den” (citeret i Østerberg 2002:134). Det er således et samfunds fællesskabsfølelse og moralske bånd, der er udgangspunktet for, at handlinger fordømmes og sanktioneres med en straf, og denne strafs funktionelle værdi består omvendt i netop at bekræfte og styrke denne kollektive bevidsthed. Straf er således både et udslag af og en styrkelse af den kollektive fællesfølelse. Kriminalitet bliver hermed en mulighed for, at samfundet kan udtrykke og fremvise sin fælles moral – kriminelle handlinger bliver en mulighed for samfundet til at dyrke sig selv.
Kriminalitet og afvigelse er derfor, hævder Durkheim, normalt og funktionelt, og et samfund uden kriminalitet og afvigere ville være utænkeligt. Som Durkheim skrev i en ofte citeret passus:
Lad os forestille os et samfund bestående af hellige mennesker, et eksemplarisk og fuldkomment kloster. Forbrydelser i egentlig forstand vil være ukendte dér; men de menneskelige fejl, der i almindelighed er tilgivelige, vil dér vække samme skandale, som den almindelige forbrydelse vækker i den almindelige bevidsthed.
Og han fortsætter:
Forbrydelse er altså nødvendig; den er knyttet til de fundamentale betingelser for alt samfundsliv, men alene derfor er den nyttig; thi de betingelser, som den er forbundet med, er i sig selv uundværlige for den normale udvikling af moral og ret. (Durkheim 2000:103, 104)
Når medierne derfor svælger i kriminalstof er der, ifølge en durkheimsk betragtning, i virkeligheden subtile samfundsmæssige mekanismer i spil, nemlig afvigelsens samfundsintegrerende funktion. Og selv om skafottet og den offentlige hængning er byttet ud med fjernsynsreportager om kriminalitet og afvigelse tjener de samme funktion: stigmatisering og udstilling af lovovertræderen for herigennem at styrke samfundets moral (Erikson 1973). Ifølge flere nutidige samfundsforskere har denne grundlæggende funktion ved straffen dog svære kår i dagens lukkede retssale, hvor professionelle har overtaget eller ‘stjålet’ folks konflikter, hvorfor vi i vores straffesystem må komme tilbage til det, der anses som rettens grundlæggende funktion: en offentlig og kontinuerlig diskussion af samfundets værdier og normer af de involverede parter (Christie 1977; Braithwaite 1993).
Ifølge Durkheim er kriminalitet derfor ikke alene normalt i alle samfund, faktisk mente han, at en ret mængde kriminalitet er sundt for et samfund; for lidt eller for meget er patologisk. For lidt kriminalitet tyder på for stor grad af social kontrol, der fører til samfundsmæssig stagnation. For meget kriminalitet indikerer, at samfundets kollektive fællesfølelse er for svag, da der ikke reageres tilstrækkeligt på normbrud. Hermed er vi fremme ved en dobbelthed i Durkheims teori om kriminalitet og afvigelse (Ben-Yehuda 1985:1-23). På den ene side anser Durkheim kriminalitet som handlinger, hvis funktion det er at bekræfte og opretholde eksisterende sociale normer og fællesskabsfølelser. På den anden side skriver han, at kriminalitet er sundt, da det udfordrer normer og regler, og bevæger samfundet fremad, hvor afvigere bliver en slags moralske entreprenører. En for lille mængde kriminalitet gør et samfund statisk og ikke i stand til at omstille sig til en skiftende verden.
Denne dobbelthed i Durkheims teori kan ses i lyset af ideen om det normale, der spirede frem på Durkheims tid, som han selv bidrog til, og som har været med os siden. I lyset af datidens omsiggribende statistiske videnskab opstod ideen om det normale som værende lig gennemsnittet, og det afvigende eller patologiske som det, der lå i en vis afstand fra dette gennemsnit (jf. normalfordelingskurven). Samtidig blev det gennemsnitlige tillagt normativ værdi: Det blev set som efterstræbelsesværdigt. Dilemmaet var dog, at det gennemsnitlige eller det normale i visse tilfælde blot var at ligne med det middelmådige, som fx i forhold til IQ test. Her er høj IQ det normbrydende, der stræbes efter. Vi ser altså samme dobbelthed: Det normale og samfundets normer og idealer repræsenterer på en og samme tid en styrke og en middelmådighed (Hacking 1990; Davis 1995). For at forandring skal komme, må der ske norm(alitets)brud.
Denne todelte måde at anskue afvigelse og kriminalitet på er siden afspejlet i afvigelsessociologien. På den ene side i den kriminologisk inspirerede tænkning, hvor kriminalitet og afvigelse ses som eksisterende i verden, noget man kvantitativt kan redegøre for og følge udviklingen af, og hvor kriminalitet ses som en trussel mod den sociale orden. På den anden side er der det perspektiv, der fx er blevet kaldt stemplingsperspektivet (se nedenfor), hvor fokus i høj grad er på ‘blød’ afvigelse (prostitution, homoseksualitet og ikke mindst stofbrug), hvor afvigelse eller kriminalitet til en vis grad normaliseres, hvor forskerne til en vis grad beskriver og identificerer sig med den afvigende, hvor afvigelse og kriminalitet anses som et definitionsspørgsmål, og hvor en vis mængde afvigelse ses som dynamisk og sundt for et samfund (Ben-Yehuda 1985). Dilemmaet lader sig næppe løse, tværtimod ser vi i nutidens teorier om kriminalitet og afvigelse disse to retninger repræsenteret: ideen om samfundet og normer som statisk kontra samfundet og normer anskuet som dynamiske størrelser.
Anomi
Tæt knyttet til Durkheims funktionalistiske teori om kriminalitet og afvigelse står hans tanker om anomi (Durkheim 1997). Anomiteori er ganske umoderne og har ligesom funktionalismen været genstand for massiv kritik, ikke desto mindre bør anomiteori anerkendes for sit ambitiøse forsøg på at forklare afvigelse samt samfundsmæssige sammenbrud af normer. Anomiteori finder dog også sine fortalere indenfor nutidig sociologisk teoretisering (Bernburg 2002) og i forhold til forklaring af samfund med hastigt voksende stofmisbrugsproblemer (Pedersen 2005:188-239).
Det centrale i Durkheims anomiteori er, at mennesket er styret af normer. Anomi opstår, når samfundets normer ikke i tilstrækkelig grad er i stand til at regulere menneskers mål og midler.
På den ene side kan anomi opstå, når der er et fravær af normer, folk bliver desorienterede, og handlinger mister deres mål og mening – kun når samfundet stiller grænser for individets ønsker og behov, kan det være tilfreds. Durkheim levede i en tid med store omvæltninger ikke mindst kendetegnet ved den kapitalistiske markedsøkonomis fremvækst og en svækkelse af traditionelle samfundsstrukturer. En svækkelse, der forstærkedes af, at de økonomiske institutioner, ifølge Durkheim, i stigende grad var blevet koblet fra andre samfundsmæssige institutioner (familien, religionen, slægten) og endda til en vis grad havde overtaget styringen af disse institutioner. Durkheims fokus var i tråd hermed på det moderne samfunds manglende evne til normativt at påvirke folks gøren og laden og specielt manglende evne til at regulere økonomiens stigende indflydelse (Downes & Rock 2003:106-114).
På den anden side opstår anomi, når samfundsmæssige mål er uopnåelige. Dette blev i det industrielle samfund forstærket af, mente Durkheim, et kronisk produceret misforhold mellem mål og midler, idet markedsøkonomien er kendetegnet ved at generere uopnåelige mål, nemlig målet om hele tiden at nå mere. Man bytter og handler ikke for en større samfundsmæssig sag (religiøse værdier, rituelle overgange, opretholdelse af sociale relationer), men for at få mere at handle og bytte med. Det er således det økonomiske systems adskillelse fra andre normative institutioner, der får os til at lovprise det individuelle profitsøgende individ som repræsentant for menneskets naturlige tilstand, og denne normalisering af ideen om uendelige mål ser Durkheim som kilden til anomi (Durkheim 1997:130-138).
Det, at økonomien kommer til at dominere i forhold til andre institutioners muligheder for at udøve social kontrol, har betydning for graden af afvigelse i et samfund. Disse andre institutioner, der tjener den funktion at socialisere samfundets medlemmer til fælles værdier og mål og acceptere samfundets grundlæggende normative mønster, bliver svækket. Markedsøkonomiens invasion obstruerer disse institutioners virke, hvorved det bliver sværere at regulere samfundsmedlemmerne effektivt vha. normer og roller (Durkheim 1997:130-138).
En anden kendt teori om anomi findes hos den amerikanske samfundsforsker Robert Merton. Men hvor anomi for Durkheim handler om en ubalance i de normer, der kontrollerer individers mål, henviser anomi hos Merton til manglende regulering af midlerne til målopfyldelse
