såsom besiddelse og videresalg af mindre kvanta, mens den sidstnævnte anvendes i mere alvorlige tilfælde. Det er således først og fremmest mængden af narkotika, der besiddes, importeres eller produceres samt graden af organisering, der afgør, om det er den ene eller den anden lov, der rejses sigtelse ud fra. Det skal understreges, at brugen af illegale rusmidler ikke er kriminaliseret i dansk lovgivning. Det er udelukkende besiddelse, produktion, import/eksport, køb og salg af illegale rusmidler, der er kriminaliseret. Lovgivningen fastsætter ligeledes straframmerne. Lov om euforiserende stoffer har en straframme på op til to år, hvorimod s § 191 har en straframme på op til 16 år (for detaljer se Houborg heri kap. 4). Lovgivningsmæssigt skelnes der overordnet mellem narkotikakriminalitet og narkotikarelateret kriminalitet. Narkotikakriminalitet er defineret som brud på lovene om besiddelse, indsmugling og handel med illegale stoffer og straffes efter disse love. Narkotikarelateret kriminalitet dækker primært over kriminalitet begået i stofpåvirket tilstand eller kriminalitet begået for at skaffe penge til stoffer. Denne form for kriminalitet straffes efter andre lovgivninger end narkotikalovgivningen (se også Heltberg heri kap. 7). Graden af kontrol, og hvor hårde straffe der gives for narkotikaforseelser, er blevet brugt som målestok for, om nationale narkotikapolitikker er blevet betegnet som enten repressive eller liberale. Disse begreber diskuteres mere indgående af Møller heri i kapitel 5.
Velfærdsindsatsen over for stofbrugere i form af behandling, forebyggelse og skadesreduktion fremgår især af serviceloven. Væsentlig for denne sammenhæng er den behandlingsgaranti for stofbrugere, der blev implementeret i 2004, og som giver stofbrugere, der henvender sig i den offentlige behandlingssektor, ret til et behandlingstilbud senest 14 dage efter anmodning (Pedersen & Nielsen 2007). En tilsvarende behandlingsgaranti blev inkluderet i straffuldbyrdelsesloven i 2007 for fængselsindsatte med et stofbrug (se Frank et al. heri kap. 8). Al lovgivning er dog i sidste ende afhængig af politiske beslutninger om, hvordan vi som samfund vil regulere illegale rusmidler. Og lovgivningerne på området – både i forhold til kontrol, behandling, forebyggelse og skadesreduktion – har da også undergået betydelige ændringer over tid, som både Møller og Houborg viser i deres artikler i denne antologi.
Illegale rusmidler er, som beskrevet, tæt knyttet til det politiske system. Nationalt via den danske narkotikalovgivning og -politik og internationalt via FN’s narkotikakontrolsystem. De selvsamme systemer kan således også siges at skabe grundlag for netop den forbindelse mellem illegale rusmidler og kriminalitet, som forsøges bekæmpet og holdt nede, idet brugen af narkotika som minimum forudsætter anskaffelse heraf og dermed kontakt med kriminelle personer og kriminelle miljøer. Ligeledes giver efterspørgslen efter illegale stoffer grobund for sorte markeder og organiseringen af handel. Men selvom relationen mellem stoffer og kriminalitet er blevet fasttømret både i den offentlige debat og i den politiske diskurs, herunder at utallige undersøgelser af stofbrugende populationer fra hele verden samstemmende har vist, at stoffer og kriminalitet relaterer sig til hinanden, så er det en temmelig kompleks relation, hvis man kigger den efter i sømmene. Dette vil vi gøre i det følgende.
Kriminalitet og illegale rusmidler: Hvordan kan vi forstå relationen mellem disse?
At der findes en stærk sammenhæng mellem kriminalitet og brug af illegale rusmidler, efterlader de seneste 20-30 års forskning solid dokumentation for. En nylig meta-analyse omfattende 30 sammenlignelige studier fra USA, Canada, Australien, UK, Belgien, Grækenland, Spanien og Finland med fokus på forbindelsen mellem illegale stoffer og kriminalitet viser, at sandsynligheden for at begå kriminalitet er tre til fire gange større blandt stofbrugere end blandt ikke-brugere (Bennett et al. 2008). Sammenhængen ses især ved afhængigt brug af heroin, kokain og crack (ibid., Johnson et al. 1994; Farabee et al. 2001). Ligeledes har kvalitative studier baseret på livshistorier (Brecher 1972; Courtwright et al. 1989; Dahl & Pedersen 2008) i lighed med kvantitative undersøgelser baseret på longituditionelle data, opfølgnings- og effektundersøgelser (Marsch 1998; Ward et al. 1999; Pedersen 2000; Fischer et al. 2007), dokumenteret dalende eller totalt fravær af kriminel aktivitet i afholdende perioder eller ved substitutionsbehandling med metadon. På trods af disse overensstemmende tendenser er karakteren af relationen mellem stofbrug og kriminalitet dog stadig uafklaret og blandt forskere fortsat omdebatteret. Der er således divergerende bud på, hvordan denne indbyrdes sammenhæng skal forstås, hvilket blandt andet er kommet til udtryk i diskussioner om, ‘hvad der kommer først’, og ‘hvad der forårsager hvad’: brug af rusmidler eller kriminel adfærd. Ser man brug af rusmidler og kriminalitet som årsagsforbundne, gives der overordnet to forskellige forklaringer herpå. Den ene er, at brug af stoffer nærmest uundgåeligt fører til kriminel adfærd. Her henvises både til kriminalitet som økonomisk nødvendighed begrundet i behovet for at finansiere forbruget af stoffer og til farmakologisk betinget kriminalitet, dvs. at stofindtagelse er i stand til at udløse ukontrolleret, normoverskridende og/eller voldelig adfærd, herunder medregnet kørsel i stofpåvirket tilstand. Det er således rusmiddelbruget, der fører til kriminalitet. Den anden forklaring er, at kriminalitet går forud for stofbrug. Denne hæfter sig på den ene side ved undersøgelser, der har vist, at en betydelig andel stofbrugere har begået kriminelle handlinger, før de begyndte at tage stoffer – og på den anden side ved det faktum, at anskaffelse af stoffer forudsætter kontakt med kriminelle personer og kriminelle miljøer. Brug af forskellige rusmidler ved planlægning, men ikke mindst under og/eller efter udførelse af kriminalitet antages endvidere at være udbredt. I den forbindelse henvises der til, at stofferne indtages for at samle mod eller give energi til at gennemføre forehavendet, for ‘at falde ned’ efter eller for at fejre et veloverstået “job” (Bennett & Holloway 2005). Der er desuden blevet peget på, at flowet af penge anskaffet via kriminalitet lægger grund for en livsstil, hvor rusmidler i det hele taget, men også illegale stoffer indgår, med risiko for at et rekreativt forbrug øges og glider over i afhængighed (Newcombe 1995; Seddon 2000).
Den noget entydige søgen efter årsagssammenhængen mellem illegale rusmidler og kriminalitet er dog inden for de seneste to årtier blevet kritiseret for at være mekaniske og overforsimplende. På baggrund af en række empirisk baserede studier samt oversigtsartikler baseret på systematisk gennemgang af eksisterende stof-/kriminalitetslitteratur er sammenhængen således blevet fundet betydeligt mere kompleks og kontekstafhængig, end de kausalt betingede forklaringer lægger op til. (Bennett & Holloway 2005; Stevens et al. 2005; Hammersley 2008; se også Pedersen kap. 2 og Dahl kap. 3 heri). Dermed er der blandt andet blevet argumenteret for, at stoffer og kriminel aktivitet ikke automatisk bør ses som direkte årsagsforbundne, men snarere som resultater af tredjefaktorer, som fx subkulturelle faktorer og socioøkonomiske forhold, herunder social ulighed, marginalisering, arbejdsmarkedets indretning og uddannelsessystemets adgangsbetingelser m.m. (ibid., Belknap & Holsinger 2006; Buchanan & Young 2000; Golub et al. 2005; Seddon 2006).
Endvidere er det blevet konstateret, at litteraturen om stofkriminalitet generelt lider under et fravær af teori og et analytisk begrebssæt (Mcbride & McCoy 1993). Fx er ‘relationen mellem stoffer og kriminalitet’ snarere noget, vi tager for givet, og som betegner et særligt forskningsområde, end noget, der udsættes for kritisk undersøgelse. Og det til trods for at begrebet ‘stoffer’, som allerede beskrevet, dækker over vidt forskellige psykoaktive substanser, som alene har det tilfælles, at de er kategoriseret som illegale. Ligesom begrebet ‘kriminalitet’ omfatter meget forskellige former for og typer af lovovertrædelser. Hertil kommer, at sammenstillingen af de to begreber ikke kaster lys over årsagssammenhængen i denne relation. ‘Relationen mellem stoffer og kriminalitet’ synes således noget mere kompleks end først antaget. McBride & McCoys budskab er derfor, at indsigten i relationen mellem stofbrug og kriminalitet altid må forudsætte en præcisering, både af hvilke stoffer der er tale om i forhold til hvilke typer af kriminalitet (fx berigelse, vold, overtrædelse af narkotikaparagraffer), og i hvilke befolkningsgrupper, samt hvilke policy- og lovgivningsmæssige rammer der gør sig gældende for relationen (fx hvorvidt narkotikapolitikken er baseret på forbud, afkriminalisering, medikalisering eller skadesreduktion). I den forstand giver det således god mening, når White & Gorman (2000) konkluderer, at en enkelt model ikke kan redegøre for forholdet mellem stofbrug og kriminalitet, idet grupper
