og mangelperspektiv’ (kompensationsorientering). Heroverfor ser en mere socialt bevidst og kritisk synsvinkel social arv og udsathed som en samfundsmæssig problemstilling og lægger op til et mere ’ressourceorienteret’ perspektiv (innovationsorientering).
Opsummerende ser vi her de samme tendenser som i undersøgelsen Kan daginstitutioner gøre en forskel?, nemlig at udsatte børn defineres bredt og upræcist, men også at den måde, udsatte børn og udsathed anskues på, grundlæggende knytter sig til bagvedliggende menneskesyn, der igen får konsekvenser for valg af pædagogik og opfattelser af indsatser.
INDSATSER FOR UDSATTE BØRN – PROBLEM- ELLER RESSOURCEORIENTEREDE?
Der er bred enighed i dagplejergruppen om, at indsatser må rette sig mod hele familien, hvis de skal kunne bidrage til at støtte udsatte børn. I den konkrete indsats, hvis indhold vil afhænge af barnets specifikke problemstilling, er der ifølge dagplejerne overordnet brug for både differentieret støtte til det enkelte barn og for ekspertstøtte udefra. Der er også en klar erkendelse hos flere dagplejere af, at indsatsen bør involvere alle, der har med barnet at gøre i dagplejesystemet. Nogle dagplejere fremhæver, at de har let adgang til ekstern støtte og support, mens andre dagplejere oplever, at en sådan støtte er svær at opnå i daglig -dagen.
Ligesom vi så det ved dagplejens definitioner af udsatte børn, kan der i forhold til indsatser også spores to forskellige grundsynsvinkler. En gruppe dagplejere anlægger et snævert individorienteret perspektiv på problemstillingen og opfatter i høj grad opgaven som problem-orienteret. Der tales inden for denne synsvinkel implicit om at rette ’fejl og mangler’ hos barn og forældre – eller om, at der må sættes ind med fjernelse af barnet. Andre dagplejere anlægger et mere sociologisk og/eller samfundsorienteret perspektiv på problemstillingen og opfatter opgaven som at bidrage til samspillet med børne- og forældreressourcer foruden at styrke børnenes ressourcer i dagplejen. Flere dagplejere, der repræsenterer den sidstnævnte synsvinkel, er også optaget af, at udsathed må ses som del af en større social og samfundsmæssig problemstilling, og som sådan skal der også sættes ind på et mere overordnet plan.
De to synsvinkler adskiller sig også i forhold til synet på, hvorvidt dagplejen kan gøre en forskel for udsatte børn. Dagplejere, der repræsenterer det sociologiske og samfundsorienterede perspektiv ser optimistisk på, at dagplejen kan bidrage til at afhjælpe denne problemstilling, mens den anden synsvinkel indebærer et mere pessimistisk syn på mulighederne for det enkelte barn, og at dagplejen kan gøre en forskel. Dette syn knytter sig bl.a. til erfaringer med, at udsatte børns forældre måske flygter fra kommunen, og at børn og forældre er så præget og plaget af individuelle problemstillinger, at ’skaden er sket’, og en indsats synes svær eller umulig.
Sammenlignet med den nævnte daginstitutionsundersøgelse antyder denne del af analysen, at arbejdet med udsatte børn i dagplejen ligner det, der finder sted i daginstitutioner, idet det overordnet følger én af to retninger som udfoldet ovenfor.
TRE TYPER AF PÆDAGOGISKE PRINCIPPER I HVERDAGEN
70 % af dagplejepædagogerne har i spørgeskemaundersøgelsen angivet, at deres dagplejegruppe for det meste arbejder efter bestemte pædagogiske mål. Dagplejerne selv er mere delte i dette spørgsmål, idet 47 % svarer, at de for det meste arbejder efter bestemte pædagogiske mål.
Gennem hverdagscases belyses tre bærende principper fra dagplejernes hverdag. Første princip kan kaldes ’næsten så godt som hjemme’ og har som mål at skabe en hverdag for børnene, der lever op til den enkelte dagplejers normer for et ’derhjemme’. Ro, regelmæssighed og tryghed er vigtige parametre inden for dette princip. En anden gruppe dagplejere er ligeledes optaget af at skabe ro og tryghed i hverdagen, men kombinerer dette med et mål om at styrke barnets udfoldelse og udvikling gennem oplevelser i hverdagen. Et tredje princip knytter sig til en forestilling om, at børns udvikling og læring bliver stimuleret gennem oplevelser, og at barnets sanser og intellekt skabes eller konstrueres gennem dynamiske samspil med omgivelserne i hverdagslivet i dagplejen. Her tænkes andre børn, andre dagplejere og det omgivende miljø ind som bidrag til stimulering af børns udvikling.
De tre principper har deres udspring i tre meget forskellige børne-og udviklingssyn, hvor det første og det andet princip begge knytter sig til tankegangen om, at børn udvikler sig ud fra et ’indre’ plan, og at opdragelse og pædagogik skal ’gøde jorden’, men ikke gribe ind, blot sørge for optimale udviklingsbetingelser, knytter det tredje perspektiv sig til et socialpsykologisk og interaktionistisk perspektiv på barnets selvdannelse.
ARBEJDET MED LÆRING OG LÆREPLANER MODTAGES MED MODSTAND ELLER ÅBENHED
Undersøgelsen viser, at forholdsvis få ansatte i dagplejen i høj grad arbejder ud fra et bestemt læringsbegreb, og som en del af indsatsen for udsatte børn er det endnu færre dagplejere, der har taget læreplansarbejdet til sig.
I forhold til dette arbejde med pædagogiske læreplaner deler gruppen af dagplejere sig i to hovedgrupper: 1) En gruppe ser ud til at gøre ’modstand’ imod arbejdet med læreplaner og udviser en række afværgemekanismer, om end ud fra forskellige bevæggrunde og motiver. 2) En anden gruppe tager imod læreplanerne og forholder sig med større åbenhed til læreplaner og princippet om læring i relation til arbejdet med udsatte børn. Det er karakteristisk for denne gruppe dagplejere, at de i højere grad end andre er forbundet i netværk med andre dagplejere. Deres grunde for at tage imod læreplanerne er, at arbejdet med læreplaner styrker refleksion og faglighed, sikrer systematik i arbejdet og giver stof til eftertanke og et inspirerende ’spark’ videre til at prøve noget andet i det daglige arbejde. Heroverfor synes de dagplejere, der gør modstand mod arbejdet med læreplaner, at dette arbejde er for svært, tager tid eller er i direkte modstrid med ideen om læring som en ’naturlig del af hverdagen.’
Samlet set tegner der sig – ikke overraskende – et billede af et sammenfald mellem det at være åben over for læreplaner generelt og i arbejdet med udsatte børn og det at orientere sig pædagogisk mod et nysgerrigheds- og kreativitetsstimulerende princip. Dagplejere, der derimod hælder mere i retning af en forudsigelig hverdag, tager i højere grad afstand fra arbejdet med læreplaner og andre nye tiltag. Der er også dagplejere, der placerer sig i grænselandet mellem de to holdninger eller principper. De tager afstand fra læreplansarbejdet, men dette skal i modsætning til den første gruppe ses i relation til, at de oplever, at læreplaner ’forstyrrer’ deres egne grundlæggende pædagogiske principper.
POSITIV OPFATTELSE AF EFFEKT
Med hensyn til effektvurderinger vurderer langt de fleste af dagplejerne og dagplejepædagogerne i spørgeskemaundersøgelsen, at der er stor eller nogen effekt af de pædagogiske tiltag og indsatser, som de arbejder med. Størstedelen af dem vurderer, at indsatsen har effekt på kort sigt. Både dagplejere og dagplejepædagoger mener, at dagplejen kan ’gøre en forskel’, dvs. støtte ’socialt udsatte’ børn, så de senere kan bryde den såkaldte ’onde cirkel’, og 62 % mener, at dette i høj grad er tilfældet.
Størsteparten af de interviewede dagplejere fremhæver, at de tror, dagplejens arbejde har en længevarende effekt, og at børnene derved får opbygget en styrke, som de tager med sig som en ballast videre frem i livet. Samtidig vurderer en mindre gruppe, at dagplejen gør ’en forskel’ i positiv retning for udsatte børn, men at det er mest sandsynligt, at der er tale om korttidseffekt, idet det er mange odds at være oppe imod. Endelig ser en sidste, lille gruppe dagplejere mere opgivende på opgaven og mener ikke, at dagplejen kan gøre en forskel for socialt udsatte
