Villadsen holdt Hovedet opadvendt, og det begyndte at arbejde inde i hendes Bryst, bag Florene:
– Det er jo altid Snittet, Deres Excellence, halvt mimrede hun: det er jo altid Snittet, der gi’er de gale Smerter…
– Ja, sagde Excellencen, der paa en Gang syntes greben af en bister Oprømthed: det gi’er Efterveer, Jomfru, efter Glæderne.
Jomfru Villadsen begyndte at græde, saa Graaden krængede hendes Mund. Mens hun sad med det fremstrakte Ansigt og den krængede Mund lignede hun en Tudse:
– Ja, En bøder for’et, mimrede hun, man pines for’et, man bøder for’et, naar man er kommen i Ulykke…
– Der er ingen, som kommer i Ulykke, Jomfru, sagde hans Excellence: de vil alle ha’e Fornøjelsen.
Jomfru Villadsen blev ved at græde, med underlige korte Kluk, der rystede den forvoksede Krop.
– Ja, det er vel sandt… det er vel sandt, sagde hun.
Og for tusinde Gang begyndte hun paa den samme Historie og den samme Klage, som han kendte; han havde hørt den fra den første Dag, da hun mødte paa Hospitalet, og han, som forlængst havde opgivet at øve den Fødselshjælp, der havde været med at gøre ham berømt, i et pludseligt Anfald af en sælsom og urimelig Munterhed, besluttede, at han selv, han, Mesteren, en sidste Gang vilde forløse – forløse dette Kræ, over hvem, en Dyrehavsnat, et Mandkøn dog var slaaet ned, saa hun havde kunnet sætte et Menneske i Verden.
– Ja, Villadsen, sagde Hans Excellence, det kender jeg.
Jomfru Villadsen, der var blevet ved at hulke, sagde: – Ja… Excellencen véd’et… Excellencen véd’et… Men (det kom som en Strøm af Graad) En var jo dog et Menneske.
Der gik et pludseligt Smil over hans Ansigt, og med et Udbrud, der lod det ene Ord lyde som slyngede han en Sten frem gennem den høje Stue, sagde han:
– Ja.
– Der er indrettet som de andre, sagde Jomfru Villadsen, ustanseligt hulkende.
Der blev Tavshed et Øjeblik, til Excellencen paa ny vendte Øjnene mod Tudsen.
– Og hvor er han? spurgte han.
“Han” var Jomfruens Søn.
– Ja, nu er han jo løbet fra Konen.
– Naa.
– Og Kærresterne ta’er han blandt de værste, sagde Jomfru Villadsen.
– Hvad lever han af? spurgte Excellencen.
Jomfru Villadsen svarede ikke, men hulkede kun højere, mens Excellencen lo, i en pludselig Forstaaelse, og sagde, i samme Tonefald som “Ja” et før:
– Det er osse en Færdighed, Go’e, og gladere for sin Ejermand end de fleste.
Jomfruen, der vel ikke forstod, bøjede Hovedet, saa Tyrolerhatten skjulte hendes Ansigt:
– Det er en Skændsel, det er en Skændsel, hulkede hun og dukkede sig forover. (Hun udtalte Skændsel, som stavedes det med t.)
Excellencen blev ved at le:
– Det er en Appetit, sagde han, og en Appetit kan være saa stærk, at ogsaa den bliver et Levebrød.
Hans Latter stansede, og mens han igen slog ud med Foden som til et Spark, lagde han til:
– Og hvad kunde han vel egentlig arve, Jomfru, andet end Appetit’en?
– Nej, Deres Excellence, nej, Deres Excellence, mumlede Villadsen, der skjalv, saa hun sitrede over hele sin Krop.
Han havde atter drejet sin Stol:
– Brug, hvad hun plejer, sagde han og skød to Ti-Lapper frem mod Skrivebordets Kant. Jomfru Villadsen rejste sig og tog dem. Hun tog dem med den yderste Spids af sine Fingre og i et Sekund var de borte i hendes Haandflade.
Hans Excellence løftede Hovedet.
– Og hvor er hun selv? sagde han.
– Ja, man er jo hos Søstrene, svarede Jomfruen, der ligesom gik i Jorden for hver Sætning.
– Bliver det stadig ved hos Søstrene? spurgte Excellencen, der nogle Gange havde opsøgt Villadsen hos “Søstrene”, hvor hun evindelig sad i en Krog, som var hun smidt derhen, foran en Vugge.
Jomfruen begyndte saa smaat at snøfte igen:
– Ja, Deres Excellence, sagde hun, og hendes Snøften blev igen til Graad: det bliver ved.
– Men det er vel Himlens Velsignelse.
Excellencen saá en sidste Gang paa den Forkrøbling, ud af hvis Kød han havde skaaret et Menneskebarn:
– Og Menneskenes Vilje, sagde han.
Hans Stemme var pludselig bleven forandret og med ét rakte han Haanden frem og tog Jomfru Villadsens klamme Fingre – Hans Excellence rakte kun sjældent Haanden – :
– Naa, Farvel, lille Villadsen, sagde han.
– Og Tak, Deres Excellence, sagde hun og vilde kysse hans Haand. Men han rev Haanden til sig, mens han pludselig blev bleg:
– Farvel.
Jomfru Villadsen var ude og nede ad Trappen, i Porten, hvor den enbenede Portner ventede med Krigsmedaillen paa sit Bryst. Han aabnede Porten, mens han saadan tre Kvart spærrede med Træbenet, Erindringen om hans Opofrelse for Fædrelandet:
– Og Tak, sagde Villadsen, mens hun lod en lille Skillemønt forsvinde i Haanden, som Fædrelandsforsvareren ikke havde mistet.
– Godmorgen, sagde Portneren og rettede Træbenet.
Porten faldt i.
Hans Excellence havde ringet paa Georg.
– Vognen, sagde han.
– Ja, Deres Excellence. Faderen kom ind:
– Kører Du ud? spurgte han. Men Excellencen hørte det vistnok ikke; thi pludselig sagde han, endnu siddende i sin Stol:
– Hvad er det, jeg har sagt: der burde her i Verden være flere af de Bestier, som aad deres egne Unger.
Faderen lo og sagde:
– Excellencens Sententser er forbryderiske.
– Maaske, Go’e – og Excellencen rejste sig – Sandheden er altid forbryderisk, fordi den er Sandheden…
Georg bragte Excellencens Frakke, men Excellencen blev ved at tale – han sagde altid saa meget, mens han skiftede Klæder, og ingen vidste ud fra hvilken Tankegang-:
– Men læg Mærke til, at den menneskelige Retfærdighed er enøjet. Havde den to Øjne at se med, fik vi ikke Tugthuse nok.
Han fandt ind i Frakkeærmet:
– Eller
