Dokumentarprogrammerne udspiller sig i et spænd imellem den realitet, de fremstiller, og den bearbejdethed, de betjener sig af i form af det æstetiske filter, virkeligheden formidles igennem – en nødvendig bearbejdning, der kan udarte sig på forskellig måde, men som er et vilkår, der også danner afsæt for en diskussion af den traditionelle skelnen mellem fiktion og fakta. Herefter følger et afsnit, hvor jeg udleder forskellige dokumentariske tendenser på dansk tv. Disse tendenser diskuterer jeg efterfølgende i forhold til musikken. Kapitlet bevæger sig således fra en overordnet diskussion af tv-mediets forhold til den virkelighed, den fremstiller, over en indkredsning af tv-dokumentargenren hen til overvejelser omkring musikkens rolle i den journalistiske tv-dokumentar.
Tv som bearbejdning af den medierede virkelighed
Television in the Age of Uncertainty er undertitlen på medieproduceren og teoretikeren John Ellis’ bog Seeing things (2000). Følelsen af usikkerhed, som plager individerne i den moderne verden, er noget, som tv i særlig grad skaber, henvender sig til og benytter sig af. Hvor man med de stærke kulturkritiske briller på typisk vil se dette som en form for tab, så er det Ellis’ befriende ukritiske pointe, at mediet selv indeholder “modgiften” til informationsmængden i form af dets forskellige genrers måde at gennemtygge eller bearbejde stoffet på. Ellis bruger i den forbindelse vendingen “television as working through”. Det engelske begreb “working through” stammer fra psykoanalysen, hvor det defineres som det at arbejde (tænke) så meget med et materiale, at det udmattes – resultatet er ikke et færdigt produkt, men netop en udmatning. Vi lever i en tid, der har al for megen information og al for lidt forklaring. Informations-overloadet gør det svært for os at tilegne os stoffet og giver anledning til manglende empati. Ved at selektere og iscenesætte stoffet reducerer medierne verdens uoverskuelighed og kompleksitet og skaber derved nogle orienteringsrammer for recipientens oplevelse af den fremstillede virkelighed.
Den ofte anvendte metafor, hvor man beskriver mediesystemet som en mediemaskine, passer også godt til Ellis’ overvejelser omkring tv-mediets bearbejdningsproces. Ellis ser også tv-mediet som en slags maskine, hvor virkelighedens rå data proppes ind i den ene ende og i første omgang behandles af nyhedsudsendelserne. Herefter arbejder stoffet sig videre gennem maskinen, hvor det gennemtygges af tv’s andre genrer, for til sidst at blive slapt og udmattet i diverse fiktionsfortællinger. Gennem tv’s bearbejdningsproces bliver man som recipient bedre i stand til at affinde sig med den viden, man ikke kan unddrage sig. Jeg skitserer nedenfor en forenklet model over Ellis overvejelser’ omkring de forskellige tv-genrers placering i denne bearbejdningsproces. Hvis man ser hen over de forskellige genrer i modellen, er det tydeligt, at der generelt anvendes flere æstetiske virkemidler, jo længere mod højre vi kommer. Som en tilføjelse har jeg derfor angivet den forøgede mængde musik, da jeg ønsker at påpege musikkens rolle for denne stabiliseringseller bearbejdningsproces.
Tv-mediet som en proces, der via sine forskellige genrer bearbejder verdens begivenheder, verdens rå data, til mere fortællende og forklarende former.
Formen på nyhedsudsendelserne længst til venstre i modellen er på sin vis meget stabil, men det ustabile ligger i de spørgsmål og følelser, som affødes, samt den manglende mulighed for empati i denne genre. Modellen skal ikke nødvendigvis læses som en lineær proces fra venstre mod højre, men som en åben proces, der foregår frem og tilbage mellem de forskellige genrer, uden endelig lukning. I snakkeprogrammerne arbejder man med materialet via forklarings- og forståelsesformer. Der tilføres her yderligere information og psykologiske perspektiver, der ikke hører hjemme i nyhedsgenren. I dokumentarprogrammer og fiktionsformer tilføres på forskellig måde narrative forståelsesprocesser, blandt andet ved hjælp af flere æstetiske virkemidler. Når en bestemt sag lanceres – som regel i nyhedsudsendelserne – medfører det ofte en tematisering af emnet inden for mediets andre former. Bearbejdningsprocessen er en konstant proces af generering og regenerering af betydninger samt af udforskningen af muligheder. Dokumentarudsendelserne spiller en aktiv rolle i denne bearbejdningsproces enten ved selv at lancere emner eller ved at indgå i bearbejdningen af dem. Efter en udsendelse som De pædofile danskere, der næranalyseres i et senere kapitel, kom der f.eks. fokus på pædofilisager og psykologien omkring dem i efterfølgende nyhedsudsendelser, debat- og snakkeprogrammer. Ligeledes skabes der ofte dokumentarudsendelser ud fra aktuelle sager fra nyhedsstoffet: Gåden om Scandinavian Star (vist på DR1, 2000), En morder vender hjem (TV 2 dok., 2000) efter at Peter Lundin havde myrdet en mor og hendes to drenge i Danmark.
Sat en anelse på spidsen, mener Ellis altså, at den usikkerhed, som tv-mediet selv er med til at skabe med sin konstante informationsstrøm, kureres af mediet selv via dets forskellige genrers bearbejdning af stoffet. Ellis går så langt som til at sige, at det er en nødvendig proces for opretholdelsen af det civiliserede liv (Ellis 1996, 53). Med henvisning til den intime rolle, mediet spiller i vores hverdag, siger han et andet sted: “Television has a key role in the social process of working through because it exists alongside us, holding our hands” (Ellis 2000, 74).
Hvis man kigger på forholdet mellem den medieformidlede og den umiddelbare oplevelse af virkeligheden gennem en mere kulturkritisk optik, kan man hævde, at en vellykket tilegnelse af den tv-formidlede middelbare erfaring imidlertid kun kan opnå vedkommende virkelighedsstatus for recipienten, hvis den forbindes med selvgjort, sensomotorisk forankret – umiddelbar – erfaring (Nielsen 1996, 48). Nogenlunde således formuleres det hos Henrik Kaare Nielsen i bogen Æstetik, kultur & politik, hvor han indtager en moderat kritisk holdning til den skævvridning, der er i forholdet imellem den middelbare medieerfaring og den umiddelbare hverdagserfaring. Nielsen taler om den middelbare erfarings overherredømme, hvor nærsanser og bevægelsesapparat understimuleres, mens syn og hørelse overstimuleres. Han mener, det er en forudsætning for en kvalificeret bearbejdning af den medieformidlede erfaring, at hverdagens umiddelbare, kropsforankrede, sensomotoriske erfaringsbasis har nuanceret og alsidig karakter, og at den kontinuerligt holdes levende og videreudvikles i en mangesidig sanselig praksis og altså ikke kun via auditive og visuelle stimuli. Jo mindre selvgjort, selvorganiseret og mangesidig primærerfaring, vi råder over, jo mindre er vores evne til at skelne og til at bearbejde og integrere den middelbare erfaring produktivt, således at denne bidrager til udviklingen af individets realitetsdygtighed (Nielsen 1996, 126).
Ellis deler Nielsens konstatering af den audiovisuelle dominans i vores måde at erkende på. Men for Ellis handler det om, at tv giver anledning til en helt anden perceptionsform, der ikke skal sammenlignes med den umiddelbare perception for …
…. no-one would claim that to witness an event in all its audiovisual fullness is the same as being present at it. There is too much missing, both in sensory evidence (no smell, no tactile sense) and, more importantly, in social involvement
(Ellis 2000, 11)
… og han fortsætter:
These lacks have so often been used to justify the argument that the audio-visual experience is a lesser experience than being present at an event. This is the conundrum of “realism”. However, to treat the audio-visual as a form of witness is to realize that it offers a distinct, and new, modality of experience.
(Ellis 2000, 11)
Tv handler ikke kun om at ligne. Den erfaring, tv tilbyder, er ikke en skygge af den umiddelbare erfaring, men en supplerende og anden måde at erfare på. Ifølge Ellis er tv et af de både auditivt og visuelt fotografiske medier, der har ændret vores perception i verden mest, nemlig til det han kalder “vidnets perception”, der kobles tæt sammen med “working through”-processen. Vi bliver konstant bombarderet med informationer og billeder fra hele verden, først og fremmest i nyhedsudsendelser, men også i de mere bearbejdede dokumentarudsendelser. Vi har vænnet os til at acceptere den audiovisuelle fremstilling som en vidneform, og samtidig accepterer vi, at
