synes mere præget af et ovenfra kommende krav om at publicere end af dybtgående forskningsmæssig interesse.
Tre former for viden. Stenaldermennesket har kunnet lære, har haft indsigt og forståelse og jeg-erkendelse, men også mere end det: et sprog og dermed en bevidstgjort viden. Men hvad er viden? Det er nødvendigt at skelne mellem tre former for viden: 1. Viden at, 2. Viden hvordan og 3. Viden hvorfor. Her først nogle eksempler.
1. Viden at. Vi ved, at fluesvampe er giftige. At tulipanløg kan blive til tulipaner. At sten falder nedad. At æbler kan spises. At man bliver forpustet af at løbe. At nogle sten er tungere end andre. At nat følger på dag. At solskin varmer. At man brænder sig på ild.
2. Viden hvordan. Her ved vi, hvordan man kan slagte dyr, stege kød, tilvirke en flintesten, så at den bliver til en spydspids, hvordan man kan bøje en jernstang ved at hamre på den eller opvarme den, hvordan man kan lave silke, porcelæn, bronze m.m.
3. Viden hvorfor. Her ved vi, hvorfor sukker kan opløses i vand, mens guld ikke kan, hvorfor is kan blive til vand og til is igen – vi kender forklaringen på sådanne fænomener ud fra vor viden om kemi, fysik m.m.
I en vis forstand har de pattedyr, der står os nærmest i arternes udvikling, en viden at. De “ved”, hvilke ting der er spiselige, hvilke der er giftige, hvilke dyr man kan angribe, hvilke man skal undgå osv. Men denne viden er i det store og hele genetisk bestemt. For menneskets vedkommende er det anderledes. Ud over den adfærd, som er genetisk styret, har mennesket fra tidernes morgen haft en række muligheder for at vælge selv. Stenaldermennesket har ikke undladt at spise giftige svampe, fordi lugten eller smagen eller deres udseende har frastødt ham, men fordi han har lært ud fra slægtens erfaringer, at de er giftige. Hvor dyrene så at sige overtager forfædrenes erfaringer via deres arveanlæg, deres hele genom – som jo er blevet udformet gennem selektion i tusinder af generationer – der formidles de erfaringer, menneskets forfædre har gjort, i stor udstrækning gennem opdragelse og sproglig overlevering.
Stenaldermennesket besad en omfattende viden at og på en hel del områder – i forbindelse med blandt andet jagt og fiskeri og produktion af brugsgenstande – en viden hvordan. Men det havde ikke, som vi har i dag, nogen viden hvorfor.
Når vi taler om de tre former for viden, viden at, viden hvordan og viden hvorfor, så er det klart, at vi taler om forskellige erkendelsesformer, og set ud fra en historisk synsvinkel er der også tale om forskellige erkendelsestrin. Til hvert af disse trin er der knyttet en tankevirksomhed, der dels bygger på nogle principper, som mere eller mindre bevidst indgår i erkendelsesprocessen, og dels udgør begrundelsen for den indvundne erkendelse.
Når stenaldermennesket erkender at have fået kvalme og mavesmerter efter at have spist en bestemt slags svampe, så gør han eller hun det ikke igen. Erkendeprincippet er her generalisering eller – som det også hedder inden for videnskabsteori – induktion. Hvis nogle svampe med et bestemt udseende giver mavesmerter, så må alle svampe, der ligner, nok også medføre mavesmerter, hvis man spiser dem. Et andet erkendeprincip, der føjer sig til det nævnte, er årsagsprincippet: Mavesmerterne skyldes indtagelsen af svampene – det er den begivenhed, der er årsagen, og smerterne er virkningen. Et tredje er kategorisering, som også findes hos højerestående dyrearter. Man inddeler ting i spiselige og ikke-spiselige, i giftige og ikke-giftige osv.
Årsagsprincippet har i filosofiens historie været formuleret på forskellig måde. En af formuleringerne er, at enhver begivenhed må have en årsag, og der kan ikke ligge mere i virkningen end i årsagen. Mere af hvad? René Descartes (1596-1650) sagde “eksistens”, og siden har man sagt “energi”. For stenaldermennesket har der ikke været nogen klar tanke desangående. Han/hun har i visse specielle tilfælde set, at noget skete, fordi noget andet skete forud i tid. Men det ville være fejlagtigt at tro, at erkendelsen af årsag og virkning blot var baseret på iagttagelse af naturfænomener. Forandringerne i naturen er for det meste kontinuerte, de manifesterer sig ikke som en skarpt opdelt serie af årsag-virknings-forhold. At et løg bliver til en tulipan, sker gradvist. At nat skifter med dag, foregår også kontinuert. Der er næppe tvivl om, at menneskets første tilgang til en forståelse af årsag-virknings-forhold er begivenheder, hvor det selv er involveret. Det kan dels være begivenheder, hvor noget udefra påvirker det, f.eks. giftige svampe, bistik, et hundebid eller et andet menneskes berøring, dels begivenheder, hvor det selv er den agerende part: Når det slukker ild med vand, når det rammer et dyr med spyddet, når det ryster et æbletræ osv. – i det hele taget situationer, hvor det oplever den forårsagende kraft i sig selv og ser virkningen af sine handlinger. Dets forståelse af, hvorfor noget sker, er primært baseret på dets oplevelse af sig selv som agerende.
Så selv om årsagsprincippet indgår i den erkendelsesmæssige side ved viden at-forhold, så er al viden at noget, der kan opnås, uden at der indgår teoretisk forståelse af nogen art. Stenaldermennesket har kunnet klare sig med denne form for viden, baseret som den er på generalisering (induktion) og en primitiv årsag-virknings-opfattelse.
Den viden at, som allerede stenaldermennesket har haft, har selvsagt ikke blot omhandlet enkeltting og isolerede begivenheder. Hvis man konstaterer, at en sten, A, er tungere end en anden sten, B, og denne igen tungere end C, så indser man jo let, at A er tungere end C. En sådan relationstænkning har været daglig kost i de små stenaldersamfund ligesom analogitænkning, som optræder tidligt i børns tænkning, også har været væsentlig i stenaldermenneskets verden.
Der er en glidende overgang mellem viden at og viden hvordan. Til gengæld er der en kløft imellem disse to former for viden og viden hvorfor. Stenaldermennesket har givetvis haft en omfattende viden, hvad angår de to første former for viden, og dets erkendetrang har naturligt nok lagt op til en søgen efter svar på de dybere tilværelsesproblemer.
1 Se hertil Peter K.A. Jensen: Mennesket. Den genetiske arv. Univers. Aarhus Universitetsforlag, Århus 2006, s. 125 ff.
KAPITEL 2
DEN RELIGIØSE TÆNKNINGS OPRINDELSE
For omkring 10.000 år siden opstod faste bosættelser, hvor mennesker i mindre grupper holdt kvæg og påbegyndte en form for agerbrug. Et par tusind år senere har vi såvel arkæologiske som historiske vidnesbyrd om en stor teknisk udvikling. Men samtidig ser vi, at man i alle de kulturer, som vi kender til, har bevæget sig ind i en spekulativ livsholdning, hvis første vidnesbyrd er religioner af forskellig art. Religiøse holdninger og ritualer går meget længere tilbage i historien, men de begynder med faste bosættelser at blive mere substantielle.
Det er for så vidt logisk nok, at religioner tidsmæssigt går forud for den rationelle tænkning, der er al videnskabelig erkendelses udgangspunkt. Vender vi tilbage til stenalderens mennesker, så besidder de, som McDougall påpeger, en trang til at udforske deres omgivelser, udforske nye steder og ting. Deres erhvervelse af viden er baseret på sansning og handling suppleret med de tankeformer, som er omtalt i al korthed ovenfor: generalisering (induktion), begreber om årsag-virknings forhold, om relationsforhold og tænkning i analogier. Men disse tankeformer er ikke tilstrækkelige til at give stenaldermenneskene en forståelse af de fænomener, de møder i deres hverdag. Hvordan har de reageret overfor store naturkatastrofer såsom vulkanudbrud, jordskælv, oversvømmelser, ekstreme tørkeperioder, pest og andre epidemier? Sandsynligvis med en analogitænkning, hvor de har forestillet sig, at sådanne katastrofer skyldes overmennesker – eftersom deres årsagsbegreb er knyttet til deres oplevelser af, hvad de selv kan forårsage gennem deres handlinger. Det vil sige, at de har været tilbøjelige til at tænke antropomorfistisk: i menneskelige tankeformer. Katastroferne må skyldes menneskelignende væsener. Som religionerne udvikler sig, synes det naturligt, at man måske kan formilde disse væsener gennem bøn og ofringer. Og ritualer opstår så at sige naturnødvendigt. En stamme lider f.eks. i en lang periode under tørke. Der er klage og jammer, og en dag er der en
