krongodset var hovedgårde påfaldende svagt repræsenteret. Faktisk var der kun ét egentligt kongeligt administrationscentrum: Skivehus slot. Det helt arronderede tilliggende var meget beskedent – det bestod næsten kun af byen Vindes otte gårde. I alt 240 gårde i Salling var dog underlagt Skivehus, men udgjorde i det højeste et “arronderet” strøgods med Ulsigs betegnelse. Koncentrerede besiddelser af egentligt krongods fandtes i mindre format i form af kongelige birker eller andre sluttede godser på typisk et helt eller et halvt sogn, der var næsten rent ejet af kongen. Heraf omfattede kun tre, Øster Velling birk, Kongens Tisted-godset og Odsgård-Vinkelgodset, dog blot 15-20 gårde, mens de øvrige var på sølle 6-10 gårde. Disse kongelige smågodser var efter alt at dømme relikter af stærkt aristokratiske højmiddelalderlige strukturer, men først i 1500-tallet var de bondedominerede lokalsamfund, der for de flestes vedkommende var ganske langt fra den øvrighed, de hørte under. Samtidig var de “løse” herreder uden administrationscentrum.
Kort 3: Bispe- og sognegejstligheds gods i de 11 undersøgte herreder 1524
Aristokratiske strukturer var langt mere fremherskende på kirkegodset. Bispegodsets hovedsæde var borgen Hald i Nørlyng herred, men også bispens anden vigtige borg, Spøttrup, lå inden for området. Hertil kommer en række hovedgårde: Asmild bispegård og Viskum i Sønderlyng herred, Lynderupgård i Rinds herred, Nøragergård i Gislum herred, Ovegård i Hindsted herred og den lille fogedgård Smollerupgård i Fjends herred. Det meste af bispegodset var koncentreret omkring disse hovedgårde. Mest imponerende var tilliggendet til Spøttrup, idet bispen rådede over hele Rødding og Krejbjerg sogne med i 1541 i alt 77 gårde og fire møller. Langt mere beskedent var Halds kernegods, der bestod af 15 gårde og en mølle i Finderup og Dollerup sogne samt lidt gods på den anden side af herredsgrænsen. Lynderupgård og Nøragergård havde hver et arronderet tilliggende på 26 gårde og møller, de øvrige hovedgårde kun ét på 6-9 gårde og møller hver. Alt i alt udgjorde de arronderede godser omkring de otte borge og hovedgårde 168 gårde og 11 møller eller 55 % af det samlede bispegods i området.
Kort 4: Viborg domkapitels gods i de 11 undersøgte herreder 1524
På klostergodset fandtes tilsvarende godskoncentrationer, men deres andel af det samlede klostergods var mindre. Af de fire lokale klostre havde i hvert fald de tre både egen ladegård og et betydeligt arronderet gods. Ørslev kloster ejede næsten hele sit hjemsogn med i alt 54 gårde. Grinderslev kloster havde 22 gårde og en mølle i hjemsognet og ét nabosogn og Asmild kloster ca. 16-17 gårde i sit hjemsogn. Ørslev og Asmild havde tillige birkeret over deres hjemsogne. Hertil kommer, at Strandby sogn i Gislum herred udgjorde den sydlige del af Vitskøl klosters store arronderede kernegods. I alt udgjorde det arronderede klostergods ca. 125 gårde.
Helt små koncentrationer omkring hovedgårde udgjorde de to småsamfund Lundø og Testrup, der begge bestod af en hovedgård og en halv snes smågårde, der udgjorde et helt eller næsten et helt sogn under henholdsvis domkapitlet og St. Sørens hospital.
De mest imponerende kirkelige godskoncentrationer uden hovedgård finder vi på kapitelsgodset. I Nørlyng herred havde kapitlet næsten 100 gårde, hvoraf langt de fleste udgjorde et sammenhængende område vest og nord for stiftsbyen Viborg. Hertil kommer øen Fur, som kapitlet ejede i sin helhed, og hvor der var mindst 40-50 gårde.
Forskellige steder møder vi også koncentrationer på 10-20 gårde i et sogn, ejet af én gejstlig godsejer. Størst var Tånum birk på 20 gårde, der formentlig var ejet af Århusbispen. Viborgbispen havde tre koncentrationer uden hovedgård, alle i Rinds-Gislum herreder, kapitlet en enkelt i det østlige Gislum herred, Asmild kloster én i Salling omkring gården Sæbygård, som en lavadelsmand skrev sig af i 1400-tallet, Mariager kloster én i Als sogn, Hindsted herred, og én i Skals sogn, Rinds herred. I hvert fald nogle af disse er formentlig rester af landsbygodser fra højmiddelalderen eller i hvert fald den tidlige del af senmiddelalderen. I 1500-tallets begyndelse kan disse koncentrationer dog knap antages at være udtryk for nogen stærk aristokratisk kontrol.
Hovedgårde var både absolut og forholdsmæssigt langt talrigere på adelsgodset end på kron- og kirkegodset. Alt i alt var der formentlig 32 adelige hovedgårde i undersøgelsesområdet: ti i Salling (Eskær, Bustrup, Østergård, Hegnet, Kås, Filshave, Junget, Nørgård, Astrup og Vellumgård), fire i Fjends herred (Tårupgård, Stårupgård, Skovgård og Strandet), otte i det østlige Ommersyssel (Skjern, Tjele, Vingegård, Gjandrup, Bigum, Vindum, Randrup og Viskumø), fem i det sydvestlige Himmerland (Lille Restrup, Hersomgård, Østergård i Skals sogn, Støttrup og Fredbjerggård) og ligeledes fem i Hindsted herred (Visborggård, Havnø, Dalsgård, Vrågård og Astrup).
Ved 12 hovedgårde nævnes gårdsæder. Det drejer sig om ti af de 14 hovedgårde med et tilliggende på 20 gårde eller mere, samt to, hvor godset er anslået til mindre end 20 gårde: Kås og Astrup i Hindsted herred. Der er videre argumenteret for, at der også var gårdsæder til Tjele, som i øvrigt også havde andet arronderet tilliggende. Gårdsæderne synes at have omfattet hoveriydende bønder tæt ved hovedgården, så de må siges at have været under klar aristokratisk kontrol. Ved Skjern dækkede gårdsæderne to hele sogne, som godset havde birke- og patronatsret til. Det er den stærkeste aristokratiske struktur, vi overhovedet finder på adelsgodset. Også gårdsæderne til de andre godser må anses for at have boet i hovedgårdssognet. Vi ved det positivt ved Visborggård og Skovgård (ved Skovgård var der strengt taget tale om et nabosogn, idet hovedgården lå lige på den anden side af sognegrænsen). Ved Vingegård og Dalsgård peger alt på, at det samme gjorde sig gældende, i og med at der hverken i 1524 eller året efter var ret mange andre skatteydere i disse hovedgårdes hjemsogne. Alt i alt havde disse 13 hovedgårde et tilliggende af gårdsæder eller andre bønder i deres hjemsogne og eventuelt ét nabosogn på ca. 260-280 gårde. Deres arronderede strøgods i deres hjemområde (dvs. henholdsvis Salling, Fjends herred, Middelsom-Sønderlyng-Nørlyng, Rinds-Gislum eller Hindsted herred) omfattede yderligere ca. 200 gårde. Hertil kommer, at Stårupgård formentlig retteligt hører hjemme i dette selskab, skønt den er så dårligt belyst.
I 1524 var Skjern i Nørreådalen mellem Randers og Viborg blandt de tre største adelsgodser i de 11 herreder, og det havde samtidig den stærkeste kontrol over sit nærområde. To hele sogne lå til Skjern, og ejeren havde både patronats- og birkeret over disse. Godset havde været endnu større i Erik Ottesen (Rosenkrantz)’ tid sidst i 1400-tallet. Skjern var også et anseligt borganlæg med en firefløjet borggård, omgivet af dobbelte voldgrave, og med økonomibygninger mellem de to sæt voldgrave. Ruiner og voldsted ses på denne tegning af Rasmus Henrik Kruse fra 1843. (Nationalmuseet, 2. afdeling, arkivet, fol. 14a I, nr. 75, s. 77).
De tre andre hovedgårde med et fæstegods over 20 gårde, hvor der ikke nævnes gårdsæder, Vrågård i Hindsted herred, Havnø og Lille Restrup, var derimod ligesom den noget mindre Hersomgård sekundære fogedgårde for deres ejere. Den manglende omtale af gårdsæder kunne skyldes, at der ikke var reel hovedgårdsdrift på disse hovedgårde. Havnøs og Lille Restrups status af hovedgårde er dog velbelagt i andre samtidige kilder, mens det er lidt mere usikkert for Vrågårds og Hersomgårds vedkommende. Disse fire hovedgårde havde i alt et arronderet tilligende på 43 gårde og yderligere et arronderet strøgods på 38 gårde. Her var den aristokratiske kontrol dog formentlig svagere.
Det er slående, at gårdsædebegrebet ikke bruges i forbindelse med de egentlige lavadelige godser. Også i tilfælde som Bigum, Støttrup, Fredbjerg og Randrup, hvor fæstegodset stort set var lig den landsby, hovedgården lå i, betalte bønderne
