trivsel, udvikling og læring. Der lægges endvidere med bestemmelsen om pædagogiske læreplaner (Socialministeriet, 2004) særlig vægt på at give socialt udsatte børn et forebyggende tilbud, som er rettet mod læring. Antagelsen er, at ved at lægge vægten på dagtilbudenes rolle som et læringsmiljø – foruden at være et omsorgsgivende og relationelt orienteret miljø – kan dagtilbudene fremme udsatte børns livschancer, både her og nu og på længere sigt – ikke mindst i skolen og videre gennem uddannelsessystemet.
Begrebet socialt udsatte børn er ofte diffust defineret og indkredset i både undersøgelser og politiske dokumenter (Ebsen, 2008a; b). Der hersker stor uklarhed om begrebet og derfor også om målgrupper for intervention gennem det pædagogiske arbejde. Vi har derfor i denne undersøgelse valgt at lægge os tæt op ad den måde, begrebet er defineret på i den danske undersøgelse Kan daginstitutioner gøre en forskel?, og definerer socialt udsatte børn mere præcist som ’børn, der er truede som følge af en opvækst under socialt belastende vilkår’ (Jensen, 2004; 2005). Mere uddybende har vi i den spørgeskemaundersøgelse til dagplejere og dagplejepædagoger, som er udgangspunktet for denne bog, defineret begrebet således: ”Udsatte børn er børn, der er eller kan blive udsat i institutioner, skolen og det senere uddannelsessystem som konsekvens af en række socialt belastende baggrundsfaktorer som forældres indkomst (fattigdom), uddannelse, arbejdsløshed og familiestatus. Børn, som også ofte benævnes som ’børn med særlige behov’. Det skal understreges, at børn med anden etnisk baggrund end dansk eller børn med fysiske/psykiske handicap ikke i sig selv kan identificeres som ’socialt udsatte børn’, med mindre de opfylder de andre, som vi har opstillet.” Vi skal senere i dette kapitel uddybe begreberne social arv, udsatte børn og tilstødende begreber.
Internationale studier viser, at en tidlig indsats gennem dagtilbud kan gøre en positiv forskel for udsatte børn ved at satse på systematiske og målrettede lærings- og stimuleringsprogrammer rettet mod børns kognitive og socio-emotionelle udvikling (Jensen et al., 2003; Melhuish, 2003; Jensen et al., 2005; Jensen, 2005; Zoritch et al., 2007). Den nævnte undersøgelse Kan daginstitutioner gøre en forskel? (Jensen, 2005) sætter fokus på de pædagogiske medarbejderes egne beskrivelser og vurderinger af institutionens pædagogiske principper og indsatser og disses virkninger over for udsatte børn, og resultaterne lægger op til at påpege, at dagtilbud kan gøre en positiv forskel, hvis der er sammenhæng mellem den generelle pædagogiske praksis, som i de fleste dagtilbud retter sig imod børns kompetenceudvikling, selvstændighed og læring, og indsatsformer.
Det viste sig imidlertid (ibid.), at der mere hyppigt sættes ind over for udsatte børns ’fejl’ og ’risikoadfærd’ frem for at fokusere på læring og kompetenceudvikling. Indsatsen sigter oftest mod at give udsatte børn noget, som de forventes at ’mangle’. Det kan være sprogstimulering, individuelle tiltag via støttepædagog eller lignende. Det er tiltag, som i undersøgelsen blev samlet under en såkaldt kompensationstilgang til arbejdet med udsatte børn set i modsætning til en innovationsrettet tilgang med fokus på ressourcer og kompetenceudvikling. Førstnævnte, som også benævnes en traditionstilgang eller ’fejl og mangeltilgang’, ser stadig ud til i dag at være den fremherskende i danske dagtilbud, skønt der er mange indicier på, at en målrettet læringstilgang virker bedre i forhold til at styrke udsatte børns livs -chancer.
Undersøgelsen viste imidlertid også, at mange forhold griber hindrende ind i forhold til at gennemføre nye indsatsformer. For det første savner pædagogerne viden om problemstillingen vedrørende udsatte børn samt kompetencer til at udvikle en praksis, der fokuserer på at arbejde mere systematisk og målrettet med læring og læringsmiljøer. For det andet viste det sig, at en række strukturelle faktorer og rammevilkår som tid, ressourcer, normeringer, behov for uddannelse og efteruddannelse spiller hindrende ind, når de ikke imødekommes. Endelig viste undersøgelsen, at institutionernes pædagogiske medarbejdere efterlyser et mere velfungerende tværfagligt samarbejde og øget kommunal opbakning.
Det overordnede mål med denne undersøgelse er at belyse spørgsmålet om, hvorvidt dagplejen som samfundsinstitution kan være med til at bryde den negative sociale arv. Det vil i det perspektiv, som anlægges her i bogen, sige, om hverdagslivet, arbejdet med indsatser, læring og læreplaner i dagplejen gør en positiv forskel for udsatte børn og kan bidrage til at fremme børns livschancer set i et læringsperspektiv.
For at belyse dette spørgsmål fokuseres der i undersøgelsen for det første på følgende delproblemstillinger:
For det andet sættes fokus på udviklingspotentialer, idet undersøgelsens fremadrettede perspektiv er på baggrund af resultaterne at pege på interventions- og innovationsmuligheder med udgangspunkt i dagplejeres egne formulerede mål for forandringer og behov for viden om udsatte børn, social arv-problematikken og indsatser i pædagogisk perspektiv. I undersøgelsens dybtgående kvalitative del er der derfor lagt vægt på at spørge til dagplejens egne opfattelser af hverdagens vilkår som ramme om viden, professionsudvikling og læring
Det er valgt at gennemføre en repræsentativ kortlægning suppleret med en dybtgående kvalitativ undersøgelse blandt danske dagplejere. Som supplement inddrages også dagplejepædagoger i den kvantitative del af undersøgelsen og dagplejeledere i den kvalitative del (se mere uddybende om metode og datagrundlag i bilag 2).
Undersøgelsen er bygget op, så den både kan sammenlignes med den danske undersøgelse Kan daginstitutioner gøre en forskel?, som blev publiceret i 2005 og omfattede danske daginstitutioner, og bidrage til at se feltet i et videregående udviklings- og innovationsperspektiv ud fra lige netop de særkender, som dagplejen repræsenterer.
1.2 ANDRE UNDERSØGELSER
Et litteraturstudie1 viser, at udsatte børn i dagplejen er et relativt uopdyrket forskningsområde både i Danmark og internationalt. Studiet peger desuden på, at definitioner af begrebet ’udsatte børn’ er uklare i litteraturen, og at der bruges flere ord for samme problem eller type af udsathed. Det samme har vi set i forskningen om social arv og udsathed i andre dagtilbud (Jensen, 2008a; b) og i undersøgelsen Kan daginstitutioner gøre en forskel? (Jensen, 2005). Denne undersøgelse omfattede ikke dagplejen, da ressourcerne lagde op til udelukkende at fokusere på daginstitutioner og til at afsøge den relevante litteratur på dette område.
På den baggrund må behovet for nærværende undersøgelse anses for at være stort, både med hensyn til at bidrage til begrebspræciseringer og med hensyn til at belyse målgruppens (dagplejere, dagpleje -pædagoger og dagplejeledere) egne opfattelser af problematikken om udsatte børn samt arbejdsvilkår og udviklingspotentialer i den
