enhed og splittet op i mange forskellige selv, hver af dem associeret med tidligere handling. Erfaringer fra tidligere interaktion behøver det aktive ‘jeg’ til at skabe enhed. Vi skal derfor ikke se os selv som: “…en objektagtig ting, men som en mobil region af kontinuerlig selv-reproducerende aktivitet” (Shotter 1989:139, min oversættelse). Dette betyder, at selvet opfattes som en helt igennem social størrelse, modsat den fænomenologiske tradition, hvor selvet eller subjektet ses som medfødt og bundet op i eksistentielle dilemmaer (Burkitt 1991).
Ifølge Mead og den symbolske interaktionisme er sproget derfor centralt, da det er herigennem, at den indre dialog kan foregå, en dialog, der afspejler og er reaktioner på den enkeltes sociale erfaringer. De symboler, det sprog eller de sociale kategorier, der er tilgængelige i det sociale, og som fx sanktioneres af staten og lovgivningen, er derfor af stor betydning for, hvordan den enkelte erfarer sig selv og tilskriver sine egne og andres handlinger betydning. Den proces, hvorigennem afvigelse bliver forhandlet og anerkendt, anses derfor at være tæt knyttet til det enkelte selvs indre moralske verden, samtidig med at sådanne erfaringer, subjektive fortolkninger og overvejelser over potentielle handlinger afhænger af objektivt eksisterende afvigelseskategorier, herunder den enkeltes vurdering af andres potentielle reaktioner (Downes & Rock 2003:183). Symbolsk interaktionisme ligger hermed milevidt fra det funktionalistiske makroperspektiv ved at insistere på at analysere, hvordan afvigelseskategorier skabes, vedligeholdes, tillægges betydning og ikke mindst, hvilke strategier der er tilgængelige i omgangen med det, der kategoriseres som afvigende.
Erving Goffmans (1974) klassiske studie af, hvordan vi i vores interaktion med hinanden håndterer afvigende eller stigmatiserede identiteter viser fx, at en stigmatiseret identitet ikke bare er, men tillæres. Vi har således i interaktionen med hinanden klare forventninger til, hvordan folk, der associeres med stigmatiserede identiteter skal og ikke skal agere i interaktionen med normale (dem der ikke i situationen er tildelt en stigmatiseret identitet), og omvendt. Man kan derfor ‘spille’ sit stigma mere eller mindre korrekt. Og man kan udvikle strategier i omgangen med stigma: skjule tegn på afvigelse, underspille et stigma, få hjælp af velmenende grupper til at undskylde sit stigma osv. Inspireret heraf har studier af tidligere stofmisbrugere fx vist, at der er klare regler for, hvornår og hvordan en sådan miskrediteret identitet kan afsløres i hverdagens sociale interaktion (Murphy & Irwin 1992), hvorvidt og i hvilke sammenhænge denne ex-identitet tilskrives positiv eller negativ værdi (Hecksher 2006), samt i hvilken grad en sådan identitet kan komme til at overskygge og endda påvirke andre af denne persons identiteter, hvorved den opnår, hvad Becker kalder master status (1963) eller bliver personlighedsdefinerende (Kolind 1999). Ofte fører samfundets krav til fx stofmisbrugere om at retfærdiggøre og forklare sig selv og skjule dele af deres identitet til, at sub-grupperinger eller subkulturer opstår. En af disse gruppers funktion bliver da at understøtte dele af medlemmernes identitetsarbejde, da der ofte ikke her eksisterer samme krav til forstillelse og overdreven opmærksomhed over for de signaler man udsender, som tilfældet er i omgangen med de normale (Young 1971; Grund 1993; Aaslid 2003).
På linje med Goffmans analyse af stigma-strategier har Sykes & Matza (1957) analyseret, hvordan folk, der begår kriminelle handlinger, ofte udvikler såkaldte neutraliserende teknikker, der kan reducere internaliseringen af et afvigende selvbillede, samtidig med at de hermed opretholder det, der ses som samfundsmæssige normale værdier. Kriminelle aktiviteter kan fx bortforklares over for en selv eller mulige andre ved: at der ikke er sket nogen skade ved ens handlinger, at et eventuelt offer selv har været ude om det, eller at man fordømmer dem, der potentielt fordømmer én fx ved at anse dem som dobbeltmoralske.
I studiet af, hvordan afvigende sociale identiteter forhandles, skabes og internaliseres gennem interaktion, har symbolsk interaktionisme ofte haft stort fokus på den samfundsmæssige stempling, dvs. samfundsmæssige reaktioner på afvigelse og kriminalitet. Dette fokus kommer fx til udtryk i Beckers bog Outsiders (1963). Her forbindes afvigelse ikke umiddelbart med en persons handling, men med den reaktion, samfundet eller forskellige grupper iværksætter, og her ikke mindst de sanktioner, der foranstaltes. Handlinger er derfor ikke afvigende, men reaktionerne herpå kan gøre handlingerne afvigende og få folk til at se sig selv i lyset af afvigende identiteter – der er fx stor forskel på at stjæle og at være en tyv. Afvigelse er endvidere ofte situationsbestemt. Det, der er afvigende eller kriminelt i en situation, er det ikke nødvendigvis i en anden, og det kan ofte være svært at trække grænsen for, hvornår folks handlinger går over grænsen og skal stemples som kriminelle eller afvigende. Alt sammen forhold der gør selve stemplingsprocessen meget central. Symbolsk interaktionismes fokus er i forlængelse heraf ikke på det, man på engelsk har kaldt ‘primary deviance’, dvs. det, der til at begynde med får folk til at udføre handlinger, der kan risikere at blive stemplet som afvigende, i stedet starter analyserne med at sætte fokus på reaktionerne, og det disse reaktioner afstedkommer. Studier af unge, der fængsles for først gang, har fx vist, at der er forskellige måder, denne nye sociale identitet som kriminel og straffet bliver brugt af de unge på. For nogle kan stemplingen overføres til anerkendelse i en kriminel subkultur, for andre kan stemplingen være næsten umulig at forbinde med deres tidligere selvbillede (Little 1990). Ligeledes har Rosenhans (1973) eksperimenterende studie af diagnosticeringer af ikke-syge forsøgspersoner ved indskrivning i et psykiatrisk hospital vist, at sådanne fejlagtigt tilskrevne kategorier påvirker både ansattes og indskrevnes handlinger og opfattelser af hinanden, sig selv og situationen.
Et nutidigt eksempel på, hvordan statslige kategoriseringer og tilhørende sanktioner kan forandre eksisterende praksis, ser vi i indførelsen af nultolerance over for narkotika, herunder hash, i de danske fængsler. Fra at hashrygning havde været en stiltiende accepteret praksis i de danske fængsler, blev hashrygning i 2004 stærkt kriminaliseret, og hashrygere blev kraftigt opfordret til at gå i behandling i et af de mange nye behandlingstilbud, der blev oprettet. Fra at have været en almindelig indsat, der røg hash, blev disse personer grupperet i hhv. afhængige i behandling eller kriminelle stofmisbrugere, der skal sanktioneres kraftigt over for. I kølvandet heraf har der udviklet sig nye institutionelle praksisser, og indsatte er begyndt at erfare sig på nye måder (Dahl, Frank et al. 2008; se også Frank, Kolind et al. denne antologi).
Symbolsk interaktionisme har vist, hvordan samfundets institutioner i stor grad er med til at tilskrive og sanktionere afvigende og kriminelle identiteter. Og videre, at den magt, der ligger i visse institutioner undertiden kun efterlader lidt plads til, at den enkelte kan modsætte sig eller forhandle denne identitet. I studiet af såkaldte totale institutioner har Goffman (1981) fx argumenteret for, at den enkelte ved indtrædelse i sådanne institutioner fratages mange af sine eksisterende sociale identiteter og tillægges institutionens definitioner, og at den indsatte i forsøget på at tilbageerobre synet på sig selv som handlekraftig ofte må indlade sig på ret så degraderende handlinger. Inspireret heraf har studier af velfærdsinstitutioner argumenteret for, at disse institutioner i stor grad producerer og skaber de klienttyper, de er i stand til at håndtere og tilbyde hjælp (Gubrium & Holstein 2001; Järvinen & Mik-Meyer 2003). Man skal dog være opmærksom på, at selvom institutioner virker identitetsdefinerende og kan fastlåse folk i allerede eksisterende sociale problemkategorier, eksisterer der ofte også en underskov af modstand. Denne er ikke nødvendigvis eksplicit eller organiseret, men består i hverdagsagtige omklassificeringer og opbygning af identitetsmæssige skjold, der til en vis grad kan bremse institutionernes identitetsforeskrifter; disse skjold kan fx skabes i og give næring til subkulturelle miljøer (se ovenfor). Fx viser studier, at stofafhængiges motiver for at gå i behandling kan adskille sig meget fra institutionens forventninger (Koester, Anderson et al. 1999), og at klienter i stofmisbrugsbehandling udnytter behandlingen og skaber egne agendaer (Hunt & Rosenbaum 1998; Dahl 2007) og opstiller og evaluerer behandlingen efter egne subjektive mål (Kolind 2007). Hertil kommer, at professionelle, der er ansat i diverse velfærdsinstitutioner, nok arbejder efter de i institutionen eksisterende problemkategorier og tilbyder den hjælp, der er foreskrevet, men at de samtidig også fortolker regler, klientkategorier og metodeforskrifter (Kolind, Vanderplasschen et al. 2009) afhængig af den konkrete situation, hvilket betyder, at institutionernes identitetsdefinerende konsekvenser er ganske situationsbestemte
