sådanne godser: i Salling fru Kirsten (Høg)s Filshave, Lars Skeels Junget, Keld Iversen (Juel)s Astrup, Mogens Jensen (Harbou)s Nørgård og slægten Globs Vellumgård, i Fjends herred fru Ingeborg (Fasti)s Strandet og Mogens Kaas’ Tårupgård, i Nørlyng-Sønderlyng-Middelsom herreder Otto Ungers Bigum, Jep Bugges Viskumø, fru Mette Hansdatters Vindum og Christen Stygges Randrup, i Rinds-Gislum herreder formentlig Østergård i Skals sogn ejet af Christen Glob, Vogn Poulsen (Benderup)s Støttrup og Fredbjerg-slægtens Fredbjerggård og endelig i Hindsted herred fru Margrethe (Munk)s Astrup – en i øvrigt helt ukendt hovedgård. Hertil kommer et par personer, der var lokale, skønt de ikke havde en egentlig hovedgård: Bertel Hørby, der boede på en forlenet gård, og Per Stub, der var borger i Viborg.
Om ejerne af disse godser skal regnes til den egentlige lavadel eller til den gode lokaladel, beror dels på, hvor meget gods de havde uden for undersøgelsområdet, dels på hvilken vægt man skal tillægge en afstamning fra den mere solide adel. Således var Lars Skeel og fru Margrethe (Munk) til Astrup i Hindsted herred udgået af den solide lokaladel, og i hvert fald hun må have haft en del gods uden for området. Keld Iversen (Juel) var på vej frem, men nærmest lavadelig på dette tidspunkt. Mogens Kaas hørte til en slægt, der i hovedsagen må regnes til den gode lokaladel, men her først i 1500-tallet balancerede tæt på grænsen til den egentlige lavadel. Hans gods var dog muligvis større, end vi her har kunnet finde frem til. Omvendt var slægter som Benderup, Hørby, Fredbjerg og Unger udpræget lavadel.
Alt i alt ejede den gode lokaladel og den lokale lavadel 442 fæstegårde i området eller 38 % af alt adelsgods i forhold til de fire lokale eller i hvert fald lokalt tilknyttede højadelspersoners 26 %. På enhver måde betød den gode lokaladel altså mere som godsejere i området end den lokale højadel.
Vender vi os mod de 36 % af områdets adelsgods, der tilhørte personer uden hovedgård eller anden bopæl i området, får vi et andet billede. Her udgjorde højadelige en tredjedel af de ikke-lokale adelige med gods i området, men de tegnede sig for over halvdelen af det adelsgods, der var ejet af folk fra andre egne. Mest gods havde hr. Predbjørn Podebusk med 63 gårde, fulgt af Knud Pedersen (Gyldenstjerne) til Tim med 28, Otte Holgersen (Rosenkrantz) med 23 og hr. Albert Jepsen (Ravensberg) med 22. Af den menige adel uden for området havde kun én, Erik Stygge (Rosenkrantz) til Frøslevgård på Mors, mere end 20 gårde i området.
At fjern højadel betød mere i området end fjerne personer af menig adel, kan ikke overraske. De store godsbesiddelser måtte næsten med nødvendighed være spredt over store områder, og Erik Ulsig har påvist, at de oftest var det.66 Omvendt ville lokal- og lavadelens godser som udgangspunkt være mere lokalt begrænsede. Når så mange højadelige var repræsenteret i vort område, har det dog også særlige forklaringer. Erik Ottesen (Rosenkrantz) havde i anden halvdel af 1400-tallet opbygget et decideret storgods omkring Skjern i Middelsom herred. Han synes i første omgang at have udset dette gods til sin tredje søn, Henrik Eriksen, men efter dennes død blev Skjern splittet, idet dog kernen ubeskåret gik til den ældste søn, Niels Eriksen.67 Af de 17 højadelige personer, der havde gods i området uden at høre hjemme der, var de ti efterkommere eller gift med efterkommere af hr. Erik Ottesen, og for alle på nær to må det antages, at deres gods i området var arv fra Skjern.
Godsejermagten i vort undersøgelsesområde var således delt ud på mange hænder. Mere end hundrede adelige personer og gejstlige institutioner deltes om at have godset i forsvar. Tallet er endda lidt højere, hvis vi indregner de enkelte kannikker i stedet for at se kapitlet samlet, men reelt ser kapitlet nu i hovedsagen ud til at have fungeret som samlet godsejer. Området var det egentlige hjemsted for en bispestol, et domkapitel, fire klostre, et hospital og ca. 33 adelige husstande. Ud over disse finder vi yderligere to bispestole, 11 klostre og 50 adelige med hjemsted uden for området som godsejere inden for det.
Generelt var de lokalt baserede godsejere dog de tungeste. Lokalt baserede gejstlige institutioner kontrollerede 1.065 gårde, over for de ikke-lokales 247, og tilsvarende havde den lokale adel 737 gårde mod 411 gårde til adelige bosat uden for området. Hertil kommer så de kongelige len, området rummede. De kan med rimelighed betegnes som lokalt kontrollerede i det omfang, lensmanden var bosat i området. Det var lensmændene for seks af ti lens vedkommende: Skivehus, Fjends, Nørlyng og Middelsom-Sønderlyng herreder samt smålenene Skarpenbergs Gods og Odsgård-Vinkel. I alt omfattede de 13 % af alt gods i området, mens de øvrige len omfattede 11 %. Alt i alt kontrollerede lokalt baserede godsejere eller lensmænd dermed to tredjedele af områdets gods, ikke-lokalt baserede en lille tredjedel.
Holder vi en stund kronen udenfor, var Viborg bispestol helt i særklasse blandt de lokale godsbesiddere. Inden for området rådede bispen over mere end 500 gårde, hvoraf det egentlige ejendomsgods var på ca. 325 gårde. Lige så tydeligt var kapitlet på andenpladsen med sine 278 gårde. Derpå fulgte nogenlunde på linje det rigeste lokale kloster, Ørslev, og den rigeste adelige, fru Karen (Gøye), med hver over 100 gårde, endnu et kloster og endnu fire adelige havde 50-99 gårde i området, to klostre og otte adelige hver 20-49 gårde, de øvrige adelige og det ene lokale hospital under 20 gårde. De lokale klostres besiddelser i området svarede altså til den bedst stillede del af adelens.
Meget få godsejere havde imidlertid hele deres gods inden for området. For de seks gejstlige institutioner, der havde hjemme i området, tillader de kilder, der er benyttet ud over skattelisten, et skøn over de samlede besiddelser. De udgjorde for bispens vedkommende et ejendomsgods på ca. 600 gårde plus ca. 300 gårde i forsvar, mens kapitlet havde ca. 450 gårde, Ørslev kloster ca. 140, Viborg St. Hans ca. 100 og Asmild og Grinderslev 30-40 hver. Bisp og kapitel havde dermed besiddelser på linje med landets største adelige matadorer, mens de lokale klostre kun lå på linje med den nederste del af højadelen eller den jævne landadel. Af den lokalt bosatte højadel kendes fru Karen og hendes afdøde mand Niels Høegs samlede gods fra skattelisten, i og med at de også betalte skat af deres øvrige besiddelser til Morten Hegelund. Besiddelserne var på ca. 250 gårde. Fru Birgitte (Thott) og hendes afdøde mand Niels Eriksen (Rosenkrantz)’ gods er af Erik Ulsig opgjort til ca. 330 gårde. Tyge Krabbes besiddelser var derimod mindre, mens det er svært at skønne over Peder Lykkes. Mere usikkert er det, hvor meget den øvrige, lokalt bosatte adel havde af besiddelser uden for området. Nogle havde uden tvivl en del, men alene det fænomen, at lokalt bosat “menig” adel havde toenhalv gange så meget gods inden for området som ikke-lokalt bosat menig adel, tyder på, at den menige adels godsmæssige aktionsradius som hovedregel var mere begrænset. Det må derfor antages, at et flertal af den lokalt bosatte adel havde den største del af sine besiddelser inden for området – som den lokale gejstlighed havde det. Områdets adel synes vitterligt at have bestået af to-tre matadorer, 10-20 jævne til solide godsejere og lige så mange godsfattige lavadelige.
Stærke og svage aristokratiske strukturer
I sin bog om forholdet mellem de jyske bønder og øvrigheden i 1520’erne og 1530’erne har Hans Henrik Appel argumenteret for, at Midt-, Vest- og Nordjylland, hvor der udbrød oprør i 1530’erne, havde svagere aristokratiske strukturer end det Østjylland, hvor det ikke skete. Østjylland var præget af store og sluttede godser, Vestjylland af små og spredte, mens Midt- og Nordjylland mere indtog en mellemposition.68 I det væsentlige holder dette billede stik, skønt mange detaljer i Hans Henrik Appels billede kan anfægtes.
Kort 2: Kron- og selvejergods i de 11 undersøgte herreder 1524
Her vil jeg se mere detaljeret på, hvor der var og ikke var aristokratiske strukturer i undersøgelsesområdet. Som aristokratiske strukturer anses først
