ligger i fx medicinalindustrien samt de retsværdier, der hævdes eksisterende i samfundet. Grunden til, at kampen mod narkotika kan blive en så god fjende, er bl.a., at den ikke er imod herskende politiske og økonomiske interesser, herunder at de, der fører krigen, ikke føler sig truet. Christie & Bruun mener, at vi i kampen mod narkotika har at gøre med et delvist konstrueret problem, bl.a. fordi det ikke er muligt at definere, hvad man mener med narkotika. Definerer man narkotika qua dets virkninger, opdager man, at fx alkohol på lige fod med heroin er et stof, der bedøver og fører en lystfølelse med sig, og både amfetamin og kaffe har opkvikkende effekt. Heller ikke virkningsgraden kan bruges som definitionskriterium: Stærke stoffer inkluderer både opioider og stærk spiritus. Heller ikke afhængighed, hverken psykisk eller fysisk, kan afgrænse narkotika som fænomen. Konsekvensen er, at narkotika ikke kan etableres som “logisk” eller entydig kategori, men findes derimod som politisk begreb, der kan mobilisere en indsats. I krigen mod narkotika har man endvidere skabt sociale kategorier som fx narkomanen, der beskrives som en stakkel ganske i stoffernes vold, men heller ikke denne konstruktion holder for nærmere eftersyn: Personer, som har været afhængige af lægeordineret morfin, formår som regel at stoppe, og læger kan fx benytte morfin igennem længere tid uden at være “slaver” af det. Afhængighed er snarere knyttet til det, man kan kalde en kultursociologisk afhængighed (Tungland et al. 1996) og ikke kun fysiske abstinenser.
En anden vigtig identitetskonstruktion i krigen mod narkotika er narkohajen, den udspekulerede, onde, profitsøgende og stærkt organiserede bagmand. Men heller ikke denne kategori, mener Christie & Bruun eksisterer på det plan, som politi, presse, politikere og offentligheden vil have den til. Snarere har vi på stofmisbrugsområdet som regel at gøre med psykisk dårligt fungerende narkomaner, der videresælger stof, men de fungerer sjældent som gode fjender, her virker bagmænd bedre (se også Coomber 2006). Endelig, skriver forfatterne, er denne krig af international karakter, den er styret af industrilandene, den er meget stofselektiv, den medregner ikke alkoholindustrien eller de stærke medicinalindustrier og deres store økonomiske interesser, og den er meget individorienteret – det er den sociale kontrol af de enkelte, der er i fokus, der er ikke tale om forsøg på at regulere markeder. Overordnet må man derfor stille spørgsmål ved, om de massive kontrolomkostninger over for narkotika kan forsvares, hvis man ser på dets skadelige virkninger, dette specielt hvis man sammenligner med virkninger fra alkohol og tobak.
På det identitetsmæssige plan kan den stærkt definerede identitet narkoman endda komme til at virke mod sin hensigt. For nogle kan den fungere som en klart defineret mod-identitet, hvor afvigelsesstemplingerne vendes på hovedet og gøres til positive identitetsmuligheder. Jagten på stoffet bliver et livsindhold og et projekt, der svejser folk sammen og fører til udvikling af subkulturelle miljøer (se også Huggins 2006). Endvidere rammer krigen for det meste de samme om og om igen. De, som før sonede for andre lovbrud, soner nu for narkotikalovbrud, blot soner de hårdere og længere. Endelig retfærdiggør krigen en stigende kontrol i samfundet, fx stigende bevillinger til politi og en udvidelse af de metoder, politiet må benytte som telefonaflytning, rumaflytning, stikkere i miljøet osv. Retorisk spørger forfatterne om, hvordan reaktionen i samfundet ville være “… om man anvendte kampformer mot økonomisk kriminalitet lignende de som nå anvendes mot narkotika” (Christie & Bruun 1985:190).
Også den danske narkotikapolitik siden 1960’erne kan med fordel ses gennem en moralsk panikoptik. Fx har Evy Frantzsen (2005) vist, hvordan ‘pusherloven’1 fra 1996 i det store og hele bar præg af at være hastet igennem, stærkt styret af tabloidpressens dagsorden samt af, at politikerne ønskede at vise handlekraft. Loven skærpede straffen over for salg af narkotika og ændringer i udlændingeloven gjorde det lettere at udvise udlændinge, som havde bedrevet små-salg af narkotika, og politiet blev tilført øgede ressourcer. Begrundelsen for loven var, at man ville fange bagmændene. Resultaterne fra Frantzsens studie viser derimod, at der ingen bagmænd er på Vesterbros gader, hvor hovedindsatsen finder sted, i stedet finder der en øget straf og chikane sted af de mest belastede stofmisbrugere, og et øget antal stofmisbrugere havner i fængsel i stedet for i en behandlingsinstitution. Set i et længere historisk perspektiv er den danske narkotikakontrolpolitik dog ikke kun præget af en moralsk panik, der eksisterer også det, Storgaard (2000) har kaldt en moralsk fornuft, kendetegnet ved pragmatisme på området, men panikken har dog haft overtaget.
Man skal dog være opmærksom på, at begrebet moralsk panik ikke er teoretisk velfunderet. Således er det svært at afgøre, hvornår der er tale om moralsk panik, hvor meget der skal til, og hvilke typer fænomener der kan være tale om (McRobbie & Thornton 1995). Endvidere er det én ting at hævde, at en moralsk panik kan styrke magteliten, men dette betyder ikke logisk set, at det er grunden til, at panikken opstår og eskalerer.
Den usynlige magt
Men magtforhold er ikke kun synlige, politiske og stærkt styret af objektive interesser. På et overordnet plan kan samfund og epoker adskilles på baggrund af den måde, magt grundlæggende fungerer og viser sig på. Ifølge visse forfattere er den magtform, der præger vores moderne samfund, kendetegnet ved at være usynlig, uden subjekt og stærkt knyttet til produktion af viden om individer og grupper af individer. Denne magt er således ikke begrænsende, men produktiv, og det, den producerer, er subjekter og kategorier; måder at være menneske på. Fx har Foucault (1991) vist, hvordan lovovertræderen som social identitet blev skabt gennem det moderne fængsels objektiverende praksisser. Den indsatte blev i fængslet isoleret, observeret og bedømt ud fra ønsket om at finde ud af, hvilke slags mennesker disse indespærrede var, og hvad der kunne forklare deres kriminelle handlinger. Fængslet skabte hermed lovovertræderen som kategori, hvis biografi, særpræg, opvækst osv. adskiller ham fra ikke-lovovertrædere. Hermed blev også kriminologien født; en videnskab, der var med til at skabe en kategori, der befinder sig mellem personen og hans forbrydelse, en videnskab der var med til at opfinde lovovertræderen som social identitet. Som Foucault selv skriver om fængslets logik:
… procedures were being elaborated for distributing individuals, fixing them in space, classifying them, extracting from them the maximum in time and force, training their bodies, coding their continuous behaviour, maintaining them in perfect visibility, forming around them an apparatus of observation, registration and recording, constituting on them a body of knowledge that is accumulated and centralized. (1991:231)
Og videre:
For the observation that the prison fails to eliminate crime, one should perhaps substitute the hypothesis that prison has succeeded extremely well in producing delinquency, a specific type, a politically or economically less dangerous – and, on occasion, usable – form of illegality; in producing delinquents, in an apparently marginal, but in fact centrally supervised milieu; in producing the delinquent as a pathologized subject. (1991:277)
I Foucaults teori ser vi samtidig en vis forskel fra Durkheims teori om, at straf skulle forklares i lyset af samfundets moralske og følelsesmæssige bestanddele. Hvor straf for Durkheim bundede i kollektive følelser, er det for Foucault udtryk for en magt, der udøves på og af en befolkning og hermed skaber typer af mennesker.
Ifølge Foucault rækker fængslets fokus på disciplin, magt og viden endda længere end til selve den strategiske overvågning i fængslet. Det bliver et eksempel på, hvordan moderne identiteter skabes og internaliseres. Fængslet er valgt, fordi det er her, moderne kontrolteknikker udfolder sig tydeligst. Foucaults subjektteori er således samtidig en teori om det panoptiske blik, der overvåger, kontrollerer og klassificerer, og moderniteten er kendetegnet ved at producere en i princippet uendelig række af nye subjektkategorier – måder at være menneske på: den prostituerede, den homoseksuelle, den sindssyge, lovovertræderen, ADHD-patienten, osv. (se også Hacking 1999).
Vi ser med Foucault klare forbindelser til stemplingsperspektivet, som det fx kom til udtryk hos Becker (se ovenfor). Foucault udbygger
