Gymnasieungdommens politiske dannelse. Peter Allerup
Чтение книги онлайн.
Читать онлайн книгу Gymnasieungdommens politiske dannelse - Peter Allerup страница 8
I den internationale rapport sammenlignes konsekvent resultater fra grundskoleundersøgelsen med resultater fra ungdomsuddannelserne. Det er naturligvis også et interessant perspektiv, men igen skal man være opmærksom på, at undersøgelserne ikke har haft til hensigt at undersøge, hvor meget dygtigere eleverne er blevet.
IEAs skalaer for kundskaber og færdigheder
Det overordnede testresultat kan siges at blive udtrykt ved skalaen for kombinationen af kundskabs- og færdighedsspørgsmål. I den internationale rapport præsenteres denne skala således som den første. Vi indleder derfor også med denne.
Begreber som kundskaber og færdigheder (knowledge and skills) er velkendte i dansk sammenhæng. Ser man nærmere på undersøgelsens spørgsmål, kan det dog diskuteres, hvor præcis distinktionen egentlig er. Oftest kan der ikke svares rigtigt på et såkaldt “kundskabsspørgsmål” alene ud fra paratviden, og oftest kan et såkaldt færdighedsspørgsmål ikke besvares uden inddragelse af relevante kundskaber om spørgsmålets tema. Som sådan kunne det være fristende i stedet at tale om henholdsvis “spørgsmål” og “opgaver”. Færdighedsspørgsmålene er nemlig typisk udformet på en sådan måde, at respondenten skal kunne uddrage en bestemt information fra enten et stykke tekst eller en tegning. For en lidt uddybende diskussion henvises til Bruun (2001, s. 83-85). Netop fordi det kan være diskutabelt, hvor god distinktionen mellem kundskaber og færdigheder er, da de så at sige gensidigt forudsætter hinanden, er den samlede skala meget relevant. Som nævnt er der da også en høj grad af korrelation mellem resultaterne på de to områder, hvilket i sig selv antyder, at kundskaber og færdigheder er to sider af samme sag.
Som det fremgår, ligger Danmark med den klart højeste score af alle lande. Desuden kan man bemærke, at Danmark har en meget lille standardfejl (standard error), hvilket vil sige, at der er meget stor sikkerhed for resultatet, hvilket er et klart signal om en undersøgelse af høj kvalitet i statistisk forstand. Det danske resultat ligner meget det svenske, bortset fra at Sverige har “en tung ende”, men det må ses i lyset af, at den svenske sampling omfatter en noget større procentdel af kohorten (se det senere afsnit om sammenlignelighedsproblemer).
Ovenstående skala er sammensat af kundskaber og færdigheder. I det følgende ser vi på disse dimensioner separat.
IEAs skala for kundskaber
På kundskabsdelen af testen er der ikke så stor forskel mellem landene. Det hænger sammen med, at den er relativt let for aldersgruppen. Ikke mindst de spørgsmål, der er bibeholdt fra grundskolen er ikke uventet ret lette spørgsmål på ungdomsuddannelsesniveauet. Danmark ligger også her med den højeste score af alle lande, men flere lande er relativt tæt på. Som sådan kan man konstatere, at eleverne i alle lande har ganske gode kundskaber om de aspekter ved demokratiet, som berøres i de stillede 14 spørgsmål. Resultaterne må altså ses i det lys. Såfremt man havde ønsket en sammenligning af elevernes helt “præcise” kundskabsniveau burde testen på dette område nok have været konstrueret lidt sværere.
Hvis man i stedet for skalascores ser på, hvad antallet af rigtige svar er i gennemsnit (eller samme udregnet som procent rigtige svar), får man et resultat, der umiddelbart kan forekomme mere oplysende end skalascores, fordi det er mere umiddelbart forståeligt. Som sådan ses det da også, at landene placerer sig i forhold til hinanden på stort set samme måde. Mindre afvigelser skyldes i øvrigt, at skalascores er vægtede resultater og tager hensyn til de enkelte spørgsmåls sværhedsgrad. I tabellen nedenfor er landene ikke vægtede, og et rigtigt svar tæller ét point, uanset om spørgsmålet er let eller svært. Det er således en mindre avanceret opgørelse, men som sagt også en opgørelse med en mere konkret informationsværdi.
Antal rigtige kundskabsspørgsmål i gennemsnit for de enkelte lande af 14 mulige. Respondenter med 0 rigtige er ikke medregnet, da disse typisk slet ikke har besvaret spørgeskemaet.
Som det ses, har de danske elever 1,2 flere rigtige svar end gennemsnittet, men selv de relativt dårligste lande opnår næsten 10 rigtige svar i gennemsnit, hvad der ikke kan siges at være dårlige resultater. Slet ikke for Letlands vedkommende, hvor der er tale om 10. klassetrin.
IEAs skala for færdigheder
Også på skalaen for færdighedsspørgsmålene alene ligger Danmark med det højeste gennemsnit. Man bemærker, at der er noget større variation imellem landene sammenlignet med kundskabsskalaen. Man bemærker en meget lille dansk standardfejl.
For denne skalas vedkommende er der også udformet en alternativ præsentationsform, der viser antallet af rigtige og procent rigtige for alle de respondenter, der har mindst ét rigtigt svar.
Antal rigtige færdighedsspørgsmål af 12 mulige (minus respondenter med 0 rigtige)
Når det gælder færdighedsspørgsmålene, er der som nævnt lidt større variation. På dette område placerer Danmark sig 1,5 rigtige svar over gennemsnittet. Kun Sverige og Schweiz er tæt på.
IEAs skala for økonomi
Når det gælder spørgsmål om samfundsøkonomi, er der endnu større forskel mellem landene. Danmark ligger meget klart med højest gennemsnit og igen med meget lille standardfejl. På dette område er det sådan, at de dygtigste 50% i Danmark i langt de fleste tilfælde er lige så dygtige (eller dygtigere!) som de andre landes dygtigste 25%. Dette kan naturligvis hænge sammen med, at økonomi muligvis ikke spiller så central en rolle i flere lande, men kan også hænge sammen med, at de andre tests er relativt lettere og derfor ikke differentierer lige så godt mellem landene.
Også her har vi som alternativ til den officielle tabel gjort resultatet op i antal rigtige/procent rigtige (med samme forbehold for resultaternes status som i tidligere tabeller af samme art).
Antal rigtige/procent rigtige spørgsmål om økonomi af 14 mulige (minus respondenter med 0 rigtige)
Danmark skiller sig endnu mere markant ud på denne dimension end på de øvrige og ligger med 2,2 flere rigtige svar end gennemsnittet som det eneste land med over 11 rigtige svar i gennemsnit. Og opgjort som procent, hele 30% (procentpoint) bedre end det lavest scorende land.
Kønsfordelinger på IEAs testskalaer