style="font-size:15px;"> Selvom Elias således understreger, at alle samfund har deres forståelser af civiliseret adfærd, og at processen ikke har en fast rute eller et bestemt endemål, men sættes og holdes i gang af et spind af relationer og sociale sammenstød (Elias 1939/1994, s. 365-367), er det blevet diskuteret, om civiliseringsbegrebet alligevel har en evolutionær og eurocentrisk toning (se f.eks. diskussion hos Goody 2002). Denne polemik skyldes måske, at Elias selv bruger begrebet både empirisk og teoretisk. Han udforsker en empirisk kontekst, hvor det tog form og blev et udtryk for Vestens selvforståelse, og undersøger, hvad man i denne sammenhæng til forskellige tider har forstået ved betegnelsen ‘civiliseret’ (Elias 1939/1994, s. 5). Og samtidig er begrebet om den civiliserende proces bærende i hans teori om den vestlige samfundsudvikling mod øget social integration og fredelig sameksistens. Denne dobbelthed giver uklarhed og kan, hvis man blander de to måder at bruge begrebet på sammen, godt føre til den misforståelse, at begrebet beskriver en proces mod et højere samfundsstadie. Vi mener, at man skal se bort fra de teleologiske betydninger, som civiliseringsbegrebet er blevet tilskrevet som analytisk begreb (at der skulle være tale om en rangering af samfund i udviklingstrin), og den eurocentrisme, Elias trods sine besværgelser ikke kan sige sig fri fra, men holde fast i den teoretiske præmis, at alle samfund har – og strides om – standarder for omgang og opførsel. Samtidig skal man søge indsigt i de evolutionære betydninger, begrebet tillægges empirisk (dvs. undersøge et konkret samfunds – skiftende – forståelser af, hvad der karakteriserer ordentlig opførsel), og de evolutionistiske hierarkier af samfund og mennesker, de giver anledning til, for dermed at få indblik i et samfunds opfattelser af normer og moralske kosmologi. Civiliseringsteorien skal således ikke opfattes som en teori om menneskelige fremskridt – hverken individuelt eller som samfund. Det er en teori om processuelle sammenhænge mellem dominansrelationer og omgangsformer, som Elias udvikler. Som vi ser det, får han med sit empiriske afsæt sat fokus på en generel sammenhæng mellem social integration og distinktion og de forestillinger, der skabes og udbredes mellem mennesker, om mere eller mindre kultiverede adfærdsmåder. Det er primært i den forstand, at vi finder hans teori inspirerende.
I forhold til vores fokus i denne bog giver civiliseringsteorien et perspektiv, vi kan bruge til at belyse fænomenet børneopdragelse og indfange den værdihorisont og de sociale skelsættere, der her i samtidens Danmark ligger bag fordringer, prioriteringer og bedømmelser af børn i familier og offentlige børneinstitutioner. Det komplekse analytiske greb, der på én gang retter sig mod individet og samfundet og de processer af social integration og distinktion, som etablerer og standardiserer bestemte opførselsmåder som rigtige, kan vise os noget andet om børns opvækst i institutioner end beslægtede begreber som ‘disciplinering’, ‘dannelse’, ‘opdragelse’ eller ‘socialisering’ og dermed supplere vores viden. Det betyder ikke, at vi forkaster disse begreber, der rummer diskussioner nært beslægtet med dem, civiliseringsbegrebet forsøger at belyse. Som vi påpeger nedenfor, fokuserer ‘disciplinering’ på den magtdimension, der er central i enhver form for transformation af en selv eller andre, og ‘dannelse’ beskriver den intentionelle transformation og uddannelse af mennesket mod en kulturel elite. ‘Opdragelse’ indfanger til gengæld det generelle og bevidste projekt om at forme barnet, men ekspliciterer ikke relationen til andre mennesker, mens ‘socialisering’ fokuserer på den proces, hvorigennem individet tillærer sig normer, lærer at omgås andre og bliver en del af en social sammenhæng eller gruppe. Med civiliseringsbegrebet ønsker vi ikke at underkende disse andre aspekter, da vi, som det vil fremgå, opfatter dem som vigtige dimensioner ved civilisering, og vi gør derfor også brug af begreberne i de følgende kapitler, når de er mest præcise. Men vi ønsker her at lægge et særligt fokus ved at belyse forestillinger om ‘det civiliserede’ og vise, hvordan sådanne forestillinger har konsekvenser for den opdragelse, dannelse og socialisering, der finder sted.
Vi vil med andre ord bruge begrebet til at indkredse idealer, som i den institutionelle opdragelse af børn både sætter mål og sætter skel. Hermed adskiller vores projekt sig imidlertid også fra Elias’. Hvor Elias’ historistisk sociologiske tilgang ser på civiliseringsprocesser som langstrakte sociale bevægelser, ser vi på civiliseringsprojekter eller -missioner, dvs. nogle intentionelle og strukturerede forløb og sammenhænge, som voksne – forældre, pædagoger og lærere – sætter børn i, for at de skal blive mennesker af en bestemt støbning. Det er med andre ord en særlig interesse, vi forfølger her. Man kan så at sige socialiseres til hvad som helst – også asocial adfærd – men civiliseringens mål er ikke arbitrært: Idealet er, hvad der i den bestemte kontekst defineres som det ordentlige, kultiverede menneske, hvis modstykke er det, der forstås som det dyriske, barbariske, selviske og asociale menneske. Civiliseringsbegrebets potentiale er, at det kan bruges til at fremanalysere centrale modsætninger mellem det passende og det upassende, egoisme og socialitet, men også mellem natur og kultur, dyr og menneske. Sådanne modsætninger overses ofte, men er en dimension ved opdragelsesidealer og kan derfor give indsigt i mere grundlæggende ideer om menneskelige hierarkier og værdisætninger. Som vi ser det, kan civiliseringsbegrebet således bruges til at vise, hvorledes hverdagspraksisser som opdragelse af børn er relateret til mere udbredte kulturelle værdisætninger og kosmologier.
Det betyder som sagt ikke, at konkrete forståelser af ‘det civiliserede’ har en universel karakter, eller at det er et begreb, som folk anvender i deres dagligsprog. Hvad forskellige samfund sætter op som ideal – eller ikke ofrer opmærksomhed i deres definition af det civiliserede – vil være forskelligt, ligesom deres sociale hierarkier og betegnelser for passende adfærd vil være det. Men det er et universelt forhold, at mennesker placerer sig selv og andre i sociale og moralske hierarkier; at nogle mennesker opfattes som ‘grovere’ over for andre, der opfattes som ‘finere’ og mere raffinerede, eller som nogle, der handler i modstrid eller overensstemmelse med, hvad der lokalt forstås som anstændigt. Civiliseringsbegrebet er derfor et teoretisk begreb, der retter sig mod at forstå, hvad der i en given sammenhæng regnes for det rette forhold mellem den enkelte og andre mennesker, den rette menneskelige opførsel og sameksistens, og altså den kulturelt dominerende vision om det ordentlige menneske og samfund. Ved at anvende begrebet ønsker vi således både at fokusere på mål og proces og at betragte begge som noget, der er blevet til i sociale kampe mellem forskellige grupper. I den forstand opfatter vi civiliseringsbegrebet som en måde teoretisk at begribe såvel kulturelle værdier og betydninger som de dominansrelationer, der har ført til, at netop disse forståelser er blevet selvfølgelige. Det er således et i antropologisk forstand kulturteoretisk perspektiv.
Civilisering og disciplinering
Elias’ teori om civilisering kan på flere områder sammenlignes med Michel Foucaults diskussioner af disciplinering og selvdisciplin. I Elias’ argumentation om udviklingen af selvkontrol og internalisering af normer for opførsel er der således ganske store lighedstræk med Foucaults “vidensarkæologiske” analyser af opkomsten af disciplinering som magtrationale og grundlag for subjektivitetsdannelse (Foucault 1977). Også Foucault viser, hvordan en øget opmærksomhed på detaljer i opførsel indebærer en standardisering af former og normalisering som krav. Også han viser, hvordan det enkelte menneske nødvendigvis må forholde sig til øgede fordringer til optræden og langsomt internaliserer dem i en grad, så de bliver del af den måde, man betragter sig selv på (ibid.). Begge forfattere søger med henholdsvis “civilisering” og “disciplinering” at udforske grundlaget for den selvkontrol og tilpasning, der, i særdeleshed i statssamfund, kan iagttages empirisk. Foucaults begreb “disciplinering” retter dog en særlig opmærksomhed mod civiliseringens magt- og subjektiveringsdimensioner og den produktive kraft, der ligger i internaliseringen af de sociale fordringer.
Overensstemmelsen til trods er der imidlertid også nogle markante forskelle mellem Elias’ og Foucaults tilgange til internaliseringen af ydre fordringer, hvoraf blot en enkelt skal berøres her (for yderligere diskussion se Dolan 2010; Smith 1999). Internalisering refererer hos Foucault til en magtlogik, hvor det enkelte individ formes af den “magt-viden”, der beskriver normaliteten og vedkommende selv som subjekt og internaliserer de fordringer til opførsel, som
