og forbrugsministeriet, 2007). Endvidere er der sket en betydelig udvikling af kommunernes praksis på området (EVA 2008), og sidste skud på stammen er to samlede udviklingsinitiativer initieret af Kommunernes Landsforening (KL, 2008) med henblik på at skabe fællesskaber og øget kvalitet i dagtilbudssektoren. Dette som en samlet strategi med fokus på almenområdet på den ene side og området udsatte børn på den anden side.
På trods af denne udvikling i lovgivning, praksis og forskning i forhold til tidlig indsats for udsatte børn (Nordenbo et al., 2008; 2009; Jensen & Mehlbye, 2009; Mehlbye, 2009) har det ikke omfattet dagplejeområdet. Det er her, nærværende undersøgelse tager afsæt. Den overordnede hensigt er at give dagplejen en stemme i den samfundsmæssige debat om, hvorvidt og hvordan dagtilbud kan opfylde lovgivningen vedrørende udsatte børn.
1.5 BOGENS STRUKTUR OG LÆSEVEJLEDNING
Bogen er bygget op af i alt 7 kapitler samt bilagsmateriale, bilag1: tabelmateriale knyttet til kapitel 2-4, bilag 2: om metoden og datagrundlag og bilag 3: profil af dagplejere hhv. med og uden socialt udsatte børn i dagplejen.
I kapitel 2 præsenteres undersøgelsens resultater vedrørende nogle af de centrale forudsætninger for dagplejens arbejde med udsatte børn. Det drejer sig om dagplejens opfattelse af begrebet udsatte børn og udsathed og de udtryksformer, som identificeres gennem hverdagen som tegn på problemstillingen. Her præsenteres dagplejens, dvs. dagplejeres og dagplejepædagogers iagttagelser af udsatte børn og disses signaler. De bagvedliggende spørgsmål, som tager afsæt i studiets teoretiske grundlag, handler om, hvordan ’udsatte børn’ italesættes, og hvilket problem- og børnesyn dagplejen lægger for dagen. Der er i den sammenhæng spurgt mere konkret til, hvilke sider af udsathedsproblematikken dagplejen får øje på gennem hverdagslivet. Måske ser dagplejens professionelle noget andet og mere, netop fordi man i dagplejen er ansvarlig for en lille gruppe på 3-5 børn og arbejder under helt andre og mere hjemlige forhold end daginstitutionernes professionelle, som gav udtryk for deres syn på udsatte børn og problematikken om ’social arv’ i den omtalte daginstitutionsundersøgelse (Jensen, 2005). Måske er det ligefrem sådan, at andre udtryksformer hos udsatte børn ’kaldes frem’ på grund af, at der er færre børn samlet, og at de professionelle – her dagplejere – har nær kontakt med børnenes forældre og kender dem og deres historie og baggrund på en anden måde. Endelig er der mulighed for, at barnets nære kontakt til én voksen under hjemlige forhold giver barnet muligheder for at udtrykke sig selv på andre måder, end det vi så i daginstitutionsundersøgelsen? Disse spørgsmål og andre mere uddybende spørgsmål belyses og diskuteres i kapitlet som en optakt til bogens øvrige analyser.
Kapitel 3 præsenterer dagplejens beskrivelser og opfattelser af den pædagogiske kerneopgave, indsatser og effekter, der arbejdes med over for udsatte børn gennem hverdagslivet i dagplejen. Der er spurgt til dagplejens opfattelse af effekter både her og nu og på længere sigt. Det vil sige, både om dagplejen oplever, at egne indsatser har betydning i hverdagen, men også om virkningerne antages at vare ved, når børnene går videre i andre institutioner og senere skolen. Den måde, dagplejen selv opfatter dette på, siger noget om de forventninger, de sender børnene videre med. Så selv om vi ikke med dette forskningsdesign har til hensigt at ’måle’ effekter direkte, så er det ønsket på en mere indirekte måde at bidrage til en pejling på, hvordan dagplejen selv placerer sig i refleksioner og konkrete handlinger i forhold til arbejdet med udsatte børn. I samme kapitel præsenteres dernæst dagplejens vilkår for dette arbejde. Der er spurgt til det konkrete arbejde i hverdagen, herunder til samspillet mellem den ’privatpraktiserende dagplejer’ og andre dagplejere og forældre, og til de rammebetingelser, der er udstukket fra forvaltning, ledelsesniveau og dagplejepædagoger.
Der præsenteres forskellige måder at håndtere social arv-problematikker på, og det antages, at de to tilgange, der tidligere er identificeret (ibid.), også kan findes inden for dagplejen. Dog har dagplejen måske, i kraft af det ikke-institutionaliserede og nære miljø, en mere naturlig mulighed for at se ressourcer hos børnene og innovationspotentialer i egne rækker? Omvendt kan dette også betyde, at dagplejen ikke er vant til at se sig selv som en instans, der stiller krav til omgivelserne, og at man opfatter rammebetingelser som uovervindelige faktorer. Analysen udpeger to grundæggende forskellige tilgange til og forståelser af problematikken om udsatte børn, pædagogik og indsats med deraf følgende forskellige opfattelser og forventninger til effekt. Kapitlet inddrager desuden de konsekvenser, dagplejens grundsyn ser ud til at have for at nærme sig en ’ny’ pædagogisk opgave med fokus på læring og pædagogiske læreplaner.
I kapitel 4 præsenteres resultater vedrørende dagplejens vurderinger af eget arbejde, herunder deres opfattelser af rammebetingelser og vilkår for arbejdet med udsatte børn. Det gælder arbejdsvilkår og rammebetingelser i forhold til at reflektere over, samarbejde om og planlægge og gennemføre det, man i dagplejen ser som den optimale indsats for socialt udsatte børn. Svarene fra undersøgelsens kvalitative interview gør det muligt at se dagplejeres beretninger og dermed også refleksioner over problematikken om social arv og udsatte børn og effekt i relation til egen pædagogisk indsats og de vilkår for arbejdet i hverdagen, som de er underlagt.
I kapitel 5 præsenteres resultater vedrørende dagplejens vurderinger af faglighed og egne kompetencer knyttet til en ny pædagogisk opgave med udsatte børn med de udfordringer og krav, der er i tiden bl.a. i forbindelse med loven om pædagogiske læreplaner og så selvfølgelig problematikken om udsatte børn. I kapitlet præsenteres den del af undersøgelsen, der peger fremad. Svarene fra undersøgelsens kvalitative interview gør det muligt at se en bevægelse fra undersøgelsesperiodens start til slut i de deltagende dagplejeres beretninger og dermed også refleksioner over problematikken om social arv og udsatte børn og effekt i relation til egen pædagogisk indsats. Der er fokus på dagplejens egne formulerede behov for viden og muligheder for at videreudvikle og forandre egen praksis gennem øget efteruddannelse og dialog med andre dagplejere. Kapitlet viser på forunderlig vis, at trods markante forskelle i gruppen af deltagende dagplejere, er der mange ideer og potentialer for forandring til stede. Dagplejerne giver udtryk for en interesse for fornyelse (innovation), som de ønsker at tage ejerskab til ud fra den nye erkendelse, som undersøgelsen i kraft af tilbagevendende samtaler i grupper og enkeltvis har givet anledning til.
Kapitel 6 beskriver undersøgelsens sammenhængende analyser, men også dens bagvedliggende og mere sofistikerede analyser af data fra den kvantitative del koblet til den kvalitative del. Der afsluttes med overvejelser over fire overordnede segmenter inden for dagplejen i forhold til at kunne identificere udsatte børn, arbejde pædagogisk med problematikken og søge ny veje og udviklingsmuligheder gennem hverdagen.
Kapitel 7 samler og diskuterer undersøgelsens resultater. På baggrund af undersøgelsens hovedresultater diskuteres og perspektiveres fund og ikke mindst de identificerede sammenhænge, der er på spil, og som ser ud til at være med til at påvirke dagplejens arbejde med børnene og de udviklingsmuligheder, der her kaldes potentialer for social innovation. Kapitlet afsluttes med en konklusion og anbefalinger for et videre arbejde med at undersøge, men også bidrag til at kvalificere arbejdet med udvikling af dagplejen sammen med dagplejerne selv som de vigtigste aktører ud fra en teori om organisatorisk læring og social innovation.
Bilag 1 samler bogens tabeller løbende og giver fordelinger af svar på ovennævnte spørgsmål, som er stillet i den kvantitative del af undersøgelsen.
Bilag 2 gennemgår detaljeret undersøgelsens metode og datagrundlag ved at angive den samlede undersøgelsesmetode – såvel den kvantitative dataindsamling som den kvalitative. Først og fremmest beskrives spørgeskemaundersøgelsen, som retter sig mod et repræsentativt udvalg af danske dagplejere (N=2000) og dagplejepædagoger (N=400), og vi får herigennem indblik i undersøgelsesgruppens profil. Hvem er dagplejerne, hvor bor de, hvor mange børn passer de, og hvilke fysiske rammer arbejder de
