den sædvanlige), konstruerer astronomerne først en model af det konkrete system, som fænomenet er en del af, og det gør de ved i modellen at tilskrive systemet egenskaber, som Newtons love netop kan anvendes på. En model af Mars’ bevægelse over himlen vil placere Solen i det ene brændpunkt af Mars’ bane rundt om den. I modellen tilskrives Solen og Mars masse og hastighed. Men da Newtons love kun kan bruges på punktformige masser, vil modellen være nødt til at idealisere Solens og Mars’ masser til at være koncentreret i et punkt. Når Newtons love så anvendes på denne model, og hvis modellen dermed giver korrekte forudsigelser i overensstemmelse med observationerne af Mars’ positioner, sætter det astronomerne i stand til at forklare, hvorfor Mars nogle gange bevæger sig retrograd.5 Men hvad der ikke interesserer astronomerne, er spørgsmål som, hvorfor Solen vedbliver med at være Solen og Mars med at være Mars. Det hører til blandt paradigmets forudsætninger, at disse ting ikke skifter identitet undervejs.
Filosofferne interesserer sig derimod for sådanne metafysiske forudsætninger, som de fysiske teorier stiltiende går ud fra, og som teorierne derfor ikke udtaler sig om. Dem er fysikerne ofte ligeglade med, når bare paradigmerne virker.
Det er et iøjefaldende træk ved verden, at ting er det, de er. Det hører til tings eksistens, at de er identiske med sig selv. En ting kan ikke eksistere som en bestemt ting, uden at den eksisterer som sig selv. Et egetræ er ikke både et egetræ og en påfugl, og rytterstatuen af Marcus Aurelius på Capitol i Rom er forskellig fra Michelangelos marmorstatue David i Firenze. Der må være noget, som gør egetræet til et egetræ, og som samtidig gør det forskelligt fra en påfugl. Og ganske tilsvarende må der være noget, som gør Marcus Aurelius-statuen identisk med rytterstatuen på Capitol, men forskellig fra Michelangelos David-statue i Firenze.
Nu vil nogen måske tro, at det er træk ved sproget og ikke verden, at en ting er identisk med sig selv og forskellig fra andre ting. Men intet kan være mere forkert. Der er ikke blot tale om, at det er et logisk udsagn, men at det er et ontologisk udsagn, som siger noget om, hvordan verden grundlæggende er beskaffen. Hvis man ikke er idealist og mener, at bevidstheden eller sproget fastlægger, hvordan verden er, vil man som realist sige, at logikken afspejler ontologien, at sproget og matematikken er dannet under fornuftens indtryk af, hvordan verden er, og hvordan det hele hænger sammen. Hverken logik eller sprog skaber verden, men har efterhånden udviklet sig, for at vi kunne tale om, hvordan den er.
Et andet iøjefaldende træk ved verden er, at ting konstant forandres, uden at de dermed mister deres identitet. Om sommeren har egetræet en tæt grøn bladkrone, om efteråret forvandles farven til en blanding af gul og brun, og gennem vinteren står det helt nøgent, til foråret får bladknopperne til at briste. Oprindeligt var træet et spædt skud, der efterhånden voksede sig stort og blev til et tusindårigt kroget egetræ. En ting kan helt forvandles og samtidig bevare evnen til at være sig selv. Hvad er det ved en ting, som gør, at den både er identisk med sig selv og forskellig fra anden væren? Den slags spørgsmål stilledes allerede i oldtidens Grækenland, og man generaliserede sine svar til almene ontologiske principper.
Aristoteles og atomisterne gav hver deres svar på, hvad der gør egetræer til egetræer. Den første udviklede sin substansteori, der nøje forklarede, hvordan egetræer forbliver egetræer og adskiller sig fra bøgetræer, mens de sidste var langt mindre klare i mælet, men lighederne og forskellene herimellem måtte findes i atomernes form, størrelse og sammensætning. Substansteorien og atomteorien søger på hver sin måde at besvare, hvilken slags tingene er, men de giver ikke nødvendigvis svar på, hvad der gør en bestemt ting til netop sig selv. Hvad gør ting individuelle, hvis de ellers er ens? Substansteorien kunne altid tilskrive hver ting en individuel essens, atomteorien tillod derimod ikke den slags væsensegenskaber. Men da atomerne blot er bittesmå ting, kunne atomisterne henvise til de måder, man i hverdagslivet identificerer og skelner store ting fra hinanden. Man kunne sige, at måden, vi identificerer og skelner ens ting på, afspejler måden, virkeligheden er på. I vor praktiske orientering og naturlige omgang med omgivelserne genfindes nogle af de ontologiske principper, som atomteorien hvilede på, og som senere skulle blive principperne for den klassiske mekanik.
Hvad er det så for principper? Det første kunne man kalde for princippet om identitet ved rumligt og tidsligt sammenfald. Det drejer sig om, hvornår to ting af samme slags er identiske. Der findes ikke to ting af samme slags, der kan indtage samme plads i rum og tid. Hadrians gravmæle og Castel Sant’Angelo er begge navne på et bygningsværk i Rom. Begge navne udpeger et monument, der inden for samme tidsrum ligger på samme sted. Der er derfor tale om et og samme monument.
Princippet om forskellighed ved rumlig og tidslig adskillelse angiver, når to ting af samme slags er forskellige. Tænk på to eksemplarer af samme type stol, eksempelvis Hans J. Wegners berømte The Chair. To stole er nok ens, men ikke identiske. De eksisterer som hver deres, fordi de er rumligt adskilte. Vi kan sætte navne og tal på dem. Forskellige fysiske genstande eksisterer adskilt i rum og tid, og det er den rumlige og tidslige skilsmisse, der gør, at ting kan lokaliseres, identificeres og optælles. Følgelig kan en og samme ting heller ikke befinde sig to forskellige steder på samme tidspunkt. Solen og Mars eksisterer hver for sig, fordi de indtager forskellige positioner på himlen.
Egenskabsprincippet siger, at to ens ting, som er adskilte i tid og rum, har selvstændige, numerisk forskellige egenskaber. Det indebærer, at hvis en stol forandrer sine iboende egenskaber, sin form eksempelvis, så påvirker det ikke andre stoles form. Solens iboende egenskaber bevares, uanset om Mars’ måtte ændres. Solens masse er forskellig fra Mars’, fordi deres masse er selvstændige fysiske egenskaber, om end de kan udøve en gensidig tiltrækning på hinanden. Uden en sådan selvstændighed kunne Newtons tyngdelov ikke bruges til at beskrive massernes tiltrækning.
Det samme kan ikke siges om relationelle egenskaber. Sådanne er ikke selvstændige. En far kan på et tidspunkt være større end sin søn og senere mindre. Blot ved at sønnen er vokset. En ting kan godt forandre sine relationelle egenskaber alene ved, at den anden ting, som den står i relation til, forandrer sig.
Værdibestemthedsprincippet drejer sig om, at den størrelse, som en ting har, normalt ikke er overladt til tilfældigheder. Enhver fysisk egenskab, dvs. enhver kvantitativ egenskab, der måles og vejes, har altid en bestemt størrelse eller værdi. Det er ikke sådan, at den har en ganske bestemt størrelse til et tidspunkt og en helt ubestemt størrelse til et andet. Vejer et lod 1 kg på et tidspunkt, vejer loddet det samme på et andet tidspunkt, medmindre nogen har pillet ved det. Solen og Mars har deres bestemte masser, og størrelserne deraf ændrer sig ikke, uden at de indtager en ny men bestemt værdi.
Et femte princip er årsagsprincippet. Det går ud på, at enhver hændelse, forandring eller begivenhed har sin årsag. Intet kommer af intet. Naturen er hverken lunefuld, magisk eller okkult. Alt indtræffer, fordi der er noget, der får det til at indtræffe. Et nyt fænomen popper ikke blot op ved den første den bedste lejlighed. En billardkugle begynder først at rulle, når den rammes af en kø eller en anden bal. Enhver tilstandsændring af et fysisk system er forårsaget af en anden tilstandsændring, der igen er forårsaget af en yderligere tilstandsændring osv.
Determinismeprincippet angiver, at en senere fysisk tilstand bestemmes fuldt og helt af en tidligere fysisk tilstand. En tilstand repræsenterer et systems kvantitative egenskaber. Man taler også om, at systemet opfører sig deterministisk. Naturlovene fastlægger et systems udvikling på en måde, så en forudgående tilstand, allerede i det øjeblik den optræder, helt og aldeles fikserer den efterfølgende tilstand. Det er på grund af kendskabet til dette princip, at vi i den klassiske fysik kan forudsige fysiske systemers nøjagtige bevægelse, hvis vi kender deres tilstand og de naturlove, der gælder for dem.
Det sker ikke sjældent, at determinisme og forudsigelighed sammenblandes. Men det er uheldigt. Forudsigelighed har nemlig at gøre med vort kendskab til et fysisk system, hvorimod determinisme har at gøre med systemet selv. Forskellen kommer klarest frem i forbindelse med kaotiske systemer.
