kan påvises en svag sammenhæng mellem det at tro på, at dagplejen kan have effekt, og den pædagogiske grundholdning. De dagplejere, der ser på opgaven ud fra et ’forudsigelighedsprincip’ er mere tilbøjelige til at opfatte effekten som kortvarig, mens dagplejere, der anlægger et læringsperspektiv på opgaven, er mere rettet imod troen på ’langtidseffekter’.
RAMMEBETINGELSER OG VILKÅR SOM BARRIERER
Spørgeskemaundersøgelsen viser, at 58 % af dagplejerne og 67 % af dagplejepædagogerne synes, at arbejdet i forbindelse med at støtte socialt udsatte børn fungerer ’godt’ eller ’meget godt’ under de vilkår, de er underlagt nu. Selvom flertallet er positivt, er det samtidig bekymrende, at ca. en fjerdedel eller lidt mere har svaret, at det fungerer ’mindre godt’ eller ’slet ikke godt’.
Nogle af disse vilkår kan belyses gennem dagplejens egne bud på barrierer for arbejdet med udsatte børn. Her nævnes især ’for lidt viden om udsatte børn og deres behov’, ’manglende udannelse/efteruddannelse’ og ’manglende inddragelse i planlægningen af arbejdet’. Stærkest slår det igennem, at behovet for viden og øget faglighed og supervision på området er stort. Fagligheden retter sig både mod viden om udsatte børn og deres behov og mod viden om en pædagogik, der bedst muligt støtter udsatte børn i at udvikle sig optimalt. Foruden viden og faglighed peger dagplejerne i undersøgelsen også på normeringer som en central barriere, idet flere oplever, at der er for mange børn i dagplejehjem, hvor der er udsatte børn, eller at børnesammensætningen er problematisk. Til sidst nævnes også samarbejdsrelationer som et udfordrende område for både dagplejere og dagplejepædagoger. Dagplejerne ønsker at blive inddraget mere i opgaven, og dagplejepædagogerne giver udtryk for et ønske om mere supervision og støtte fra eksterne partnere.
Andre dilemmaer i arbejdet med udsatte børn handler om forældremodstand, manglende tro på sig selv og mod til at ’råbe op’ om egne behov eller ringe grad af kommunikation og samarbejde med det omkringliggende system i form af sagsbehandlere, sundhedspleje og hjemme-hos´ere. Endelig nævner flere af undersøgelsens dagplejere også kommunesammenlægningen i januar 2007 som noget, der har begrænset ressourcerne i deres dagpleje betydeligt.
TO MODSATRETTEDE STRATEGIER TIL HÅNDTERING AF VILKÅR OG OPGAVER I DAGPLEJEN
Gennem de kvalitative interview kan der identificeres forskellige strategier for håndtering af generelle vilkår og opgaver, som dagplejere tager i anvendelse i hverdagen, og som på mange måder kan sammenlignes med de handlingsstrategier, der er identificeret i undersøgelsen af daginstitutioner og udsatte børn Kan daginstitutioner gøre en forskel? Her fandt vi tre typer strategier, som institutionernes medarbejdere tog i anvendelse for at håndtere opgaverne: 1) kritisk refleksivitet som strategi, 2) fleksibilitet som strategi og 3) kreativitet (Jensen, 2005, 103). I dagplejergruppen kan især kategorierne 1 og 2 identificeres.
Dagplejere, der anvender den førstnævnte strategi, møder generelt nye opgaver og udfordringer med åbenhed. De bruger hinanden i kollegiale netværk og forsøger at være fleksible. Andre dagplejere forholder sig især kritisk refleksivt over for en ny kerneopgave og anvender en vis portion kreativitet i form af nye løsningsmuligheder.
Som tidligere nævnt er faglighed et nøglebegreb i forhold til en optimal indsats for udsatte børn i dagplejen. I den forbindelse anses et begreb om handlekompetence som relevant til at belyse, hvad det er for en ’ny’ faglighed, der kan komme på tale i dagplejen. Det ser nemlig ud til, at det dagplejerne selv oplever, de har brug for, er andet og mere end viden og færdigheder, idet de søger at udvikle en samlet kompetence, der foruden viden og færdigheder også rummer et identitets-, kontrol- og handleberedskabsniveau. Det drejer sig om kontrol over betingelser og opgaver, en faglig identitet, som både giver personlig styrke og anledning til at opnå anerkendelse fra omgivelserne, og endelig et handleberedskab, som gør det muligt at omsætte viden gennem hverdagens praksisformer.
VISIONER OM INNOVATION I DAGPLEJEN
Dagplejen har en lang række forslag og visioner til, hvordan kompetenceudvikling konkret skal forløbe. Det er slående, at så godt som alle interviewede dagplejere fremhæver, at den læringssituation, de ser for sig som det optimale, fx kursusforløb, bygger på fællesskaber og netværksdannelser både internt i den kommunale dagpleje og på tværs af kommuner, fx på regionalt plan. Endvidere fremhæves det, at kombinationen af videnformidling på kurser, praktiske forløb samt dialog og kollegiale netværk vil være det optimale for dagplejen.
Dagplejen selv har endvidere en række visioner om innovation, udvikling og fællesskaber relateret til den nye og krævende pædagogiske opgave. Analysen vidner om, at der er mange barrierer og dilemmaer at overvinde, men også mange muligheder, der i fremtiden vil kunne indarbejdes i dagplejen gennem projekter, der baseres på ’medarbejderdreven innovation’. I den sammenhæng er det blevet tydeligt, at dagplejerne nærer et ønske om selv at kunne tage magten (kontrol) over situationen og opnå ejerskab til udvikling af sig selv, egen faglighed og kvalitet i arbejdet.
KONKLUSION: KAN DAGPLEJEN GØRE EN FORSKEL?
Undersøgelsen udpeger en række muligheder i dagplejen – det nære miljø, de nærværende voksne, der har tid og muligheder for gennem hverdagen at lytte til barnets behov. Der er således påpeget en række muligheder for, at dagplejen gennem hverdagens pædagogiske praksis stimulerer udsatte børns læring og dermed er med til at fremme børnenes livschancer.
Det centrale i dagplejen er, at den tætte kobling mellem børns læring og en social og emotionel forankring, tryghed og tillid kan fastholdes bedre end fx i daginstitutioner, hvor børnegruppen er større og hverdagen mere kompleks. Men når det er sagt, skal det også understreges, at analysen bidrager til at udpege en række forhold, der må betragtes som barrierer for at yde den optimale indsats for udsatte børn i dagplejen.
Der er tale om både ydre forhold i form af ny lovgivning, kommunale krav, manglende opbakning og inddragelse, der kan gribe hindrende ind, og om indre forhold som oplevelsen af egen mangelfulde formåen og ønsker om øget faglighed og viden, mere efter- og videreuddannelse og højere grad af inddragelse og anerkendelse som professionsgruppe. Dette angiver samtidig en række potentialer eller ’innovationsspor’, der i fremtiden vil kunne arbejdes aktivt videre med i dagplejen gennem projekter, der baseres på dagplejens egne formulerede behov for udvikling af kompetencer, der relaterer sig til at udfolde opgaven optimalt.
Der lægges i undersøgelsen ikke op til egentlige effektmålinger, men derimod til at belyse dagplejeres opfattelser og forventninger til den givne indsats med hensyn til, om den vil have effekt for børnene her og nu og på længere sigt. Hvis effektspørgsmålet skal belyses yderligere, kræves et andet design, der sætter fokus på intervention, implementering og stringente målemetoder med henblik på at måle effekt vurderet på børns kompetenceudvikling og øget kvalitet i sektoren.
KAPITEL 1
INDLEDNING
1.1 BAGGRUND OG PROBLEMSTILLINGER
Bogen formidler resultaterne af en landsdækkende kvantitativ og kvalitativ undersøgelse af danske dagplejeres arbejde med udsatte børn i et læringsperspektiv. Der er lagt vægt på at belyse dagplejens egne opfattelser af dette arbejde og på dagplejeres og dagplejepædagogers opfattelse af muligheder og barrierer for at gennemføre den optimale indsats. Ifølge
