jeg stakkels gamle Mand galoppere frem og tilbage og parere Ordrer.“
Dette sagde Præsten med den mest alvorlige Mine, hvorfor jeg sad aldeles betuttet og saae paa ham. Emmy, denne fine, zarte unge Pige staae og commandere – og Præsten, denne svære, stærke Mand med en Stemme, der kunde overdøve et Tordenskrald, løbe frem og tilbage for at parere Ordrer! Præstekonen maa have seet min Forundring, thi hun sagde: „Jeg haaber, at De vil komme oftere til os, Nicolai, saa kan De jo selv see, hvordan det gaaer til herude til dagligdags.“
„Ja det haaber jeg ogsaa“, sagde Præsten, „og saa kan De fortælle os Nyt derinde fra Kjøbenhavn. Maaskee har De alt idag noget Interessant at meddele mig.“
Jeg svarede, at det desværre ikke var Tilfældet, men naar Præsten vilde henvende sig til Frederik, kunde han maaskee faae sit Ønske opfyldt, da denne fulgte mere med Tidens Begivenheder end jeg.
„Frederik veed aldrig at fortælle mig Andet, end hvad jeg selv veed i Forveien“, sagde Præsten, „men jeg kan jo gjerne gjøre et Forsøg. Jurist, quid novi ex Africa?“
„Hvad behager?“ foer Corpus Juris op, han var midt i en ivrig Samtale med Andrea Margrethe.
„Om Forladelse, jeg saae ikke, at De var anderswo engagirt! Jeg vilde blot vide, om der var passeret noget Mærkeligt inde i Hovedstaden.“
„Ja der er jo —“ og nu gjentog Corpus Juris det Foredrag over de seneste politiske Begivenheder, som han to Dage i Forveien havde holdt for Gamle og mig. Men Præsten var ikke saa taknemlig en Tilhører: „Ja alt det veed jeg“, udbrød han, „det kan jeg jo selv læse i Aviserne.“
„Ja saa veed jeg ikke noget Nyt at fortælle.“
„Men hvad bestiller De da derinde i Kjøbenhavn? De gaaer bestemt den hele Dag deroppe i Kontorerne med Hænderne i Lommerne og ryger Cigar. Kan De ikke tage Dem noget Nyttigt for? Hvorfor arrangerer De ikke et lille Oprør, saa at man f. Ex. den næste Dag kunde læse i Aviserne: „Igaaraftes fandt et heftigt Sammenstød Sted paa Kongens Nytorv mellem Matroserne og Studenterne. Et ungt Menneske, ved Navn Nicolai, blev hængt paa en Lygtepæl.“ See saadant Noget, det kunde more mig! Men nu gaaer I jo bare derinde og spiser og drikker og sover og la'er Verden gaae sin sædvanlige Gang: det er der jo ikke det allermindste Fornøielige ved. – Har I heller ikke oplevet noget Nyt og Mærkeligt paa Eders Reise herud idag?“
„Jo det er sandt, jeg maa bede Dem meget undskylde“, sagde Gamle, „jeg har været saa uheldig at brække Rygstykket paa den forreste Agestol itu.“
„Det gjør aldeles ikke Noget, tvertimod, jeg er Dem meget forbunden derfor. Jeg har længe nok sagt til Niels, at den Agestol vilde gaae itu, hvis han ikke sørgede for at sætte den ordentlig i Stand. Niels meente Nei, den holdt nok: nu har De viist, at jeg havde Ret, og det er jeg Dem meget taknemlig for. – Men sig mig nu en Gang, hvorfor kom De ikke herud anden Juledag at prædike for mig, som De havde lovet?“
Gamle meente, at han ikke havde aflagt noget bestemt Løfte: men blot lovet en Gang ved Leilighed at komme ud og prædike for Præsten. Tilmed havde han alt lovet Pastor Petersen i Ollerup at prædike for ham anden Juledag.
„Prædikede De da for ham?“ spurgte Præsten.
„Nei jeg gjorde ikke, for Kulden blev altfor stræng.“
„Kulden? Nu har jeg hørt det med! Nei veed De hvad, min Fa'er, jeg kan nok mærke, hvordan det hænger sammen: til mig siger De, at De kan ikke prædike for mig, for De skal prædike for Pastor Petersen i Ollerup, og til Pastor Petersen i Ollerup siger De formodentlig, at De ikke kan prædike for ham, for De skal prædike for mig: saa holder De os begge to for Nar og bliver liggende i god Ro og Mag paa Deres Sopha. – Men vilde De ikke prædike for mig, saa kunde De dog i det mindste være kommet herud og holdt Jul med os paa god gammel Viis, istedenfor at De nu kommer med stor Fornemhed, efterat Alt er forbi.“
Gamle sagde, at han havde frygtet for at komme til Uleilighed.
„Uleilighed? Og er De nogensinde kommen til Uleilighed herude? Er det nogensinde hændt Dem, naar De kom herud, at man stod med en Feiekost i Døren og raabte: Marsch, høire om! hjem igjen? – ja det skulde da være Emmy, der havde gjort det i min Fraværelse, det kunde nok ligne hende.“
Jeg saae hen paa Emmy, der i det Samme rakte Brødbakken til Gamle, jeg saae den lille fine Haand, hvor de blaae Aarer skinnede igjennem den hvide Hud, og saa tænke sig denne Haand svinge en mægtig Feiekost forat jage Gamle, skikkelige Gamle, der kom vandrende i sine egne Tanker, paa Døren: nei det var reent umuligt bare at tænke sig det!
„Men jeg veed nok, hvad der var i Veien“, vedblev Præsten, „De vilde heller blive inde i Sodom og Gomorrha for at gaae paa Dandsebod og flytte Skilter end komme ud til en skikkelig Landsbypræst forat holde en ærbar og sømmelig Jul.“
– — Samtalen dreiede sig nu hen til forskjellige Personer af fælles Bekjendtskab, om hvilke man skifteviis spurgte og hørte Nyt.
Jeg kan nu ikke nægte, at det er en af mine Svagheder, at jeg gjerne vil vise mig for Alle fra saa fordeelagtig en Side som muligt, i hvilken Hensigt jeg benytter mig af allehaande smaa uskyldige Midler. Da jeg nu vidste, at Bibliotheket var Præstens Øjesteen, meente jeg, at den sikkreste Maade at vinde hans Gunst paa vilde være at vise Interesse for Bibliotheket, og derfor bad jeg om Tilladelse til at maatte besee det.
„Mit Bibliothek? hvad vil de derovre?“
Jeg yttrede, at jeg besad stor Interesse for Bøger og Bogsamlinger.
„Naa saaledes!“ udbrød Præsten; „De hører altsaa ogsaa til de kjære Mennesker, som mene, at hver Dag gaaer tabt, hvori de ikke har læst i en Bog!“
Hvor forskrækket jeg blev over at see min levende Interesse for Bibliotheket modtaget paa en saadan Maade, kan man vel nok tænke sig.
„Et ungt Menneske som De“, vedblev Præsten, „han skal see sig om i Verden og Livet – den Tid kommer tidsnok, da han sidder og læser sig blind over Bøgerne.“
Men det var jo ganske mine egne Anskuelser, Præsten der udtalte – det var dog en yderst ubehagelig Situation, jeg var kommen i; jeg gav med største Fornøielse baade Bibliotheket og Videnskaben en god Dag, men det gik dog ikke an saaledes pludselig at forandre Mening, og for Skams Skyld maatte jeg blive staaende ved mit Forlangende.
„Saa De vil endelig derover? ja, ja, saa kom da!“ sagde Præsten, idet han reiste sig og gik i Forveien. Jeg fulgte ham over i Studereværelset, men her ventede en ny Skuffelse mig. Jeg havde nemlig ifølge Gamles og Corpus Juris' Beskrivelser af Nøddebo Præstegaard altid tænkt mig Bibliotheket som noget særdeles Colossalt, hvor man reent blev borte mellem lutter Bøger – men her fandt jeg kun tre Reoler med Bøger, som man magelig kunde oversee paa een Gang. Var det virkelig det Bibliothek, hvorom Brødrene havde talt saa meget? Jeg kunde ikke skjule min Forbauselse, men udbrød: „Er det Alt?“
„Er De ikke fornøiet dermed? Læs De først de Bøger grundigt igjennem, saa troer jeg nok, De kan hjælpe Dem for det Første.“
„Men – men Kirkeretten —“ stammede jeg.
„Kirkeretten? den staaer her: „Provst Møllers Haandbog for Præster“ – mere Kirkeret behøver jeg ikke.“
„Men Frederik – Frederik havde sagt mig, at De – De besad saa mange Bøger over – i Kirkeretten.“
„Frederik? Ja nu forstaaer jeg – det er Juristen, som kommer med sin Kirkeret forat
