af hinanden for at fremhæve de musikrelaterede forskelle i oplevelsen af disse to udsendelser på trods af lighederne i deres form i øvrigt. Udsendelserne er bygget op over stort set samme narrative form, men henholdsvis den elektroniske ambientmusik og den jazzede klaverballade integreres helt forskelligt i de to fortællinger. Lydeffekterne og den åbne, diskrete musik i Næsten en dødsdom væver det komponerede lydlag tæt sammen med konteksten, hvorimod den tonalt styrede musik i Du er for gammel lukker sig mere om sig selv som musikalsk udtryk. Hvis man ser på, hvad der fokuserer musikkens betydning i de to udsendelser, så er det min opfattelse, at musikken i Næsten en dødsdom først og fremmest vil knytte sig til de gentestede kvinders indre liv, og at den skaber en effekt i recipienten, en følelsestilstand, som jeg analyserer som værende empatisk i forhold til kvinderne. I Du er for gammel knytter musikken sig ligeledes til personerne i udsendelsen, men på en mere distanceret, afsenderstyret måde, der ikke på samme måde inddrager recipienten. Begge udsendelser tematiserer medlidenhed, men den optræder langt tydeligere som en afgrænset, genkendelig følelse i Du er for gammel, hvor den i Næsten en dødsdom mere fremstår som følelsesnuancer, som man som recipient oplever nu-og-her.
Kapitlet “Den musikalske emotionalitet” handler om relationen mellem musik og følelser og trækker på konklusioner fra de foregående teoretiske kapitler og lægger sig i naturlig forlængelse af de spørgsmål, som analyserne af Næsten en dødsdom og Du er for gammel rejser. Først diskuterer jeg musikkens evne til at repræsentere og bevirke følelser både i og uden for den audiovisuelle kontekst, og dernæst hvad det er for nogle følelser og følelsesnuancer, musikken kan kommunikere. Centralt i kapitlet står begreberne vitalitetskonturer og vitalitetsfølelser, der stammer fra udviklingspsykolog Daniel N. Stern, og som jeg kobler tæt sammen med vektorskemaet. Ontologisk og bogstaveligt betragtet mener jeg, at musik og i særdeleshed underlægningsmusik er auditive vitalitetskonturer, der i oplevelsen omsættes til både registrerede og følte vitalitetsfølelser. Sterns begreber bruges desuden til at skabe et link mellem den emotionelle og den æstetiske oplevelse af musik. Sidst i kapitlet samler jeg med Annabel J. Cohens Congruence-associationist-model op på diskussionerne omkring musik og følelser og musik og betydning.
Efter kapitlet om musik og følelser følger bogens sidste analyse, som er af udsendelsen De pædofile danskere (TV 2 dok.). Det blev årets mest omdiskuterede dokumentar i Danmark, og programmet bygger på journalisten Jacob Billings undercover-liv i det københavnske pædofilimiljø i København, hvor han befandt sig i næsten et år. Udsendelsen er et eksempel på, at underlægningsmusikken i dokumentarudsendelser typisk placeres i overgangene fra én scene til en anden, og jeg vælger i analysen at fokusere på musikkens foregribende og evaluerende, henholdsvis spændingsopbyggende og spændingsforløsende karakter. Emnet, den seksuelle udnyttelse af børn, er i denne udsendelse så følelsesmæssigt anstrengende og belastende, at musikkens funktion som ventil for de ophobede følelser bliver særlig tydelig. Det kan diskuteres, hvorvidt denne følelsesmæssige ventilfunktion er negativ eller positiv – om den medfører, at de seriøse problematikker “glider af” på recipienten frem for at virke påtrængende og engagerende. Min holdning er, at musikken tilbyder et udtryk hvorigennem vi kan evaluere de informationer, som vi præsenteres for i dokumentarudsendelsen, så vi bliver i stand til at forholde os mere indgående til stoffet.
De fem udsendelser, der næranalyseres, er forskellige, hvilket også vil præge udformningen af analyserne. Overordnet set er strategien at analysere hele udsendelser og ikke kun udsendelsernes musik. Jeg gengiver derfor den narrative rammesætning, dramaturgiske opbygning, retorik og øvrig æstetik, hvorved det også bliver muligt at hægte de udvalgte analysesekvenser op på en helhed. For at få så mange betydningsgenererende lag med som muligt bevæger jeg mig fra et mikroniveau, hvor jeg gennemgår, hvordan musikken knytter sig til konteksten – til et overordnet niveau, hvor jeg ser på musikkens generelle funktion og betydning i udsendelsen. Generelt vil analyserne udforme sig således: først en gennemgang af udsendelsens anslag, hvor det musikalske hovedtema som regel præsenteres sammen med udsendelsens præmis.2 Herefter en kronologisk redegørelse for udsendelsens øvrige musik og dens placering, og til sidst mere generelle betragtninger over musikkens rolle i udsendelsen. Det er således musikkens tilstedeværelse, der er afgørende for, hvilke scener der vælges ud til nærmere analyse.
Én ting er at gøre rede for, hvordan tv virker, en anden er at vurdere, om det virker godt eller dårligt. I denne bog ligger vægten på det første. Jeg ønsker ikke at forholde mig til, hvad der er god eller dårlig underlægningsmusik på et generelt plan, men via mine analytiske erfaringer at pege på, hvordan musik fungerer (og også mere eller mindre godt) i en tv-dokumentarisk kontekst, og hvad det betyder for oplevelsen. Jeg vil således ikke advare mod manipulerende underlægningsmusik, men forsøge at kvalificere lytningen via en nærmere forståelse af ét af mediets virkemidler, hvis betydning de fleste mediebrugere, -teoretikere og også flere medieproducenter har et ureflekteret eller i hvert fald unuanceret forhold til. Dermed bliver der ad bagvejen lagt op til en mere reflekteret og dermed måske også en mere kritisk indstilling til underlægningsmusikken.
Til sidst skal det nævnes, at bogen er skrevet ind i en dansk kulturel kontekst, og der vil derfor blive henvist til betydninger, tv-udsendelser og personer, som forudsætter et vist kendskab til dansk kultur og politik, danske medier og kriminalsager. Bogen opererer i en tværfaglig kontekst og henvender sig først og fremmest til musik- og medievidenskaben, men den er skrevet ud fra en tværæstetisk faglighed med basis i musikvidenskaben. Der vil derfor også i et begrænset omfang blive anvendt musikteoretiske fagudtryk, som for størstedelens vedkommende forklares undervejs.
2. TV, DOKUMENTAR OG UNDERLÆGNINGSMUSIK
Tv har spillet en vigtig rolle i moderniseringen af samfundet de sidste 50 år, og det er bemærkelsesværdigt, med hvilken intimitet denne magtfulde rolle er blevet spillet. Lige fra tv’s barndom har mediet støbt sig ned i hverdagslivets form og tilpasset sig dets rytme. Med det analoge tv er det vigtigt for tv-stationernes programplanlægning at vide, hvornår folk vågner om morgenen, hvornår de spiser, hvornår de kommer hjem fra arbejde, hvornår de går i seng samt forskydningen i disse behov i forskellige alders- og målgrupper (analogt tv er stadig den dominerende form, selvom digitalt tv vinder hastigt frem). Tv tilpasser sig hverdagslivets mønstre, men er samtidig med til at skabe og standardisere dem. Der er tale om et dialektisk forhold, hvor recipienterne ligeledes indretter deres dagligdagsrytme efter tv. Og det gælder ikke kun hverdagens rytme, men også ugens rytme og årets rytme. F.eks. kunne man i et nummer af damebladet Alt for damerne fra 2002 få et godt råd om, hvordan man når alle de forskønnende aktiviteter, man som kvinde skal prøve at få tid til. Hold onsdag aften fri, for da er der soap-aften på tv med serier som Ally, Friends, Sex & the City osv., og det skaber gode rammer for de små ritualer med manicure, ansigtsmasker osv. Selv små børn, der endnu ikke kender til urets tid, bruger tv som pejling i deres hverdag: aftenen begynder med Fjernsyn for dig og weekenden begynder med Disney sjov. Tv’s intimitet angår ikke kun mediets ydre rolle i hverdagen, men også dets måde at henvende sig til os på. Påvirket af tendenser fra det amerikanske tv er der de seneste år sket en klar forskydning i tv’s henvendelsesform fra den autoritative oplysnings- og informationskanal, der præges af argumenter og meningsbrydning, mod en udvidet dagligdags hjemmesnak, som præges af personlig erfaring, fiktion, sladder osv. Ekspertperspektivet afløses af almindelige menneskers perspektiv. Tv rummer i kraft af sin særegne æstetik og iscenesættelse et potentiale for at anskueliggøre, personificere og konkretisere de fjerne, generelle og abstrakte, sociale og politiske spørgsmål, så de bliver personlige, nærværende og vedkommende. I medieteorien tillægges dette forhold ofte tv’s evne til at kombinere det sproglige og det visuelle i intime kommunikationsformer. Jeg vil dog hævde, at også det auditive (ikke-sproglige) spiller en ganske væsentlig rolle i dette forhold.
I det følgende vil jeg diskutere nogle perspektiver, som indskriver sig i den store diskussion omkring relationen mellem oplevelsen af den medieformidlede virkelighed og den u-middelbare virkelighedserfaring, hvor jeg også bringer mere kulturkritiske synspunkter på banen.
