der Tugt blandt de Dyr, de er. Men der er ingen Tugt og der er ingen Orden paa deres Parringspladser… Byg enten flere Tugthuse eller riv dem ned, der findes, det var der endelig Mening i.
Han holdt pludselig inde:
– Sover Hendes Naade? sagde han.
– Hendes Naade er vaagen, Deres Excellence.
– Godt.
Hans Excellence vendte sig og aabnede Døren. Han gik nænsomt gennem de tre Stuer, ind i Hendes Naades Sovekammer, hvor der var mørkt, saa, i Skumringen, alene Sengen ragede frem med sin Fløjelsbaldakin paa de fire Søjler.
– Hvem er det? raabte Hendes Naade.
– Mig, sagde Excellencen, og han stod med bøjet Hoved, i en saa besynderlig Stilling – øm eller frygtagtig – foran Hendes Naades Seng.
– Hvordan har Du sovet? spurgte han.
– Du har rumsteret længe, svarede Hendes Naade, uden at flytte sit Blik fra Baldakinen.
– Som jeg plejer, sagde han og kyssede Haanden, som hendes Naade havde faaet frem af mange Tæpper.
– Og nu kør’ jeg, sagde han. Hendes Naade drejede sig pludselig, saa han saá hendes graa Øjne gennem Mørket:
– Hvorfor kør’ Du og samler Dig Gigt i alle de Porte?
Hans Excellence stod stadig i samme Stilling, mens Hendes Naade tøvede et Nu, før hun sagde:
– Der er dog ingen, der venter paa Dig.
Han hørte det maaske ikke. Han bøjede pludselig hastigt sit Hoved – Bevægelsen var næsten sky – saa langt frem, at hans Læber rørte Hendes Naades Pande:
– Farvel.
– Farvel, sagde Hendes Naade, der ikke havde rørt sig.
Og, mens Excellencen gik, blev hun liggende ubevægelig med lukkede Øjne, midt i den mægtige Seng, hvor, i Mørket, kun Ringene glimtede paa hendes Fingre.
Faderen aabnede Døren til Gangen for Hans Excellence.
Faderens Blik faldt paa de ankomne Breve, der laa paa Konsollen og med en pludselig Bevægelse skød han dem hurtigt endnu længere ind paa Konsollen.
Excellencen havde set det.
– Er der Post? sagde han og virrede, et Nu, med sit Hoved.
Hans Excellence læste aldrig Posten, før han kom hjem.
– Bliv inde, sagde han og slog Døren i for Sønnen. Georg fulgte ham, med Vogntæppet over sin Arm.
– Hvorfra var der Breve? sagde Excellencen pludselig og vendte sig paa Trappen.
– Jeg véd ikke, Deres Excellence.
– Han véd ingenting.
I Porten holdt Vognen, paa hvis Buk Kudsken Johan fyldte tæt.
– Hvordan gaar det med Hestene? spurgte Excellencen, som en Mand, der siger noget for at vifte en anden Tanke bort.
– Det er snavs, svarte Johan tørt.
Med Excellencens Heste gik det altid “snavs”. Excellencens Kudske skar dem tidt i Haserne, saa de haltede for Vognen, hvorpaa de overbeviste Hans Excellence om deres Ubrugelighed og solgte dem mod en rimelig Avance for at indkøbe nye, ligeledes mod en Godtgørelse.
– Men hvad fejler den? spurgte Excellencen fra Vogntrinet.
– Den gør’et ikke længe, var alt hvad der blev svart af Johan, som overfor Excellencen ikke indlod sig nærmere paa de Firfødedes Helsen.
Hans Excellence var allerede kommen i Vognen, da en glatraget Mandsperson trængte sig frem i Porten, hen til Vogndøren, som Georg vilde lukke:
– Han skulde gerne tale med Hans Excellence. Excellencen vilde smække Vogndøren i, men Personen satte tilfældigt Albuen imellem:
– Det var bare et Ord til Hans Excellence.
– Hvad?
Og Excellencen slap Vogndøren.
– Excellencen véd jo nok, at jeg har haft den Forretning med Deres Hr. Excellences Søn.
– Ja, ja.
– Og nu var det… Excellencen véd, at Deres Hr. Søn…
Personen havde en saare høflig Stemme – der var noget eget Glat over ham, der mindede om en for hundrede Gang afstrøget Silkehat – men han holdt stadig Albuen imellem.
– Hvad vil han? raabte Excellencen og han smed et Par Pengestykker hen til Manden, der slap Døren.
– Kør, raabte han.
Og Vognen kørte, forbi den Enbenede, der ikke havde taget Øjnene fra Excellencen og Mandspersonen, ud paa Gaden.
Excellencen havde rettet sig i sin Vogn, mens Gadens Folk hilste ham længe og ærbødigt.
Georg var gaaet op. I Halvmørket i Entreen læste han endnu en Gang Udskriften paa de ankomne Breve og skød dem atter langsomt helt ind paa Konsollen, i Mørket.
Hendes Naade ringede, saa det skingrede gennem hele Huset.
Faderen aabnede Døren til Dagligstuerne, hvor Stuepigen Arkadia, en ung Dame i stivt Sirts og hvide Strømper, havde slaaet alle Vinduer op paa vid Gab og med en Tæppebanker i hver Haand pryglede løs paa Fløjelsportiérerne, saa Støvet stod som skidne Skyer om Hvidernes broderede Vaaben.
– Hendes Naade ringer, sagde Faderen og lukkede Døren igen, for Trækken. Jomfru Arkadia havde for Vane at lufte ud, som udluftede hun et Aarhundrede.
– Ja, Hr. Hvide, sagde Arkadia, der pryglede videre.
Snart var hun i Gang med Dørforhængene og snart var hun ved Vinduerne.
I Excellencens gamle Vinkælder var der ifjor flyttet en Skibsproviantering ind, med en Kontorist og to Kommis’er, der i Morgentimerne vekselvis opholdt sig i Kælderhalsen.
De Folk, der bor nede paa Jord, deres Gemytlighed, den er stor….
Jomfru Arkadia pryglede løs paa Hvidernes Vaaben, mens hun sang.
Hendes Naade blev ved at ringe.
– Godmorgen, lød det fra Kælderhalsen, fra én af de tre Handelsmænd. Arkadia var atter ved Vinduerne.
– Godmorgen.
– Travlt? spurgte Handelsmanden.
Jomfru Arkadia daskede begge Tæppebankerne ned mod den sorte Kommis i Kælderhalsen.
– Man har vel mer at gøre end De – heldigvis, sagde hun.
Og væk var hun og bankede igen. Pludseligt lød der et:
– Kaffe,
