trods stærk konkurrence fra engelsk og russisk hold. Det største smøreksportfirma overhovedet i Sibirien var det danske Det Sibiriske Kompagni, hvis direktør var H.P. Hjerl Hansen (Gorjuškin 1991: 149). Ifølge en nyere russisk kilde stod Det Sibiriske Kompagni for 25 % af den sibiriske smøreksport (Bočanova 1995: 94). Erik Plum skriver i sin bog Russisk Handelskompagni A/S, 1915-22, at smørfirmaerne Det Sibiriske Kompagni og Th. Lund & Petersen hørte til de største danske foretagender i udlandet efter Store Nordiske Telegrafselskab og Det østasiatiske Kompagni (Plum 1923: 10). Et konkret fingerpeg om, hvor stort danske smørfirmaers engagement i den sibiriske smør- og handelssektor var, giver den sum, Det Sibiriske Kompagni rejste i erstatningskrav til sovjetmagten, efter at firmaets værdier var blevet konfiskeret og nationaliseret. Det var på 26 mio. kroner ud af et samlet erstatningskrav fra danske firmaer og privatpersoner på 400 mio. kroner (Hjerl Hansen 1949: 297).
Smør holdt sit indtog på verdensmarkedet midt i 1800-tallet. Opfindelsen af centrifugen til brug ved smørfremstilling, andre store teknologiske landvindinger som anlæggelsen af jernbaner og oprettelsen af verdensomspændende dampskibsruter medførte, sammen med industrialisering og urbanisering, at smør blev genstand for en omfattende verdenshandel. Større pengerigelighed, ændrede levevilkår og nye kostvaner i de industrialiserede landes byer gjorde smør til en eftertragtet og efterhånden også selvfølgelig ingrediens i husholdningen hos høj og lav. Bønder verden over kastede sig over mælkeproduktion, moderne mejerier forarbejdede mælken til smør, og små- og storkøbmænd tog sig af handelen. Smørhandel var gennemgående en hektisk affære, for varen var skrøbelig og krævede hurtig omsætning, efterspørgselen voksede hastigt, og konkurrencen var stor. Handelens centre lå i Vesteuropa, primært England, Tyskland og Danmark. I lande som England og Tyskland, hvor industrialiseringen var mest fremskreden, var der ikke tilstrækkelig kapacitet til at dække efterspørgselen på hjemmemarkedet. Import var påkrævet, og smør fra andre vesteuropæiske lande som Danmark, Irland, Frankrig, Holland og Finland og fra de russiske Østersøprovinser og europæisk Rusland blev genstand for en livlig handel i København og i store engelske og tyske byer sammen med smør fra endnu fjernere egne som Nord- og Sydamerika, New Zealand, Australien og Sibirien.
Danmark havde siden slutningen af 1870erne været verdens førende smøreksportør, og dansk smør og danske handlende spillede en betydelig rolle i den internationale handel, især på det engelske marked, som var verdens største. Dansk smør dækkede her næsten halvdelen af efterspørgselen. Når også København blev centrum for en stor smørhandel, skyldtes det ikke manglende kapacitet til at dække efterspørgselen på hjemmemarkedet, men at danske smørfirmaer udover at handle med dansk smør også handlede med andre landes smør, “fremmed smør”, som det kaldtes i fagsproget. Det blev i store mængder solgt på det tyske og engelske marked via en omfattende transithandel over København. Danske firmaers handel med fremmed smør begyndte med svensk, finsk og baltisk smør, fortsatte med europæisk-russisk og ekspanderede betydeligt i slutningen af 1800-tallet, da sibirisk smør kom ind i billedet.
Bogens tidsramme er tiåret 1895-1905. Kendetegnende for dette første tiår af den sibiriske smørbranches historie var et meget højt ekspansionstempo, både hvad angik produktion, eksport og territorier. Der var tale om branchens “Gründerzeit”. Også efter 1905 ekspanderede smørsektoren, men ikke længere i samme drastiske omfang og tempo. Endnu et kendetegn var, at København i størstedelen af perioden, indtil 1902, var hoveddestination for den sibiriske smøreksport, en position, som det engelske marked herefter overtog. Efter 1905 blev det tyske marked efterhånden næsten lige så vigtigt som det engelske, mens det danske markeds betydning var vigende. Et sidste kendetegn ved tiåret var, at Ruslands finansminister i næsten hele perioden (1892-1903) hed S. Ju. Vitte. Han er gået over i historien som hovedarkitekten bag det økonomiske opsving i Rusland i tiårene op til verdenskrigen.
Geografisk set koncentrerer bogen sig om stationsbyen Kurgan og omegn i guvernementet Tobolsk, hvor den sibiriske smørproduktion begyndte, St. Petersborg, som var sæde for tsarmagten og regeringen, hvis ministre og embedsmænd trak i trådene, København, som var den sibiriske smøreksports hoveddestination indtil 1902 og hjemsted for de mange danske smørfirmaer, der opererede i Sibirien og, som det sidste punkt, London, der efter 1902 overtog Københavns rolle.
Om det lige præcis var smør fra Kurganegnen, der blev handlet med i Danmark og England, er underordnet. Det kurganske smør udgjorde i tidsrummet 1895-1905 under alle omstændigheder en meget betydelig del af den sibiriske eksport og i eksportens første år hovedparten.
Moderne russisk smørproduktion begyndte i europæisk Rusland mange år før den sibiriske. Herfra kom også Kurganområdets smørpionerer, både de russiske smørproducenter og handlende og de danske og andre udenlandske eksportører. Også denne bog tager udgangspunkt i europæisk Rusland.
På baggrund af den store rolle sibirisk smør spillede lokalt, nationalt og internationalt, kunne man tro, at den sibiriske smørbranches historie var velbeskrevet i den videnskabelige litteratur. Det er den imidlertid ikke, selvom der findes nogle få fremstillinger og delfremstillinger, som kaster et vist lys over emnet (Janssen 1910; Kalantar 1959; Makarov 1910, 1926; Mote 1976; Muraškincev 1902; Pljaškevič 1924). H.P. Hjerl Hansens bog fra 1949 Danske Pionerer i Sibirien er en vigtig kilde, men den er et partsindlæg og ikke nogen videnskabelig undersøgelse.
Formålet med denne bog er at beskrive den sibiriske smørbranches historie i tiåret detaljeret og ud fra en synsvinkel, som endnu ikke har været anlagt, nemlig ud fra et perspektiv, der både er lokalt, nationalt og internationalt. Med denne synsvinkel vil jeg gerne råde bod på mangelen på detaljeret og dybtgående viden om smørbranchens udvikling, undersøge, hvordan det kunne lade sig gøre, at et industrielt og landbrugsmæssigt lidet avanceret og overvejende naturalieøkonomisk område som det vestsibiriske reagerede så lydhørt på en påvirkning, der udgik fra fjerne og mere avancerede afsætningsmarkeder, og undersøge samspillet mellem lokale, nationale og internationale aktører og interesser, idet jeg formoder, at den sibiriske smørbranches udvikling bedst kan belyses ved, at alle disse tre komponenter inddrages.
Der eksisterer en omfattende videnskabelig litteratur om russisk økonomi og erhvervsliv i årtierne frem til Første Verdenskrigs udbrud. Blandt de teoretiske overvejelser denne litteratur gør sig, er der en række problemstillinger, som jeg har inddraget i mit arbejde. Et af hovedspørgsmålene vedrører statens rolle i russisk økonomi og erhvervsliv under det store økonomiske opsving. Der er generel enighed blandt historikere om, at den russiske stat traditionelt spillede en betydelig og ofte så dominerende og formynderisk rolle i forhold til det russiske erhvervsliv, at det stækkede dets udfoldelsesmuligheder. Når det drejer sig om det store økonomiske opsving i tiårene før verdenskrigen, hersker der imidlertid en vis uenighed. Nogle historikere som Alexander Gerschenkron (1970) og Peter Gatrell (1986) mener, at staten spillede en betydelig, men positiv og igangsættende rolle og gav det russiske erhvervsliv større råderum, så det blev mere selvkørende, mens andre, som Theodore Von Laue, mener, at statens rolle som dominerende faktor blev opretholdt og endda styrket, og at Vittes finanspolitik og økonomiske tænkning var beslægtet med og forløber for sovjetstatens planøkonomi (Von Laue, 1963). Andre spørgsmål vedrører det udenlandske engagement, omfanget af de vestlige aktiviteter og investeringer, vestlig kapitals betydning og betydningen af vestlig teknologi og anden know-how. Det drejer sig endvidere om at vurdere, hvor fordelagtigt det var for vestlige forretningsfolk at operere i Rusland, og hvilken risiko engagementet indebar, samt at vurdere, om den vestlige økonomiske aktivitet var dominerende og bestemmende, om den var sin vestlige baggrunds forlængede arm, eller om den udviklede sig på et selvstændigt russisk grundlag og blev en del af den interne økonomis system og dynamik. I forlængelse heraf ligger spørgsmålet, om det udenlandske engagement var en hindring for lokal produktion, handel og eksport, eller om det virkede igangsættende, fornyende og ansporende. Var der tale om vestlig Klondyke-virksomhed eller et gensidigt berigende foretagende? Forholdt det sig, som Det Sibiriske Kompagnis direktør H.P. Hjerl Hansen skrev i 1940erne, at der var tale om et “kulturarbejde” til gavn for den stedlige befolkning, om en form for “kolonisering”, som han kaldte
