slige Landstrygersker“, endte han med at sige, „nu lader man dem gaae i Fred, og derfor vrimle alle Landeveie af dem.“
„Ja vist burde man gaae frem med større Strænghed“, sagde Gamle med en vis Bitterhed, „de Fattige og Ulykkelige sætter man i Fængsel, saa er man fri for at see paa dem.“
„Ikke i Fængsel, men i Fattighuus“, svarede Corpus Juris, „der er rigelig Understøttelse til dem.“
„Har Du prøvet, hvad det vil sige at være under Fattigvæsenets Opsyn“, spurgte Gamle, „siden Du taler om den „rigelige“ Understøttelse?“
„Fattighuset kan naturligviis ikke være et Palads“, lød Svaret, „men det er den sædvanlige Flæbevornhed og Tosse-Godmodighed, at man istedenfor at skære Kræftskaden rask bort, lader den udbrede sig i Ro og Mag til Fordærvelse for det Hele.“
Nu var Signalet givet til en ny Disput, og Alle rustede sig paa det Ivrigste. Men Corpus Juris havde udtalt sin Mening med saa stor Eensidighed, at den fandt almindelig Misbilligelse; selv Andrea Margrethe, der før havde staaet paa hans Parti, kunde ikke længere dele hans Anskuelser, men sluttede sig til Modpartiet, og saaledes kom da Corpus Juris til at staae ganske ene overfor Præstekonen, Emmy, Andrea Margrethe, Gamle og mig, der Alle vare lige begjærlige efter at faae Ordet, saa at Corpus Juris neppe fik Tid til at besvare eet Spørgsmaal, før tre eller fire nye allerede vare forelagte ham, saa at om Corpus Juris end havde været tre Gange saa stor en Dialektiker, som han er, vilde han dog ikke have kunnet holde Stand mod Overmagten, om ikke af anden Grund, saa fordi det tilsidst var umuligt at høre, hvad der blev sagt. Den Eneste, der forholdt sig rolig, var Præsten; han sagde ikke et eneste Ord, men idet han lagde Armene overkors paa Bordet, saae han snart paa den Ene, snart paa den Anden af de ivrige Talere, altid med den mest forundrede Mine, som om han vilde sige: „Nu har jeg i mine Levedage aldrig hørt Magen!“ Endelig da Andrea Margrethe og jeg havde beviist Corpus Juris, at vi Alle ere skrøbelige Mennesker (Noget, som han egentlig aldrig havde benægtet), og Præstekonen havde foreholdt ham, at der er mange uskyldige Fattige, medens Gamle og Emmy udviklede, at Samfundet skal øve Retfærdighed, men den Enkelte skal øve Barmhjertighed – saa blev Corpus Juris bragt til Fornuft, han vendte sig mod Andrea Margrethe og sagde: „Ja, jeg beder Dem undskylde, om jeg har været for paastaaelig i mine Meninger, og for i Gjerningen at vise, at jeg virkelig er enig med Dem, saa dømmer jeg mig selv til at betale Halte-Ane to Mark.“ Derpaa gik han ud og gav Halte-Ane de to Mark, hvorfor han ogsaa ved sin Gjenindtrædelse blev hilset med høie Jubelraab: og nu var den farlige Middagstime forbi, saa der var ikke flere Disputer at frygte for denne Dag.
Dæmringstimen var kommen, den stille, venlige Dæmringstime: atter sadde vi i fortrolig Samtale rundt om den store Porcellænskakkelovn, der i den mørke Krog saae ud som et stort hvidt Spøgelse – snart faldt Ordene let og muntert, da var det Andrea Margrethe, som førte an, snart var Talen rolig og sindig, da var det Gamle og Emmy, som ledede den.
„Men De har ikke seet Emmys Værelse endnu“, sagde Andrea Margrethe til mig.
„Og heller ikke Deres“, svarede jeg.
„O, mit er der ikke meget ved at see, jeg har næsten aldrig Tid at være der, jeg har altfor meget at tage Vare paa herude.“
„Har De Lyst til at see mit Værelse“, sagde Emmy, „saa skal De gaae derop med mig nu, inden det bliver ganske mørkt.“
Saa fulgte jeg da med Emmy op paa Qvisten, thi der var hendes Værelse. „Her er noget mørkt, tag Dem iagt, at De ikke støder Dem“, sagde hun til mig, „ræk mig Deres Haand, saa skal jeg føre Dem.“ Og dermed lagde hun sin lille, fine Haand inden i min, idet hun langsomt drog mig efter sig: ja vel kunde hun være en sikker Fører gjennem alle truende mørke Skygger, tænkte jeg ved mig selv. „Buk Dem, at De ikke støder Deres Hoved“, sagde hun til mig, idet hun lukkede Døren til Værelset op; „smaat er det Altsammen, men man skal lære at nøies med Lidet.“
Ja vel var Værelset lidet, og dog forekom det mig at være saa rigt. Hvori denne Rigdom egentlig bestod, veed jeg ikke, thi der var ingen kostbare Møbler, rigt broderede Tæpper, eller store Speile med forgyldte Rammer: nei Alt var simpelt og tarveligt. Men Alt passede saa godt sammen, der var en saadan Fred og Ro over det Hele, at det næsten syntes mig, som om dette Bord og disse Stole vare levende, som om man godt kunde tilbringe hele Timer i deres Selskab uden at kjede sig. Paa Væggen hang et Billede, der forestillede en Skare gode Engle, som vaage over en sovende ung Pige: det forekom mig at være et Billed af selve det lille Værelse, ogsaa her vaagede gode Engle og bragte Stilhed og Ro i Sjælen for Enhver, som traadte herind. Jeg satte mig i den lille Sopha og saae mig langsomt om til alle Sider, det var, som om jeg ret vilde indsuge Billedet af Alt, hvad jeg saae, for uudslettelig at bevare det i min Erindring. Paa Væggen ligeoverfor mig hang en gammel Violin, omslynget af en Evighedskrands. Jeg saae paa Violinen, jeg saae paa Evighedskrandsen, uden ret selv at vide, hvad jeg egentlig tænkte i dette Øieblik.
„De seer paa den Violin“, sagde Emmy til mig, „De vil maaskee vide, hvad den har at gjøre her hos mig: det har været Bedstefaders, derfor gjemmer jeg den.“
„Ja saa – spillede han paa Violin?“ spurgte jeg – det var egentlig et dumt Spørgsmaal, men jeg syntes jeg skulde sige Noget, men vidste ikke selv, hvad det skulde være.
„Ja han gjorde – jeg kan endnu tydelig mindes ham, jeg var ti Aar gammel, da han døde. Jeg kan huske, hvorledes han kunde sidde og kjæle for den Violin, som kunde den være et lille Barn, hvorledes han kunde spille paa den, saa Taarerne kom mig i Øinene derved: derfor gjemmer jeg den bestandigt; De veed jo, at jeg holder af det Gamle“, tilføiede hun med et stille Smil.
„Ja det veed jeg“, svarede jeg, „men jeg veed ikke, hvorledes De faaer Tid til at tænke saa meget paa det Gamle. Jeg maa altid tænke paa det Nye, paa det, som skal komme: der er saa meget, som ligger foran mig, saa meget, som skal udrettes – hvad der ligger bagved mig, det er jo forbi og kan ikke gjøres om.“
„Saaledes gaaer det vel de Fleste“, sagde Emmy, „men derfor føle de saamegen Uro, saamegen Utilfredshed. I Erindringen ligger Hvile og Fred, den kan ikke tages fra os. See vi fremad i Livet, da maa vi tidt ængstes og forsage, for hvad der skal komme; see vi tilbage, da ere vi trygge og rolige og takke Gud for, hvad han har givet. Først naar vi forstaae at leve i Erindring og Haab paa een Gang, først da forstaae vi at leve paa den rette Maade.“
Dette sagde Emmy paa sin sædvanlige blide, stille Maade; det lød næsten mere, som om hun udtalte sine egne Tanker for sig selv, end som om hun talte til mig. Jeg hørte hende gjerne tale, thi ikke alene i hendes Ord, men ogsaa i hendes Stemme, i hendes Bevægelser var et Udtryk af Ro og stille Sjælefred, som uvilkaarligt meddeelte sig til mig, saa at jeg, naar jeg talte med hende, havde ligesom en Fornemmelse af, at jeg hævedes til en høiere og bedre Verden, hvor der ikke var den Uro og Ufred, som her er nede, men hvor Alt bevægede sig lydløst og stille som de rødlige Aftenskyer, der svæve forbi den synkende Sol. Og der var Noget i Emmys Væsen, der syntes mig saa bekjendt, som om jeg i lang, lang Tid havde levet sammen med hende; der var en Anden, om hvem hun saa levende erindrede mig, men hvem var denne Anden? Hvem var det, der ganske som Emmy ogsaa syntes ligesom at kunne hvile i sig selv, at kunne lade den støiende, larmende Verden storme forbi sig som et brusende Vandfald uden selv at lade sig rive med af Strømmen? Jeg tænkte og tænkte, men det var mig umuligt at finde – hver Gang jeg ikke saae paa Emmy, da syntes jeg, at nu var jeg lige ved at gribe det, men hver Gang, jeg atter fæstede mit Blik paa hendes fine, udtryksfulde Ansigt, paa hendes klare, sjælfulde Øine, da svandt det atter bort fra mig.
Det blev nu efterhaanden ganske mørkt, kun en ganske svag Lysning tilkjendegav, hvor Vinduet var, ellers var Alt ukjendeligt; selv Emmy, der havde taget Plads ved min Side, kunde jeg ikke see længer, jeg kunde kun høre hendes Stemme. Hun fortalte, og jeg hørte efter, i dette Øieblik havde jeg glemt Præst og Præstekone, Corpus
