Andrea Margrethe, den velsignede Pige, som stod og rakte begge Hænderne ud imod os, stormede han hovedkulds ind i Forstuen. Jeg fik akkurat Tid til at give ham et stærkt Stød i Ryggen for at bringe ham til Besindelse, og dette gjorde ogsaa sin Virkning. Men som man altid gaaer fra den ene Yderlighed over til den anden, saaledes ogsaa her: havde Gamle viist for stor Ligegyldighed mod Andrea Margrethe, saa vilde han nu gjøre det godt ved atter at vise for stor Hjertelighed mod Emmy; thi den Iver, hvormed han greb og trykkede hendes Hænder, var større, end som almindelig Høflighed fordrer.
„Men hvorfor kommer De først saa seent? Vi havde saa bestemt ventet Dem i Juledagene“, sagde Andrea Margrethe.
„De havde lovet at prædike for Fader anden Juledag“, sagde Emmy til Gamle.
„Havde jeg? det veed jeg ikke noget af.“
„Ja saaledes gaaer det jo“, sagde Andrea Margrethe, „De lover og lover, men —“
„Det maa Du ikke sige“, sagde Emmy, „Du veed jo ikke, hvad Christopher har havt at bestille i denne Tid.“
Christopher! o hvilken liflig Klang laa der ikke i dette Ord! Efternavnet og det formelle Hr. var kastet bort – saaledes maa det jo ogsaa være mellem vordende Svoger og Svigerinde – endnu sagde de „De“ til hinanden, men det skulde jeg snart forandre. Thi jeg havde ikke drømt falsk paa Vognen; hvad jeg saae, overstraalede i Friskhed og Liv Alt, hvad jeg hidtil havde seet; jeg følte det, her skulde jeg finde, hvad jeg søgte. Andrea Margrethe var lille af Væxt, men hun besad et Par spillende brune Øine, et glatliggende kastaniebrunt Haar og et saa muntert Smil, at man reent glemte, om hun var lille eller høi, naar hun talte; man saae kun Liv og Friskhed og Ungdom. Emmy var mere bleg, hendes sorte Haar faldt glat ned til begge Sider over den hvide, klare Pande, Øinene vare store og blaagraae med et usigeligt Udtryk af Kjærlighed og Ømhed. Hun var lille og spinkel, men der var noget saa Fint og Zart ved hende, at jeg ikke veed noget Bedre at sammenligne hende med end en Lotusblomst, skjøndt jeg egentlig ikke rigtig veed, hvordan en Lotusblomst seer ud. Hun var iført en staalgraae Kjole, medens Andrea Margrethe bar en mørkebrun; hvad Tøiet var af, seer jeg mig desværre ikke istand til at angive. Gamle mener, at det var Kannevas, men deri troer jeg rigtignok, at han tager Feil, for Kannevas er jo Noget, som man syer Lommetørklæder af; rigtignok paastaaer han det med stor Bestemthed, men Gamle taler altid med stor Bestemthed, især naar det er om Ting, han ikke forstaaer sig paa.
Døren til Dagligstuen gik op, og Præsten kom ud. Det var en høi, kraftig bygget Mand paa henved de tredsindstyve. Kalot bar han paa Hovedet og graahaaret var han, men i de klare blaae Øine lyste endnu Ungdommens Herlighed. „Tandem venere bubulci“, raabte han med en Stemme, saa Vinduerne klirrede, „er det en Tid at holde Jul paa, naar baade Julegrøden og Julegaasen er spist? Nu kommer I til tomme Fade, men det er Eders egen Skyld.“
Præsten havde endnu ikke seet mig, hvorfor Gamle paatog sig at præsentere mig som det yngste Medlem af Familien.
„Altsaa tredie Udgave“, svarede Præsten, „formodentlig fuld af Trykfeil ligesom begge de andre, men nu skal vi til at læse sidste Correctur herude, saa hjælper det nok. Forresten er han jo meget pænt indbunden. Hvad er Titlen?“
„Nicolai, theologisk Student“, svarede jeg.
„Nicolai? dog vel ikke i Slægt med de Nicolaiter, Apokalypsens tredie Capitel, hvilke sige, at man ikke maa tage til Ægte?“
„Mener De, om jeg er Mormon?“ spurgte jeg, for jeg forstod ikke Præsten.
„Mormon? Lære Mormonerne, at man ikke maa tage til Ægte? Kjære Ven, hvorledes staaer det sig med deres Christendoms Kundskab? Og De er theologisk Student?“
Jeg var noget skamfuld over min Uvidenhed, men heldigvis lagde Gamle sig imellem ved at sige:
„Der siges ikke om de Nicolaiter, at de lærte, at man maa ikke tage til Ægte, og forøvrigt nævnes de ikke i Apokalypsens tredie, men i det andet Capitel.“
„Her er Manden“, raabte Præsten, idet han traadte tre Skridt tilbage: „ὥδε ἡ σοφία ἐστίν: her er Visdom. Nu bliver vi trakterede med ægte Skildpadde paa Aandens Taffel, det er noget Andet for en stakkels Landsbypræst end at sidde og tælle Tiender og Fattigregnskaber efter. – Naa, har I nu taget Seletøiet af Jer, saa kom ind og faae Foder“, dermed førte han os ind i Dagligstuen, hvor Frokostbordet stod dækket. Her kom Præstekonen, der havde de samme venlige brune Øine som Andrea Margrethe, os imøde og omfavnede os saa hjertelig, som om hun kunde være vor Moder.
„Ja Mo'er, nu har Du da faaet Nummer Tre at kjæle og dægge for“, sagde Præsten. „Naar Mo'er bare kan faae Lov at kysse og klappe de unge Mennesker, saa er hun fornøiet: jeg kan skjøtte mig selv. – Men hvor skal vi nu give Nicolai Natteleie? Ja jeg tilbyder ham min Skammel til Hovedpude og mit Skakbrædt til Overdyne, saa har jeg opfyldt Gjæstfrihedens Pligter mod ham.“
„Nicolai skal faae saa god en Seng, som Nogen kan ønske sig“, sagde Præstekonen.
„Ja, ja, jeg spørger kun for en Ordens Skyld. Forøvrigt har hele Huset i tre Dage ventet Eders Ankomst: Andrea Margrethe har faaet Krinoline paa i Anledning af Dagens Høitidelighed.“
„Det er jo ikke sandt Fa'er“, sagde Andrea Margrethe, „den har jeg længe gaaet med.“
„Har Du det? Ja, jeg tvivler ikke paa det, for kan I bare finde paa Noget, som kan trække Pengene ud af Lommen paa mig, saa ere I fornøiede. „Oldenborre, flyv, flyv, imorgen faae vi godt Veir“, synger I, hver Gang en Daler flyver ud af Lommen paa mig, og tilsidst synger I: „men den, der kommer allersidst, skal i den sorte Gryde“, det er nu mig selv, for jeg lever da nok den Dag, da tre Rettens Betjente komme herud for at slæbe mig i Slutteriet.“
„Men, kjære Fa'er, vi ere da nødte til at gaae ordentlig klædte; vil man leve mellem Mennesker, maa man dog ogsaa see ud som et Menneske.“
„Naa, saa det er at see ud som et Menneske? Hør, veed De hvad, Nicolai, imorgen skal de laane en af Andrea Margrethes Krinoliner, for De skulde dog ogsaa see ud som et Menneske.“
Efter Præstekonens Opfordring toge vi nu Plads omkring Kaffebordet for at faae Noget at styrke os paa efter den kolde Reise.
„Spis nu, kjære Venner“, sagde Præstekonen, „og tag til Takke med, hvad Huset formaaer.“
„Ja spis, spis“, sagde Præsten, „især vil jeg anbefale Dem denne Ost, det er en ypperlig Ost, den smager saa udmærket af Lysetælle.“
„Men det er jo ikke sandt, Fa'er, det er jo en meget god Ost.“
„Ja vist er det en god Ost, det er jo netop det, jeg siger: naar vi ellers faae Besøg af Kjøbenhavnerne, saa spiser de en saadan Ost op i otte Dage: denne har nu varet otte Maaneder, og jeg haaber, at den vil vare otte Maaneder endnu, for der er aldrig Nogen, der rører ved den. Det er, som jeg siger, en udmærket Ost.“
Jeg skar et Stykke af Osten, men maatte give Præstekonen Ret: Osten feilede Intet.
„De skal heller ikke troe Alt, hvad Fa'er siger“, sagde Andrea Margrethe, „Osten er meget god.“
„Ja naar Du siger det, saa tier jeg“, sagde Præsten. „Mulier taceat in ecclesia, det er udlagt: „i Kirken taler Fa'er, og vi tier: hjemme taler vi, og Fa'er tier.““
„Nu kan vore Gjæster jo selv høre“, sagde Emmy, „hvem der taler meest herhjemme.“
„Ja nu: naar her ere Fremmede, saa
