for hans historiske tilgang til den sociologiske videnskab (van Krieken 2002, s. 13-15; Quilley & Loyal 2004, s. 5-6).
Et centralt element i denne sammenhæng er ifølge Elias følelser af skam, som netop knytter sig til overskridelse af sociale normer og kulturelle tabuer (Elias 1939/1994, s. 415; Engebrigtsen 2006, s. 110; Scheff 2004). Skam rummer en angst for tab af anseelse og social degradering, som virker regulerende ind på det enkelte menneske og dermed på folks interaktion. Skam kan således ses som en civiliseringslogik, der, hvis man følger Elias’ analyse, bliver stadig mere karakteristisk for den sociale omgang. Jo mere afhængige folk bliver af hinanden, des flere forventninger til optræden opstår, og dermed bliver stadig flere forhold behæftet med risiko for at falde igennem socialt og knyttet til følelser af skam. Samtidig bliver selve skammen en indikation på social anstændighed. At føle skam – eller i hvert fald udtrykke, at man ved, at man bør skamme sig – bliver en måde at vise, at man kender de sociale fordringer, at man er en troværdig og tilregnelig person. I den forstand er der i et Elias-perspektiv tale om en udvikling, hvor stadig flere individuelle – ikke mindst kropslige – anliggender indgår i den sociale kommunikation og stratificering.
Denne udvikling kan siges at kulminere med victoriatidens anstændighedskodeks, og man kan derfor indvende, at der i løbet af de sidste 100 år har indfundet sig en vis afslapning i forhold til – og været et opgør med – tidligere tiders undertrykkende normer. Følger man Elias’ argumentation, er den sociologiske pointe imidlertid, at den mellemmenneskelige afhængighed i dag ikke fordrer mindre grad af selvbeherskelse, og at skam – om end på andre måder – fortsat er en væsentlig socialt regulerende mekanisme. Denne pointe uddyber sociologen Cas Wouters i sin diskussion af, hvordan de sidste 100 år har udviklet en ny form for personlighed – en “tredje natur” (2004; 2011). I opgøret med, hvad der blev betragtet som stive former og samfundets autoritetsstrukturer, udvikler der sig en anerkendelse af følelsesudtryk, der tidligere var undertrykte og behæftet med skam. Hans pointe er ikke, at følelsesudtryk i dag er mere i overensstemmelse med “den første natur” – de umiddelbare drifter og behov. Der er fortsat tale om en socialt reguleret udtryksform, nu blot tilpasset en mere individualiseret samfundsform, hvor det enkelte menneske ikke kan forlade sig på standardiserede former, men på refleksiv og fleksibel vis må udtrykke sig på måder, der opfattes som genkendelige, troværdige og oprigtige.
Statens regulerende funktion
I Elias’ analyse er det især i forbindelse med den historiske reduktion af voldsudøvelse i de vestlige samfund, at betydningen af skamfølelser og selvregulering viser sig. Korporlig aggressivitet opfattes i det meste af samfundet som et vitalt brud på de sociale forventninger til optræden og selvkontrol og dermed som socialt degraderende og behæftet med skam. En af de væsentligste årsager til denne udvikling er, set ud fra Elias’ perspektiv, statens opkomst som medierende myndighed. Den statslige monopolisering af vold og straf har medført en kriminalisering af alle former for voldsudtryk, og det er derfor ikke længere et mellemmenneskeligt anliggende at løse konflikter på voldelig vis, men et anliggende for bemyndigede instanser. Dette har medført et fald i samfundets generelle voldsniveau. Alligevel eksisterer der en bevidsthed om, at vold kan finde sted, og at en voldelig omgangsform igen kan bryde igennem og erodere den civiliserede orden, og denne bevidsthed præger den sociale organisation. Frygten for vold er latent til stede og fungerer både som en regulerende mekanisme i de mellemmenneskelige samspil og som en legitimering af statens myndighed. Sociologen Loïc Waquants formulerer Elias’ tilgang meget præcist:
Elias places violence and fear at the epicenter of the experience of modernity: together they form the Gordian knot tying the outermost workings of the state to the innermost makeup of the person. The expurgation of violence from social life via its relocation under the aegis of the state opens the way for the regulation of social exchange, the ritualization of everyday life, and the psychologization of impulse and emotion. (Waquant 2004, s. 112)
Som det ses her, spiller staten en vigtig rolle i Elias’ argumentation. Den centralisering af magtudøvelse, der op gennem århundrederne tager form af et egentligt voldsmonopol, medfører på én gang, at staten får en kontrollerende og ordenshåndhævende funktion, og at voldsudøvelse (principielt) glider ud af det almindelige sociale liv. Mellemmenneskelig vold tabuiseres og kriminaliseres, og statens rolle bliver stadig mere udbygget og detaljeorienteret i sin overvågende og regulerende funktion.
Det er dog en vigtig pointe hos Elias, at hverken stat eller samfund er enheder over for andre enheder: individerne. Stat og samfund udgøres af mennesker, der handler og opretholder den samfundsmæssige orden gennem deres handlinger og sociale samspil (van Krieken 2002, s. 51-53). Statens funktion er således nok regulerende, men den opretholdes kun i kraft af mange menneskers accept af den ordensforståelse, staten håndhæver. De regulerende og detaljeorienterede skandinaviske velfærdssamfund er illustrative i denne sammenhæng. I en stadig mere raffineret institutionel struktur er sikkerhed, forudsigelighed og udjævning af sociale forskelle blevet karakteristiske træk ved samfundsorganisationen. Den moderne velfærdsstat kan således, som antropologen Engebrigtsen påpeger, ses som et særligt eksempel på en instans i civiliseringsprocessen, der centralt kontrollerer og regulerer enhver form for voldsudtryk og dermed har tæmmet frygten for vilkårlighed (Engebrigtsen 2006, s. 112). Denne kontrolfunktion ville dog ikke kunne udøves uden accept fra mange individer, der i deres daglige virke anerkender det værdigrundlag, velfærdsstaterne hviler på. De afstår f.eks. fra vold, betaler skat og sender deres børn i skole, ikke blot fordi de skal, men også fordi de synes, det er rigtigt, og betragter det som nødvendige bidrag til et anstændigt og sikkert samfund. Den samfundsmæssige orden kan ikke reduceres til overindividuel funktionalitet eller ydre regulering; den er båret af en udtalt moralsk dimension, men er også under indflydelse af psykosociale mekanismer som skam og angst for social degradering.
Dette er et eksempel på Elias’ sammentænkning af samfundsniveauet med et individniveau. Store ændringer i samfundsstrukturerne (industrialisering, urbanisering, kommercialisering, demokratisering og ikke mindst magtmonopolisering og statsdannelse) har indflydelse på såvel de mellemmenneskelige relationer som på menneskers opførsel, omgang og opfattelsen af individualitet og civiliseret adfærd. Men disse bevægelser er også skabt af mennesker, der indgår i sociale figurationer, det vil sige netværk af relationer med hinanden. Historiske transformationer er således forårsaget af ændringer i de magtkonstellationer og afhængighedsrelationer, mennesker indgår i, og vil bevæge sig sammen med dem – uden mål, men ikke uden menneskelige viljer.
Civiliseringsbegrebets teoretiske bidrag
Civiliseringsprocessen er et eksempel på en sådan historisk proces, hvor samfundsændringer både får betydning for det enkelte menneskes psyke og er forårsaget af menneskelige samspil og konflikter. Det er her en pointe hos Elias, at civiliseringsprocessen ligesom andre større transformationer ikke er planlagt og dog har en vis struktur og kausalitet. Den er drevet af historiske forandringer, der synes at have en bestemt retning, men reelt blot er resultatet af mange menneskers valg og planer:
This basic tissue resulting from many single plans and actions of people can give rise to changes and patterns that no individual person had planned or created. From this interdependence of people arises an order sui genesis, an order more compelling and stronger than the will and reason of the individual people composing it. It is this order of interweaving human impulses and strivings, this social order, which determines the course of historical change; it underlies the civilizing process. (Elias 1939/1994, s. 366)
Den individformation og de idealer, der løbende udvikler sig om, hvad der tæller som civiliseret optræden, er således hverken lineær eller forudbestemt. Som Elias skriver:
There is no zero-point of civilising processes, no point at which human beings are uncivilized and as it were begin to be civilized. No human being lacks the capacity for self-restraint. (…) What
