om, at hver ekstraordinær skat virkelig var noget enestående, danmarkshistoriens første og sidste, havde man opgivet, når det gjaldt bønderne, mens man endnu forsøgte at holde fanen højt i egne rækker.
Allerede under sine forhandlinger med rigsrådet på herredagen i Odense i december 1523 havde Frederik I i dystre vendinger fremhævet den enorme krigsgæld og de tyngende udgifter, “og hvad råd der bliver til, at samme penge måtte blive betalt”.16 Når kongen angav, at han skyldte hæren 40.000 gylden, at han havde været nødsaget til at optage nye lån på 50.000 gylden samt påtaget sig at betale Christian II’s gæld, “som løber over to moll 100.000 mark lybsk”, var der allerede lagt op til, at den kommende beskatning måtte sigte imod en bestemt beløbsramme. “Moll” er det tyske Mal, og mon ikke vi her hører kongens egen indignerede, plattyske mundart? Åbenbart løb monarkens temperament af med ham, for bemærkningen udtrykte utvivlsomt en stærk overdrivelse. Christian II’s gæld på Kieler omslaget synes ikke at have oversteget 100.000 mark lybsk, som var det holstenske pengemarkeds foretrukne møntsort.
Rigsrådet havde i Odense henvist til de skatter, som var blevet udskrevet i sommeren 1523, men endnu ikke indløbet, samt lidt kynisk til de store bøder, man forventede af de bønder, der havde vist sig opsætsige “og siddet overhørige”. Rådets opgave som parlament var naturligvis at udvise tilbageholdenhed, når kongen krævede nye skatter, men den enorme gæld, som magtskiftet vitterligt havde påført Frederik I, kunne man dog ikke smyge sig udenom. Rådet erklærede sig da også villig til “at samtykke hans nåde en mærkelig landehjælp over alt riget at betale hans nådes gæld med”. Vel at mærke med den udspekulerede reservation: “når hans nåde kronet er!” Noget for noget, som det hedder i enhver forhandling.
Frederik I, der med Arild Huitfeldts temmelig uærbødige udtryk “som en gammel høne nødig forlod sin rede på Gottorp”, var altså nødsaget til at indfinde sig i København i sommeren 1524, hvor alle hans finansielle problemer skulle løses. Det vidner om kongens stærke forhandlingsposition på herredagen, at rigsrådet, da det kom til stykket, gik med til at udstede bevillingen inden kroningen, ligesom den i Danmarkshistorien helt enestående klausul om, at skatten indbragte et fastsat beløb, naturligvis også må skyldes et krav, udgået fra den pengekære monark.
Kroningsskatten af 1524 er desuden atypisk ved, at rigsrådet lidt bagvendt kom til at stå som skattens udskriver, mens det var kongen, der gav sit samtykke. Samme princip som godsejerskatten 1523, der ligeledes formelt blev pålagt af rigsrådet. Reelt blev skatten som alle andre ekstraordinære skatter bevilget af rigsrådet, udskrevet af kancelliet og opkrævet af de kongelige lensmænd, men fiktionen opretholdtes i den forstand, at der indsattes en række “agtede riddermændsmænd” – adelige af en vis pondus – som skulle ledsage de kongelige skatteopkrævere i hvert herred. Sandsynligvis for at sikre, at den opkrævede skat ikke gik til andre formål, eftersom kroningsskatten i realiteten var udformet som et kæmpe gældsbevis fra rigsråd til konge. Arrangementet kan dog også skyldes et krav fra kongen, der herved over for almuen fik demonstreret rigsrådets medansvar for skatten. Ønsket om at fremstå uskyldshvid i skatteydernes øjne er et motiv, der undertiden skinner igennem, når monark og parlament i senmiddelalderen kævledes indbyrdes. I hvert fald kom rigsrådet til at stå som den egentlige ansvarlige, idet skatten af lensmændene skulle overdrages to prominente rigsråder i hvert stift (og enkelte udenråds adelige), som dernæst indbetalte skatten på Koldinghus.17
Første fase i skattebevillingen bestod af forhandlingsforløbet på herredagen, hvor Frederik I havde anmodet rådet om undsætning i sin prekære, finansielle situation. Kongen var her repræsenteret af rigets hofmester Mogens Gøye.18 At det ikke var kansleren eller en underordnet hofembedsmand, der forhandlede på kongens vegne, men selveste hofmesteren understregede situationens alvor. Mogens Gøye havde ved Københavns overgivelse den 6. januar et halvt år forinden overtaget befalingen på Københavns slot og forblev hele vinteren og foråret i hovedstaden som Frederik I’s statholder. Han stod i disse år på højden af sin magt som Danmarks rigeste adelsmand og kongens suveræne førsteminister.
Det fremgår, at man forhandlede på Københavns rådhus, dengang byens største og bedste mødelokale, hvor også forhandlingerne med hansestæderne fandt sted, mens kongen fornemt tilbagetrukket residerede på det lidt skumle slot. Forhandlingerne drejede sig om mange andre emner, som vi denne gang er afskåret fra at følge, fordi herredagen forbigås i protokollen, men kroningsskatten var afgjort et af de vigtigste punkter på dagsordenen.
Anden fase udgjorde rådets interne drøftelser, som i det store skattebrev med tidens højstemte forkærlighed for treenigheder betegnes, at råderne havde “overvejet, besindet og betragtet”. Disse drøftelser mundede ud i, at rådet den 13. juli gav kongen et skriftligt svar, hvori man i detaljer fastlagde skattens satser og kredsen af skatteydere. Betingelsen var fortsat, at kongen gik med til at lade sig krone, men nu modificeret til et mere sagtmodigt “førend denne herredag endes og sluttes”.
Til gengæld havde rigsrådet denne gang meget listigt mobiliseret den nymodens majestæt som et symbol på kongeværdigheden, der formodedes at appellere til Frederik I’s selvfølelse. Kongen betegnes ellers særdeles nøgternt i tidens sprog blot “hans nåde” eller “min herre”. Når rådet nu svang sig op til at omtale hans nådes “kongelige majestæts kroning”, er det første gang, den fornemme skabning optræder på dansk grund. En person med kendskab til sidste skrig i europæisk hofetikette og statsforfatning må have hvisket råderne i øret, hvorledes den ømskindede monark burde tackles.19 I virkeligheden passede kongeværdigheden vist Frederik I udmærket, som indretningen af den statelige Königshalle på Gottorp slot afspejler, selv om han af taktiske grunde længst muligt strittede imod.
Mogens Gøye kunne utvivlsomt afgive en beroligende forsikring, men alligevel insisterede rådet på, at kroningsdagen i skattebrevet af 21. juli blev fastsat til en bestemt dato – søndag den 7. august – og tilmed uden formildende majestætstitulatur. Ingen kroning, ingen bevilling, var meningen tydeligt nok. Omvendt udsendte hoffet først den 23. juli indbydelserne til kroningen. To dage efter, at skattebevillingen var i hus. “Efter Danmarks riges råds attrå vil Vi anamme Vor kroning her i København den søndag næst efter Sancti Petri dag ad Vincula, at I umager Eder hid”, hedder det temmelig reserveret i invitationen.20 Tilliden mellem parterne har været minimal.
I virkeligheden blev skatten først udskrevet midt i september, da kroningsfestlighederne og det storpolitiske Malmømøde med Gustav Vasa og hansestæderne var overstået. I den forstand kunne rigsrådets prioritet anses for tilgodeset, selv om udsættelsen snarest hang sammen med, at kancelliet simpelthen ikke havde kapacitet inden, samt at høstmånederne traditionelt var skattesæson.
I hovedsagen forelå kroningsskatten meget præcist skitseret i rådets svar af 13. juli, men en lille detalje røber dog, at der fortsat forhandledes om proceduren. Senmiddelalderens ekstraordinære skatter opkrævedes ved, at bønderne blev skrevet i læg, og også her er kroningsskatten usædvanlig. I svaret sættes taksten til, at hver fire bønder gav seks mark, men såvel i fragmentet fra forhandlingerne som i det officielle skattebrev af 21. juli er formuleringen ændret til, at hver 20 bønder gav 30 mark. Samme takst, men formentlig et signal om, at læggene skulle være større. Da også skattesatsen var højere end normalt – 24 skilling af hver skatteyder mod ellers 16 – har man åbenbart været betænkt på at sikre skattens udkomme ved at fordele flere velstående bønder i hvert læg efter det gængse princip “den rige hjælpe den fattige”.
Svarende til den højere sats omfattede skatten også en bredere kreds, idet man inddrog de normalt skattefrie mindre
