Konge, kirke og samfund. Группа авторов

Чтение книги онлайн.

Читать онлайн книгу Konge, kirke og samfund - Группа авторов страница 31

Konge, kirke og samfund - Группа авторов

Скачать книгу

fritaget. Under alle omstændigheder bestod visse af disse smågodser imidlertid af meget velarronderet gods. Fredbjerggård og Støttrup havde hele landsbyerne af samme navn som tilliggende, og tilsvarende koncentrationer træffer vi ved Filshave, Randrup, Bigum og Vindum, hvor hovedgården nok ikke ejede hele hjembyen, men en stor del af den. Andre, som Strandet og Astrup, bestod derimod af spredt gods. I alt omfattede de 14 mindste adelige godser et arronderet tilliggende på 35-50 gårde og yderligere 10-20 gårde i nærområderne.

      Alt i alt udgjorde de adelige hovedgårdes arronderede kernegods dermed omkring 350 gårde, mens yderligere skønsmæssigt 250 gårde kan betegnes som arronderet strøgods.

      Endelig finder vi på adelsgodset som på kron- og kirkegodset godskoncentrationer uden hovedgård. De to mest markante var Predbjørn Podebusks 20-22 gårde i Lovns-Alstrup sogne i Gislum herred, som hørte under Ågård, og Knud Pedersen (Gyldenstjerne)s tilsvarende koncentration i Tise og Grettrup sogne i Salling, lige på den anden side af Hvalpsund. I lidt mindre omfang havde Ove Vincentsen (Lunge) ti gårde i Nørre herred i Salling omkring den senere hovedgård Kjeldgård, Erik Høeg 13 gårde i Vognsild sogn i Gislum herred, Henrik Vind byen Korsø med ni gårde og Tyge Krabbe det nyligt genvundne Fiskbæk-gods på en halv snes gårde. Videre bestod en del af det arronderede strøgods til Skjern af næsten hele Vejrum sogn.

      Alt i alt udgjorde kernegodset til kronens, kirkens og adelens hovedgårde ca. 600 gårde. Hertil kommer de ca. 150 gårde i kapitlets hovedkoncentrationer: Nørlyng herred og Fur. Arronderet gods under stærk aristokratisk kontrol udgjorde således ca. en fjerdedel af alt gods i området. Ville man inddrage også koncentrationer på 10-20 gårde uden hovedgård, omfatter disse yderligere mindst 3-400 gårde.

Image

       Kort 5: Stærke aristokratiske strukturer inden for de 11 herreder 1524

      Godskoncentrationerne var ujævnt fordelt over området. Nørlyng herred var det mest aristokratiske, i og med at en række sogne var helt domineret af kapitlet, halvandet af bispen og ét af Asmild kloster. Her finder vi kun selvejergods og mere spredt adelsgods i det nordøstlige hjørne.

      De meget velbelyste Middelsom og Sønderlyng herreder var også rige på koncentrerede godser. I dobbeltherredets hjerte finder vi det gamle storgods Skjern med dets to helt ejede sogne. Umiddelbart øst for Skjern finder vi hele tre gamle birker, Øster Velling, Fussing og Tånum, og adelsgodset Gjandrup, og i en række sogne omkring Skjern var forholdene i 1524 ganske vist brogede, men en menneskealder før havde Erik Ottesen (Rosenkrantz) siddet på det meste gods. I de nordlige og vestlige dele af området fandt man 1524 aristokratisk magt omkring Tjele, Vingegård og bispegården Viskum, og dertil har vi af koncentrationer uden hovedgård Odsgård-Vinkel-godset og Vejrum sogn, som Skjern sad på. Den centrale del af Sønderlyng herred, det meste af den vestlige del af Middelsom og enkelte sogne mod øst var derimod præget af en stor andel af selvejer- og sognekirkegods, lidt lokal lavadel og adeligt strøgods.

      Den samme forskel kan iagttages i Salling. Her møder vi den formidable godskoncentration omkring Spøttrup, en noget mindre omkring Grinderslev kloster og med ret stor sikkerhed koncentrerede godskerner på 20-40 gårde omkring Eskær, Bustrup, Østergård, Hegnet og Kås. Det betyder, at Sallings sydvestlige og nordøstlige dele gennemgående var aristokratiske. Et midterbælte ned gennem Salling, som omfatter den sydvestlige del af Nørre og Harre herreder og det meste af Hindborg, rummede derimod meget selvejergods og var uden væsentlige aristokratiske koncentrationer.

      Tilsvarende var der i Hindsted herred et skel mellem den østlige del, der overvejende var aristokratisk med adelsgodserne Visborggård, Havnø, Dalsgård og Astrup og bispegården Ovegård, og den vestlige og nordlige del, hvor der ikke var den slags magtcentre og godskoncentrationer. Den østlige del af herredet havde tidligere været meget domineret af Visborggård, idet både Havnø og Astrup var aflæggere af dette gamle gods.

      I Fjends, Rinds og Gislum herreder var det i stedet de uaristokratiske områder, der var i overtal, og de aristokratiske, der var undtagelsen. Rigtigt aristokratiske områder var i grunden kun Ørslev klosters birk og Strandby sogn under Vitskøl kloster. I andet geled har vi Viborgbispens komplekser ved Lynderupgård og Nøragergård og det gamle kongelige gods i Kgs. Tisted.

       Viborg stift 1524 – et aristokratisk eller uaristokratisk område?

      Var denne større del af Viborg stift vitterligt et område under svag aristokratisk kontrol? Svaret må vel blive både ja og nej. Den fjerdedel af bønderne, der boede i sluttede besiddelser omkring et sæde for en øvrighed, er utvivlsomt en lavere andel end på Sjælland eller i Østjylland.

      Det betyder imidlertid ikke, at området var uden øvrighed. Konkret var den lokale person, der udøvede øvrighed over flest bønder, bispen i Viborg, Jørgen Friis. Ud over det egentlige bispegods havde bispen næsten hele sognekirke- og -præstegodset i forsvar, og dertil var han i 1524 forlenet med Fjends herred, så han også havde den direkte myndighed over selvejerbønderne der. Alt i alt udøvede bispen dermed myndigheden over ca. 600 af de 3.300-3.500 bønder i området.

      Kongens omfattende besiddelser – inklusive selvejerne – var stort set fordelt på ti len. Viborgbispen havde som netop omtalt Fjends herred. Områdets rigeste adelige godsejer, den netop afdøde Niels Høeg, havde til sin død haft slotslenet Skivehus og smålenet Skarpenbergs Gods. Derved var han kommet til at administrere ca. 270 kronfæstere og selvejere ved siden af sine egne mindst 130 bønder i området. Alene i Salling var herren til Eskær nu direkte øvrighed over ca. 350 bønder – en tredjedel af alle. I og for sig skulle man mene, at man her havde en stærk aristokratisk kontrol, når den største lokale godsejer også sad på det kongelige len. Denne magtkoncentration blev dog opløst før Clementsfejden. Efter Niels Høegs død 1524 beholdt enken lenet, men 1531 træffes Jep Friis, der ikke var lokalt forankret, som lensmand på Skivehus.

      Situationen var tilsvarende i Middelsom-Sønderlyng herreder. Før 1500 havde Erik Ottesen (Rosenkrantz) her skabt et formidabelt gods- og lensimperium. Hvis man kan regne med, at næsten alt det gods, hans mange arvinger havde i området, var arv fra Erik Ottesen, havde Skjern ved hans død haft ca. 200 fæstegårde. Dertil havde hr. Erik Ottesen haft Middelsom, Sønderlyng og Rinds herreder og smålenene Øster Velling og Odsgård-Vinkel i pant. Alt i alt omfattede de noget over 300 kongelige fæstebønder og selvejere, så hr. Erik havde været øvrighed for mindst 500 bønder, næsten alle i de tre herreder, han havde i pant. I disse tre herreder havde det været tæt ved, at hver anden bonde lød under borgen i Nørreådalen. Ved Erik Ottesens død var både gods og len splittet ad, men der var dog to hovedarvtagere. Svigerdatteren Birgitte (Thott) sad inde med et restgods på ca. 68 gårde, Middelsom-Sønderlyng-pantet og Odsgård-Vinkel-lenet. Det gav hende myndighed over ca. 180 bønder, næsten alle i de to herreder omkring Skjern. Her lød mere end hver fjerde bonde stadig under Skjern, og det blev de ved med en menneskealder efter reformationen. De øvrige pantelen var overtaget af Predbjørn Podebusk, der også havde arvet, købt og giftet sig til gods i området. I alt var han i 1524 herre over ca. 265 bønder, i hovedsagen i Rinds, Gislum, Sønderlyng og Middelsom

Скачать книгу