på et træ. Sangen bliver en del af et tilbagevendende ritual, og træet bliver erklæret for en helligdom.
Til det uforklarlige hører selvsagt døden. Hvorfor skal man dø? Er der en form for liv efter døden? Det synes at være tilfældet, for mange oplever deres kære afdøde i nattedrømme, hvor de døde går lyslevende omkring. Og mange naturfænomener – mærkelige skyformationer, farverige solnedgange, måneformørkelser og ikke mindst solformørkelser – synes at være fortolkelige meddelelser fra magter, menneskelignende kæmper, der befinder sig hinsides den synlige natur.
Det er klart, at blasfemi bliver en dødssynd i samfund, hvor man føler sig afhængig af guder eller gudelige kræfter hinsides den daglige erfaringsverden. Guderne identificeres ofte som megaforstørrelser af autoritære familiefædre, der straffer de børn, der ikke vil lystre, og hvis blot én person fornærmer eller håner de usynlige magter, risikerer man, at disse straffer ikke blot denne person, men hele det samfund, han tilhører – det være sig med jordskælv, stormflod, tørke, dødbringende pest eller andet. Selv i et land som Danmark, hvor Folkekirken fortæller os, at Gud er godhed og kærlighed, og hvor sekulariseringen må siges at nærme sig det optimale, selv her har vi en blasfemiparagraf i straffeloven.
Jeg er ganske klar over, at mangen en religionshistoriker og religionsfænomenolog vil kalde min fremstilling her for en forgrovning af, hvad der i virkeligheden må være foregået. Jeg er tillige klar over, at der er stor forskel på, hvordan de tidlige religioner i de forskellige samfund i verden har manifesteret sig med hensyn til dogmer, ritualer og individualisme versus kollektivisme, hvordan de er gået i spænd med eller har dannet modsætning til andre sociale fænomener etc. Mit anliggende her er blot at pege på det fælles udgangspunkt: På et vist tidspunkt overgår stenaldersamfund til at blive samfund, hvor ikke blot viden at og viden hvordan overleveres fra generation til generation via sprog og opdragelse, men hvor også kulturelle fænomener, heriblandt trosforestillinger og primitive kosmologier, opstår og går i arv. Det fælles for alle disse samfund er, at man søger forklaring på en række hændelser og forhold, men ikke besidder de nødvendige rationelle principper og metoder til at forklare dem og derfor griber til de trosforestillinger og fantasifostre, som siden hen størkner til faste mytologiske og religiøse verdensbilleder.
At de religiøse forestillinger bliver til meget konkrete mytologier, som vi f.eks. finder det i Det Gamle Testamente og i grækernes religion i oldtiden, samt til meget mere unuancerede, men sofistikerede filosofiske anskuelser i den kinesiske tænkning, er her ikke så væsentligt. Min pointe er, at mennesket ved overgangen fra stenalderen til faste bosættelser og dermed en kontinuert kulturel udvikling ikke er udstyret med de midler, som skal til, for at rationel, videnskabelig erkendelse kan udvikles. På dette trin besidder menneskene sproget, men de har hverken det skriftsprog eller den matematik, som er blandt de nødvendige forudsætninger for viden hvorfor. Deres tænkning er domineret af generalisering, kausalitet og analogislutninger, og derfor må trosforestillinger og fantasifostre nødvendigvis opstå før den rationelle naturerkendelse. Og dette betyder igen, at rationaliteten – da den endelig bryder igennem i oldtidens Grækenland – i historiens løb bliver en modsætning til trosforestillinger. Dermed opstår århundreders kamp mellem tro og viden i form af rationelt baseret erkendelse – en kamp, som stadig foregår i store dele af verden den dag i dag.
KAPITEL 3
OLDTIDENS GRÆKENLAND
Vores kulturarv. Min fortælling om erkendelsens udvikling er naturligvis ikke en dybtgående videnskabshistorisk fremstilling – den ville fylde mange hundrede sider – men gengiver alene nogle hovedpunkter i videnskabens udvikling. Et centralt spørgsmål er, hvor erkendelsen tog sit udspring. I kulturdebatten i dag hører man ofte kristendommen omtalt som vores kulturarv – forstået sådan, at værdier som frihed, lighed, demokrati, humant retssystem, tolerance og etik i almindelighed er kommet til os gennem den kristne forkyndelse, først i den katolske udformning og siden hen i den protestantiske version. I virkeligheden stammer alle disse værdier ikke fra kristendommen, men i udpræget grad fra oldtidens Grækenland. Ja, allerede hos perserkongen Kyros den Ældre (ca. 558-530 f.Kr.) finder vi en kulturel tolerance. Han gik ind for, at de lande, man havde erobret, skulle bevare deres kultur og have delvis selvstyre. Efter Romerrigets begyndende opløsning og kristendommens magtovertagelse fra slutningen af det 4. århundrede og fremefter blev alle disse værdier trådt under fode. Det var først, efter at man i renæssancen byggede videre på den oldgræske videnskab og filosofi og derved fremkaldte en rationalistisk bevægelse i europæisk tænkning – som så igen blev fulgt op af oplysningsfilosofferne i 1700-tallet – at de nævnte værdier vandt indpas i Europa igen. Det skete under forbitret modstand fra de kristne autoriteter. Sandt nok har kristendommen haft næstekærlighed på programmet igennem århundrederne, men det er først i tiden efter det 18. århundrede, at den har manifesteret sig som en modsætning til de utallige henrettelser af anderledes tænkende, som er sket i Guds navn. Nulevende kristne har naturligvis ikke ansvaret for al den terror og alle de massakrer, kristendommen for blot få århundreder siden udførte, men i debatten om, hvorvidt religion og politik bør holdes adskilt, må de ikke glemmes.
Hvad kristendommen kan have æren af, er den del af vesterlandsk arkitektur, billedkunst og musik, som er udviklet i tilknytning til kirkerne gennem 1000 års herredømme, men vi kan jo ikke vide, hvad vi havde fået i stedet, hvis kristendommen var blevet sat ud af spillet ved Romerrigets undergang. Ser vi på vores kulturarv nu, må vi sige, at størstedelen af den – efter min mening ca. 85 % – er arvet fra de gamle grækere, og at kristendommen højst kan tegne sig for 15 %. Arven fra grækerne omfatter skønlitteratur, teater, idræt, erkendelsesteori, æstetik, etik, politisk filosofi, astronomi, matematik, fysik, lægevidenskab, zoologi, botanik, psykologi samt en hel del billedkunst og arkitektur. For videnskabshistorikere har det været en stor opgave at forklare, hvordan det kunne gå til, at det græske folk omkring år 400 f.Kr. på kort tid kunne hæve sig op til et intellektuelt niveau, som langt oversteg, hvad alle andre folkeslag på den tid og både før og siden i århundreder derefter befandt sig på. Men der er en forklaring.
Omkring år 400 f.Kr. var man i Kina på et lige så højt kulturelt niveau som i Grækenland. Og rent metodisk har man derfor sammenlignet de to kulturer, som de var dengang, for at finde hvilke faktorer det var, der førte grækerne frem til det store gennembrud. Sammenligningen omtales ofte som “The Joseph Needham Problem.” Ud over at være professor i biologi i Cambridge var Needham (1900-1995) sinolog. Under 2. verdenskrig var han udstationeret i Kina som efterretningschef, og her ransagede han klostre og biblioteker for at kortlægge hele den kinesiske videnskabs udvikling. Resultatet er samlet i hans store tibindsværk Science and Civilisation in China, som udkom fra 1954 og fremefter, og som siden er blevet udvidet med nogle supplerende bind. Det fremgår af dette værk, at kineserne omkring år 400 f.Kr. havde en omfattende viden at og viden hvordan inden for en række områder, og Needhams problem var, hvordan man kunne forklare, at kineserne ikke fik den videnskabelige revolution, det rationalitetens gennembrud, som grækerne kom til at stå for.
Needhams egen forklaring var præget af hans tid som salon-kommunist i det venstreorienterede miljø på universitetet i Cambridge – og af hans fascination af den kinesiske maoisme. Forklaringen måtte være, at de sociale klasser var anderledes skruet sammen i Kina end i Grækenland, mente han. Før Needham forsøgte sig, havde historikeren Benjamin Farrington givet sit bud på opblomstringen i Grækenland i bogen Greek Science fra 1944.1 Også han var troende marxist, og efter hans mening var det det store antal slaver i oldtidens Grækenland, der gjorde det muligt for overklassens mænd at bruge al deres tid på tænkning og teoretiske overvejelser.
Desværre har sådanne ekstreme, forenklende opfattelser stor udbredelse. Men de har også en positiv værdi som debatskabende. I de diskussioner, som jeg havde med Joseph Needham engang i 1983, tegnede der sig for mig et klart billede af forskellen på de historiske betingelser mellem Kina og Grækenland omkring år 400 f.Kr. – et billede, som jeg har fået bekræftet ved læsning af de mange værker om emnet, blandt disse
