store opbrud, Merton levede i en tid og et land med ideen om uanede muligheder (Downes & Rock 2003:104-141). For Merton var det derfor centralt, at man fra samfundets side styrede udviklingen, ikke ved at sætte spørgsmålstegn ved mål og normer, men ved at regulere midlerne. En stor grad af kriminalitet, mente Merton, var derfor ikke nødvendigvis et resultat af eller et tegn på et samfund i forfald, hvor normerne ikke var i stand til at regulere folks adfærd. I stedet var det et udtryk for, at folk brugte illegitime midler (kriminalitet) til at nå de samfundsanerkendte mål. Så for stor afstand mellem tilgængelige legitime midler og anerkendte mål (den amerikanske drøm) skaber anomiske tilstande.
Durkheims funktionalistiske teorier om anomi, kriminalitet og afvigelse går igen i nutidig forskning på stofmisbrugsområdet. Specielt ser vi dem gennemspillet i det analytiske begreb ‘moralsk panik’ (Cohen 1972), der er en slags moderne heksejagtsteori, som analyserer samfundets (medierne, statsapparatet, socialarbejdere o.a.) konstruktioner af fjendebilleder som et forsøg på at styrke smuldrende normer og værdier, samt eventuelt aflede opmærksomheden fra andre problemer i samfundet (se senere i artiklen for konkrete eksempler). Et af de fjendebilleder, der ifølge visse forskere har været særdeles effektivt i forhold til at mobilisere en fællesfølelse i samfundet, er narkotika. I et samfund præget af fravær af fælles normer og traditioner samt samfundsmæssige vejledninger, der kan guide den enkelte igennem livet (anomi), oplever vi, at narkotikaspørgsmålet bliver udnævnt til en af samfundets hovedfjender. En fjende, der forholdsvis nemt lader sig betegne som farlig og djævelsk, defineret tilpas svagt til, at det er svært at kontrollere, om den bliver stærkere eller svagere, og som har en stærk symbolværdi som et modstykke til det gode og rigtige (Christie & Bruun 1985). Tilsammen – i ægte durkheimsk ånd – egenskaber, der kan bruges til at styrke samfundets normer og sammenhængskraft.
Ligeledes har Mertons forholdsvis enkle teori om kriminalitet som værende illegitime midler til at nå legitime mål indirekte inspireret forfattere til at analysere stofmisbrugsproblematikker. I sin etnografi om crackbrugere og crackdealere i East Harlem, USA, viser Bourgois (2003) fx, hvordan det at sælge narkotika ofte er den eneste mulige måde (middel), hvormed marginaliserede puertoricanere kan opnå respekt, udleve idealer om maskulinitet, samt tjene penge til at finansiere et identitetsunderstøttende forbrug. Alt sammen mål, der er legitime i det amerikanske samfund og i overensstemmelse med den ældre generations mål, der til forskel havde mulighed for at arbejde som ufaglærte arbejdere. I dag eksisterer disse arbejdspladser næsten ikke mere, og nutidens uuddannede unge puertoricanere i East Harlem er ofte tvunget ud i at benytte ulovlige midler (salg af narkotika) for at nå samme legitime mål.
De Durkheim-inspirerede teorier om kriminalitetens samfundsmæssige funktion har nogle svagheder og begrænsninger, man skal være opmærksom på. Anomiske teorier tager for det første ikke højde for, at moderne samfund er pluralistiske, med ikke kun et, men flere normsæt. Afvigelse kan derfor skyldes, at visse subkulturer opererer med alternative mål, og ikke kun at de mangler midlerne. For det andet er funktionalistiske forklaringer nærmest umulige at falsificere: Hvordan viser man fx, at en vis mængde kriminalitet er enten integrerende eller anomisk. Og i forlængelse heraf: hvordan kan anomi producere kriminalitet og normløshed, samtidig med at man først kan registrere anomi ved en stigende kriminalitet og normløshed? For det tredje medproducerer teoriens stærke fokus på de uintenderede konsekvenser (funktioner) af folks handlinger en blindhed over for folks egne subjektive motiver og strategier. Mennesker anses blot som værende brikker i samfundsmaskinen, og netop dette manglende fokus på folks egne strategier, motiver og subjektive erfaringer er udgangspunktet for den symbolske interaktionisme.
Symbolsk interaktionisme
I takt med at funktionalismen mistede styrke og indflydelse inden for afvigelsessociologien voksede der i 1960’erne en anden og ganske anderledes retning frem kaldet symbolsk interaktionisme. I stedet for deduktive analyser af generel karakter med altfavnende teoretiske modeller er denne retning kendetegnet ved at være en analytisk tilgang med fokus på konkrete menneskers betydningsskabelse i lyset af samfundsskabte kategorier, eller med andre ord folks interaktion med symboler; som Herbert Blumer, der må betegnes som en af teoretikerne inden for den symbolsk interaktionistiske tilgang, skrev: De eneste ting, der kan handle, er individer og grupper, hverken strukturer eller systemer kan agere eller tilskrive betydning (Blumer 1969). Symbolsk interaktionisme har endvidere primært fokuseret, ikke på samfundets generelle sammenhængskraft og sociale orden, men på små sub-verdener eller subkulturer, ofte studeret vha. af kvalitative forskningsmetodikker som fx deltagerobservation. Ligesom funktionalismen har denne retning været særdeles indflydelsesrig, og mange analytiske perspektiver fra datiden er stadig gængse i dag. En toneangivende retning indenfor symbolsk interaktionisme er Howard Beckers stemplingsteori (1963), der stadig inspirerer forskere i studiet af stofmisbrug og kriminalitet (Asmussen 2007). Det er dog vanskeligt at redegøre for symbolsk interaktionisme ved at bruge én forfatter – fx Becker – som gennemgangsfigur, da retningen netop er kendetegnet ved ikke at være en teori, men summen af en lang række empiriske analyser af forskellige situationer, hvori afvigelse bliver fortolket, skabt, genforhandlet, internaliseret og modstået.
Inden for symbolsk interaktionisme anses afvigelse som et resultat af de forestillinger og kategorier, folk har om hinanden og omsætter i konkrete situationer, og som ikke mindst skabes, forhandles og forandres herigennem (Blumer 1969). En stor del af den symbolske interaktionisme har netop fokuseret på sådanne kategoriseringsprocesser, som det fx udtrykkes i den mest citerede læresætning inden for retningen:
Social groups create deviance by making the rules whose infraction constitutes deviance, and by applying these rules to particular people and labelling them as outsiders… The deviant is one to whom that label has been successfully applied: deviant behavior is behavior that people so label. (Becker 1963:9)
Pointen er, at afvigelse ikke er et resultat af psykologiske træk ved den enkelte person, men bunder i samfundsmæssige klassifikationsprocesser. Denne tankegang vil jeg se nærmere på i det følgende.
Den indre dialog
Symbolsk interaktionismes fokus på den sociale konstruktion af afvigelse og på, hvordan kategorier internaliseres og tilskrives betydning i den enkeltes selv, gennem en indre dialog, bygger i stor grad på den amerikanske socialpsykolog G.H. Meads tanker om det sociale selv (Layder 1994:57-74). Herunder hans teori om det dynamiske forhold mellem ‘jeget’ og ‘miget’.
Meads (1967) grundlæggende tanke er, at den enkeltes selv er en social størrelse. Selvbevidsthed bunder i menneskets evne – udviklet gennem evolutionen – til at repræsentere handlingserfaring symbolsk samt reflektere over sådanne symboler i planlægningen af fremtidige handlinger. Mennesket er således i stand til gennem symboler (sproget) at forholde sig til mulige konsekvenser af egne handlinger, allerede før de er udført. At tænke er i den forstand det samme som at tale med andre mennesker, bortset fra at det gøres i det indre med en selv i stedet for med andre (se også Baldwin 1986:31).
Denne indre dialog eller refleksion foregår ifølge Mead mellem selvets to bestanddele. På den ene side ‘miget’, der er den objektive tilstedeværelse af det handlende selv, der i en gruppe virker som stimuli på andre; det er efterrationaliseringen eller det selv, vi ser som objekt, når vi ser os selv med den andens eller gruppens øjne. På den anden side er der ‘jeget’, som er den subjektive attitude; handlingen i sig selv. Disse to faser er i konstant dialog: ‘jeget’ producerer tanken eller handlingen, men kan ikke observeres, i det øjeblik vi har handlet og betragter vores handlinger, er vi tilbage til ‘miget’. Gennem socialisering lærer vi at se os selv fra den andens perspektiv, både den konkrete anden og den generaliserede anden, der kan ses som tilstedeværelsen af kulturelle normer og sociale kategorier i den enkelte. Normer og kategorier der ikke er noget i sig selv, men først eksisterer gennem handlingen, handlinger der omvendt kun eksisterer, når de objektiveres, tilskrives betydning og associeres med ‘miget’.
