emotionerIfølge McDougall er disse instinkter arveligt betingede og fælles for stenaldermennesket og nutidsmennesket. Nogle af dem er kønsbestemte, f.eks. yngelplejeinstinktet, som gennemsnitligt er stærkest hos kvinder, og sexbegæret som – igen gennemsnitligt – er stærkest hos mænd. Men der er selvfølgelig også fluktuationer, variationer i styrkegrad fra individ til individ. De fleste mænd vil nok “kæmpe, hvis udfordret”, men ellers så vidt muligt undgå konfrontationer, men der findes jo mange, f.eks. blandt vore dages hooligans og i organiserede ungdomsbander, der, drevet af trang til at slås, opsøger den voldelige konfrontation. Endelig kan det bemærkes, at nr. 10, underkastelse, ikke nødvendigvis ledsages af “negativ selvfølelse”. Mange mennesker har det bedst ved at underkaste sig “en førerhund”, det være sig en rockerpræsident eller en nyreligiøs profet.
For nutidsmennesket er disse instinkter indkapslet i en række adfærdsnormer, der varierer fra samfund til samfund, og i de stærkt civiliserede samfund fra socialgruppe til socialgruppe. Hvilke normer, der har været gældende i de små stenaldersamfund for 10.000 år siden, ved vi ikke så meget om, men i og med at der har været samfund, har der selvfølgelig været en del adfærdsregler. Men alt dette er mindre væsentligt. Det, som jeg er ude efter her, er de første tiltag i det, som vi omtaler som den menneskelige erkendelse – og her er det jo en selvfølge at fokusere på McDougalls punkt 3: at udforske nye steder og ting.
Vi må gå ud fra, at stenaldermennesket bevidsthedsmæssigt har været på niveau med os og i sproglig henseende har kunnet fastholde fortidige begivenheder og tale om mulige fremtidige begivenheder og forhold. Men hvilket niveau har stenaldermennesket været på med hensyn til erkendelse og viden?
McDougall peger på, at mennesket instinktivt vil udforske nye steder og ting og undgå farer (pkt. 3 og 4). Det er en adfærd, som vi kan iagttage hos husdyr som hunde og katte, og som klart nok er en nødvendig betingelse for menneskets overlevelse i kampen for tilværelsen. Hos dyr oplagres denne viden tilsyneladende udmærket: En hund kan jo hurtigt lære ruter, den kan genkende mennesker, den kan skelne imellem, hvad der er spiseligt og hvad ikke, den kan indlære færdigheder, hvor det er nødvendigt, og eftersom den påviseligt også kan drømme, må man jo gå ud fra, at den har et oplevelsesfelt, som vi mennesker har. Men den er ikke et tænkende væsen, den er ikke en cane sapiens.
Selv den dygtigste schæferhund har ikke nogen fri vilje. Den kan ikke vælge at tænke på noget behageligt, når den har lagt sig i kurven og vil falde i søvn, den kan ikke beslutte, at den vil holde op med at forfølge naboens kat. Instinktivt blander den sig med andre hunde frem for katte, heste og køer, men den har ingen “jeg-bevidsthed”, den ved ikke, at den er en hund – selv om den klart nok har en erkendelse om sin omverden, er den ikke et vidende væsen. Hvis den var det, ville det præge hele dens adfærd.
Hvis man overhovedet vil tale om, at den kan tænke, kan det kun være i betydningen “situationsbunden tænkning”. Et godt eksempel findes i Lise Østergaards disputats Formelle skizofrene tankeforstyrrelser (1962). Her omtales den situationsbundne tænkning hos senildemente mennesker. Når de f.eks. får besøg af deres børnebørn, udviser de stærke, kærlige følelser over for dem, men får de at vide pr. telefon, at et barnebarn er omkommet ved en ulykke, er reaktionen almindelig ligegyldighed. Hvis de bliver præsenteret for syllogismen: 1. Hvis det regner, så bliver gaden våd. 2. Antag, at det regner, hvad følger så heraf?, så vil de nemt nå til konklusionen, at gaden bliver våd, men kun hvis det faktisk regner. Hvis solen skinner fra en blå himmel, er de ikke i stand til at konkludere noget. De er ikke i stand til at tænke kontrafaktisk.
Hvis schæferhunden skal lære noget på egen hånd – altså uden dressur – sker indlæringen ved forsøg-fejl-metoden. Det er den metode, der på engelsk kaldes “trial and error”. Et elementært forsøg er følgende: Man dresserer hunden til at hente en solid kæp af en bestemt længde. Derefter kaster man kæppen ind i et område omgivet af et gitter med lodrette stænger. Der er plads til, at hunden kan løbe igennem gitteret, men når den vender tilbage med kæppen i gabet, er kæppen for lang til, at hunden kan komme igennem. Den vil så forsøge om og om igen at komme igennem, indtil det lykkes for den, fordi den tilfældigvis har holdt hovedet på skrå. Og når den har oplevet det et vist antal gange, lærer den at holde hovedet på skrå, hver gang den skal igennem gitteret.
Hos chimpanser kan man derimod konstatere, at problemer undertiden løses gennem en forudgående indsigt. Det mest berømte eksempel finder vi i Wolfgang Köhlers klassiske undersøgelser af chimpansers adfærd – beskrevet i hans bog Intelligensprüfungen an Menschenaffen fra 1921. I nogle forsøg hængte Köhler bananer op i loftet i chimpansernes bur. Chimpanserne forsøgte umiddelbart at springe efter bananerne, som altså var uden for rækkevidde. Men man kunne hurtigt lære dem at stable nogle specielle kasser oven på hinanden, så at de ved at klatre op ad kasserne kunne få fat i bananerne. En af chimpanserne fandt selv på denne løsning. Den betragtede bananerne, så på kasserne og fik med Köhlers ord pludselig en “aha-oplevelse” (“Aha-Erlebnis”), hvorpå den løste opgaven. Siden er der lavet mange forsøg af denne art, og i de nyeste undersøgelser har man tilmed kunnet konstatere, at chimpanser kan lære selv ret indviklede metoder ved at iagttage andre chimpansers adfærd ved problemløsning.
Man kan altså konkludere, at i hvert fald nogle chimpanser har en indsigt, men de har næppe en dybere forståelse af, at de har denne indsigt. Læg mærke til, hvilke ord vi her er nødt til at bruge. Vi taler om indlæring, indsigt og forståelse, uden at vi nærmere kan definere, hvad det er, vi taler om. Og til dette kan vi så tilføje jeg-bevidsthed. Men selv om vi ikke kan definere disse begreber, så ved vi – fra vores egen førstepersons-oplevelse – hvad vi kan lægge i dem. Og vi er nødt til at bruge disse begreber, når vi vil beskrive børns udvikling. Vi kan følge, hvordan et barn lærer sproget, hvordan det bevæger sig fra ren indlæring til en vis indsigt og herfra til en erkendelse af sig selv som erkendende væsen. Et trin i denne udvikling er en persons erkendelse af sig selv som en skabning forskellig fra den virkelighed, som omgiver én. Og et første tegn på denne erkendelse er barnets oplevelse af at genkende sig selv i et spejl – en form for erkendelse, som også findes hos nogle chimpanser. Man kan påvise dette eksperimentelt ved at lade en chimpanse se sig selv i et spejl nogle gange og derefter anbringe en mærkat i panden på den, uden at den kan mærke det. Det kan så forekomme, at den ved at se sig selv i spejlet opdager mærkatet og straks fjerner den. Den ved så at sige, at den ser sig selv i spejlet.
Jeg har fra universitetsstuderende været ude for den kritik, at det virker uprofessionelt at henvise til McDougall, eftersom det jo nu er hundrede år siden, at hans bog udkom. Hertil er for det første at sige, at i de første halvtreds år efter McDougall anerkendte man ikke hans opfattelse, fordi man i stedet inden for de forskellige psykologiske skoler mente, at det meste af den menneskelige adfærd var miljøbestemt. Denne ensidige betragtning blev efterhånden modificeret af dyrepsykologer som Nikolaas Tinbergen og Konrad Lorenz, og hos mange psykologer kom der efterhånden en stigende erkendelse af, at meget af den menneskelige adfærd er genetisk betinget. Men for det andet bør man gøre sig klart, at sandheder ikke forældes. At henvise til McDougall er lige så berettiget som at henvise til Mendels opdagelse af arvelighedslovene eller Ørsteds opdagelse af elektromagnetismen. Selv i den såkaldte sekundærlitteratur,
