kom først, jeg kom først“, raabte Andrea Margrethe, idet hun dandsede rundt om mig, som en Indianer dandser rundt om sin faldne Fjende, „ikke sandt, Frederik, jeg kom først?“
„Jo vist kom De først“, svarede han, „og derfor kommer jeg ogsaa forat bringe Dem Kampprisen. See her har jeg nogle Zwibelløg til Dem, som ere meget sjældne, og hvis Blomster ere af en usædvanlig Skjønhed.“
„Nei virkelig? o det er deiligt! jeg holder saa meget af Zwibler. Tak, Frederik, tak – vi maae strax op og vise Mo'er dem, hun vil blive ligesaa glad som jeg.“
„Vi ere ikke ved Præstegaarden endnu“, sagde jeg.
„Saa De vil ikke give tabt endnu? ja lad os prøve een Gang til!“
Men denne Gang vilde jeg ikke vise nogen utidig Skaansel; strax fra første Øieblik tog jeg Tilløb af alle Kræfter – og foer afsted, saa Stikkelsbærgrenene sloge mig over Benene og Kirsebærtræerne sloge mod mit Hoved: det var, som om hele Haven havde sammensvoret sig mod mig for at hjælpe Andrea Margrethe. Men jeg bred mig om Intet – afsted over Stok og Steen – nu var jeg inde i Gaarden, men bestandigt havde jeg Andrea Margrethe ved Siden af mig – det var, som om hun blev baaren af usynlige Aander – i samme Øjeblik naaede vi begge til Foden af Trappen, der førte op til Forstuedøren, men her kunde jeg tage tre Trin i hvert Spring, medens hun kun kunde tage eet – med et voldsomt Tag rev jeg Døren op og tørnede lige mod Præsten, der ganske roligt kom spadserende, i al Ro og Mag rygende af sin Meerskumspibe. Saa hæftigt var Sammenstødet, at Præsten tumlede over mod den ene Væg og tabte sin Pibe, og jeg mod den anden.
„Hei! hjælp! Gevalt! Gevalt!“ raabte Præsten, saa at Præstekonen, Emmy og Gamle forfærdede styrtede til fra Dagligstuen i samme Øieblik, som Andrea Margrethe og Corpus Juris kom ind ad Forstuedøren.
„Hvad er der paa Færde? Hvad er der paa Færde?“
„Hvad der er paa Færde? Nicolai har slaaet mig ihjel!“
„Hvor har Du stødt Dig? Slog Du Dig slemt?“
„Om jeg har slaaet mig? Jeg har slaaet mig saaledes, at jeg nu vil gaae over og skrive en Ligprædiken over mig selv, saa kan Christopher holde den istedenfor den Juleprædiken, som han ikke holdt. – — Og see min Pibe – min deilige Pibe – nei Nicolai, Nicolai – at De vilde slaae mig ihjel, det kan jeg tilgive Dem, for jeg er kun et syndigt Menneske, men at De har slaaet min Pibe ihjel, som aldrig har voldet Nogen Sorg, men kun skaffet mig Glæde og Opmuntring, det tilgiver jeg Dem ikke!“
„Ja men see, Fa'er, Pibehovedet er kun gaaet i to Stykker“, sagde Andrea Margrethe, der havde samlet Stykkerne op, „vi kan binde dem sammen ved at snurre noget Traad om dem, saa er det saa godt som nyt igjen.“
„Ja bind Du Stykkerne sammen, og lad mig saa see, Du hjælper Nicolai med at slaae alle Ruderne ud i Præstegaarden, at I kan blive færdige med det Stykke Arbeide til Middag“, sagde Præsten, idet han gik.
„Blev han vred?“ hviskede jeg til Andrea Margrethe.
„Vred? Nei saa kan De troe, han havde nok talt til Dem paa en anden Maade – nei han er slet ikke vred; De kan være ganske rolig.“ – —
„See her, Mo'er, hvilke deilige Zwibelløg Frederik har foræret mig“, sagde Andrea Margrethe, da vi atter vare komne til Ro i Dagligstuen.
„Og see her, hvad Christopher har bragt mig“, sagde Emmy, idet hun rakte en Bog til Andrea Margrethe.
„Hvad er det? Claudius' Wandsbeckerboten! Nu, Christopher, der har De gjort en god Gjerning, for den Bog har Emmy gaaet og talt om, jeg veed ikke i hvor lang Tid. Lad os nu see, om den virkelig er saa fortræffelig – see her om Sjælens Udødelighed – — Spinoza – — Jacobi – det er bestemt altfor lærd for mig – det forstaaer jeg ikke noget af. Hvad mener De, Frederik?“
„Ja det gaaer mig som Dem: jeg har ogsaa i langsommelig Tid hørt Christopher prise den Bog som noget ganske overordentligt – men jeg hører formodentlig heller ikke til de Indviede, thi den gik ogsaa over min Forstand, og jeg forstod ikke tilstrækkelig at paaskjønne den.“
„Ja naar den gaaer over Deres Forstand, saa er det intet Under, at den gaaer langt over min: nei saa foretrækker jeg Zwibelløg; det er da Noget, som jeg kan forstaae. – Nei men Mo'er, Du skulde blot høre, Nicolai er af samme Mening som jeg, at der nødvendigvis maa skee Forandringer i Haven.“
„Kan De nu heller ikke lade min stakkels Have være i Fred?“ spurgte Præstekonen med et venligt Smil.
„Og han gik langt videre end jeg“, vedblev Andrea Margrethe, „han vil ikke alene have Grantræet og de gamle Stikkelsbærbuske bort, men ogsaa Valnøddetræet og Nøddehækken.“
„Det gamle prægtige Valnøddetræ vil De hugge om? Nei det mener De bestemt ikke“, sagde Emmy.
Nei vist meente jeg det ikke – det kunde jeg strax mærke blot ved at høre den Tone, hvori Emmy sagde disse Ord.
„Og saa Nøddehækken ovenikjøbet!“ vedblev Emmy. „Hvad skulde der saa blive af Nøddegangen! De skulde blot vide, hvor rart man kan gaae og samtale med hinanden i Nøddegangen en Sommerdag.“
Ja, i samme Øieblik faldt det mig paa Sinde, hvor lifligt det maatte være en stille Midsommeraften, naar Solen kastede sine sidste rødlige Straaler mellem det dunkle Løv, at vandre der ved Emmys Side og høre hendes Ord, milde og qvægende som Natteduggen efter den solhede Dag; jeg fortrød bitterligt mine utidige Reformplaner og erklærede, at jeg havde ikke saa nøie overveiet mine Ord, jeg havde jo ikke seet Haven ved Sommertid; maaskee jeg da vilde forandre Mening.
„Forandre Mening!“ udbrød Andrea Margrethe, „jo De er en trofast Hjælper – udenfor er De af samme Mening som jeg, og her, hvor De skulde hjælpe mig mod Mo'er og Emmy, gaar De over paa Fjendens Parti. Naar Mo'er og Emmy faaer Lov at raade, maa her ikke skee den allermindste Forandring; Alt skal blive staaende den ene Dag som den anden, indtil det tilsidst falder sammen af bare Kjedsommelighed.“
„Holder De saa meget af det Gamle?“ spurgte jeg Emmy.
„Ja“, svarede hun, „jeg holder af det Gamle, thi det Gamle er rigt paa Erindringer, og i Erindringen boer Fred og Hvile. Der er ikke et Træ i Haven, uden at Mindet om en eller anden lykkelig Time knytter sig dertil. Mellem disse Træer er jeg voxet op, de have seet mine Barndomssorger og mine Barndomsglæder, de tykkes mig at være gamle Venner, og naar jeg hører de sagte Vinde suse mellem deres Grene, da er det mig, som om de bragte mig en Hilsen fra de svundne Tider – hvorledes skulde jeg da nænne at lade dem omhugge?“
„Men jeg elsker det Nye“, sagde Andrea Margrethe ivrigt, „deri er Liv og deri er Friskhed, ja jeg troer bestemt, at Vorherre maa være af samme Mening som jeg, ellers havde han vist ikke givet os fire Aarstider, men kun een.“
„Havde Vorherre været af din Mening“, svarede Emmy, „da havde han vel den ene Sommer gjort Græsset grønt og den næste rødt istedenfor —“
„Knak!“ sagde det i det Samme, det var Emmys Sax, som Gamle havde siddet og leget med, og som nu brak midt over. Ligesom nemlig Kong Midas havde den mærkelige Egenskab, at Alt, hvad han rørte ved, blev til Guld, saaledes har Gamle den mærkelige Egenskab, at Alt, hvad han rører ved, gaaer itu. Han blev imidlertid højst ulykkelig og bad Emmy tusinde Gange om Forladelse.
„O det gjør Intet“, svarede denne, „Saxen var gammel og sløv.“
„Jeg skal tage den med til
