus Henrik Kruse fra 1836. (Her efter Johs. E. Tang Kristensen, Rasmus Henrik Kruse. Naturmaler og antikvar, København 1979, s. 78).
Kapitelsgodset var opdelt på et fællesgods, bona communia, tre prælaturer, 12 præbender og mindst ét vikariat. Heraf lå godset til to prælaturer og ti præbender inden for undersøgelsesområdet. Ud fra jordebogen kan man se, at prælaterne var tillagt 20-30 gårde hver, de menige kannikker i reglen 10-15 gårde. I skattelisten ses kun fem af kapitlets medlemmer. Ærkedegnen magister Anders Skovgaard, kantoren mester Niels Friis og kannikken mester Splid Fasti betalte hver skatten for deres egne præbender. To andre kannikker betalte for noget af deres præbende, men ikke det hele. Resten af kapitelsgodset bliver enten omtalt slet og ret som kapitelsgods eller som magister Anders Skovgaards gods. I øvrigt ses, at han også indbetalte skatten på Niels Friis’ vegne. Ærkedegnen synes at have haft ansvaret for det meste af kapitlets godsdrift.
Undersøgelsesområdet rummede fire godsbesiddende klostre, nemlig Ørslev kloster med 112 gårde i undersøgelsesområdet, Viborg St. Hans kloster med 65, Grinderslev med 36 gårde og Asmild med 33. Det var i alle tilfælde hovedmassen af disse klostres gods, for Asmilds vedkommende alt det kendte gods. I alt rådede de lokale klostre over 246 gårde eller 55 % af alt klostergods i undersøgelsesområdet.
En række højgejstlige institutioner med hjemsted uden for undersøgelsesområdet rådede også over gods inden for de 11 herreder, men det er dog forholdsvis lidt sammenlignet med de lokale institutioner. Børglumbispen havde fem spredte gårde, Århusbispen en enkelt. Hertil kommer Tånum birk med 20 gårde, der var pantsat til Mogens Gøye. Vi er i den besynderlige situation, at vi intet ved om dette birk. Man har gættet på, at det tilhørte Århusbispen, fordi det siden ydede en afgift til Århusgård.63 I mangel af anden viden er det den rimeligste antagelse, som følges her. Ingen domkapitler fra andre stifter var repræsenteret.
Det var derimod 11 klostre. Vi møder som godsejere i området alle de tre klostre i det nordlige Himmerland: Vitskøl, Aalborg Vor Frue og Sebber, tre klostre omkring den vestlige del af Limfjorden: Dueholm, Vestervig og Stubber, fire klostre i Århus stift øst og syd for undersøgelsesområdet: Mariager, Essenbæk, Tvilum og Alling, og endelig et enkelt kloster på øerne: Maribo. Blandt disse klostre havde Mariager den største godsmasse i området med 81 gårde, mens Vitskøl havde 41, Dueholm 28, Stubber 17 og Maribo 14. De øvrige seks klostre havde kun fra en til seks gårde hver og kun 17 gårde i alt. For alle disse klostre gælder, at godset i undersøgelsesområdet var en mindre del af deres samlede besiddelser. Det var i reglen også strøgods. En undtagelse herfra er, at Vitskøl kloster ejede næsten hele Strandby sogn, der var en fortsættelse af klostrets centrale område med kerne lige nord for herredsgrænsen og dermed vort undersøgelsesområde.
Godset til stiftelser, der kan opfattes
