vendinger til fynboerne den 14. september 1439. Den gamle konge bestræbte sig tydeligvis på at vinde tilslutning blandt alle stændergrupper imod rigsrådet. Stænderne skulle aktiveres ved hjælp af landstingene imod rigets oppositionelle stormænd. Disse henholdt sig på deres side til, at de på rigsrådets vegne repræsenterede riget og dets indbyggere.26
Efterfølgeren Christoffer af Bayern lovede i sin kongeed på Viborg landsting den 9. april 1440 at forsvare og respektere alle privilegier givet til …then helghe kirke, hennes formæn, biscope, prelater og alle then helghe kirkis personer, riddere, swene, borghere, køpmen, bønder oc bokarle, swo wiit som Danmark rækker…. Kong Christian I gentog dette ordret i sin kongeed fra september 1448 på Viborg landsting, mens hans foreløbige håndfæstning fra Haderslev den 1. september 1448 alene havde henvist til rigsrådet som repræsentant for alle rigets indbyggere.27
Fra Christian I’s regeringstid kendes adskillige eksempler på opregninger af stændergrupper og rigets menighed. I en forordning fra maj 1454, hvor udfærdigelsen for Sjælland er bevaret, opregnedes således …biscopen i Roskilde, abbete, prelater, mene clerckerii, riddere oc swene, køpstethemæn, bønder oc mene almoghe i Siæland. En forordning for Nørrejylland fra 1466 anvendte en tilsvarende formulering.28
Fra Christian I’s og Hans’ tid blev det almindeligt i skrivelser at henvende sig mere differentieret til de enkelte stændergrupper, eksempelvis til borgmestre og menige indbyggere i købstæderne. Rigernes indbyggere som betegnelser nævnes i kong Hans’ håndfæstning 1483 og i Christian II’s fra 1513 uden samlet opregning af alle stænder. Rigsrådet havde politisk tilegnet sig rollen som de respektive indbyggeres repræsentant samt som kongemagtens modpart. Herrestændernes magtfulde position var udtryk for sociale og økonomiske realiteter. Reformationens gennemførelse i 1536 anfægtede principielt ikke stænderopdelingen, men ændrede derimod forholdet imellem stænderne. Adelen blev efter inddragelsen af bispe- og klostergodset den eneste “herrestand”, der var i besiddelse af særlige “friheder” – økonomiske og politiske privilegier – mens gejstligheden blev henvist til andenpladsen.29
Landstingene
Landstingenes betydning som folkelige forsamlinger og forum for kongevalg og hyldninger er velkendt. Ifølge håndfæstningen 1376 blev valget af kong Oluf i det mindste formelt foretaget traditionelt af rigets stormænd med hyldning af det menige folk (regni Dacie pociores cum popularibus), men efter den unge konges død i august 1387 blev det det stænderdelte folk, der på landstingene hyldede dronning Margrete som “fuldmægtig frue og husbonde” samt som rigets formynder. Stænderformelen var stort set ensartet i alle “lande” og gav den sædvanlige rækkefølge: 1) bisper og prælater, 2) riddere og svende, 3) købstadsmænd, 4) bønder og bokarle. Det skånske landsting, der var det første, afsluttede herefter “og flere gode mænd og menighed af flere Danmarks lande”. Ved hyldningen af Erik af Pommern på landstinget 1396 i Viborg fik dronning Margrete samtidig vedtaget en forordning, der læste herrestænderne teksten, mens en række artikler skulle beskytte borgere, købmænd og bønder imod overgreb, skønt de lovbestemte forskelligheder blev opretholdt i kraft af privilegierne.30
Efter Valdemar Atterdags død overtog rigsrådet i 1377 ledelsen med hensyn til rets- og fredshåndhævelse. Det blev rigsembedsmændene – drost, marsk og gældker – der efter råd af de edsvorne råder i hvert af de tre lande skulle påtale, om nogen, gejstlig eller læg, skulle være undertrykt eller tynget uretfærdigt imod landets lov, mens herrestænderne med liv og gods forpligtede sig til at stå til rådighed til at afværge og sikre oprejsning for undertrykkelse. Denne ordning kom tydeligvis i stand i en situation, hvor regeringsmagten var omstridt. Dronning Margrete styrkede kongemagten i de efterfølgende år, og efterhånden erstattede hun rigsembedsmændene med sine trofaste hofembedsmænd, hofmester og kammermester ved siden af kansleren. I forordningen fra 1396 fremgår det med al ønskelig tydelighed, at kongemagten atter havde overtaget freds- og retshåndhævelsen, og indtil kong Erik blev myndig, indsatte dronningen i hvert land en høvedsmand og en “retter” (dommer), der på kongens vegne skulle “gøre ret og fred og skel”.31
En middelalderlig konges vigtigste opgave var at opretholde retten, hvilket han gjorde som lovgiver og dommer. Selv om dette kalkmaleri fra 1400-tallet skal illustrere en gammeltestamentlig historie, giver det et udmærket billede af en samtidig konge i hans egenskab af dommer. Resultaterne af kongens retsudøvelse vises også klart i form af de to straffede personer til højre. (Kalkmaleri i Tirsted kirke på Lolland. Her efter Troels Dahlerup, De fire stænder 1400-1500, Gyldendal og Politikens Danmarkshistorie, red. Olaf Olsen, bind 6, København 1989, s. 250).
Herrestændernes bestræbelser på at udnytte deres jurisdiktionelle myndighed til at tvinge deres vornede til at blive ved deres gårde eller overtage en ødegård er velkendt. Værnet, der oprindelig tilsigtede retsbeskyttelse, blev udnyttet af gejstlighed og adel. Endnu i kong Olufs håndfæstning fra 1376 vendte man sig mod denne tvang og forordnede, at bryder og landboer uden hensyn til, hvis gods de sad på, skulle have ret til frit at flytte bort, når de efter landsloven havde opsagt og afregnet deres fæsteforhold til ejeren. I et svar på spørgsmål fra rettertinget fastholdt rigsrådet, at bonden frit kunne rejse, når denne blot havde betalt sin førlovsafgift og havde opsagt fæstet i tide. Vornedskabet satte sig ikke desto mindre igennem mod slutningen af det 15. århundrede, om end kun på Sjælland. Lollands Vilkår fra 1446 er et vidnesbyrd om kongemagtens og herrestændernes kontrol over bønderne. Fyns Vilkår fra 1473 og andre forordninger fra anden halvdel af det 15. århundrede befæster dette billede.32
Landstingene havde tidligere spillet en rolle både som lovgivende, judicielle og politiske organer, men efterhånden havde de kun de judicielle funktioner tilbage. Lovgivningsinitiativet blev overtaget af kongemagten, og landstingenes politiske betydning blev overtaget af Danehof, rigsråd og kongemagt. Ud over valg af konge og hyldninger i 1387 og 1396 kendes fra dronning Margretes tid ingen eksempler på, at hun anvendte landstingene til andet end juridisk at bevidne nogle af sine godsovertagelser.33
Erik af Pommern benyttede på sin side i flere tilfælde landstingene til at skabe bred politisk opbakning om sin politik. I februar 1419 tilbød kongen på Sjællands landsting en endelig afgørelse ved rigsrådet om København. Den berømte købstadsforordning fra 15. februar 1422 var tidligere drøftet på landstinget i Ringsted og tilstræbte at skabe ro og samling mellem de involverede samfundsgrupper. I sommeren 1426 udtalte landstingene i Skåne, Sjælland og Nørrejylland sig om den retmæssige fremgangsmåde ved kongevalg, og to år senere besvarede Sjællands landsting en forespørgsel fra Erik af Pommern, at det var gammel ret og sædvane, at den, der undlod at møde til krigstjeneste, når fjenden var i landet, skulle hænges ved sin egen bjælke. Landsdommeren havde udmeldt et større nævn, bestående af ham selv, en gejstlig og to verdslige rigsråder, adskillige sjællandske væbnere og to borgere fra hver købstad og to bønder fra hvert herred på Sjælland til at granske gammel sædvane og ret. Også ved denne lejlighed havde landstinget karakter af stændermøde, idet repræsentanter fra alle stænder var til stede.34
I striden om Sønderjylland valgte Erik af Pommern i to omgange, i 1421 og 1423, at benytte landstingene i stedet
