slap Manuskriptet:
– Øjnene vil ikke mer.
– Læg det hen.
Den unge Mand tog de blaa Ark og lagde dem ned i en Skuffe, ved Siden af de andre.
Excellencen fulgte med Øjnene hans Hænder:
– Der er mange, sagde han.
– Ja, Grandpapa.
Excellencen havde lukket Øjnene: Tiden var forbi, hvor hans Excellence kørte til Forlæggere. Aarevis havde han kørt fra Dør til Dør, havde sendt Manuskripter og havde faaet dem skikket tilbage. Nu var han holdt op.
– Papiret er blevet for dyrt, min Go’e, sagde han.
Hans Poesier tryktes ikke mer. Det skulde da være et Gravvers over et Barnebarn eller over en Ven, som en Gang var berømt og som nu var glemt. Regeringens Blad trykte mellemstunder et saadant Vers bag i Avisen, med meget smaa Bogstaver.
– Grandpapa skulde skrive sine Erindringer, sagde Sønnesønnen – hans Stemme var, naar han ikke vogtede paa den, næsten ængstende blød – og han lukkede Skuffen.
Hans Excellence lo:
– Erindringer, sagde han: Erindringer – vi har Væv nok. Erindringer – hm, der er ingen, som har skrevet deres Erindringer. Om de andre lyver de, og om sig selv taler de ikke… De skriver om det Kravl, de har oplevet, og hvad de har levet, tager de med sig i Graven.
Hans Excellence lo igen og hans Stemme fik en egen, raa Klang:
– Og de gør Ret, min bedste, sagde han: hvis et eneste Menneske skrev sig selv ned og lod sig selv komme i Trykken efter sin Død, vilde de dømme ham til Tugthus i hans Grav – for der er jo Retfærdighed i Himlen og paa Jorden….
– Nej, det er ikke værdt at give nogen Besked. Hans Excellence tav en Stund. Saa sagde han:
– Lad mig faa Tiden til at gaa som jeg kan. Det sidste Stykke Vej er det sværeste, og at tænke er dumt. Et Hul i Jorden er ikke saa mange Tanker værdt.
Sønnesønnen sad lidt:
– Du har jo os, sagde han.
– Ja, sagde Excellencen: I skal jo fødes og klædes.
Det unge Menneskes Mund sitrede, næsten umærkeligt. Men den Gamle blev ved:
– Har – har? sagde han: Menneskene, Fritz, har ikke hinanden. De bruger hinanden og er alene. Naar man er blevet gammel, véd man det og bryder sig ikke mer om at snakke de mange Ord, som ingen hører. Hvem hører? Grosset snakker uden at høre det selv.
– Dyrene, min Go’e, kommer ud af det uden Ord, og det lykkes dem at opfylde deres Bestemmelse endda.
Sønnesønnen sad sammensunken med mærkeligt nedsænkede Skuldre:
– Ret Dig, sagde den Gamle.
– Ja; den unge Mand foer op saa hastigt, at han stødte sin Nakke paa Stoleryggens Vaabenskjold.
– Nej, blev Excellencen ved at fortsætte sin Tanke: Forplantningen skal tjenes. Lad dem avle og dø. Det har de gjort i Aartusinder. Lad dem blive ved med det og ikke gøre sig Indbildninger. De opfinder og finder paa og bygger Stæder og skaber sig Berømmelse… Naturen er lige glad. Jorden bliver kold en Gang ligesom Mennesket.
– Eller hvad har de for det? sagde han og saá pludselig op paa de mange Billeder paa Væggene: Der hænger de med deres Kæder, i deres Kaaber, som de Aktører de var og – Excellencen gjorde en Bevægelse med sine Fødder, som rensede han sine Saaler – hvad de vilde, blev det modsatte, og deres Gerninger er saa døde som de selv.
– Hvad er det Hele? blev han ved: det mætter ikke… Hm, jeg husker en Dag, det var Thorvaldsen… han var vel den største, ogsaa som Komediant, for det følges ad… Han gik omkring som var han selv i Gevandt og skulde tænde Røgelse foran sit eget Marmor. Men saa var det en Dag, han var vaagen, ellers sov han meget, Fritz, sov over sit verdensberømte Navn. Men den Dag var han vaagen – det var i hans Værksted: saa slog han lidt ud med Haanden mod alle de hvide Figurer og det hele Ler og saa sagde han:
– “Ja, det er jo meget kønt”.
– Det var det Hele, naar man kendte det.
Excellencen lo kort, som nød han sit eget Minde:
– Og Oehlenschläger døde brølende over sin egen Sokrates, som ingen gad læse, og Heiberg saá efter Stjernerne, hvis ellers nogen tror det. Lad Stjernerne gaa, hvor de vil. Jeg véd aldrig af, at vi fik noget Bud fra dem.
Han tog sig over Øjnene, og i en anden Tone sagde han:
– Men gamle Folk skal ikke ha’e stærke Hjerner, for saa véd de for meget… De skulde blive sløve. De, som ikke bliver det, faar Tid til at se, og det skulde Menneskene være fri for – Man skulde aldrig se, aldrig sig selv og aldrig de andre… Der er et dumt Ord om at den, der ser Jehovah – og Excellencen lo paa dette Ord – han dør. Men jeg siger Dig, at hvis et eneste Menneske saá et andet Menneske helt til Bunds i Sjælen, saa vilde han dø. Og hvis det kunde tænkes – men det kan det ikke, ti for sig selv lyver man for haardt – at man saa sig selv til Grunden af sin Sjæl, saa vilde man betragte det, min Go’e, som en ringe men nødvendig Straf selv og uden et Kny at lægge sit Hoved paa en Blok —
– Naa – og paa en Gang brød Hans Excellence af – jeg snakker… Men (pludselig saá han paa Sønnesønnen og der var i mindre end et Sekund i hans Øje noget, der næsten lignede Skyttens Blik, naar det ser, om et Pileskud har ramt) det gør vel ikke noget, for Du hører ikke efter. Det er en anden Visdom, som suser for dine Øren.
Det unge Menneske rejste sig:
– Farvel, Grandpapa, sagde han kun.
– Er der ellers ingenting, Du har paa Hjerte?
Hans Excellence rejste sig og gik hen til sit Chatol, om han lukkede op. Han skød en Brevpresser til Side og tog nogle Pengesedler, som han ikke talte:
– Ungdommen maa have Penge, sagde han:
– Farvel.
– Farvel, Grandpapa. Den unge Mand gik. Georg ventede i Gangen og tog hans Overfrakke ned og hjalp ham den paa:
– Farvel, sagde den unge Mand og bøjede Hovedet.
Georg hængte “Sedlen” ud paa Døren: Paa et Stykke Pap stod med Bogstaver, som var halvt fortærede, Ordet: Consultation.
Saa aabnede han Brevkassen og tog Posten. Brevene lagde han paa Konsollen. Men da han havde gjort det, tog han pludselig Brevene op igen og læste Udskriften paa den ene Konvolut, mens der gik en Grimasse hen over hans Ansigt – før han lagde den ned igen, men længere inde, i Mørket.
– Er Hendes Naade vaagen? spurgte Excellencen, da han kom ind.
– Hendes Naade har ringet.
– Og min Søn?
– Hr. Fritz Hvide er gaaet ud.
– Hm.
– Bring
