vi har observeret.
Civiliseringsbegrebets evolutionistiske og normative bagage gør det til et kontroversielt begreb. Vi vil imidlertid argumentere for, at netop dets fokus på det normative giver det et analytisk potentiale, så længe man ikke anvender det til at bedømme folks adfærd, men til at forstå folks normer for adfærd og er opmærksom på normernes empiriske relativitet. Vi vil således bruge det til at undersøge, hvilke opdragelsesformer og dannelsesidealer der har autoritativ status – i en grad så de praktiseres i samfundets børneinstitutioner. Og vi vil samtidig bruge det til at forklare, hvorfor civiliseringsprojekter nogle gange har en effekt modsat den tilsigtede. Som analytisk tilgang retter civiliseringsbegrebet nemlig opmærksomheden mod såvel integrerende som disintegrerende processer og kan dermed belyse normer, værdier, vurdering og distinktioner, men også de former for opposition, som vi har registreret i vores empiriske undersøgelser. Kapitlet her vil præsentere disse overvejelser, og hvordan de vil blive brugt i de efterfølgende analyser.
Det civiliserede menneske
De fleste samfund og fællesskaber har idealer om det lærde, dannede eller ordentlige menneske (Levinson, Foley & Holland 1996). Det er oftest sådanne idealer, som forældre, den ældre generation eller mere formaliserede samfundsinstitutioner som skoler og daginstitutioner forsøger at præge den yngre generation i forhold til. Selvom de defineres forskelligt i forskellige samfund – og inden for samfund – retter sådanne idealer sig mod det menneske, som kan begå sig på socialt acceptabel og distingveret vis i samfundet.
I 1939 skrev Norbert Elias et komplekst og vidtfavnende værk, der beskæftigede sig indgående med udviklingen af sådanne normer for distingveret opførsel, eller det han betegner som “civiliseringsprocessen”2 (Elias 1939/1994). Ifølge Elias er dette en social proces, der forløber i de fleste samfund (om end afbrudt i perioder med krig og konflikter), men som europæiske stater er særlige eksempler på. Med udgangspunkt i Frankrig og Tyskland beskriver han en langvarig historisk udvikling mod stadigt mere integrerede statssamfund, hvor staten langsomt vinder monopol på skatteinddrivelse og anvendelse af vold. Denne statskonsolidering følges af en øget befolkningstæthed og funktionsdeling, der fører til en høj grad af intern afhængighed mellem samfundets medlemmer eller det, Elias betegner som “interdependenskæder”, der op gennem århundrederne bliver stadig længere og mere differentierede (ibid., s. 289). Kombinationen af statsmonopolisering og øget integration skaber, argumenterer han, større fysisk sikkerhed for samfundets medlemmer, men fordrer også, at de må udvikle en stærk selvkontrol og undgå aggression og anden adfærd, der kan støde andre mennesker. For at kunne leve sammen i tæt intern afhængighed må samfundets medlemmer være særligt omhyggelige med at tilpasse deres adfærd til andre menneskers forventninger (Elias 1939/1994, s. 366-369, 429). Det fordrer en vis standardisering af opførsel og en koordinering af samværet ikke mindst gennem øget tidslig regulering (Elias 1992, s. 118-119). I en samfundsorganisation baseret på medlemmernes indbyrdes afhængighed bliver forudsigelighed central.
Tilpasninger i udtryksformer og forudsigelighed i opførsel indarbejdes over tid i veletablerede mønstre for mellemmenneskelig omgang, argumenterer Elias. Hvad der før tog form af ydre fordringer, internaliseres gradvist og bliver til selvbegrænsninger forbundet med følelser af skam eller væmmelse over egne eller andres uciviliserede opførsel (Elias 1939/1994, s. 365). Fra at opleve reel frygt for andre menneskers volds- og magtudøvelse transformeres frygten til en angst for andre menneskers vurdering; en angst for at blive lukket ude eller falde igennem og en stræben efter social accept (Engebrigtsen 2006, s. 112). Selvkontrol og skam bliver således de psykiske mekanismer, der afløser angsten for andres aggressioner. Opførsel bliver dermed en kilde til vurdering af både ens egen og andres status og grad af respektabilitet.
Elias viser dette gennem en historisk gennemgang af etiketteforskrifter og opdragelsesmanualer for især unge drenge fra det tyske og franske hofsamfund. Han beskriver, hvordan normerne langsomt udbredes fra disse hofkredse til resten af samfundet og dermed indarbejdes i den almindelige sociale omgang. Gennem konkrete eksempler hentet i disse forskrifter viser han, hvordan det især er kropskontrol og følelsesudtryk, der bliver markører af social distinktion. Hvor det f.eks. i det 15. århundrede beskrives som dårlig maner at spytte ved bordet, når man spiser, bliver selve det at spytte med tiden noget gement frastødende, som man generelt skal afstå fra. Det er imidlertid ikke bare en praksis, der ændres, men et behov, der elimineres eller i det mindste undertrykkes gennem en gradvis forandring af følelser (Elias 1939/1994, s. 131-136).
Ved hjælp af en række af sådanne kropsnære eksempler (om f.eks. bordmanerer, sengedeling, seksuelle relationer, toiletvaner, slagsmål) viser Elias, hvordan der gennem århundrederne opstår en stadig mere detaljeret opdeling mellem offentlig, privat og intim optræden (ibid., s. 160). Samvær med andre og social anseelse fordrer, argumenterer han, en øget bevidsthed om, hvilke udtryksformer og måder at opføre sig på der går an i forskellige sociale sammenhænge. Der etableres stadig større skel mellem, hvad man kan gøre offentligt, og hvilke handlinger der hører til i den private sfære, men også med tiden en større indskrænkning af det private rum. Korporlig afstraffelse af børn kan tjene som eksempel. Fra at være en almindelig og udbredt praksis problematiseres først voksnes almene ret til at slå børn, dernæst afskaffes revselsesretten for autoritetspersoner i opdragelsesinstitutioner for til sidst efter megen polemik at blive strafbart også i hjemmene. På den måde kan opførsel, der tidligere var almindelig i den offentlige sfære, siden blive socialt degraderende også inden for hjemmets grænser.
Elias’ pointe er imidlertid, at sådanne generelle ændringer ikke sker af sig selv, men gennem sociale integrations- og distinktionsprocesser, hvor i første omgang hoffets etikette og distinktionssymboler overtages af borgerskabet i dets bestræbelse på social opstigning. Som vi kommer tilbage til, kan man således iagttage en vis demokratisering af de distingverede koder, idet de udbredes til det større samfund, der dog modsvares af nye sociale distinktioner, der giver anledning til nye civiliseringsmarkører (Elias 1939/1994, s. 382-387, 430).
Sammenhængen mellem den psykiske og den sociale formation
I Elias’ teori er det især kropsudtryk og drifter (i særdeleshed voldsudøvelse og seksualitet), der gradvist bliver underlagt en stærk social regulering og tabuisering. Selvom han understreger, at denne udvikling ikke er lineær, og at især perioden efter 2. verdenskrig har slækket på formerne, ser han alligevel driftsbeherskelse og selvkontrol som et generelt kendetegn ved den psykosociale udvikling i Vesteuropa (Elias i Goudsblom & Mennell 1998, s. 235-238). Med en umiskendelig inspiration fra Freud3 beskriver han udviklingen af en øget distance til kroppen og udvidede fordringer til beherskelse eller ligefrem undertrykkelse af impulser og drifter (jf. Freud 1948/1983). Kroppen og dens udtryk tæmmes, og dette følges af nye tærskler for følelser af skam i takt med samfundets øgede integration. Disse ændringer betyder dog ikke, at vold, kropsudsondringer, nøgenhed, sex og voldsom affekt ophører med at være en del af det sociale liv. Tværtimod, som også antropologen Mary Douglas (1966) har vist, er netop tabuisering et tegn på en central kulturel betydning, ligesom de stærke følelser, som tabubelagte emner vækker – urenhed, væmmelse, fascination, begær, afstandtagen, forlegenhed, angst – vidner om en nøje sammenhæng mellem psykiske reaktioner og sociale og kulturelle dynamikker.
Denne sammenhæng mellem den enkeltes handlinger og følelser og samfundets dynamikker og strukturer, eller hvad Elias betegner som “psykogenese” og “sociogenese”, står centralt i hans analytiske tilgang. Gennem samspil med betydningsfulde andre – med opvæksten som en særlig betydningsfuld tid – formes hvert enkelt menneskes “habitus”4 til, hvad han kalder en “anden natur”, dvs. den socialt nødvendige tilpasning og undertrykkelse af den “første natur” – de umiddelbare drifter og behov (Elias 1939/1994, s. 369; Wouters 2011, s. 148). Denne habitus er i kraft af sit sociale udspring uløseligt forbundet med samfundets normer, værdier og institutioner, som imidlertid
