Arbeid, men hvis det kan more Dem, maa De gjerne blive herovre og læse i Provst Møllers Haandbog for Præster.“
Med al Agtelse for Provst Møller og hans Haandbog kan jeg dog ikke nægte, at jeg foretrak Emmys og Andrea Margrethes Selskab.
„Saa De vil heller gaae over til de andre Dagdrivere?“ sagde Præsten, „ja saa gaa da, jeg tænkte nok, at Deres Studier i Kirkeretten ikke vare saa overdrevent ivrige.“
Jeg gik da over til de andre Dagdrivere, det vil sige, til Emmy og Andrea Margrethe, for det var nærmest dem, jeg vilde have en Passiar med. Jeg fandt hele Selskabet forsamlet i Dagligstuen, hvor en munter Ild flammede i Kakkelovnen, thi det var stræng Vinter udenfor. Dette kunde man imidlertid herinde have ondt nok ved at begribe, thi naar man saae, hvor lifligt Solen skinnede gjennem de røde Gardiner, hvor blaae og klar Himlen hvælvede sig udenfor, naar man saae, hvor Vinduerne vare fulde af duftende Zwibler og gule og blaae Kroskus'er, og fremfor Alt, naar man saae paa Andrea Margrethe, da kunde man rigtignok fristes til at troe, at det var ligesaa frisk og varm Sommer udenfor som indenfor, ja jeg var bestemt gaaet hen og havde aabnet Vinduerne ud til Haven, om ikke de lange Istapper, der hang ned fra Taget og med tusindfoldigt Spil glimrede i Solstraalerne, havde fortalt mig, at det var fem Graders Kulde udenfor. – Præstekonen, Emmy og Andrea Margrethe vare hver beskjæftiget med sit Haandarbeide; Gamle sad ved Siden af Emmy, Corpus Juris ved Siden af Andrea Margrethe, men mellem Emmy og Andrea Margrethe stod en tom Stol, og den besatte jeg: skjøndt sidst ankommen havde jeg dog faaet den bedste Plads!
Mit første Udbrud gjaldt naturligvis Corpus Juris, hvor han kunde sige, at Præsten havde saadan et ypperligt Bibliothek over Kirkeretten. Jeg kunde see paa ham, at dette Spørgsmaal satte ham i Forlegenhed, men Corpus Juris er ikke den Mand, der naar han først har sagt Noget, siden skulde gaae fra sit Ord.
„Jo“, svarede han langtrukkent, næsten som om han søgte efter Ordene, „Præsten har ogsaa gode Bøger over Kirkeretten, for – for jeg skal sige Dig, det kommer ikke an paa Qvantiteten, men paa Qvaliteten af Bøgerne.“
„Det er ganske sandt, men der maa dog i hvert Fald være en om end nok saa ringe Qvantitet, og veed Du, hvor mange Bøger han har?“
„Ja – han har – han har jo kun et Par, men det er ogsaa de allerfortrinligste Værker i den Retning.“
„Nei han har kun een, kun een eneste een!“ raabte jeg triumferende, for nu var det jo aabenbart, at jeg havde fanget Corpus Juris.
„Ja, men det er ogsaa den allerbedste; naar man har studeret den rigtig grundigt igjennem, saa behøver man ikke mere.“
„Ja hvad er det da for en?“
„Det er – det er Kolderup Rosenvinges – —“
„Nei det er Provst Møllers Haandbog for Præster“, raabte jeg, stolt af saaledes i enhver Henseende at have overbevist Corpus Juris paa uigjendrivelig Maade om hans Uret. Men man skal ikke glæde sig for tidlig over sin Seir; jeg fik pludselig en ny Modstander i Andrea Margrethe, der følte sig krænket, fordi jeg, som hun sagde, spottede over hendes Faders Bibliothek.
„Jeg vil ikke i mindste Maade tale ilde om Bibliotheket“, sagde jeg, „det er sandelig mere end stort nok for mig, men jeg vil blot, at Frederik skal erkjende, at han har Uret. Baade han og Christopher have givet mig aldeles feilagtige Forestillinger om Præstegaarden herude: vil De tænke Dem, de har ikke engang fortalt mig, at Præsten herude var gift og havde Børn, saa at jeg til den Dag idag ikke har anet hverken Deres eller Deres Søsters Tilværelse. Hvad siger De dertil?“
Andrea Margrethe sagde ikke Noget, og de Andre taug ogsaa stille, saa at der opstod en Pause. Jeg følte mig lidt uhyggelig tilmode herved, thi jeg havde en Fornemmelse af, at jeg havde sagt noget galt, for hvorfor skulde de ellers tie? Jeg sad og tyggede paa det Bibliothek, for det var uden Tvivl der, at Feilen laa, men jeg vidste ikke ret, hvorledes jeg skulde gjøre det godt igjen.
Andrea Margrethe spurgte mig nu, om jeg ikke havde Lyst til at besee Haven, samt Kjøkken og Kjælder og Loer og Lader.
„Det kan ikke hjælpe at vise det nu, der er jo Ingenting at see“, indvendte Præstekonen. „De skal komme herud igjen til Sommer, Nicolai, og saa skal De faa at see, hvor smukt der er herude.“
„Jo vist er der Noget at see“, svarede Andrea Margrethe, „der er Udsigten over Fjorden fra Lindehøien af, den er bestandig lige smuk, og desuden har De vistnok saa megen Phantasi, Nicolai, at De kan tænke Dem, hvorledes der seer ud om Sommeren.“
Jo saamegen Phantasi havde jeg magelig, og i mit stille Sind tænkte jeg, at var der ikke Andet at see paa, saa var der i al Fald Andrea Margrethe, og i hendes Selskab vilde jeg betragte selv en Reise til Siberien som en lille Sommerudflugt.
Andrea Margrethe kastede hurtigt en Kaabe om sig, tog en lille Kyse paa Hovedet, der om muligt gjorde hende endnu smukkere, og derpaa gik vi ud, først til Kjøkkenet, hvor Tallerkener og Fade vare opstillede i en Orden, der maatte bringe ethvert Husmoderhjerte til at svulme af Begeistring.
„Her commanderer jeg ude“, sagde Andrea Margrethe, idet hun med en vis Stolthed saae sig omkring.
„Det vil da sige, i Fællesskab med Deres Moder og Søster,“ tilføiede jeg.
„Nei de har ikke meget at sige herude, thi vel har Emmy og jeg deelt Husbestyrelsen mellem os, saa at vi skifteviis have Uge, men Emmy kan ikke ret komme udaf det alene, hun maa altid have mig til Hjælp i hendes Uge.“
„Deres Søster holder maaske ikke synderlig af de huslige Forretninger?“ spurgte jeg.
„Nei, hun holder mere af at læse.“
„Holder De da ikke af at læse?“
„Aa jo, naar jeg ikke har Andet at bestille, men – see der kommer Gamle for at faae Brød.“
Jeg vendte mig forbauset omkring, men da jeg ikke saae noget Menneske, men derimod et Hestehoved, der straktes ind gjennem det aabne Vindue, forstod jeg, at det var den firbenede Gamle, hvorom Talen var.
Andrea Margrethe gav Hesten et Stykke Brød, idet hun klappede den og talte godt for den.
„Hvor gammel er den egentlig?“ spurgte jeg.
„Den er ligesaa gammel som jeg: vi holde Fødselsdag sammen.“
„Hvorledes høitideligholder da Gamle sin Fødselsdag?“
„Jeg fletter en Blomsterkrands, som jeg sætter paa Hovedet af den, og som den bagefter faaer Lov til at æde. – — Men kom nu ind og see Fadeburet!“
Jeg fulgte hende ind i Fadeburet, hvor en krydret Duft af Kager og Syltetøi strømmede mig imøde og bragte min Phantasi til at vugge sig i allehaande ubestemte Forestillinger om et Slaraffenland, hvor Husene ere byggede af Pandekager og Gaderne brolagte med Pebernødder.
„Holder De af Jødekager?“ spurgte Andrea Margrethe mig.
Jeg vidste ikke, hvad Jødekage var, men da jeg uden Undtagelse holder af Alt, hvad der ender paa —kage, svarede jeg øieblikkeligt Ja.
„Saa tag nogle af disse her – dem har jeg selv bagt: smage de ikke godt?“
„Udmærket“, svarede jeg med Munden fuld af Kage, „men de ere noget tørre.“
„Nu skal De faae Mjød at drikke dertil,“ sagde Andrea Margrethe, idet hun tog en Flaske ned og skjænkede mig et Glas fuldt,
