erman Bang
DET GRAA HUS
Til en ven
Tell me the tales, that to me were so dear, long long ago long long ago.
I
Hans Excellence rejste sig i den Fyrretræs Seng og tændte sit Lys. Saa stod han op. Han overgød sig med Vand, mens han betragtede sig i sit Spejl: Legemet var knudret og stærkt som et gammelt Tømmer.
Over den hvide Væg tegnedes det som en Kæmpes Skygge.
Han klædte sig paa og han gik ind.
Han gik, med Lyset i sin Haand, gennem de mange Stuer. Broncer, Piedestaler og Hædersgaver stod indhyllede i Lagener. De ragede i Mørket saa underlig frem, som gik Excellencen, gennem Rummene, mellem Spøgelser.
Ved den sidste Dør stansede han et Øjeblik og lyttede. Der blev talt derinde. Det var Hendes Naade, der talte i Søvne. I Søvne troede Hendes Naade sig altid paa gamle Baller og dansede med Durchlauchter, der var døde.
Hans Excellence blev staaende, mens hans løftede Haand holdt om Portieren som en knyttet Klo: det var en Svaghed hos ham at lytte efter Hendes Naades Tale, naar hun sov.
Pludselig satte han Lyset fra sig og han aabnede Døren. I Mørket gik han frem mod Hendes Naades Seng.
Hendes Naade blev ved at tale – og højere, mens Hans Excellence lyttede:
– Weimar, Weimar, gentog Hendes Naade.
Hans Excellence stod der endnu, som en Støtte.
– Ja, Hoheit, sagde Hendes Naade.
Excellencen vendte sig og lukkede Døren og gik videre.
Hans Hænder rystede, mens han tog om den iskolde Lampe og fik den tændt, før han satte sig til sit Bord. Han trak Skuffer ud og ind og han tog de store blaa Ark frem, bøjede Margen paa dem og begyndte at skrive.
Han skrev, med Hovedet bøjet og med Øjnene sammenspilede, som vilde han tvinge deres Sekraft, mens hans venstre Haand laa paa Papiret, blaahvid og tung, som af Bly; mens han skrev og skrev, uden Ophør, med en vredagtig eller harmfuld Pen, Side efter Side, Blad efter Blad, og slyngede dem væk og fra sig.
Der hørtes ingen Lyd, uden Olielampens Kogen.
I det matte Lys saá Ørsted’er og Mynster’e og Hvide’r saa underlig halvtudviskede ud, som de hang der, i de blege Litografier, i deres gyldne Rammer, ordensprydede, i Ornater, officielle, paa Væggene Stuen rundt, – afdøde og stille.
Excellencen havde lænet sig tilbage i sin Stol:
– Aa, ja, aa, ja.
– Aa, ja, aa, ja. Lød det ud gennem Stuen.
Og han skrev igen.
Dagen begyndte at bryde frem og dens kolde Lys blandedes med den sparsomme Lampes. Excellencens store Hoved ragede bestandig frem over hans Bord.
Tjeneren kom ind og, bøjende sine ømme Knæ foran Kakkelovnen, fik han Ild i de store Brændestykker. Ilden lyste mod den brunlige Paryk – den havde saadan underlig opstaaende Kanter – og Ansigtet, hvor Munden mellem hundrede Rynker mindede om en sammenfoldet Kniv.
Excellencen hørte ham ikke. Han bragte Theen tilligemed Morgenavisen, og pludselig vendte Excellencen sig.
– Lad hende sy det, sagde han og rakte Tjeneren de blaa Blade.
Tjeneren Georg gik, mens Excellencen i ét Drag slugte den koghede The – Kulde eller Varme syntes ikke mere at fornemmes af det ældgamle Legeme.
Ude i Køkkenet syede Sofie Kone. Siddende foran Lampen syede hun med en lang sort Traad de skrevne Blade sammen med sin Haand, der lignede røde Knokler.
– Skriver han? spurgte hun.
Tjeneren nikkede.
– Ja saa.
Bornholmeren ved Siden af Køkkenbordet lød langsomt og tungt. Det var, som hentede den hvert tøvende Sekund møjsomt og stønnende op af en uendelig Brønd. Bornholmeren var det eneste Ur i Huset, der gik. De andre var gaaet i Staa.
Georg bragte de sammensyede Blade tilbage, og Excellencen trak Skuffer ud og Skuffer ind. De var alle fulde af samme Slags Hefter. Morgenavisen lod han ligge. Han læste ikke mer Aviser:
– Sker der noget? sagde han.
– Hvad sker der? sagde Hans Excellence:
– De bygger nogle flere Huse, hvori de kan synde mod sig selv.
– Tag den bort, sagde han.
Tjeneren tog den bort for at opbevare den til Hendes Naade. Hendes Naade lod sig daglig “Ledige Lejligheder” forelæse af sin Selskabsdame.
Paa Slaget ni ringede det, mens Jernklokken lød saa sært langt inde i Huset; det var Sønnesønnen:
– Excellencen er hjemme? sagde han.
– Ja, svarede Georg, og han hængte den unge Mands Tøj paa den samme Knage som igaar.
– Du har skrevet, sagde den unge Mand og bøjede sit Hoved.
Den Gamle vendte sig:
– Ja, og Stemmen lød vredt:
– Som jeg plejer. Man skriver og spilder Blæk, naar man ikke kan leve mer. Med Sort paa Hvidt kan man lave Menneskene som man vil. Der gør de ikke flere Dumheder, end man giver dem Lov til.
– Har Du fægtet? spurgte han pludseligt.
– Ja.
Med et Blik, der fik en egen og pludselig Styrke, sagde Hans Excellence:
– Du er en Sildeføding. Du maa tage vare paa Dig selv.
Mens han blev ved at betragte Sønnesønnens Ansigt, hvor Læberne midt i Blegheden var som Blod saa røde, sagde han, med den samme Stemme som før:
– Jeg véd heller ikke, hvordan vi nu ogsaa har faaet den Race ind i Familjen.
Sønnesønnen, der førte den meget slanke Krop meget rankt, løftede de mørke Øjenlaage en Kende:
– Er det paa Komedien, Grandpapa har skrevet? sagde han.
– Ja. Læs det højt.
– Sønnesønnen satte sig i den store Stol ved Vinduet og begyndte at læse – meget højt, for at Hans Excellence skulde kunne høre ham:
– Hvad siger Du, der staar? raabte Hans Excellence.
Sønnesønnen læste højere, anstrengende sig for at samle den ulæselige Skrift, hvor Bogstaver var glemt og Sætninger var faldet ud:
– Hvad er det, der staar?
Sønnesønnen blev ved at læse:
– Nej, raabte Hans Excellence: lad mig selv.
Han greb Arkene. Og,
