kan placeres entydigt i, men som nogle poler musikkens status i kontraktdannelsen bliver forhandlet inden for. De fleste udsendelser i mit materiale benytter f.eks. en del musik uden at miste status som seriøse, kritiske programmer. Bureaukratiets slagmark er et eksempel på en forholdsvis æstetisk bevidst og bearbejdet udsendelse, der da også bruger forholdsvis meget musik. Samtidig er det en seriøs journalistisk udsendelse og derfor et eksempel på, hvordan de to akser mikses. En anden tydelig krydsning er reality-tv-konceptet Big Brother, der som underholdningsprogram kan kategoriseres som docu-light, men som ønsker at fremstå som et stykke rå virkelighed ligesom i den observerende dokumentar, og som derfor helst undgår musik. TV3’s Robinson-ekspeditionen er, i modsætning til Big Brother, et eksempel på et reality-program, som anvender en del underlægningsmusik. Konceptet minder om Big Brother, men rendyrker ikke idealet om den uformidlede virkelighed i så høj grad. For Robinson-ekspeditionen er musikken et nødvendigt redskab for overhovedet at få fortalt en historie. Ofte sker der så lidt på øen, at man kun ved hjælp af musik, klip og redigering får fortalt en historie om f.eks. en romance eller en konflikt, og der er flere tilfælde, hvor deltagerne efterfølgende har gjort indsigelser og forsøgt at stoppe udsendelser pga. de manipulationer, som de oplevede, redigeringen og musikken skabte. Robinson-ekspeditionen er i det hele taget et æstetisk og ikke mindst musikalsk meget interessant program, der med sin stereotype, selvpåpegende og alsidige musikbrug er et spændende sted at studere musikkens betydning i audiovisuelle medier.
3. DR-DOKUMENTARS OG TV 2 DOK.’S UDSENDELSER I ÅR 2000
DR-dokumentar og TV 2 dok. sendte tilsammen 37 nye udsendelser i år 2000. I dette kapitel foretager jeg en generel analyse af dem primært med henblik på at redegøre for, hvilken og hvor meget musik programmerne anvender, men også for at introducere den empiri der danner baggrund for bogen.
Udsendelserne orienterer sig alle inden for den journalistiske dokumentargenre, som jeg præsenterede i forrige kapitel, og som regnes for den mest seriøse form for tv-dokumentar, hvor der stilles høje krav fra både producenternes og recipienternes side om troværdighed og saglig journalistisk fremstilling. Disse krav og forventninger giver anledning til en række interessante problemstillinger omkring musikkens rolle og tilstedeværelse i udsendelserne, for hvad gør non-diegetisk musik i faktafremstillinger, der udgiver sig for at dokumentere verden, som den ser ud, og hvordan undgår man med musikken at gøre nogle til helte og andre til skurke? Hvor underlægningsmusikken som regel er blevet studeret i fiktionsfremstillinger (især spillefilm), aktualiserer dette “fakta”-materiale således en række nye spørgsmål, hvoraf nogle allerede er blevet diskuteret i forrige kapitel.5 Desuden er det tale om en tv-genre, som står særlig stærkt i den offentlige meningsdannelse og kan være med til at sætte dagsordenen for samfundsdebatten i kortere eller længere perioder. Der er få udsendelser, der som disse kan samle pressen og folk i al almindelighed om et samtaleemne dagen efter. Af og til får de direkte konsekvenser i form af politianmeldelser (De pædofile danskere) eller som bevismateriale ved retssager (Imperiets hersker, En minister krydser sit spor) eller blot ved at sætte temaer på den politiske dagsorden (f.eks. Næsten en dødsdom, De pædofile danskere, Bag lukkede døre, Imperiet Tvind, Du er for gammel). Ved både at henvende sig til vores fornuft og følelser opnår tv en særlig styrke som oplysnings- og informationsorgan, og det er disse udsendelser et tydeligt eksempel på. Netop ved at benytte musik og andre æstetiske virkemidler opnår de en særegen æstetisk udtryksmulighed.
Udsendelserne og deres musikforbrug
Ud af de 37 udsendelser er 14 fra TV 2 dok. og 23 er fra DR-dokumentar, og ni af de sidstnævnte (Lars Engels’ serie Historier fra en politistation6) skiller sig tydeligt ud fra de øvrige udsendelser ved at benytte den observerende dokumentars minimalistiske æstetik og retorik. Alle de øvrige udsendelser (14 fra TV 2 og 14 fra DR) er hybrider, der blander de forskellige former for tv-dokumentarisme. De har i modsætning til den observerende dokumentar typisk et mere eksplicit journalistisk sigte og benytter interviews og voiceover-fortæller eller beskrivende tekster og reportager on location. Selvom jeg overordnet kalder de to redaktioners udsendelser for journalistisk tv-dokumentar, indeholder de altså forskellige former for skildret “virkelighed”; forskellig æstetisk bearbejdning – jf. figuren side 31.
De fleste udsendelser er selvstændige og afrundede, men nogle af dem optræder i tematiske serier. For TV 2 dok.’s vedkommende drejer det sig om de to udsendelser om Tvind (Imperiet Tvind og Imperiets hersker), og de blev sendt i forlængelse af hinanden med 14 dages mellemrum. DR-dokumentar sendte tre tematiske serier: ud over Lars Engels’ Historier fra en politistation også Stig Andersen og Thomas Gades dokumentarserie om EU I-III (Fredens ofre, Bureaukratiets slagmark, Nødens sjakaler) samt Per Wennicks Flygtningene fra Kosova I-III (Flugtens dagbog, Med fortiden i bagagen, Det svære valg).
Inden jeg går videre med, hvor meget musik der anvendes i udsendelser, skal der lige tages nogle forbehold med hensyn til nøjagtigheden af de tal, som anvendes i beregningerne. F.eks. er udsendelserne de fleste steder regnet i hele minutter, hvorimod musikkens varighed er udregnet i sekunder, hvilket skyldes det tekniske udstyr, jeg havde til rådighed under beregningerne. Et andet usikkerhedsmoment er differentieringen mellem musik og anden komponeret lyd, så som droner, rumlen, susen og dråbelyde.7 Det har imidlertid kun været et problem i ganske få tilfælde, eftersom disse lydeffekter som regel forekommer samtidig med musik. De steder, hvor det ikke er tilfældet, er de regnet med som musik. Jeg har derimod ikke medregnet lyde, der relaterer sig konkret til det diegetiske univers, som f.eks. helikopterlyde, trafik- og dyrelyde, der dog tydeligvis er redigeret ind i udsendelsen. Et tredje relateret problem er grænsen mellem diegetisk og non-diegetisk musik, hvor jeg kun registrerer det sidstnævnte. Et par steder har jeg imidlertid været i tvivl, om der var tale om det ene eller det andet. Et tilfælde var i forbindelse med brugen af rådhusklokkerne fra Københavns Rådhus i serien Historier fra en politistation. Fini Høstrups improvisationer over rådhusklokkerne suppleres i flere af udsendelserne med de “rigtige” rådhusklokker samtidig med billeder fra det indre Københavns gader. Er disse klokker diegetiske lydeffekter eller musik? Jeg valgte at regne dem med som musik på grund af deres tætte relation til udsendelsernes komponerede musik. De andre steder, hvor jeg har været i tvivl, er i forbindelse med scener, hvor der spiller en meget svag radio, et tv eller en cd i baggrunden, hvilket f.eks. er tilfældet i Den russiske barnepige og i De pædofile danskere. På trods af at denne musik i receptionen behandles og indgår i betydningsdannelsen på samme måde som den øvrige underlægningsmusik – bortset fra, at den i de aktuelle tilfælde næsten ikke kan høres – og på trods af at lydkilden er usynlig, er denne musik ikke medregnet. At musikken næsten ikke kan høres, leder mig hen til et fjerde usikkerhedsmoment, nemlig at lydkvaliteten er så svingende på de optagelser, jeg har arbejdet med, at det flere steder kan være svært at høre præcist, hvor musikken begynder og slutter. Desuden lapper musikkens ind- og udtoninger ofte ind over tale i form af interviews eller voiceover, hvilket gør det yderligere svært at høre. Anvendelsen af høretelefoner har gjort det lettere, men ellers afhænger registreringen af kvaliteten af optagelsen samt min personlige hørelse, der, så vidt jeg ved, er nogenlunde i orden. Med alle disse forbehold taget i betragtning skal oversigten give et overblik over mængden og arten af musik brugt i DR-dokumentars og TV 2 dok.’s udsendelser sendt første gang i år 2000.
Nedenfor har jeg listet udsendelserne efter mængden af musik angivet i procent. De understregede tal er TV 2’s udsendelser, og tallene fremhævet med fed skrift er Lars Engels’ ni “observerende” udsendelser fra Station 1 i København:
| Redaktion | Udsendelsens titel | Musikkens samlede varighed |
| TV 2 dok. | Næsten en dødsdom | 60 % |
| DR-dokumentar | Nødens sjakaler (EU-serie I) | 55 % |
| DR-dokumentar | Flugtens dagbog (Flygtningene fra Kosova I) | 43 % |
| TV 2 dok. | Snyd for statens penge | 42 % |
| TV 2 dok. | Krig og kærlighed | 41 % |
| TV 2 dok. | Herfra
|
