BERINGIANA er en publikationsserie for skrifter med tilknytning til søfareren Vitus Berings person, virke eller rum. F.eks. dansk-russiske forbindelser, opdagelsesrejser i det nordlige Stillehav, russisk kultur og historie i 1700-tallet, emner vedrørende Sibirien og Russisk Amerika.
Serieredaktør: Peter Ulf Møller, Slavisk og Ungarsk Afdeling ved Institut for Historie og Områdestudier, Aarhus Universitet
BERINGIANAs emblem er designet af Lotte Bruun Rasmussen. Det er en fri variation over Vitus Berings russiske våbenskjold, der rummer elementerne “bjørn” (tysk: Bär) og “ring”. Tilsammen giver det søfarerens efternavn.
Inge Marie Larsen
DA SMØR VAR GULD
SIBIRISK SMØRPRODUKTION OG -EKSPORT 1895-1905
TRANSLITTERATION, FORKORTELSER, MÅL OG VÆGT, PENGE, TID, ADMINISTRATIVE ENHEDER
TRANSLITTERATION
Russiske ord, navne og steder, som bruges i gængs tale på dansk, gengives med dansk stavemåde. Ellers bruges den internationale biblioteksstandard for translitteration af det kyrilliske alfabet til det latinske. Nogle af de translittererede bogstaver udtales på en særlig måde:
| C, c: | dansk ts (årets) |
| Č, č: | engelsk ch (cheers) |
| Š, š: | engelsk sh (shade) |
| ŠČ, šč: | lang sh-agtig hvislelyd (shshade) |
| Ž, ž: | fransk j (Jaques) |
| E, e: | dansk je (Jens) |
| Ė, ė: | dansk æ-lyd (eksport) |
| Y, y: | i-agtig bagtungevokal, som minder om det tyrkiske ı (ılık) |
| ’ : | angiver, at den foregående konsonant udtales blødt, dvs. med kort j-agtig udlyd |
FORKORTELSER
| f.: fond: | arkiv |
| o.: opis: | indholdsoversigt |
| d.: delo: | sagsmappe |
| g.: god: | år |
| guv.: | guvernement |
| l.: list, listok: | side |
| ob.: oborotnyj: | bagside |
| RGIA: | Rossijskij gosudarstvennyj istoričeskij archiv: Det Statslige Russiske Historiske Arkiv, St. Petersborg |
| CiaM: | Central’nyj istoričeskij archiv g. Moskvy: Det Centrale Byhistoriske Arkiv, Moskva |
| GaKo: | Gosudarstvennyj archiv Kurganskoj oblasti: Kurganregionens Statsarkiv |
| Kokt: | Kurganskij oblastnoj kraevedčeskij muzej: Kurgans Lokalhistoriske Museum |
| MERSH: | The Modern Encyclopedia of Russian and Soviet History / Joseph Wiezcynsky (ed.) |
| DBL: | Dansk biografisk leksikon, København, 1979-84 |
MÅL, VÆGT, PENGE
| 1 verst: | 1,06 km |
| 1 desjatin: | 1,09 ha |
| 1 pud: | 16,38 kg |
| 1 funt: | 409,5 g |
| 1 drittel: | ca. 3 pud eller 50 kg |
| 1 cwts: | 50,8 kg |
| 1 ton: | 61 pud |
1 dansk krone: 52 kopek i 1899 (Rieffestal’ 1899: 31)
TID
Ved datoangivelser nævnes først den russiske dato ifølge den daværende russiske julianske kalender, dernæst den vesteuropæiske gregorianske. Juliansk tid var tretten dage forud for gregoriansk.
ADMINISTRATIVE ENHEDER
| Gubernija: | guvernement |
| Oblast’: | herred |
| Uezd: | distrikt |
| Zemstvo: | lokalt selvforvaltningsorgang |
INDLEDNING
En moderne økonomisk udvikling à la den, der satte ind i mange vestlige lande sidst i 1700-tallet, begyndte først for alvor at gøre sig gældende i Rusland fra midt i 1800-tallet. Store landboreformer, jernbanebyggeri og anlæggelse af banker satte gang i en accelererende ekspansion inden for landbrugsproduktion, industri og handel. I 1890erne begyndte et stort økonomisk opsving, som trods mindre gode konjunkturer mellem 1900 og 1908 fortsatte frem til Første Verdenskrigs udbrud. Sammenlignet med de vestlige industrilande var Rusland i 1914 ganske vist det økonomisk svagest funderede, regnet i indkomst pr. capita, men til gengæld havde de økonomiske vækstrater i de to forudgående årtier været lige så høje som i mange vestlige lande, i nogle sektorer endda højere (McKay 1970: 4; Gregory 1994: 23-27). Perspektiverne var lovende, men krigen og de efterfølgende omvæltninger i landet satte en stopper for udviklingen.
1890ernes økonomiske opsving greb også Sibirien, båret frem af anlæggelsen af den sibiriske jernbane. Det enorme og fjerne kontinent, som man både i europæisk Rusland og udlandet først og fremmest forbandt med utilgængelighed, ugæstfrihed, is, sne og kulde og politiske og kriminelle forviste, forbandt man nu med forestillinger, som havde været forbeholdt den vestlige verdens forjættede land, Nordamerika. Fra 1890erne og frem udvandrede bønder fra europæisk Rusland i millionvis til Sibirien, og erhvervsfolk fra ind- og udland fulgte efter i tusindvis, tilskyndet af håbet om at få andel i Sibiriens rigdomme. Man talte nu om Sibirien som et “fremtidens Amerika,” et forjættet “Wild East.” For vildt var det stadig, men på vej, mente man, mod noget nyt, bedre og mere civiliseret (Glejner 1906; Rosenberg 1904: 34; Jensen 1993: 241).
I det vestlige Sibirien var det økonomiske opsving intetsteds så markant som inden for mejeribruget. På ti år, mellem 1895 og 1905, voksede antallet af mejerier fra en halv snes til 2000 og eksporten af moderne mejerismør fra nul til 35.000 tons. I 1913 var der 4000 sibiriske mejerier, smørproduktionen var vokset til 87.600 tons og eksporten til omkring 70.000 (Makarov 1910: 59; Lando 1923: 54; Hjerl Hansen 1949: 186; Alekseeva 1973a: 19). Det sibiriske smør var afgørende for den russiske smøreksports størrelse og værdi og udslaggivende for, at Rusland allerede i 1902-03 blev verdens næststørste smøreksportør efter Danmark. En medvirkende årsag til, at så store mængder sibirisk smør kunne eksporteres, var, at der endnu ikke eksisterede et egentligt hjemmemarked for moderne smør i Rusland. Datidens sibiriske smørproduktion byggede således på eksport og havde afsætningsmarkederne i Vesteuropa som sit pejlemærke.
Også på andre områder end smøreksport var Rusland en betydelig faktor i verdensøkonomien. I 1913 var landet verdens førende eksportør af korn, æg og hør (Koefoed 1932: 452).
I begyndelsen af 1900-tallet beskrev den russiske økonom M.N. Sobolev smøreksportens betydning for Sibirien således: Ganske få år efter sin start havde den sikret Sibirien en tilførsel af guld, som overgik indtægterne fra det guld, der blev udvundet af Sibiriens guldminer (Alekseeva 1993:8). Denne konstatering havde både en direkte og en indirekte dimension. Dels var der tale om kendsgerninger, dels pegede udviklingen på, at russisk og sibirisk landbrug, hvor forsømt, primitivt og lidet agtet det end havde været, meget vel kunne være kilde til en produktion og handel, som var guld værd.
Verdenskrigen og revolutionen fik katastrofale følger, også for den sibiriske smørindustri. Først i 1960erne var produktionen igen af et omfang som umiddelbart før krigen. Størstedelen af den gik nu til at dække efterspørgselen på det russiske hjemmemarked, og eksport i større stil var der ikke længere tale om (Mote 1976: 317).
Mens smøreksporten stod på, var den også for udefrakommende af stor betydning. Udenlandske mejerister, smøropkøbere og smøreksportfirmaer strømmede til Sibirien i stort tal. Blandt dem var andelen af danskere betydelig, hvorefter kom englændere og tyskere. De udenlandske firmaer eksporterede smør og andre produkter som æg og kød og importerede til gengæld mejeriinventar, landbrugsmaskiner og kolonialvarer. Danske smørfirmaer var de første
