af den Universelle Fader. I lokaluniverset kan man finde noget af alle og nogen af næsten hver klasse af intelligente væsener, som eksisterer i centraluniverset undtagen den Universelle Fader. Selvom den Universelle Fader ikke personligt er til stede i et lokalunivers, er han personligt repræsenteret af sin Skabersøn, en gang stedfortræder for Gud og efterfølgende højeste og suveræne hersker i sin egen ret.
32:3.6 (361.1) Jo længere ned på livets skala vi går, desto sværere bliver det at finde, med troens øje, den usynlige Fader. De lavere væsener - og nogle gange endda højere personligheder - finder det svært altid at se den Universelle Fader i hans Skabersønner. Og så, indtil det tidspunkt hvor deres åndelige ophøjelse, når udviklingens perfektion som vil gøre det muligt for dem at se Gud som person, vokser de trætte i deres fremskridt, underholde åndelige tvivl, snubler i forvirring, og dermed isolere sig fra deres tid og universets progressive åndelige mål. På denne måde mister de evnen til at se Faderen, når de betragter Skabersønnen. Den sikreste garanti for det skabte væsen i hele den lange kamp for at nå Faderen, i løbet af denne tid, hvor iboende forhold umuliggør en sådan opnåelse, er ihærdigt at holde fast ved sandheden og det faktum, at Faderen er til stede i hans Sønner. Bogstaveligt og billedligt, åndeligt og personligt, Faderen og Sønner er ét. Det er en kendsgerning: Den, der har set en Skabersøn har set Faderen.
32:3.7 (361.2) Til en begyndelse er personlighederne i et givet univers etableret og pålidelige kun i overensstemmelse med deres grad af slægtskab til Guddommen. Når væsnernes oprindelse afviger tilstrækkeligt langt fra de oprindelige og guddommelige kilder, uanset om vi har at gøre med Guds Sønner eller tjenende skabninger tilhørende den Uendelige Ånd, er der en stigning i muligheden for disharmoni, forvirring, og nogle gange oprør - synd.
32:3.8 (361.3) Med undtagelse af perfekte væsener af guddommelig oprindelse, er alle viljeskabninger i superuniverserne af evolutionær karakter, de begynder i en ubetydelig position og bevæger sig altid opad, i virkeligheden indad. Selv meget åndelige personligheder fortsætter med at stige op langs livet skala gennem gradvise overførsler fra liv til et andet og fra sfære til sfære. Som for dem, der er forsynet med Mysterieledsagere, findes der faktisk ingen grænser for de mulige højder af deres åndelige opstigning og opnåelse i universet.
32:3.9 (361.4) Perfektionen af skabninger af tid, når den til sidst opnås, er fuldt optjent, en sand egenskab af personligheden. Selv om der er en generøs tilsætning af nådens elementer, så er det som den skabende væsen har opnået ikke desto mindre resultatet af den individuelle indsats og virkelig levende, personligheds reaktion på det eksisterende miljø.
32:3.10 (361.5) De evolutionære rødder i dyreriget er i universets øjne ingen skændsel for enhver personlighed, fordi det er den eneste metode til at opnå en af de to grundlæggende typer af finite intelligente vilje skabninger. Når perfektion og evige højder er opnået, desto mere ære til dem, der begyndte i bunden og med glæde klatrede op ad livets stige, trin ved trin, og som, når de endelig når højder af herlighed, har fået en personlig erfaring, omfattende et konkret kendskab til alle faser af livet fra bunden til toppen.
32:3.11 (361.6) I alt dette vises Skabernes visdom. Det ville være lige så let for den Universelle Fader at skabe alle dødelige til perfekte væsener, at bibringe perfektion af hans guddommelige ord. Men det ville fratage dem den vidunderlige oplevelse af eventyr og uddannelse i forbindelse med den lange og gradvis indad stigning, for en oplevelse der kun kan gøres af dem, der er så heldige, at begynde på selve bunden af levende eksistens.
32:3.12 (362.1) I universerne, der kredser om Havona findes der kun et tilstrækkeligt antal perfekte skabninger til at imødekomme behovet for mønsterlærere og vejleder for dem, som stiger op ad livets evolutionære skala. Den erfaringsmæssige karakter af den evolutionære type af personlighed er det naturlige kosmiske supplement til den evige perfekte karakter hos de skabte Paradis-Havona væsener. I virkeligheden, er både perfekt og perfektioneret væsener ufuldstændige med hensyn til den finite totalitet. Men i den komplementære sammenslutning mellem de eksistentielt perfekte skabte væsener i Paradis-Havona systemet og de erfaringsmæssigt perfektioneret finalitere, der stigende op fra de evolutionære universer, finder begge typer frigivelse fra medfødte begrænsninger og kan således i fællesskab forsøge at opnå de sublime højder af skabte væseners ultimative status.
32:3.13 (362.2) Disse transaktioner blandt de skabte væsener er universets konsekvenser af handlinger og reaktioner i den Syvfoldige Guddom, hvor den evige guddommelighed hos Paradistreenigheden er forenet med den udviklende guddommelighed hos de Højeste Skabere i universerne af tid og rum, ved, og gennem det Højeste Væsens styrke-aktualiserende Guddom.
32:3.14 (362.3) Den guddommeligt perfekte skabning og det evolutionære perfektioneret væsen er lige i graden af guddommeligheds potentiale, men de adskiller sig i deres natur. Hver er afhængig af den anden for at opnå det højeste niveau af tjeneste. De evolutionære superuniverser afhænger af det perfekte Havona til at give den sidste uddannelse for deres opstigende borgere, men det perfekte centralunivers kræver også eksistensen af de perfektionere superuniverser til at sørge for den fulde udvikling af sine nedstigende indbyggere.
32:3.15 (362.4) De to primære manifestationer af den finite virkelighed, medfødt perfektion og udviklede perfektion, uanset om det er personligheder eller universer, er koordineret, indbyrdes afhængige, og integreret. Hver kræver den anden for at opnå afsluttet funktion, service og skæbne.
4. Guds forhold til et lokalunivers
32:4.1 (362.5) Du må ikke underholde tanken om, at fordi den Universelle Fader har uddelegeret så meget af sig selv og sin magt til andre, er en tavs eller inaktiv medlem af Guddommens partnerskab. Bortset fra personlighedens domæner og overdragelse af Rettere, er han tilsyneladende den mindst aktive af Paradisets Guddomme i og med, at han tillader sine Guddoms koordinerede, hans Sønner, og mange skabte intelligensvæsener til at udføre så meget i udførelsen af hans evige formål. Han er kun det tavse medlem af den kreative trio i det omfang at han aldrig gør noget, som enhver af hans koordinerede eller underordnede medarbejdere kan gøre.
32:4.2 (362.6) Gud har fuld forståelse for behovet af aktivitet og erfaring med enhver intelligent skabning, og i alle situationer, uanset om det gælder universets skæbne eller velfærden hos en af hans beskedne skabninger, Gud udtræder af aktiviteter til fordel for en galakse af skabte- og Skaber personligheder, der i sagens natur ligger mellem ham og en given situation eller skabende begivenhed i universet. Men på trods af denne tilbagetrækning, denne manifestation af uendelig koordinering, deltager Gud virkelig, bogstavelig, og personlig i disse begivenheder ved og gennem disse ordinerede repræsentanter og personligheder. Faderen arbejder i og gennem alle disse kanaler for hele sin vidtstrakte skabelses velfærd.
32:4.3 (363.1) Med hensyn til et lokalunivers opererende principper, dets ledelse og administration, virker den Universelle Fader i skikkelse af hans Skabersønner. Med hensyn til det indbyrdes forhold mellem Guds Sønner, i gruppe sammenslutninger af personligheder med oprindelse i den Tredje Kilde og Center, eller i forholdet mellem alle andre skabninger, såsom mellem mennesker - griber den Universelle Fader aldrig ind i sådanne forbindelser. Skabersønnens lov, Konstellations Fædrenes, Systemherskernes, og Planetprinsernes styre - de ordinerede principper og procedurer fastsat for et univers - har altid forrang. Der er ingen opdeling af autoritet; der er aldrig konflikt mellem styrke og guddommelige formål. Guddommene er i perfekt og evig enstemmighed.
32:4.4 (363.2) Skabersønnen hersker enerådende i alt som vedrører etiske forbindelser, forholdene mellem en gruppe af væsner til alle andre klasser af væsener eller mellem to eller flere individer indenfor en given gruppe; men en sådan plan betyder ikke, at den Universelle Fader ikke på sin egen måde kan gribe ind og gøre hvad end det guddommelige sind ønsker med ethvert individuelt skabt væsen overalt i skabelsen, når det vedrører den enkeltes nuværende status eller fremtidsudsigter og for
