jorden danne en vinkel på 90 grader i forhold til lyset fra solen. Kender man afstanden til månen og sigtevinklen til solen, kan man beregne afstanden til solen.Grækernes måleudstyr var primitivt, så de nåede ikke frem til de korrekte tal. Bedste bud på afstanden til månen var 375.000 kilometer og til solen ca. 83 millioner kilometer. Men de kunne fastslå, at dimensionerne i solsystemet var langt større, end man hidtil havde troet. I øvrigt mente Aristarch, at jorden bevægede sig om solen – hele 1900 år før man beviste, at han havde ret.
Jorden er rund. Grækerne var nærmest besatte af en altomfattende nysgerrighed, en erkendetrang uden noget højere formål. Pythagoras havde fremsat den formodning, at jorden er rund, og Aristoteles mente at kunne bevise denne teori. Han fremførte tre argumenter. For det første er det jo klart for enhver, der ser et skib forsvinde i horisonten, at jordens overflade krummer. For man ser jo skibet forsvinde under horisonten, men det sidste, man ser, er masten, der rager op. Hvis jorden var flad, ville man jo bare se skibet blive til en lille prik i det fjerne, jo længere det bevægede sig væk.
For det andet havde Aristoteles hørt, at når man sejlede sydpå ad Nilen, dukkede nogle helt ny stjernebilleder op, stjerner, som man ikke kunne iagttage i Grækenland. Hvis jorden var flad, ville man jo kunne se alle stjerner på himlen, der hvælvede sig over den. De opdukkende stjerner, som man kunne se på rejsen sydpå, talte for, at jorden var rund, for så havde man en rimelig forklaring på fænomenet.
Et tredje argument for at jorden er rund, fandt Aristoteles i måneformørkelserne. Måneformørkelser forekommer jo kun, når månen står i opposition til solen – hvis solen f.eks. står i vest, skal månen befinde sig i øst – ellers forekommer der ikke nogen formørkelse. Det kunne jo tyde på, mente Aristoteles, at det, vi ser ved måneformørkelser, er jordens skygge, der kastes på månen, og eftersom skyggen altid er rund, må jorden være rund. De fleste lærde grækere bøjede sig for Aristoteles’ argumentation. En af dem, Eratosthenes (ca. 275-194 f.Kr.), fandt ud af, at man endda kunne måle, hvor stor jordkloden er.
Som det fremgår af figur 7, målte grækerne også afstanden fra jorden til såvel månen som solen. Unøjagtigheden i målingerne var naturligvis store. Den bedste bestemmelse af afstanden til solen stod Poseidonius (ca. 135-50 f.Kr.) for. Hans resultat var omkring 83 millioner kilometer – et godt stykke fra sandheden, 150 millioner kilometer, men alligevel i en størrelsesorden, som gav grækerne et helt andet indtryk af universets størrelse, end de tidligere kulturer havde haft. Afstanden til månen havde grækerne nemmere ved at beregne, og man fandt værdier, der ligger tæt på de nøjagtige bestemmelser, vi har i dag.
På vej til viden hvorfor. Målingerne af jordens størrelse og afstandene til månen og solen betegner et vigtigt trin i videnskabens og erkendelsens udvikling: “kortlægning” af en række faktiske forhold ved hjælp af matematiske metoder. Aristoteles’ forklaring på måneformørkelserne var tænkt som et argument for, at jorden er rund, men var også en kortlægning og desuden en forklaring på et fænomen, måneformørkelse, ud fra andre forhold. Ser man nøjere efter i den mangeartede græske tænkning, er der mange forsøg på at tænke “bag om” fænomenerne og finde en logisk tilfredsstillende forklaring på dem.
Det var jo tilfældet, da Leukippos og Demokrit forsøgte sig med en atomteori til forklaring af, hvordan forandring overhovedet kunne forekomme. Som vi senere – under omtalen af astronomien i renæssancen – skal se det, udviklede grækerne forskellige geometriske modeller til forklaring af planeternes bevægelser i forhold til jorden. Og vender vi os til noget helt andet, nemlig sygdom, ser vi også her hos Hippokrates (ca. 460-375 f.Kr.), ham som ofte omtales som lægevidenskabens grundlægger, et forsøg på at finde en rationel forklaring på epilepsi frem for den på hans tid gængse: at sygdommen skyldtes guddommelige, dæmoniske kræfter. Han skriver bl.a.:
Efter min mening er den såkaldt hellige syge ikke mere guddommelig end nogen anden sygdom. Den har ligesom alle andre sygdomme en naturlig årsag. Folk kalder den guddommelig, simpelthen fordi de ikke forstår den. Men hvis man skal kalde alt, som man ikke forstår, for guddommeligt, så er der ingen ende på de guddommelige ting … I naturen har alle ting det til fælles, at de kan føres tilbage til forudgående årsager.
I sin fysik forsøgte Aristoteles at gå bagom fænomenerne og finde frem til nogle principper, der kunne give den endelige forklaring på alle bevægelsesfænomener. Han stiller sig selv det enkle spørgsmål, om hvorfor en sten falder nedad. Hans forklaring lyder omtrentligt således: Jorden er rund, og jorden er universets midtpunkt. Alt andet – sol, måne, planeter og fiksstjernerne – kredser om jorden. Men egentlig er det jo jordklodens midtpunkt, der er hele universets midte. Og alt tungt – sten, jord og vand – søger ind mod dette midtpunkt. Han har naturligvis noteret sig, at en faldende sten bevæger sig i en lige linje i sit fald, og at denne lige linje peger direkte imod jordklodens centrum. Men hvorfor? Ja, fordi den søger “sit naturlige sted”, lyder Aristoteles’ svar. Jordens midte er dens mål, på græsk dens telos. Vi kalder derfor Aristoteles’ “forklaring” på stenens fald for en teleologisk forklaring.
Aristoteles tænkte, at alle naturfænomener inklusive dyrs adfærd måtte kunne underlægges en teleologi. Hver ting, hver plante, hvert dyrs adfærd havde sit formål, og på denne måde mente han at kunne skabe en enhed i naturforståelsen eller verdensopfattelsen. Som vi skal se efterfølgende, holdt Aristoteles’ forklaring ikke. Men forklaring eller ej – Aristoteles havde stillet et spørgsmål, rejst et problem: Hvorfor falder en sten nedad? Og sådan blev der spurgt om alting: Hvorfor søger ilden opad? Hvad får solen til at bevæge sig? Ja, det var der jo allerede nogen, der spurgte om i bronzealderen, hvor Solvognen fra Trundholm lader os formode, at man mente, at den blev trukket af en hest. Forklaringer af denne art betragtede grækerne som mytologiske. De søgte efter rationelle forklaringer, som det var forbeholdt en eftertid at levere svarene på. Men de stillede spørgsmålene – og med de rette spørgsmål begynder al videnskab.
Første statusopgørelse. Jeg har ikke her givet en oversigt over græsk naturvidenskab. Der er tale om nogle udpluk, hvor meget andet kunne anføres, for at vise, hvad der kom til at udgøre nogle af forudsætningerne for den naturvidenskabelige erkendelse, som udviklede sig i Europa fra ca. år 1500 og fremefter. Lad mig for overskuelighedens skyld kort resumere, hvilke elementer det var, der betingede og medførte rationalitetens gennembrud i oldtidens Grækenland. Vi standser lige op et øjeblik og ser på den tankemæssige udvikling fra stenaldermennesket for 10.000 år siden til den oplyste græker omkring Kristi fødsel.
Stenaldermennesket udforskede sine omgivelser med det ene formål at overleve. Det har besiddet en omfattende viden at, har struktureret sine omgivelser, har kunnet forudse og planlægge, har kunnet generalisere og kategorisere på mange områder, har kunnet erkende årsagssammenhæng, har kunnet tilvirke redskaber og har dermed også haft en vis viden hvordan. På et sent tidspunkt har det udviklet religiøse forestillinger – sandsynligvis baseret på analogislutninger.
Ved dannelsen af bysamfund og udvikling af landbrug og derpå følgende handel mellem forskellige samfund og stammer har mennesket udviklet et skriftsprog og en elementær matematik, som naturligvis også i sin oprindelse er en del af det daglige sprog.
De næste trin frem mod en fornuftsbegrundet erkendelse finder vi i oldtidens Grækenland. Her udgør udviklingen af skriftsproget med et færdigsyet alfabet og udforskningen af logikken og matematikken med deraf følgende udvikling af bevisførelse og aksiomatik de nødvendige forudsætninger for den senere naturerkendelse. En tredje nødvendig forudsætning er sekulariseringen i de græske bystater, der betyder, at man gør op med dogmatisk tænkning og kombinerer holdningsneutral naturiagttagelse med rationel bevisførelse, som vi f.eks. ser det i Aristoteles’ argumenter for, at jorden er rund. Her ser vi en begyndende kohærenstænkning, som i matematikken udmøntes i abstrakt tænkning, dvs. en tænkning, hvor der drages slutninger og gennemføres beviser, som ikke kan repræsenteres ved forestillingsbilleder af nogen
