og Asmild klosters gods’ vedkommende er det forklaret ved, at der blev betalt samlet skat for alt dette gods for sig. Manglerne indskrænker sig derefter stort set til Dueholms betydelige tilliggende i Salling. For det andet har de summariske angivelser af gårdtal vist sig upålidelige. For Ørslev og Grinderslev klostres vedkommende var de alt for lave, for kapitelsgodset på Furs mere overraskende for høje – eller rettere omfatter tallet her formentlig også nogle fiskerhuse. Men for det tredje synes de specificerede lister over enkelte bønder at være stort set pålidelige og dækkende, hvor de findes. For både kapitlets og for en række klostres vedkommende (specielt vigtige er Mariager, St. Hans og Stubber) må skattelistens oplysninger faktisk anses for bedre, end hvad man ville kunne nå frem til ved at måtte sammenstykke meget senere jordebøger med middelalderlige adkomstbreve. Hvor disse kilder stemmer overens, er det let nok at bygge på dem, men i de tilfælde, hvor det ikke er tilfældet, ville det være svært at afgøre, hvilken side man skulle hælde sit hoved til. Det kan skattelisten i høj grad svare på.
Gårdsæder og ugedagsmænd
Der er langt færre supplerende kilder angående adelsgodset end vedrørende kron- og kirkegodset. Det skyldes dels, at de adelige arkiver er langt dårligere bevaret end de statslige (herunder de tidligere kirkelige institutioners), dels at man for adelsgodsets vedkommende ikke på samme måde kan bruge kilder, der er væsentligt adskilt i tid, da arvedelinger, køb og salg gjorde adelsgodset langt mere labilt end kirke- og krongodset. For adelsgodsets vedkommende er skattelisten derfor meget vigtig. For enkelte adelspersoners vedkommende findes der dog et sammenligningsgrundlag i form af forskellige skøder og jordebøger. Hvor de findes, er de brugt. Resultaterne svarer til dem, vi har fundet for kron-, kapitels- og klostergodset: Der er generelt god, om end ikke total overensstemmelse.
Et særligt tolkningsproblem i forbindelse med adelsgodset knytter sig imidlertid til de summariske oplysninger om “gårdsæder” ved en række godsejere. Registret over Ringsted og Ramsø herreder nævner tilsvarende et betydeligt antal “gårdsæder” i mange sogne. Erik Ulsig når frem til, at gårdsædebegrebet dels gælder huse, dels smågårde, hvis væsentligste ydelse var hoveri.51 1524-listens gårdsædebegreb synes at være i hvert fald delvis anderledes. Således nævnes gårdsæder udelukkende som tilliggende til adelige hovedgårde. Betegnelsen synes at dække de nærmeste hoverigørende bønder ved de adelige hovedgårde. Det er symptomatisk, at Vingegårds bønder nævnes som “gårdsæder og ugedagsmænd”. Det svarer helt til et skattebrev fra 1535, hvor gårdsæder og ugedagsmænd nævnes sammen og behandles skattemæssigt ens.52 At der var tale gårde nær en hovedgård, kan fastslås ved Visborggård og Skovsgård, hvor adkomstbreve nævner netop samme antal fæstegårde eller bol i hjemsognet, som der i 1524 angiveligt var gårdsæder.53
Gårdsæderne synes at have udgjort en særlig skatteklasse. Ved Vingegård opregnes ved navn 20 tjenere, der alle betalte én mark hver med henvisning til, at de var gårdsæder og ugedagsmænd. Ellers nævnes gårdsæder kun summarisk. I fire tilfælde nævnes antallet og en samlet skattesum, der i ét tilfælde var 7½ mark for otte gårdsæder, i de tre andre tilfælde kun 10½-12 skilling pr. gårdsæde. Ved seks hovedgårde kender vi kun det samlede skattebeløb for gårdsæder.
For Skjerns vedkommende må gårdsæderne være lig med bønderne i Skjern birk. Noget af birket kendes fra en synsforretning efter opstemningen ved Dronningborg mølle, det hele fra et skifte fra 1583 efter den 1561 afdøde Christoffer Rosenkrantz.54 De viser, at der rent faktisk var 38 bønder og en mølle i Skjern birk, men der betaltes kun 24 mark for dem 1524 eller ca. 10 skilling i gennemsnit, svarende til det laveste skatteniveau, vi ellers har mødt. Ved de fem andre godser er der ikke andre muligheder end at omregne skattebeløb til gårdtal. Vi kender ikke direkte skattesatsen for gårdsæder i 1524, men Vingegård-eksemplet tyder på, at den normative sats var en mark pr. bonde, om end de andre eksempler peger i retning af, at den faktiske skattesats oftest var lavere. Her er det valgt at omregne de fem andre beløb efter formlen én mark = én bonde.
Ved hovedgården Gjandrup (Fussingø) har vi end ikke en skattesum, idet dette gods’ gårdsæder var helt fri for skat med henvisning til deres fattigdom. Bevarede adkomstbreve dokumenterer, at ejeren og hans far havde erhvervet mindst seks gårde i hjemsognet.55 Da der må have været gods til Gjandrup også før, er det samlede antal gårdsæder skønnet til 15. Endelig nævnes der slet ingen gårdsæder til Tjele – ene af alle større hovedgårde, der var hjemsted for sin ejer. Det er så meget mere påfaldende, som ingen af hr. Mogens Lauridsen (Løvenbalk)s mange specificerede bønder i skattelisten angives at bo i hovedgårdssognet Tjele og det lille nabosogn Foulum, skønt en lavhævd fra 1490 omtaler en del gods til Tjele her.56 I 1688 var der 20-22 gårde i Tjele sogn (nu inklusive Foulum), og dertil vides, at der i mellemtiden var nedlagt 12 gårde i Tjele by.57 I skattelisten fra 1524 nævnes i alt kun ni gårde under forskellige ejere i disse to sogne, og i 1525, hvor ugedagsmænd var skattefri, var der i alt kun tre skatteydere i Tjele sogn. Det er derfor fundet rimeligt at tillægge Tjele 15 gårde i Tjele og Foulum sogne.
Ud over disse korrektioner er det ikke fundet forsvarligt at regne med adelsgods, der ikke er belagt i skattelisten. Alle sikre hovedgårde i området synes repræsenteret i skattelisten, og det samme gælder langt de fleste personer bosat andre steder, som vi har belæg for som godsejere i området.
Undersøgelsens fuldstændighed
Efter disse korrektioner kan det nu kendte antal af gårde under forskellige ejere rekonstrueres til 3.378. I forhold til det tidligere opgjorte antal på 3.041 skatteydere er det en stigning på 337. De 79 kommer af, at der er regnet med 32 adelige hovedgårde og 47 præstegårde. Andre 36 kommer af, at der er benyttet en særlig omregningstakst for gårdsæder. Inddragelsen af andet kildemateriale har således alt i alt kun øget gårdtallet med 222 eller 7 %.
For krongodsets vedkommende er tallet kun øget helt marginalt. Kirkegodset er øget med 165 gårde, dels ved at nogle summarisk angivne tal i skattelisten viste sig alt for lave, dels fordi skattelisten helt (eller næsten helt) manglede enkelte institutioners gods. For adelsgodset har der ud over den ændrede takst for gårdsæder derimod kun været tale om yderligere at øge antallet af bønder med 14 gårde i Skjern birk og syv gårde i øvrigt og et skøn over gårdsæder til Tjele og Gjandrup på i alt 30.
Det store spørgsmål er, om vi derved har opnået en dækkende rekonstruktion af godsforholdene i 1524. Umiddelbart må det vække skepsis, at inddragelsen af andre kilder har betydet en så markant større forøgelse af tallet for kirke- end for adelsgods. Det kunne meget vel afspejle, at det supplerende kildemateriale er meget bedre for kirkens end for adelens vedkommende.
En vis fornemmelse af dækningsgraden kan det dog give at konfrontere de her fundne tal med de ældste kendte fuldstændige gårdtal. Det drejer sig dels om tallene fra præsteindberetningerne 1651, dels om matriklerne fra 1662-1664 og 1682-1688. Et nærmere studium af præsteindberetningerne må dog vække nogen skepsis.58 Der synes at være tale om en meget vekslende praksis for, hvad der karakteriseres som helgårde, halvgårde og bol. I visse områder kaldes mange gårde halvgårde, i andre ganske få, og i nogle sogne korresponderer antallet af gårde med antallet af landbrug over 1 td. htk. 1688, i andre tilfælde er det antallet af gårde, halvgårde
