ser identiteter som noget, der rammer den enkelte udefra. Endvidere har Foucault kun ringe fokus på, hvordan de mennesker, der skabes som subjekter via den moderne videnskabs objektiverende praksisser, reagerer herpå, hvilket har fået senere forfattere til at supplere med ideen om dynamisk nominalisme; dvs. en teori om, at identiteter og kategorier udvikles i takt med den måde, de kategoriserede individer forholder sig til kategorierne på (Hacking 1995). Mange forfattere har ladet sig inspirere af Foucaults analyse af magt i analyser af andre områder af vores samfund, hvor der forekommer en stor grad af kontrol og klassificering; hvor der produceres subjekter. Fx ser Cohen (1994) samme principper gøre sig gældende i rehabiliterings- og pædagogiske initiativer også uden for fængslet, ja i hele vores afvigerkontrolapparat. Og denne form for kontrol- og klassifikationsprincip, der i stigende grad gennemsyrer samfundet, har skabt en ny klasse af professionelle, hvis job det er at kategorisere, fx ved at udarbejde tilbud, behandle, registrere, udvikle metoder og diagnosticere. Ifølge Cohen skabes der i denne nye profession et ønske om at retfærdiggøre eget arbejde ved kontinuerligt at frembringe nye måder at klassificere, kontrollere, behandle, registrere og skabe viden på. Lidt kynisk kan man sige, at uden en vis produktion af problemkategorier og handlingsanvisninger vil denne gruppe af professionelle være overflødig. Hermed er der skabt en klassifikationsspiral og et stadigt voksende vidensgenererende samfund, hvor den øgede kontrol og vidensproduktion skaber stadig nye og mere subtile subjektkategorier; dvs. måder at være individer på, der styrer, kontrollerer og begrænser folks væren.
Foucaults analyse af den moderne vidensmagt har været kritiseret for at medproducere ideen om den ægte væren, dvs. det uspolerede og ikke objektiverede individ, som magten virker på, hvis handlinger magten klassificerer og gør til genstand for vidensproduktion (se fx Burkitt 1991). Endvidere er han blevet kritiseret for at strække fængselsanalysen ud til at gælde hele samfundet: det overvågede samfund. Ser man imidlertid på dagens fængsel i Danmark og den store gruppe af stofmisbrugere, der er indsat, er det dog tydeligt, at der forekommer en stor grad af usynlig magtudøvelse (og naturligvis også synlig). I stigende grad registreres data omkring indsatte stofmisbrugere og deres stofmisbrug i fængselsdatabaser, der udvikles monitoreringsprogrammer, der skal overvåge, kontrollere og udvikle viden omkring både indsatte og de behandlingsprogrammer, der tilbydes den indsatte (Asmussen et al. 2006; Giertsen 2006). Der udvikles løbende nye typer af behandlingsprogrammer, der kaster et stadigt mere finmasket net ud over de indsatte stofmisbrugeres liv. Kropslige kontrolmekanismer forstærkes, fx gennem øget brug af urinprøvekontrol og kropsvisitering. Det samlede resultat af denne krydsning af magt og viden ville i en magtoptik som Foucaults være skabelsen af en ny subjektposition: den indsatte stofmisbruger, der i stigende grad vil blive set gennem de nye optikker, og som følgelig ville behandles herefter.
Også stofmisbrugsbehandlingsområdet er muligt at analysere vha. en ide om en usynlig magt. Således argumenterer Jöhncke (2007) for, at stofmisbrugsbehandling i Danmark nok udøver momenter af konkret kontrol og magt, men at hele området på et mere grundlæggende plan er gennemsyret af en magtlogik, der rækker ud over de enkelte institutioners intentioner og aktørers strategier. Denne magtlogik kalder han ‘treatmentality’. Ser man nøjere på stofmisbrugsbehandling, opdager man, ifølge Jöhncke, at dette felt er omgivet af en stor grad af selvfølgelighed, hvor behandling anses som det rigtige svar på problemet stof(mis)brug. Det selvindlysende ved stofmisbrugsbehandling ligger således ikke i dens effekt, men i at være konstrueret som den rigtige ting at gøre, når man har med stofmisbrugere at gøre. Endvidere opfylder stofmisbrugsbehandling en vigtig funktion i samfundet. Det bliver en måde, hvorpå den moderne velfærdsstat kan kategorisere, problemdefinere og hermed administrere stofbrugere på. Stofmisbrugsbehandlingens funktion er således ikke at skabe stoffri personer, men ud af en serie af forskelligartede praksisser (stofbrug) at producere en operationaliserbar kategori af mennesker, over for hvem yderligere tiltag kan rettes. Stofmisbrugsbehandlings handler således grundlæggende om kontrol og epistemologi; magt og viden (ibid.).
Konklusion
Artiklen har givet et bud på tre centrale afvigelsessociologiske teorier og analytiske perspektiver: funktion, betydning og magt. Jeg har således fokuseret på den funktion, afvigelse og rusmiddelproblematikker kan tjene i forhold til samfundets normative sammenhæng. I den forbindelse er det blevet foreslået, at en ret portion afvigelse er normalt, uundgåeligt og endda sundt for et samfund, hvorfor det bliver vigtigt at sikre, at de samfundsmæssige reaktioner på afvigelse og herunder narkotikarelateret kriminalitet står mål med den funktion, de tjener. Spørgsmålet bliver, hvilke typer af handlinger der skal anråbes som værende afvigende, og derefter at sikre, at reaktionerne er passende. Studiet af betydningsskabelse var rammen om det andet perspektiv: symbolsk interaktionisme. Afvigelse er i denne optik ikke en egenskab ved en handling, men er resultatet af en stemplingsproces. Centralt inden for denne retning er, hvordan mennesker agerer med – internaliserer, udvikler strategier, modsætter sig, forandrer – vigtige samfundsmæssige afvigelseskategorier. Kunsten bliver i forlængelse heraf at vurdere, i hvilken grad afvigelse udelukkende følger af en stempling, eller hvorvidt afvigeridentiteter mere eller mindre bevidst søges og afprøves af personer ud fra egne personlige motiver. Den sidste retning rettede fokus eksplicit mod magtaspekter i samfundet, både den synlige og den usynlige magt. De magtforhold, der implicit antydes i den symbolske interaktionismes fokus på kategorisering, blev her gjort eksplicitte og knyttet an til en generel teori om samfundet og viste videre, hvordan en moralsk panik kan forstærke og udnytte afvigerkategorier. Endvidere fastslog analyserne af den usynlige magt, at velmenende initiativer som fx behandling af stofmisbrugere faktisk kan medproducere en vis styring og begrænsning af de mennesker, man retter initiativer mod, netop fordi deres væren og udsyn indrammes af statslige intentioner, kategoriseringer og handlingsanvisninger.
Ingen af retningerne kan stå alene, men ved hjælp af de tre perspektiver har man et stærkt udgangspunkt for at vurdere offentlige narkotikadiskurser, politiske tiltag samt rusmiddelforskning.
Litteratur
Alexander, J. (1985). The “individualist dilemma” in phenomenology and interactionism. I: Alexander, J., Giesen, B., Muench, R. & Smelser, N. (red.) The Micro-Macro Link. Berkeley: University of California Press.
Asmussen, V. (2007). Howard S. Becker. Outsiders – Studies in the Sociology of Deviance. I: Høiris, O. (red.). Antropologiske mesterværker. Århus: Aarhus Universitetsforlag, 217-244.
Asmussen, V., Kolind, T. & Nielsen, B. (2006). Selvevaluering af stofmisbrugsbehandling i fængsler og arresthuse. Århus: Aarhus Universitet, Center for Rusmiddelforskning.
Baldwin, J. (1986). George Herbert Mead. A Unifying Theory for Sociology. London: Sage.
Balvig, F. (1999). Kriminalitet og social kontrol. København: Columbus.
Becker, H. (1963). Outsiders. Studies in the sociology of deviance London: Free Press of Glencoe.
Ben-Yehuda, N. (1985). Deviance and Moral Boundaries. Witchcraft the Occult Science Fiction Deviant Sciences and Scientists. London: The University of Chicago Press.
Bernburg, J.G. (2002). Anomie, Social Change and Crime. A Theoretical Examination of Institutional-Anomie Theory. British Journal of Criminology. 42, 729-742.
Blumer, H. (1969). Symbolic Interactionism. Perspectives and Methods. New Jersey: Prentice-Hall.
Bourgois, P. (2003). In Search of Respect. Cambridge: Cambridge University Press.
Box, S. (1992). Power, Crime, and Mystification. London: Routledge.
Braithwaite,
