en længere historisk periode. Internalisering forudsætter en selviagttagelse, som begge forfattere viser, regulerer den enkeltes følelsesliv og selvforståelse (se f.eks. Foucault 1980, s. 155; Elias 1939/1994, s. 70-71). Men denne iagttagelse er hos Elias lige så meget en iagttagelse af andre for at kunne vurdere sig selv, tilpasse sig eller hvis muligt demonstrere overlegenhed. I den forstand er iagttagelsen mere en kilde til social positionering end udtryk for en passiv overtagelse af den dominerende tænkning (jf. diskussion hos van Krieken 2002, s. 93-94).
I forbindelse med en diskussion af opdragelse i børneinstitutioner finder vi, at Elias’ og Foucaults tilgange kan bruges komplementært. Der finder en regulær disciplinering sted, fordi institutioner altid trækker på, hvad Foucault kalder sandhedsregimer, idet de rummer en normaliseringsbestræbelse, et overvågningsbehov og en autoritetsstruktur. Og institutioner har dominant indflydelse på måden, børn former identifikationer og identitet på, dvs. hvordan de kommer til at opfatte og tænke om sig selv og verden, samt på, hvordan de håndterer deres følelser og handlinger. I tråd hermed vil vi i det følgende anvende disciplineringsbegrebet, når det er disse dimensioner ved internaliseringen af de ydre fordringer, som vi ønsker at fremhæve. Samtidig er det vigtigt at se, at de reguleringer og tilpasninger, som individerne foretager, også er udtryk for den enkeltes strategiske6 fortolkning og aktive forholden sig til sine sociale omgivelser og sin egen position og status. Selv i en institutionel struktur går magtudøvelse flere veje, og selvom autoritetsstrukturen sjældent ændres fundamentalt ved magtudfordringer, giver forhandlinger og magtkampe en dynamik, som vi kan genfinde i vores empiriske materiale. Dominante diskurser sætter aftryk, men individers fortolkninger og handlinger kan føre til ganske forskellige udformninger, der kan eksistere samtidig og være direkte modstridende. Civiliseringsbegrebets fokus på konflikt understreger denne dimension. Samtidig betoner begrebet, hvorledes det raffinerede spil om status og identifikation i den sociale interaktion, spiller på følelser som skam, trusler om social degradering og på potente værdiladede oppositionelle symboler som natur-kultur og dyr-menneske.
Integration og distinktion
Elias anvender sit civiliseringsbegreb til at forstå, hvordan sociale skel markeres gennem optræden og symboler. Her overlapper hans interesse og analyser med sociologen Pierre Bourdieus analyser af smag som social distinktion (Bourdieu 1979). Også i lighed med Bourdieu er hans ambition at få belyst, hvordan sociale strukturer reflekteres i individuelle dispositioner for handlen og opførsel, og at gøre dette uden at forfalde til strukturel determinisme (for nøjere diskussion se Paulle, van Heerikhuizen & Emirbayer 2011). Begge forfattere anvender til dette formål habitusbegrebet7. Men hvor Bourdieu er optaget af at udforske kræfterne bag social distance – udtrykt symbolsk i fysisk afstand, grad af kontakt, kulturel distinktion eller økonomisk stratificering – er Elias med sit begreb om “figurationer” mere optaget af betydningen af social afhængighed for den sociale stratifikation. Hans fokus er på de integrative processer, der over tid har øget den sociale afhængighed og nødvendiggjort tilpasning og indoptagelse af bestemte former for samvær og optræden. Han beskriver, hvordan kontraster mellem folk langsomt er jævnet ud, dels ved at dominerende grupper med forsæt har overført normer for optræden til andre sociale lag eller koloniserede grupper, dels ved at dominerede grupper, som tidligere nævnt, har søgt indflydelse og social opstigning ved at tilegne sig de distingverende koder (Elias 1939/1994, s. 430).
Disse processer reflekterer også Vesteuropas demografiske udvikling med øget befolkningstæthed, urbanisering og mere opdelte, men også mere gensidigt afhængige, arbejdsdelinger. Under sådanne forhold bliver det nødvendigt med en mere smidig omgang mellem folk fra forskellige lag i handelslivet og i arbejdsprocesser, men også i samfundets institutioner. For at få samarbejdet til at fungere bliver det stadig mere påkrævet ikke at markere standsfornemmelse eller klasseforskel. Udviklingen har derfor medført en vis “informalisering” af de sociale former, der bliver særlig tydelig efter 2. verdenskrig – et punkt vi kommer tilbage til i næste kapitel (Elias 1998, s. 235-245). Den Elias inspirerede sociolog Cas Wouters argumenterer ligefrem for, at informalisering er blevet en ny social fordring i den forstand, at stands- og klassemarkeringer gennem de sidste 50 år er blevet et generelt tabu – en måde at falde igennem på socialt (Wouters 1977, s. 437-456; Wouters 2004, 2011). Som tidligere nævnt påpeger han, at der i denne periode har fundet et regulært opgør sted mod de formaliserede former og etablerede autoriteter. Opførselsnormer og følelsesudtryk, der tidligere blev forbundet med lavere sociale klasser, blev udbredt og anerkendt − netop som en måde at vise indifferens over for klassiske klassemarkører. Dette opgør var foranlediget af en social integrationsproces og betød en udbredelse og anerkendelse af normer for opførsel, der tidligere blev forbundet med lavere sociale klasser, netop som en måde at vise indifferens over for klassiske klassemarkører. Som Wouters peger på, er også denne form for udjævning af markører en del af en civiliseringsproces; den er en konsekvens af den øgede integration, hvor afhængigheden netop fordrer en nedtoning af forskel (Wouters 2004). Civiliseringen er i den forstand demokratiseret.
Gennem de sidste 30 år har en række antropologers arbejde demonstreret, at en sådan nedtoning af forskelle er særlig udpræget i de skandinaviske lande (Gullestad 1992, 1997; Salamon 1992; Liep & Olwig 1994). Som kulturel region synes Skandinavien at være kendetegnet ved en udtalt lighedsbestræbelse, hvor lighed ikke bare handler om økonomisk udjævning og juridisk retfærdighed, men i høj grad om social genkendelighed eller det, den norske antropolog Marianne Gullestad betegner som enshed (Gullestad 1992, s.185).8 Velfærdsinstitutionerne har, som vi ser det, spillet en særlig rolle i denne proces. Ikke mindst de integrative pædagogiske institutioner har med deres på én gang formative og normsættende arbejde bidraget til at udbrede normer, standardisere forståelser og dermed udjævne forskelle. Sådanne integrative eller forskelsnedtonende processer betyder dog ikke, at distinktioner er forsvundet, snarere at der er sket en ændring, og i nogen grad en forfinelse og subtilitet, af forskelsmarkeringer. Som Elias viser, er dette et generelt træk ved civiliseringen – større social integration medfører mere raffinerede distinktionspraksisser (Elias 1939/1994, s. 385, 424, 430). Distinktion er således også et vigtigt aspekt i hans bestræbelse på at forstå mekanismer ved mellemmenneskeligt samspil, men hans analytiske hovedfokus ligger på de homogeniserende processer, der over tid har etableret, markeret og raffineret nogle former for optræden frem for andre som distingverende. Fra det perspektiv er den gradvise homogenitet i udtryksformer således ikke udtryk for konfliktfrihed, men tværtimod resultatet af spændinger mellem grupper og individer, der med vekslende grad af indflydelse har fundet former til at omgås i intern afhængighed.
De etablerede og de udenforstående – klasse, dominans og social konflikt
Netop dominans og konflikt – især mellem sociale klasser – er et tilbagevendende tema i en civiliseringsdiskussion. Her er det vigtigt at forstå klassebegrebet relationelt og processuelt snarere end ud fra på forhånd fastlagte parametre.9 Både klasseafgrænsninger og -relationer ændrer sig løbende i de spændinger og konflikter, der udspiller sig mellem individer og forskellige grupper. Der er således ikke tale om en stabil struktur, men om skiftende dominansrelationer, der udtrykkes og opretholdes gennem forskellige distinktionsmarkører.
Når den diskussion er vigtig her, er det, fordi sociale distinktioner, og de mere eller mindre subtile måder, de henviser til og medkonstruerer social klasseposition på, spiller en rolle i institutionel opdragelse, selvom institutionshverdagen er præget af en udtalt egaliseringsbestræbelse. De opdragelsesnormer, børn mødes med i institutionerne, reflekterer bestemte forståelser af, hvad der er ordentlig opførsel, hvordan man skal udtrykke sig og optræde. Sådanne forståelser er imidlertid ikke værdineutrale; de er udtryk for bestemte gruppers eller klassers opfattelser, der har vundet hævd i en grad, så de er institutionaliseret og accepteret som rimelige dannelsesfordringer for alle. Dominante grupper har en tendens − og symbolsk magt − til at tage monopol på anerkendte adfærdsformer. Konsekvensen viser sig f.eks. i situationer, hvor et barn med anden klassebaggrund (som eufemistisk kaldes
