derimod den femte kategori af gejstligt gods: sognepræsternes og sognekirkernes gods. De fleste af de anneks- og mensalgårde, der betalte landgilde til sognepræster og -kirker, havde Viborgbispen i forsvar. Det drejer sig om ca. 205 gårde. Hertil havde fem sognekirker, der ikke var under Viborgbispens patronat, i alt ti gårde. Det drejer sig om tre købstadskirker: Skive kirke, St. Peder i Aalborg og Vor Frue i Randers, om den adelige patronatskirke Skjern og om Estvad kirke, der ligger uden for Viborg stift. I alt udgjorde fæstegodset under kirker og præster dermed ca. 215 gårde. Fordelt på 149 sogne og ca. 47 sognepræsteembeder giver det i gennemsnit lidt over en gård pr. kirke og det samme pr. sognepræst. Besiddelserne var dog ujævnt fordelt. Mange sognekirker og præsteembeder var uden fæstegårde, mens enkelte kirker havde adskillige gårde. Hver for sig var sognekirker og sognepræster dog godsejere i det meget små, men de 215 fæstegårde og de ca. 47 præstegårde udgjorde dog til sammen 8 % af alle gårde i området.
Adelsgodset var samlet af nogenlunde samme samlede omfang som kirkegodset, men fordelt på langt flere hænder. I alt er 83 skatteyderes gods anset for adeligt.64 Af de 83 var en fjerdedel kvinder, som samlet sad inde med noget over en fjerdedel af det adelige gods, nemlig otte af 32 hovedgårde og 351 af de 1.200 fæstegårde. Det dækker dog over, at der blandt kvinderne var tre meget godsrige enker: fru Karen (Gøye) på Eskær, fru Birgitte (Thott) på Skjern og fru Anne Mikkelsdatter i Viborg. De tre alene tegnede sig for 250 af de 351 fæstegårde på kvindehånd.
Af de 83 adelige havde kun et mindretal hjemme i undersøgelsesområdet. Til de hjemmehørende regnes alle, der boede i området eller opretholdt en hovedgård inden for det. Nu er det ikke i alle tilfælde helt enkelt at afgøre. Med er regnet besidderne af de gårde i området, hvortil der nævnes gårdsæder, alle andre, der skrev sig af en lokalitet i området i skattelisten, og endelig personer, der i andre nogenlunde samtidige kilder vides at have skrevet sig af hovedgårde i området, eller hvor disse hovedgårdes eksistens er belagt i andre kilder fra tiden. Endelig kommer hertil to-tre personer, der vides bosat i området, men ikke på egne hovedgårde. Dermed nås i alt 33 hjemmehørende adelige. Det lader sig dog ikke skjule, at der er et element af usikkerhed, men da usikkerheden gennemgående knytter sig til helt små godser, ville den ikke forrykke den godsmængde, der er regnet til lokale godsejere, andet end helt marginalt.
Blandt de adelige godsejere møder vi repræsentanter for både top og bund i standen. Traditionelt har man arbejdet med en simpel todeling i højadel og lavadel, men Troels Dahlerup har foreslået en tredeling i højadel, “god lokaladel” og egentlig lavadel, hvor højadelen er karakteriseret ved dels stor godsrigdom, dels rigspolitisk indflydelse, mens den gode lokaladel repræsenterer jævne til solide godsejere uden større rigspolitisk indflydelse og endelig lavadelen folk med så ringe godsbesiddelser, at de knap kunne hæve sig over bondestanden i kraft af godsrigdom alene. Dahlerup har påvist, at den egentlige lavadel i høj grad levede af at være funktionærer for kirke og højadel.65
Af de her værende 83 personer er 21 udpeget som højadel, væsentligst på basis af en snæver tilknytning til rådsaristokratiet. Kriteriet forekommer rimeligt netop i 1524/25, hvor rådet var stort og gennemgående aristokratisk. Af de 21 var 12, Mogens Gøye, Predbjørn Podebusk, Otte Holgersen (Rosenkrantz), Tyge Krabbe, Peder Lykke, Jacob Lykke, Erik Eriksen (Banner), Tyge Brahe, Henrik Krummedige, Tønne Vernersen (Parsberg), Albert Jepsen (Ravensberg) og Ove Vincentsen (Lunge), alle rigsråder. Knud Rud, Knud Henriksen (Gyldenstjerne), Niels Brok og Knud Pedersen (Gyldenstjerne) var sønner eller sønnesønner af rigsråder og selv kommende rigsråder. Birgitte Olufsdatter (Thott), Karen (Gøye) og Margrethe Fikkesen var enker efter rigsråder – henholdsvis Niels Eriksen (Rosenkrantz), Niels Høeg og Jacob Andersen (Bjørn). Holger Holgersen (Rosenkrantz) og Axel Nielsen (Rosenkrantz) var rigsrådssønner. For Mogens Gøyes, Predbjørn Podebusks, Knud Pedersen (Gyldenstjerne)s, Niels Broks, Tyge Brahes, fru Karen (Gøye)s og fru Birgitte (Thott)s vedkommende vides samtidig positivt, at de var storgodsejere – og for de fleste andre må det formodes.
Mens disse 21 er udskilt som egentlig højadel, er der her afstået fra at udskille den egentlige lavadel. Det lader sig med varsomhed gøre for dem, der var bosat inden for området, og mere usikkert for enkelte andre, men for mange andres vedkommende må det blive et usikkert skøn.
Tabel 4 viser de adelige godsejeres og det adelige gods’ fordeling efter omfanget af godsbesiddelse inden for området krydset med besiddernes sociale status inden for adelen og deres tilknytning til området. Af egentlig lokal højadel var der kun meget lidt i området, men blandt den finder vi dog tre af områdets seks største adelige godsbesiddere. Kun én godsejer, fru Karen (Gøye), der netop var blevet enke efter hr. Niels Høeg til Eskær, havde mere end 100 gårde i området. Hendes hovedsæde var Eskær i Salling, men som den eneste adelige godsejer opretholdt hun efter alt at dømme flere hovedgårde i området, nemlig tillige Hersomgård i Rinds herred og Vrågård i Hindsted herred. Den lokale højadel var videre repræsenteret af rigsråd Tyge Krabbe, der stammede fra og skrev sig af Bustrup i Salling, og fru Birgitte Olufsdatter (Thott), enke efter rigshofmester Niels Eriksen (Rosenkrantz). Hun synes at have haft sit hjemsted på Skjern på dette tidspunkt. Tyge Krabbe var dog lensmand på Helsingborg, og Birgitte Olufsdatter var først og fremmest knyttet til Vallø. Den fjerde højadelige godsejer, der er regnet for lokal, Peder Lykke på Havnø, holdt med sikkerhed ikke til i området, men på Fyn. Han rådede i øvrigt over flere hovedgårde. Alt i alt var området således kun egentlig hjemsted for en til tre højadelige familier. Det kan lyde af lidt, men anslår man antallet af egentlig højadelige husstande i landet til højst 100, ville man ikke vente at finde mere end en håndfuld i dette område, der i gårdtal omfattede små 5 % af landet.
Tabel 4: Adelige godsejere i 11 midtjyske herreder 1524 og deres gods fordelt efter personernes status og tilknytning til området
Kilde: Porskrog Rasmussen 1985 (med korrektioner).
Hovedgården Østergård i Salling var stamsæde for den mest fremtrædende af de danske Krabbe-slægter. I 1524 residerede her Glob Krabbe, der var god for ca. 45-50 gårde, de fleste pænt centreret om Østergård. Han regnes også for at være bygherre til de to ældste fløje af den endnu eksisterende sengotiske hovedbygning, som her ses på en tegning af Ferdinand Richardt fra 1853. (Her efter Melinda Young Stuart og Niels Peter Stilling, Danske herregårde og Amerika. Rejser i guldalderens Danmark og pionertidens USA med maleren Ferdinand Richardt, Søllerød 2003, s. 207).
Derimod finder vi en del “god lokaladel” i området. Forrest stod både i godsrigdom og værdighed hr. Mogens Lauridsen (Løvenbalk) til Tjele med ca. 65 gårde. Glob Krabbe på Østergård og Anders Skeel på Hegnet havde hver omkring 40 gårde i området, mens fru Karen, Peder Krabbes enke, til Skovsgård i Fjends herred, Christen Sommer på Gjandrup (Fussingø), Christoffer Kruse på Vingegård, Jens Tygesen (Seefeld) til Dalsgård og Jakob Munk på Visborggård hver havde 20-30 gårde. På grænsen mellem disse middelstore besiddelser og de egentlige lavadelsgodser ligger Jens Hvas’ Kås og Niels Kaas’ Stårupgård, hvis tilliggende her er opgjort til henholdsvis 12 og 16 gårde, men begge tal er formentlig lavt sat. Disse folk er karakteriseret ved at have haft besiddelser, der klart må have hævet dem over bondestanden og det meste af borgerstanden uden at løfte dem op i den hovedrige højadel, og ved i hovedsagen at være knyttet til hjemegnen uden videre landspolitisk position. Helt for sig selv har vi landsdommer Niels Clementsens enke, Anne Mikkelsdatter, der til dels sammen med landsdommerens andre arvinger tegnede sig for 52 gårde i området. Hendes besiddelser omfattede den lille herregård (Lille) Restrup i Rinds herred, men selv boede hun i Viborg. Niels Clementsen var af fødsel knap adelig, men kunne i rigdom måle sig med højadelen.
