otte og tyvende, Deres Excellence.
– Fastelavnstiden gaar ud, sagde Hans Excellence.
Hans Excellence skrev Datum foran en stor Rubrik under de andre Rubrikker, der stod tomme.
– Tak, sagde han: Du kan gaa.
Georg gik. Ude i Gangen satte han sig paa Stolen tæt ved Døren. Han holdt sig meget rank. Han ventede paa at aabne for hans Excellences Patienter. Efterhaanden faldt Hovedet ned over Liberiets høje Krave og Skuldrene sank ind. Det var, som sad der et paaklædt men livløst Stativ op ad Panelet.
– Aa ja, aa ja, lød det ud gennem Excellencens Dør.
– Georg rørte sig ikke.
Det ringede. Det var en Tjener, gammel som Georg, meget høj, i en meget lang Frakke. Paa Toppen af ham sad et Hoved, der ligesom ikke sad rigtig fast. Han skulde aflevere et Brev. Han kom ind til Excellencen, der læste Brevet. Det var en Middagsindbydelse fra Baronesse Brahe.
– Sig Baronessen Tak, sagde han.
– Men jeg la’er mig ikke mer fremstille til Dyrskuer… Hvordan har hun det?
– Tak, godt, Deres Excellence.
– Og han selv?
Tjeneren stod ret ved Døren. Kun Hoved og Skuldre gik. Den øvrige Statur mindede om en Bygning, hvortil der er sat Stiver.
– Tak, Deres Excellence… det er kun den Rysten… men jeg ta’r “det Styrkende”, Deres Excellence.
– Ja, styrk sig, sagde Hans Excellence og vendte pludselig Ansigtet mod ham med et Udtryk, som saá han paa en gammel Hund.
Den gamle Person blev staaende et Øjeblik, før han sagde – hans evige eller eneste Tanke – :
– Og det gaar saa daarligt med Serveringen.
– Saa skulde han la’e vær’, sagde Excellencen.
– Der er ingen, som takker ham for, at han spilder Sauce paa hans Klæ’er.
– Farvel.
– Hans Excellence vendte sig og Døren gled til.
– Hva’ sa’e han? hviskede Georg ude i Gangen.
– Der er vel ikke no’et, til der ka’ hjælpe, sagde den anden.
Georg nikkede. Men med et pludselig forandret Udtryk i sit Ansigt hviskede han, pegende ind mod Døren:
– Han er osse skidt.
Det var, som Udtrykket i Georgs Ansigt paa en Gang spejledes i den fremmedes:
– Er han? sagde han og hans Stemme fik ligefrem Klang.
– Vores Baronesse er osse snavs, hviskede han.
– Det er jo Emmely, der er syg? sagde Georg.
– Ja. Det er Gigtfebren, som de kalder ’et.
– Ja, nikkede Georg.
– Og den har nok slaaet sig ved Hjertet, hviskede Brahernes Tjener.
Og idet han pegede hen imod Excellencens Dør, sagde han:
– Men han bliver jo ikke kaldt. Det nyfigne i Georgs Ansigt veg paa én Gang for en vis Stramhed:
– Nej, sagde han: ikke endnu.
Men pludselig rettede de sig begge, da en Nøgle lød i Gangdøren. Det var Faderen. Han tog Overtøjet af og spurgte:
– Er der nogen syge hos Baronens?
– Jo, det vilde sige, det var Baronessen, som gerne vilde se Hans Excellence… til Middag.
Den Gamle havde stotret i det:
– Ja saa – der var gaaet næsten som en Bleghed over Faderens Ansigt…odmorgen.
Faderen gik ind ad Hans Excellences Dør.
– Er det Dig? sagde Excellencen, og der kom et pludseligt Lys i hans Øjne ved Synet af Sønnen, der smilte til ham med et eget ømt Smil, næsten som en Kvindes:
– Hvordan har Du det, Papa? Tak. Gamle Folk, Dreng, bør ikke klage, naar de kun nogenlunde kan trække Vejret.
– Det er raat ude, sagde Faderen, stadig bøjet over Hans Excellence.
– Det er vores Klima, Go’e, som vi maa bære. Faderen vendte sig imod Vinduet.
– Er Stella oppe? spurgte Excellencen.
– Sikkert, sagde Faderen og undgik forsætligt et “Ja”.
Som i Løbet af et Sekund blev Excellencens Ansigt mørkere:
– Hun har det ikke godt denne Gang, sagde han efter en Stilhed.
Faderens Ansigt var forandret ligesom Hans Excellences og han svarede ikke straks:
– Hun er ellers saa glad ved at være her hos Jer, sagde han og talte saa besynderlig lavt eller tonløst som altid, naar han talte om sin Hustru.
Excellencen svarede ikke og de tav begge igen.
– Harriette er kommen iaftes, sagde Faderen og stod stadig ved Vinduet.
– Ja, sagde Hans Excellence: jeg har skikket hende Bud om at komme til Middag.
– Saa drikker jeg The, sagde Faderen.
– Ja.
Døren faldt til.
Georg sad som før, da det ringede igen.
Det var en lille Slags Pusling, der stod foran Døren og vendte Ansigtet opefter, under Skyggen af en underlig Art Tyrolerhat:
– Godmorgen, Hr. Jensen. Det er kun mig, sagde hun.
– Godmorgen, Jomfru Villadsen, sagde Georg.
– Tak, sagde Jomfru Villadsen, hvis Fingre uafladelig foer hen over en Masse bleget Flor, der dækkede hende fortil – Ryggen var skruttet – :
– Tak.
– Kom kun ind, sagde Georg.
Tjeneren aabnede Excellencens Dør, saadan lidt, som man aabner for et Kræ, der smutter ind ved den nederste Dørfylding, og Excellencen drejede Hovedet:
– Er det Dem? sagde han.
– Sæt Dem.
Og Jomfru Villadsen satte sig, ved Døren, paa en Stol lige paa Kanten, for at hendes Fødder kunde naa Jorden.
– Saa er det vel galt igen?
– Ja, Deres Excellence.
– Er
